Måske ku vi…

Af Søren Pind 0

“Måske ku vi bestige bjerge

Vi har så tit løbet panden mod en mur

Måske kunne vi sige det ærligt

Det sagt så tit i en branderts tomme ord

Måske ku vi, måske ku vi

Finde noget at bruge hinanden til”…

 

Jeg har altid været glad for Sebastians sang. Jeg har skrålet med på den snart sagt hver gang, den var i radioen. De seneste dage er den kommet til at betyde noget andet. Og de underliggende budskaber har fået en langt mere dyster, mørk klang. Minder mig om et årti, det sidste af dem, hvor børn var objekter, ikke subjekter. Hvor børn blev brugt, misbrugt, slået over landet. Sådan var 1970erne også.

TV2 og Politikens afsløringer forbløffer og chokerer. To mandlige filminstruktører fik frit løb blandt børn som ulve blandt får. For sådan gjorde man jo. Vi har set det beskrevet flere steder – som feks da moderen overlader sin purunge datter til en griselignende Simon Spies til gengæld for en vaskemaskine. Christoffer Boes film er givet ikke historisk korrekt – men tidsbilledet er det. Og scenen er det. Moderens efterfølgende hykleri det samme. Det er svært at forklare den grundlæggende angst, der sneg sig ind, rammeløshedens uendelige dusseri.

Når Anders Lund Madsen kan fortælle, hvordan han igennem mange år har fortalt sin historie, men at den først nu retteligt chokerer, fortæller det en del. For førhen blev det fortiet. Der var en Margrethe Vestagers “sådan er det jo” over det. Men nu er lydmuren brudt.

Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden og Hippierne var det første spæde skridt til et nødvendigt selvopgør. Nu kommer opgøret med de dele af 68oprøret, der bla. resulterede i pornografiens frigivelse. Jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke anede, at den “liberalisering”, foretaget af en af navn borgerlig regering, også omfattede børnepornografi.

Chokerende er Søren K. Villemoes artikel i denne uges Weekendavisen “erindringstab”. Et uddrag:

“Børnepornoblade kunne købes i kiosker med titler som »Children Discipline«. Selv på Strøget lå der butikker med børneporno i vinduerne. I boghandleren kunne man finde bøger som psykologerne Jette Bach og Bent Petersens Småbørn – kærlighed og sexdrift (1971), der i opmuntrende vendinger beskriver, hvordan man onanerer på et spædbarn. Samme Bent Petersen afviste i øvrigt, at pædofile forhold var moralsk forkerte eller misbrug af børn. I 1970erne vejledte han unge om sex i bladet Unge Nu. Toneangivende fagfolk bagatelliserede pædofili. Kai Tolstrup, mangeårig børnepsykiater ved Rigshospitalet, foreslog ordet »voksenlokker« om børn, der forfører voksne. Ledende kriminolog Berl Kutchinsky forsvarede blodskam. Det var et udtryk for nænsomhed og kærlighed og var godt for barnet, mente han.
FÅ råbte op. Det var primært Kristeligt Folkepartis Inger Krogh, der gennem årtiet stædigt kæmpede imod. Hun blev afskrevet som »nyvictoriansk« af Venstresocialisternes Preben Wilhjelm, der ihærdigt forsøgte at bremse forbuddet mod børneporno, da det endelig blev vedtaget i 1980”.

Mange har travlt med at betegne nutidens forældre som såkaldte curlingforældre. Det kan jeg sandelig godt forstå. For det er ikke mange år siden, man havde et helt andet syn på børn. I dag betegnes børn hånligt som “trofæbørn”. Og nogle kan slet ikke forstå, at børn fylder så meget. Folk glemmer, at der idag kommer langt færre børn til skade – i trafikken, i arbejde, i det hele taget er der et andet form for nærvær, og et andet syn på børn. Børn er i dag subjekter. Man må ikke længere slå dem, revselsesretten er gudskelov afskaffet. Man må ikke misbruge dem – og psykologer siger ikke længere vanvittige ting som “voksenlokkere” og forsvarer blodskam. Vi er den første generation, der ved, at det, man oplever fra spæd og i de første barndomsår, præger en resten af livet. Der er ingen undskyldning.

Og ud af det er kommet en fantastisk generation af smukke unge mennesker, vi aldrig turde drømme om. Med rekordlav ungdomskriminalitet. Der går igennem systemet langt hurtigere end nogen før dem. Der vil være selvstændige i en grad, så store virksomheder klager over, at de ikke kan få unge nok, fordi de alle sammen hellere vil lave startups.

Jeg er træt af at høre om curlingforældre. Min generation har valgt at tage et stille, men enormt, opgør med den forrige. Vi har gjort børn til selvstændige subjekter. Uden vold. Med alt det besvær og bøvl det medfører ift rammesætning og opdragelse. Men vi høster resultaterne nu. Og de er fantastiske. For ganske få år siden skrev Economist, hvordan denne udvikling havde medført, at langt flere børn overlevede – fordi det nogen hånligt kalder Curling, betyder at man ikke bare smider sine børn ud på en stor vej på cykel, men faktisk forklarer dem det ordentligt. Giver dem cykelhjelm på. Venter til de er klar. Har lavet cykelstier. Et eksempel blandt mange i artiklen, der handlede om, at børn ikke længere dør af andet end sygdomme.

En ting står tilbage, som vi ikke er lykkedes med. Forleden kunne DRs Orientering fortælle, at de mindst lykkelige i Danmark er de unge. De lander i en velfærdsstat, hvor de betragtes som skaffedyr for de ældre generationer. Hvor en af begrundelserne for at skynde på dem i uddannelsessystemet er, at de skal være arbejdskraft så velfærdsstaten kan hænge sammen. Med høje skatter og tårnhøje arbejdskrav. Vi er nødt til at fokusere mere på ånd og frihed. Give dem mere plads. Men det må jeg dække en anden gang.

Måske ku vi… Ja, det ku vi faktisk. Men ikke derfor. På trods. Denne generation kan være stolt af, at den som den første satte en stopper for, hvad tidligere generationer overdrog hinanden. Med 1968 fik oprøret de mest ekstreme sider frem af den arv, man havde fået. Med den efterfølgende stoppede den del af arvesynden.

Kommentarer er lukket.