Skam får DR: 9. April er ikke en parentes

Af Søren Pind 0

Man kunne let få det indtryk, da DRs i øvrigt fortrinlige Danmarkshistorie gled hen over skærmene, at 9. April blot er en parentes i vores historie.

Behandlingen er i bedste fald stedmoderlig, og besættelsen beskrives som noget uafvendeligt der blot indtræder. Lidet har man lært af over 70 års forbitret til tider hadefuld diskussion. En diskussion der kredsede om Danmark kunne have gjort mere. Kæmpet. Bundet den nazistiske krigsmaskines ressourcer.

Hvad der virkeligt nager er fortællingens fokus på, at det under 1. Verdenskrig lykkedes Danmark at holde sig ude af krigen. Her betones sikringsstyrkens rolle og betydning – at de 58.000 mand, indkaldt i 1914, var en vigtig faktor i, at det lykkedes at holde Danmark ude af krigen og Tyskerne ude af landet.

Skiftet til 9. April medfører ingen overvejelse ift. det fremførte om 1. Verdenskrig. Ingen fortælling om forsvarssagen og vreden i brede kredse over de massive nedskæringer, Stauning-Munch udsatte forsvaret for op gennem 30erne. Man fortæller endda, at den danske regering var blevet advaret to dage i forvejen, men der kommer ingen egentlig forklaring på, at man intet foretog sig i den anledning.

Man har vanskeligt ved at frigøre sig for, at det skyldtes et ønske om, fra de tilknyttede historisk kyndige, at lade Staunings helteglorie stå uberørt. Det forekommer imidlertid at være en uklog disposition. Helt at lade denne diskussion forsvinde ift et tidspunkt, hvor hele Danmark for eneste gang nogensinde blev besat helt og fuldt, er for at sige det rent ud for tykt.

Helt op til Foghs opgør med samarbejdspolitikkken i 2003 var denne diskussion dybt forbitret og intensiveredes endda efter hans afstandtagen til samarbejdspolitikken og til beslutningerne op til og med 9. April. Det kan Danmarks Radio ikke være bekendt.

Et tankebillede: Tænk hvis Stauning havde overlevet krigen? Tænk hvis det var ham, og ikke hans efterfølger statsminister Buhl (S), der havde holdt den berygtede stikkertale i 1942? Den lød blandt andet: “Den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser”. Både modstandsfolk i Holger Danske og BOPA (borgerlige partisaner) stemplede Buhl som landsforræder, og han forblev efter krigen en dybt kontroversiel skikkelse, som befolkningen da også forkastede med valget af Knud Kristensen ved det første frie valg efter krigen.

Stauning-Munchs politik måtte formodentlig føre til det, der skete den 9. April. Men at sige at denne politik ingen betydning havde er historieløst. Man kunne ved rustning af Danmark måske have opnået det samme resultat som under 1. Verdenskrig. Man kunne måske have forsinket tyskerne så meget, så invasionen af Norge enten havde stået tyskerne betydeligt dyrere eller helt var mislykkedes. Måske måske måske. I stedet måtte vi lide den tort at udtrykket “he’s laying down like a Dane” gik verden rundt og blev så symbolsk som udtrykket “Quisling”. Med nød og næppe reddede den danske modstandsbevægelse os fra at blive set som en tysk allieret. De forfærdende russiske bombardementer af Bornholm, som danske myndigheder og mange danske siden har fortrængt og fortier, vidner om andres syn på os i Danmark dengang.

9. April fik dyb betydning for måden, vi anså os selv.  Først efter forgæves forsøg på et nordisk forsvarsforbund valgte Danmark at træde ind i NATO. Og selv i 80’erne  prægede historien os med de skammelige fodnoter, hvor ledende politikere gang på gang gik Sovjets ærinde.

9. April er ikke bare en dato, hvor dagens gang skal beskrives summarisk uden kontekst til tiden op til. Den er en af de væsentligste datoer i Danmarkshistorien. Måske mere afgørende end systemskiftet og Grundloven. For her stod Rigets eksistens på spil. Og alt kunne have været borte. Vi kunne have lidt bag jerntæppet, som Østeuropa gjorde.

Jeg gjorde et sidste forsøg på at bringe dette perspektiv op ved at ringe til det program, DR har på P1 til at levere efterkritik: Her sad Jes Fabricius Møller og Claus Bryld med en studievært, der startede med at gøre sig morsom over, om jeg overhovedet havde tid til at ringe ind i mit travle virke.

Den tilgang fortæller egentlig sigende om synet. Man har åbenbart ikke syntes, at dette var vigtigt. Og de historiske konsulenter, DR har brugt, har altid stået last og brast med samarbejdspolitikken. Det vil jeg til enhver tid prioritere at kritisere og bruge tid på.

Der er tale om en skamplet på en ellers god og oplysende programserie. Skam få de, der bærer ansvaret herfor.

Kommentarer er lukket.