Hvad er formålet med indvandring?

Af Søren Pind 0

I ugen der snart rinder ud opstod der på min twitterkonto en heftig diskussion om indvandring. Stine Bosse, Paula Larrain, Frank Jensen og mange andre debatterede mit synspunkt om at forventningen til udlændinge, der kommer til Danmark for at blive, må være assimilation. Altså, at formålet med at komme hertil er, så snart som muligt, at blive dansk. Og hensigten er at bidrage med at bygge oven på den samfundsstruktur og det fællesskab, der nu engang er det danske.

Diskussionen udsprang af mine to forrige blogindlæg, hvor jeg kritiserede Københavns Kommune for en boligpolitik, der forekommer mig selvdestruktiv, og som blandt mange ulykker også har fødekæder helt ind i bandemiljøet og den verserende bandekonflikt.

Jeg har her tilkendegivet min stærke forundring over, at Socialdemokraterne hævder de bygger til almindelige mennesker i det almene boligbyggeri i København, når andelen af ikke vestlige indvandrere i denne boligform udgør 42 pct. Det var procenten i 2010. Og det var procenten i 2015. Flere tusinde boliger og ikke-vestlige indvandrere senere.

På mit spørgsmål om, hvad almindelige mennesker var, søgte nogle at sværte mig, fordi jeg slog det simple faktum fast, at i Danmark er ikke-vestlige indvandrere ikke almindelige danskere. Det har Danmarks Statistik blandt andet beskæftiget sig med gennem tiden. Den typiske – almindelige – dansker er i sagens natur typisk dansker og og ikke ikke-vestlig. Det turde at være åbenbart og i øvrigt en ganske neutral bemærkning.

Ikke desto mindre var der himmelvendte øjne og forurettelse. Alt dog under de høfligste former. Enden på historien blev, at Bosse, støttet af Frank Jensen, definerede almindelige mennesker som “Hr og Fru København – alle socialklasser og uden farvefilter – mit personlige bedste gæt. Nyd søndagen. Tag på Louisiana – her er mangfold”. Den sidste betragtning synes jeg er er forbløffende og noget komisk…

Det er altså overborgmesterens opfattelse af, hvad almindelige mennesker i København er. Med et er begrebet almindelig ophævet. Thi dermed gøres alle almindelige, hvorved ingen er det. En ophævelse af ord og begreber, der er meningsløs, og som dermed også ophæver muligheden for at forholde sig til problematikken.

Det forklarer et eller andet sted, hvorfor Socialdemokratiet bare bygger videre. Man fornægter et problem, der for mange virker åbenlyst: Nemlig problemet om koncentrationen af ikke vestlige indvandrere. For alle er almindelige mennesker. Og derfor kan vi rolig udbygge (bolig)bevægelsens magt (se tidligere indlæg ift denne problemstilling).

Det er svært for mig at stille mig tilfreds med, at det er enden på 30 års diskussion om den danske udlændingepolitik. At man angiveligt stadig intet har begrebet om det, der er sket og som på flere punkter ændrer vores samfund uønsket.

Indvandring handler ikke kun om en selv. Det handler også om det sted man vælger at indvandre til. Man skylder det land, man kommer til, at respektere dets kultur og vaner. Man skylder at vise den oprindelige befolking respekt. Det burde vi i vesten have lært af vore eksperimenter, mest ekstremt i Australien og Amerika, hvor urbefolkningen blev nærmest udryddet.

I fredagens udgave af Weekendavisen fortæller Martin Krasnik om den nyere jødiske historie i Danmark tæt forbundet med Nørrebro. Her satte de ankomne en ære i at blive danske. Man antog danske navne. Man lærte sproget hurtigt. Man kom for at være med. Ikke for en insisteren på sit eget. Krasnik indleder en samtale med en arabisk muslimsk familie, og beskriver, efter spørgsmålet om, hvorfor de ikke taler dansk, følgende udveksling:

“Men hvorfor så ikke tale dansk – er det ikke deres modersmål? Nej, det er arabisk. Det er jo Koranens sprog. Er de da ikke danske, hans familie – hans børn? Nej, det er jeg ikke, og det er de heller ikke. Jeg spørger, hvorfor de ikke lægger alt det bag sig. Glemmer Palæstina og arabisk og siger: Nu er vi her! Vi er her, siger han. Men vi er muslimer og arabere. Vi er ikke danske”. 

Det er en deprimerende udveksling. En udveksling som rammer lige ind i en diskussion, jeg havde med ovenstående mennesker i ugen der gik. Og hvor forestillingen om at den kulturelle mangfoldighed skulle være en gave simpelthen ikke er sand. For her taler vi i stedet om parallelsamfund. Parallelle strukturer for social, kulturel og retmæssig adfærd. Ikke et kulturmøde.

Jeg deler ikke det romantiske syn. Jeg mener, vi bør holde op med at bygge boliger til parallelkulturer. Jeg mener, vi bør tilkendegive, at vi kulturelt og socialt intet ønske har om parallelkulturer. Jeg mener, at vi bør tvinge mennesker der modsætter sig denne tilgang ind eller ud. Jeg mener, vi er begrænsede på midler. Hvor det for mig ville være i orden at indføre et tilhyldningsforbud for mindre-årige, fordi man der tager børnenes parti i et kongerige hvis kodeord er social frihed, mener jeg samtidig, det ville stille sig stik modsat for det pågældende kongerige, hvis man overfor voksne myndige mennesker dikterede deres påklædning. Vi skal ikke krænke den personlige frihed, ytringsfriheden, ejendomsretten i vores kamp. Men vi skal heller ikke, med Karl Poppers ord, udvise tolerance overfor intolerancen. Krænker man andre med sin adfærd, her i den forstand at man skader andre, er det samfundets naturlige pligt at gribe ind. Den voldelige opdragelseskultur der præger nogle af disse miljøer burde danske myndigheder gribe langt hårdere ind overfor, tidligere og mere kontant. I familier hvor mishandling af børn sker konsekvent burde man åbne for drøftelser om decideret bortadoptioner for at sætte en endegyldig stopper for fødekæden, naturligvis med alle retssamfundets garantier om proportionalitet mm. Men på barnets præmis, ikke de voksnes. Forskningen peger entydigt på den skade, vold tidligt i opvæksten skaber og hvor risikoen for senere kriminalitet er abnorm for de pågældende. Gullestrup-sagen står som en enestående skamplet i denne sammenhæng.

Men slagordet, den underliggende tilgang der må ligge i alt dette, er naturligvis, at folk, der kommer til Danmark, kommer for at blive danske. Og at ellers er verden fyldt med steder der er anderledes, end det ene Danmark, der er.

Alternativet er en besked til alle dem, der holder af Danmark og dansk kultur, at den i realiteten skal ophæves. For den anses for at være udefinerbar, intetsigende, snæver og indskrænkende, og derfor skal man i stedet omfavne “al verdens mylder” og multikulturalismen. Mit svar er et blankt nej. Det er en uønsket påvirkning. Og vi har ret til at modstå den.

Kultur er ikke en uforanderlig størrelse. Men den skal i demokratiske og liberale samfund udvikles gennem evolution. Ikke gennem revolution. Formålet for et land med indvandring må være at gøre stammen stærkere. Formålet for en indvandrer må være, at bidrage og bygge ovenpå. Ikke insistere på sit eget, og ændre det land, man burde tjene, til ukendelighed. Hvis nogen nærmere vil se, hvad jeg mener med dansk kultur, så kan de læse det flere steder, bla. her og her

Kommentarer er lukket.