Henrik

Af Søren Pind 0

Det gør ondt. Asken. Den halve spredt ud over danske farvande. Den anden gemt på Fredensborg, den private del.

Når man til hverdag taler om monarkiet, underkender mange den mægtige magt, styreformen har. Som kongerækken har været foragtet og forsmået i skolen i for mange år.

Men monarkiet sætter en sammenhæng. En referenceramme i en tid. Den tid man er. En søn skriver til sin mor: Har I sat flaget på halv? Moderen svarer tilbage: Jamen vi har jo ingen flagstang. Men jeg er ked af det, søn – mine øjne er blanke, og jeg ser mindeudsendelser. Hun får det svar tilbage, at sønnen er mere berørt end han troede. De udveksler hjerter. Jeg tror, disse beskeder har været ud over hele landet. Forskellige fra familie til familie. Men ens. Denne besked var vores.

Billeder fra hele landet viser danske hjem med flaget på halv. Almindelige mennesker, der stiller på Amalienborg, sætter sig i stilhed ved kondolencebøgerne – for hvor skulle de ellers være?

Prins Henrik har været der en menneskealder. Da jeg som udlænding i Schweiz, fra jeg var to til jeg var syv, levede der, hang billedet af den kongelige familie på mit værelse. Jeg elskede – elsker – Schweiz. Men Danmark var mit. Og den kongelige familie min. Og i Schweiz talte jeg fransk. Som prinsen. Og som hans børn. Det var noget.

At jeg siden i mit liv som politiker skulle møde ham mange gange, stod ikke skrevet. Men mange gange blev det til. Da jeg udgav min CD med Pelle Voigt, hvor vi oversatte og fortolkede Charles Aznavour, den store franske sanger, stillede han op. En lille snusket kinesisk restaurant på Vesterbro. God rødvin -“naj, så dyr en flask behøver vi ik’”, der var intet man hellere ville end dele den flaske lige netop der. Munter, varm samtale. På Bornholm, hvor han gik på jagt og hvor han ved en fin, fin ceremoni i en af Danmarks ødelagte landsbyer, min hjemby, Østermarie, fik opkaldt en vej efter sig. Med lige dele alvor og munterhed kom han og overværede afsløringen. I en by, hvor alt havde været, men intet er.  Kom året efter, da han selv havde udpeget sin efterfølger og æreskunstner.

Tænk at Danmark havde en prins, der, modsat sine politikere og offentlige systemer, besøgte de døde byer. Talte med de glemte mennesker. Viste omsorg, nærvær, tilstedeværelse. Mens andre talte om forladtheden, men aldrig rigtig begreb den.

De sidste år begreb Danmark sin prins. Stephanie Surrugues formidable bog “enegænger” satte nye standarder for biografier. Og afslørede, hvilken mand Danmark havde fået i sin tjeneste. Han tjente altid. I officielle sammenhænge løftede prinsen altid de ministre, han ledsagede – også mig. I Kina, i FN, i Europa, der lå hans hjerte nær, overalt. Han løftede Danmark. Koncertpianisten. Diplomaten. Digteren. Rebellen. Aldrig bange.

At nogle medier mishandlede ham, intet ansvar følte, var betragtere i stedet for en del af Danmark, skal ikke glemmes. I dag sørger vi – men intet er glemt. Det var en skændsel, at prinsen ingen beskyttelse nød før til aller sidst.

Den halve aske. I danske farvande. Den halve aske. På Fredensborg. Ingen officiel statsbegravelse. Men de døde byer vil mindes ham. Menneskene. Dem, hvis hånd han tog, hvor han smilede, berørte, var.

Han var Danmarks prins. Men han gav Danmark så meget mere, end Danmark ventede. Og nogle gange selv vidste, at Danmark ville have. Nu savner vi ham. Der er en lille del af os alle, der er taget ud. En purpurfarvet klædebonsflig, der gør os alle lidt fattigere. Må han hvile i fred efter en trofast fortjentsfuld gerning. Guds fred med Prins Henrik.

Kommentarer er lukket.