Dagbog fra valget IV

Af Søren Pind 119

Kære Dagbog!

Så står vi lige… Ja, de siger alle sammen, vi ikke havde ventet det – og nuvel, det er gået stærkt. Men altså. Jo. Jeg vidste, det ville blive tæt.

Jeg er stadig forundret over det niveau af løgn, S får lov til at drive. I dag på Ekstra-Bladet kunne jeg se en negativ politisk reklamefilm, hvor S (og nej, jeg linker altså ikke til den!) påstod, de borgerlige ville indføre brugerbetaling på hospitalerne. Det er så langt ude – og decideret løgn! For mig var det toppunktet af det, vi ser. En kolossal kraftanstrengelse fra fagbevægelsen og socialdemokratiet på at holde sig ved magten ved hjælp af løgn. Og nogen lader til at falde for det.

Hvad er strategien? Nøjagtig den samme som i 98. Der er en ubegribelig scene i filmen “kandidaterne”, som jeg desværre ikke kan finde på nettet. Men Nyrup og Billy Adamsen, hans daværende rådgiver, sidder på bagsædet af den enorme ministerbil, og reciterer for hinanden, fordi Nyrup er under pres – nu er det os eller dem, Billy… Og så siger de , mens de ler på den grotesk mest ucharmerende måde: “Hvem har skabt værdierne – de har VI! Hvem vil tage værdierne – det vil DE!” og griner som Karius og Baktus mens de iværksætter den største svinekampagne, mod Uffe Ellemann, indtil i dag. Vinder valget marginalt. For siden at snyde og bedrage danskerne med efterlønnen.

Det er nøjagtigt det samme vi ser nu.

Det er decideret løgn – simpelthen løgn – at “de” borgerlige vil indføre brugerbetaling på hospitalerne. Det er det samme grin, man gør med det danske folk, som Nyrup og Adamsen, der stillede sig i positur, fordummede danskerne i deres interne retorik ja gjorde nar ad dem, os, og vulgariserede den politiske debat – “hvem vil tag…”. Ja godaw Erna.

Jeg ved godt, danskerne tilsyneladende er blevet ligeglade med løftebrudene. Både dem om, at sengene skulle væk fra gangene og dem om, at man ville blæse det radikale venstre en hatfuld og alle de andre. Det var bare purt opspind.

Men det, der optager mig, på demokratiets vegne, er det fremtidige politiske billede, hvis det vitterligt belønnes, at man kan lyve sig til magten, blæse på enhver anstændighed, ende med at føre en kampagne hvor man indædt lyver om sin modstander og dernæst vinde. Det vil skabe en ubehagelig præmis for fremtidens politik, der kun vil gavne mærkværdige partier som Alternativet, som jeg nu kan læse vil slippe vilde dyr løs i byen!? Det er jo altså helt gak gak, dagbog! Det vil ende i, at de politiske partier, der vil magten, vil bruge de samme midler, som dem vi ser nu. Alle sammen! Og dermed falder folkestyret som vi kender det.

Nu er ouverturen til valgkampen slut. Valgkampe går aldrig kun i en retning. Der er masser af politik, der kan sikre en borgerlig sejr. Og regeringen har selv lagt kimen til en del af det:

Man har løjet om, at det i Danmark for over 300.000 ikke kan betale sig at arbejde. Hvordan kan af alle Socialdemokratiet – arbejdernes parti – gør det til en stor gevinst, at man tjener 1000 kr. ved at gå på arbejde 37 timer om ugen, tage den hårde tørn, fremfor ikke at gøre det. Er det respektfuldt overfor folk? Vel er det ej. Det vil Venstre gøre noget ved. Kontanthjælpsloft og skattelettelser i bunden.

Man har fortiet for den danske befolkning, at asyludgifter stiger næste år med 1,5 milliarder kroner – som Hans Engell skrev er det 3/4 af det ekstra offentlige forbrug. Og når udgifterne stiger – hvad betyder det så? At der kommer endnu flere flygtninge til Danmark og øger presset på kommunerne. Det øger også presset på integrationen. Det vil Venstre gøre noget ved. Vi vil stoppe tilstrømningen til Danmark.

Man har set til mens 115 syrienskrigere er kommet tilbage igen til Danmark og glemt at fortælle danskerne, at regeringens passivitet – og forslag til reform af straffeloven – nu vil betyde, at disse mennesker kan færdes frit iblandt os, og ikke vil blive straffet. For regeringen vil ikke bede anklagemyndigheden om at rejse sag efter straffelovens nugældende bestemmelser, og man kan ikke dømme folk efter nye regler for gamle forbrydelser. Man har med andre ord sluppet 115 trænede krigere løs i Danmark. Men pakker det ind i ny lovgivning.

