Den stressede Homo Digitalicus – og julebuddet

Af Søren Pind 0

I julebuddets skygge – der hvor døden og mørket hersker – tager vi snart afsked med et år, hvor ordet stress har været anvendt utallige gange. Flere end jeg erindrer at huske førhen.

Årets debattør blev ifølge Dagbladet Politiken Svend Brinkmann. Brinkmann har, blandt andet sammen med lægen Imran Rashid og DRs Peter Lund Madsen, længe talt for en opmærksomhed rettet mod det nye menneske – homo digitalicus.

Selv tog jeg konsekvens af lange overvejelser, forlod facebook – på nær en lille privat profil – og meddelte mine medarbejdere i Uddannelses- og Forskningsministeriet, at jeg ikke længere ville have, at de kontaktede hinanden om søndagen. Jeg kunne ikke blande mig i, om de faktisk arbejdede – skønt jeg mener, der ligger meget godt gemt i at komme hviledagen i hu – men jeg kunne blande mig i, hvorvidt de forstyrrede hinanden. Misbrugte de muligheder det digitale samfund har budt os.

Det er nyt. Dette at vi aldrig er helt alene med os selv. Altid er der en telefon – et meget lavmælt ord ift. dette livsindgribende apparats egentlige fylde – der kan gribes. Der kan skabe adspredelse. Hvor man kan forstyrre andre. Være forbundet. I bussen, toget, bilen, på gå-turen, ved middagsbordet – når man står op. Og når man går i seng. Sidst ind, først ud…

På mit eget ansvarsområde oplever jeg i stigende grad, at studerende får stress. Det ses alle steder. I aviser. Og øvrige medier. I breve jeg får. Alt sammen begrundet i de hårde krav, der stilles fra det omkringliggende samfund.

Og jeg forundres. For de krav fra det omkringliggende samfund består i en uddannelse betalt af alle borgere i Danmark – det vi normalt kalder gratis. At vi som et af ganske få lande, hvis ikke det eneste, yder en betaling til hver enkelt studerende for at passe sine studier. Ja, vi har en forventning om, at man tilbage yder, at man færdiggør sin uddannelse inden for en rimelig tid. Men værre er det heller ikke.

Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det vitterligt er det, der skulle skabe stress hos de studerende? Jeg indrømmer, at min mistanke retter sig mod noget andet.

Førhen talte man om specialesumpen. Disse studerende, der år efter år hang fast i den sump, hvor de aldrig blev færdige. Man så med let foragt på disse individer. Og man må kalde mig Mads, hvis ikke det også har ramt hårdt sine steder.

Sådan er det ikke i dag. De unge kommer ud, de dygtige er dygtigere end nogensinde før. Resten er en blandet landhandel – men er ikke mit ærinde i dag.

Min mistanke retter sig mod det digitale samfunds perfektionstrang. Mod det faktum, at vi aldrig har ro – at hvert eneste sekund i vores tilværelse er udfyldt. Og ja, nok også, den maternalistiske uudtalte samfundsmodel, hvor vi lader som om, livet ingen krav har på en, men hvor der lige neden under ligger en karsk – uudtalt – virkelighed og venter, som det ikke er pænt at tale om. Og at vi simpelthen er ved at nå den fysiske kapacitetsgrænse for, hvad vi – ja – kan kapere.

Det ny digitale menneske – Homo Digitalicus – må finde sin fred. Skabe oaser omkring sig. Sørge for at lade hjernen holde fri, så den kan restituere og tåle, at den uden for oaserne konstant skal arbejde på et niveau, vi aldrig førhen i menneskets historie er stødt på. Vi er nødt til at genopdage gamle kulturelle værdier som (t)ro, struktur og behovsudsættelse. Ellers taber vi kampen med det digitale. Og digitaliseringen bliver herre i stedet for redskab.

Og dermed tilbage til julebuddet. For som Hostrup skriver:

Julebuddet til dem, der græde

det er vældet til evig glæde.

Glæd dig da kun, du menneskesjæl,

stinger end ormen endnu din hæl!

Favn kun trøstigt, hvad Gud har givet:

Løft dit hoved, og tak for livet!

 

Meningsløsheden i trædemøllen, den falske forbundenhed med mennesker, der ikke er os nære, 24-timers samfundet, er i kristelig henseende afgudsdyrkelse. En guldkalv vi lystig danser om, men som i virkeligheden bærer mørket og dødens skygge i sig.

Man kan vælge den kristelige forklaring eller den psykologiske. Resultatet bliver et og samme. Meningsfuldheden findes i accepten af at være det vi er: Mennesker. Sjælsvæsner. Ikke trækdyr i samfundets trædemølle. Der er noget vigtigere end samfundet. Mennesket kommer først. Og det menneske er imperfekt. Ikke et falsk glansbillede. Syndigt kalder vi kristne det. Fejlbarligt kalder psykologen det. Det minder julebuddet os om. Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde…

Glædelig jul.

 

 

Kommentarer er lukket.