Om Venstres frihedssyn – og lidt til

Af Søren Pind 0

Medierne har været fyldt med det. Forståeligt. Diskussionen om, hvad Venstres frihedssyn er i dag. I forlængelse af det, medier har valgt at kalde imamloven, romaloven og nu burkaloven.

Og det nytter vel ikke at lægge skjul på at vi diskuterer. Også med hinanden. Men det synes jeg nu ikke er noget nyt. Kun under Fogh blev der på sæt og vis sat prop i i Venstre. Ellers har det altid været en del af vores kultur, og med den nuværende statsminister og formand er det iøvrigt en del af hans ledelses- og personlige stil.

Martin Krasnik har i en meget stærk, personlig leder spurgt til, hvad det er, der foregår. Og som det ofte går melder dem, der bedre end partifolk selv ved, hvad der er rigtig Venstre-politik sig og vrider hænder. En bliver altid udpeget til at repræsentere den “rene hæderlige linje”. I dette tilfælde har Noah Reddington i et stort opslag i Politiken valgt at appellere til mig, som var jeg Arken, der kunne redde Venstre fra syndfloden. Andre har gjort det samme.

Det er ikke mærkeligt, at folk interesserer sig for Venstre. Samlet set er mit parti vel det mest magtfulde parti i de sidste års 30 års politik. Og ja, det forpligter.

Statsministeren har den seneste tid sagt det tydeligere og tydeligere. Venstre kan – og vil – ikke gå til ekstremer i vores formulerede politik. Vi kan aldrig råbe højest når det kommer til “vi kan da bare”. Den plads må andre tage. Og ærlig talt: De sidste to-tre år har vel egentlig talt ikke været ret nådige ved de politikere og de bevægelser, der har repræsentereret “vi kan da bare”. Der findes måske nok enkle løsninger. Men ingen nemme…

Ikke desto mindre opfattes de tre nævnte anordninger som eksempler på, at Venstre er gået for vidt. Kritikken har ramt forskellige, der mest eksplicit har stået i spidsen for argumentationen.

Jeg gør mig ikke mange illusioner. I svære situationer skal institutionerne vise, at de kan modstå et pres. Se bare Spanien og Catalonien. Og i den sammenhæng bliver de sidste bolværk de respektive forfatninger og de internationale spilleregler, civiliserede lande er blevet enige om. Det ligger desværre i tiden, at der rettes hårde angreb mod selve det fundament. Angreb som for blot få år tilbage ville være utænkelige, og ville stemple afsenderen selv. Jeg er dybt rystet, når jeg hører og læser, hvad der bla efterhånden siges i den offentlige debat om danske dommere og domstolene. Det er ikke holdbart i længden.

Uffe Ellemann sagde noget ganske tankevækkende, da den lille dreng på det ikoniske billede lå druknet på stranden i Tyrkiet. Han sagde noget i retning af, at vi måtte hjælpe for ellers tabte vi selve det, vi påstod at forsvare. Det har jeg tænkt en del over. For mindre end 80 år siden stod barbariets centrum i Europa. For mindre end godt 30 år siden hvilede undertrykkelsen og ondskabens imperium over Østeuropa. Der er meget at holde fast i.

Man skal kendes på, hvordan man opretholder sine principper i svære tider – ikke når det kun er magsvejr. Og hvis vi har ment noget, med frihedssyn og respekt for det enkelte menneske, er det tiden at minde hinanden om det nu. Det er også tid at minde hinanden om, at når det kom til stykket, har dette syn altid været antastet.

Når Venstre i 90erne talte om mennesket i centrum og så staten som et nødvendigt onde, ikke et gode, var der jo andre der mente noget andet. Disse kræfter er som naturkræfter. Såvel som der altid vil være reaktionære og progressive.

Når Venstre efter svære diskussioner kunne nå frem til en fælles accept af et udvidet maskeringsforbud, skyldes det naturligvis et uønsket kulturelt pres på Danmark. Jeg hører selv til dem, der mener, at det lige præcis ift Burka og Niquab er knapt så udtrykt. Men lad være.