Kære dagbog – det politiske valg er sådant set klart. Og det moralske ligeså. Hvis man virkelig mener, at nogle rejser på første klasse og nogle underbukser og jakkesæt er moralsk uendeligt meget værre end vulgært at lyve – om hospitalsbehandling, om løbske asyludgifter og tilstrømning, om potentielle terrorister som man holder hånden over – så må det jo være sådan. Og hvis man mener, at sjuskeri med oplysninger til justitsministeriet og leasingarrangementer til egen fordel er uendelig mere moralsk, så fred med det. Jeg kender blot det budskab i kristendommen, der siger, vi alle er hinandens skyldnere.

Denne valgkamp bør ikke vurderes efter, om den ene har noget at lade den anden høre ift moral. Det ville i sidste ende være dybt skadeligt. Jeg skal ikke lægge skjul på, at løgnene om senge på gangen, om tilstrømningen til Danmark, om asyludgifterne, og ikke mindst den vulgære strategi om at anvende løgnen f.eks. i forhold til brugerbetaling, slår mig som amoralsk og rystende.

Men i sidste ende er det politik, det handler om. Og det værste ved de pågældende ting er, at det vil skade Danmark. Simpelthen. Hvis vi ikke får gjort noget ved det manglende incitament til at arbejde, bliver Danmark fattigere. Hvis vi ikke får gjort noget ved tilstrømningen, bliver Danmark fattigere. Økonomisk og kulturelt. Og hvis ikke vi får gjort noget ved potentielle terrorister fra Syrien, så bliver Danmark farligere.

Derfor er det da også kun ouverturen til valgkampen, der nu er skrevet. Vi vil kæmpe med blod sved og tårer – og ærlig politik, der siger sandheden om, hvor vi står, og ikke lyve om vores modpart. 98 får ikke lov til at ske igen. Punktum.

“Its now or never!”

godnat kære dagbog

/S

 

 

119 kommentarer RSS

  1. Af Lars Als-Nielsen

    -

    Det godt indlæg af Søren Pind, som rammer pointen, at Socialdemokratiet bruger alle beskidte og løgnagtige metoder for at “vinde” valgkampen. De vil ikke erkende, at forkortelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år og egenbetalingen til efterlønsordningen gennemført af Venstre og andre partier, har styrket det danske samfund. De muslimske grupper fra mellemøsten og Nordafrika vil forsætte tilstrømningen til Danmark i stor stil og få Asyl med en blød og gavmild Socialdemokratisk regering. Selvfølgelig skal Danmark hjælpe flytninge, men at sætte dem på evig kontanthjælp i DK gør dem hverken lykkelige eller til danskere. Måske til kommende socialdemokratiske vælgere…

    Lars Als-Nielsen

  2. Af Jan Flodin

    -

    Omtalen af Nyrup fik mig til at tænke på hans klassiske kommentar fra Folketingets talerstol “stuerene bliver I aldrig”, hvor han på arrogant vis tog afstand fra de danske vælgere, som stemte på DF. Det morsomme er så at nu hvor S er blevet et strammerparti på indvandrerpolitik kunne man i en TV debat fra Kronborg høre Magnus Heunicke opfordre Kristian Thulesen Dahl til at skifte til rød blok.
    Spørgsmålet er så om S ikke længere anser sig selv som stuerene mht indvandrere eller om de her i valgkampen blot har valgt at spille rollen som strammere. På samme måde som de også har valgt at spille rollen som økonomisk ansvarlige og har valgt at caste HTS i rollen som den store leder – til trods for det oprør de i årevis har haft mod netop hende.
    Tør man tro på de er troværdige?

  3. Af Kim Olsen

    -

    Sørensen

    De 60 – 65 % er skat plus moms og afgifter.

    Hvad er det mere jeg skal bidrage med?

    Frank A. Du er ikke så glad for at svare på hvor meget mere jeg skal bidrage med. Heller ikke spørgsmålet om hvor meget du selv bidrager med ønsker du åbenbart at hesvare 🙂

    Så dit og sørensens indlæg er altså bare fjollerier.

  4. Af niels johansson

    -

    Kære Søren Pind,
    Jeg er enig i dine betragtninger – og Venstre HAR generelt en OK politik…men jeg fatter simpelthen ikke, hvordan partiets ledelse har kunnet acceptere Lars Løkke som leder fremadrettet. Det var aldrig gået med en siddende eller ny direktør i en privat virksomhed med dét CV.
    I politik er det “chefen der sælger billetterne”! Og glem forklaringer om pressens person hetz! Så fat det dog…minus 9 Venstre-mandater i dag – hvis blå blok taber valget er det ene og alene Lars Løkkes skyld – og Venstres naivitet. ØV, øv og atter øv!

