Jensens Auken

Af Søren Pind 0

Frank Jensen søger i et indlæg i dagens avis at bortforklare bandekonflikt, boligkaos og bryllupscirkus på rådhuset. Her et par refleksioner:

En nøgletalsevaluering fra 2016 udarbejdet af Københavns Kommune indeholder en evaluering af perioden ultimo 2010 – ultimo 2015 af boligpolitiken. Det fremgår heraf, at antallet af beboere i de københavnske almene afdelinger i denne 5 årsperiode er steget fra 101.737 til 108.180 personer, mens antallet af indvandrere/ efterkommere fra ikke-vestlige lande er vokset fra 42.849 til 45.533 svarende til en andel på 42,1 %. Det samme procenttal som i 2010.

Hvorfor anerkender Jensen ikke, at det er fakta i Københavns Kommune? I indlægget anfører han, at i de almene boliger man har bygget siden 2000 er andelen “kun” 18 procent. Et er, af det for så vidt intet har med hinanden at gøre. Men hvad forestiller Jensen sig så egentlig, disse tal er udtryk for i udvalgte boligområder? Hvis den samlede andel af ikke-vestlige beboere stadig er 42 pct? Det betyder alt andet lige en øget koncentration – og faktum er, uagtet hvad spinderi Jensen begår, at alle bandekonfliktens foreteelser – alle som en – udgår fra disse områder. Held og lykke med at forklare Københavnerne om den enorme gennemsigtighed og succes i arbejdet med banderne…

Så er der bryllupscirkusset… Jeg kan forstå, at Frank Jensen ikke ved, hvem der har lækket papirer fra Anne Mee Allerslevs bryllup og han totalt afviser mine “vanvittige grove anklager”. Javel ja…

Så hvorfor trådte overborgmesteren ikke klart frem meget tidligt i det forløb, før både den ene og den andens fald og afgang, og meldte klart ud, at han havde medansvar for beslutningen, at reglerne ville blive lavet om, men at de indtil nu var blevet fulgt. Og han som overborgmester naturligvis måtte stå på mål for den måde, disse regler var blevet administreret på? Højt og tydeligt, igen og igen? Hvorfor sendte han kommunaldirektøren i byen og gemte sig selv? Hvorfor skulle han trækkes til truget i Lippert og først da alt dette var sket indrømme, at lækket kom fra hans egen forvaltning?

Der er to muligheder: Enten har overborgmesteren selv ventet til det rigtige øjeblik og brugt denne sag aktivt. Det var det, jeg gjorde rede for i mit indlæg er min overbevisning. Eller også er overborgmesteren fej og skønt det hele er foregået i hans forvaltning, med hans embedsmænd og på hans ansvar, render han alt hvad remmer og tøj kan holde.

Jeg er ingen beundrer af en sådan karakter. Jeg er af den opfattelse, at der går en lige linje fra at man kan finde på, som øverst ansvarlige i en kolossal offentlig institution at stikke en tunge i øret på sine undergivne, fordi man synes, det er muntert, til man fusker med tal og fakta om boligpolitik og render fra ansvaret for, hvad der foregår i ens egen forvaltning. Længere er den ikke. Jensen taler meget om forbilleder i sit indlæg. Jeg er bekendt med, at han selv nærede stor veneration for Svend Auken. En skam, at overborgmesteren kun har tillagt sig de dårlige sider af en stor politiker.

 

 

Kommentarer er lukket.