Jeg deltog for nylig i en sammenkomst med en række højtplacerede mennesker fra den vestlige verden. Debatten handlede naturligvis en del om, hvad Trump, Brexit, Macron og styrkelsen af ekstremerne i den frie verden egentlig betyder. Det egentlige spørgsmål, det gav anledning til, var følgende: Hvad betyder Vesten – den frie verden?

Hvis ikke Vesten står på de frihedsrettigheder – menneskerettigheder – der blev formuleret i den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776? Hvis ikke Vesten står på frihandel og sameksistens til gensidig glæde?

Hvis udgangspunktet for den frie verdens politik ikke længere er det enkelte menneskes suverænitet og ukrænkelighed? Den personlige frihed? Religionsfriheden? Ytringsfriheden?

Hvad er vi så? Er vi som resten?

Kan man undskylde sig med, at man vil forbyde disse friheder for nogen for netop at forsvare dem for andre? Næppe.

Derfor er det ikke mærkeligt, at vi i netop Venstre har disse diskussioner dybt og inderligt. Og at det vi kan enes om er, at lovgivningen – af hensyn til menneskets ukrænkelighed – skal gøres farveblind. Ikke må have baggrund i religiøsitet eller etnicitet.

Der er dem der uden at blinke ville krænke disse principper. Dem generer det ikke at ramme bestemte religiøst grupperinger ved et burkaforbud. Men forestil Dem, at man gennemførte en smykkelov, der var rettet mod religiøse eller etniske minoriteter? Eller valgte at regulere ytringsfriheden for selvsamme gruppering men ikke for andre?

Venstre er ikke et parti, der fornægter kulturkampen. Vi tror på folkestyret i den demokratisering, folkeoplysning og dannelse, der skal ske ift dette at blive dansk. Vi tror også i nogle sammenhænge på lovgivning og statens voldsmonopol til at opretholde den offentlige ro og orden og sikre at et af verdens lykkeligste og fredeligste lande forbliver sådan.

Men vi ved også, at tryk avler modtryk. Og at man skal vinde hjerter og hjerner – man kan ikke nøjes med det ene eller det andet eller intet af det. Det centrale må være, at det vi foretager os er i overenstemmelse med den kultur, vi er rundet af. Som formuleret af Helge Rode i en rejselysten flåde: “Gladest ved det milde”.

Det, vi i Venstre kan enes om i forhold til kulturkampen er, at den skal føres. Men at midlerne definerer os. Og derfor skal lovgivningen kunne stå sin prøve i forhold til vores dybeste principper. Herunder at “Loven skal gøres til alle mænds gavn”. I modsat fald vil ekstremer anklage os for hykleri. Og svage sjæle bliver nemmere at lokke. Tag bare, hvordan indfødte danske lod sig forlokke af ISIS’ ondsindede propaganda og tag, hvordan tusinder forlod Vesten for at kæmpe på liv og død i Syrien.

Derfor blev det et udvidet maskeringsforbud – ikke et burkaforbud. Derfor blev det en generel regulering af ytringsfriheden ift hadprædikanter – ikke imamer. Derfor blev det et spørgsmål om, at kunne man selv betale til sit ophold, skulle man det, inkl smykker – ikke en konfiskationslov for muslimer. Derfor blev det en strafskærpelse rettet mod tiggeri – ikke romaer.

Man kan mene om disse distinktioner, hvad man vil. Men at gennemføre de sidstnævnte fremfor det førstnævnte ville være at opgive godt 5-600 års udviklingshistorie, selve essensen af, hvad Vesten og den frie verden er. Og hvis det er det, vi skal i vores kulturkamp: Hvilken kultur er det da, vi kæmper for? Og hvad skal kampen tjene til?

Det vil blive et åndløst materielt defineret samfund uden kristen næstekærlighed, tilgivelse og respekt for det enkelte menneskes ukrænkelighed. Et tomt samfund. Og da – og først da – vil den frie verden være faldet. For egen hånd.

 

 

 

 

 

Kommentarer er lukket.