  5. Af Søren Rasmussen

    -

    Det her minder mig nærmest om en menig Tysk soldat, der skriver hjem fra Stalingrad i slutningen af 1941 til sin mor – og ikke en Dansk politikker, der skriver et indlæg i den Dansk avis.

    Partiet Venstre er selv uden om de ‘tæsk’ de får lige nu – det ville hjælpe at være ærlige og stå ved sine synspunkter også efter det næste valg.

    Min søster karakteriserede partiet venstre og mange af deres medlemmer som værende psykopater – så langt vil jeg ikke gå – de er blot løgnere.

    Løgnen er åbenbart blevet tilladt, og tiltrækker alle typer af mennesker i det Danske samfund.

  6. Af Søren Sørensen

    -

    Venstre ender med at være på størrelse med k før valget er over og det er i og sig ok! Jeg mener fadbamsen skal fodres op til fois gras standard med hans tusind bilagssager under valget således at bilagsdværgen og venner må samle skårne op de næste 4 år.

    Partiet v må returnere som et nyt parti da og gå retur til dets stolte rødder som et socialistisk arbejderparti. Først da giver partiet mening som repræsentant for det danske folk!

  7. Af Erik Nielsen

    -

    Stop dog det klynkeri ,nul respekt for venstre efterhånden.

  8. Af Kurt Jensen

    -

    Lille Søren Pind du er meget trættende at blive ved med at høre på.
    I ligner en flok ynkelige tabere fra Venstre og at dog en tudekiks gerne en dobbelt med chokolade
    Et ønske for Venstres folketingsgruppe nu har I betalt for Lars Løkkes underbukser, sko, skjorter, bukser og jakker kunne I dog ikke allesammen få et par sko, der ikke klemmer og til dig kom nu ud af din pubertet.

  9. Af J Nielsen

    -

    “Omtalen af Nyrup fik mig til at tænke på hans klassiske kommentar fra Folketingets talerstol “stuerene bliver I aldrig”, hvor han på arrogant vis tog afstand fra de danske vælgere, som stemte på DF. Det morsomme er så at nu hvor S er blevet et strammerparti på indvandrerpolitik kunne man i en TV debat fra Kronborg høre Magnus Heunicke opfordre Kristian Thulesen Dahl til at skifte til rød blok.”

    Aldrig er lang tid, og Nyrup burde have begrænset sig til “i min tid”.

    Der er sket noget med DF i forbindelse med formandsskiftet. Den tidligere formands kernekompetence var at mundhugges, og hun var ledsaget af et par religiøse mørkemænd, som så det som deres mission her i livet at skabe konflikter, ikke at løse dem. Læg hertil diverse makabre udmeldinger fra baglandet, samt en frontfigur hvis udtalelser om folk fra Mellemøsten bevisligt ikke var til at skelne fra der Stürmer og Goebbels. Så står man med indtrykket af et parti med et meget højt aggresionsniveau, og en voldsretorik der ikke lader den ekstreme venstrefløj noget efter. Angrebsfantasier italesat som forsvar.

    Det var situationen i 90’erne, og Nyrups udtalelse vidner blot om mangel på forestillingsevne. I situationen havde han ret. Stuerene, det var de ikke.

    Med Thulesen-Dahl ser det indtil videre anderledes ud. Selv Espersen, der ellers yndede at iscenesætte sig selv som repræsentant for herrefolket (fx ved at omtale grønlændere som “irriterende polarmyg”) har dæmpet sig ned.

    Hvad der udelukker et samarbejde i dag, er ikke forholdet mellem S og DF, men forholdet mellem RV og DF.

  10. Af Bjørn Sørensen

    -

    Danskerne er bedøvende ligeglad hvad de tossede politikere siger og kalder hinanden, bare de ikke rører ved deres rettigheder, og det er at have det store sugerør nede i de offentlige kasser.
    For flertallet af danskernes økonomi er så afhængig af det nuværende system.
    At det er uholdbart ved de fleste fornuftige mennesker men bare ikke lige nu vil man have begrænsninger i ydelserne.
    Måske om 10 år men ikke lige nu.
    Så hvornår sker der noget?
    Helst ikke noget lige nu, sådan gik det for grækerne som levede over evne alt for længe uden at gøre noget ved det.

    Kære ven jeg har set det komme de sidste 40 år, og aldrig har jeg mødt forståelse for at vores model ikke er bæredygtig.

    Machiavelli konstaterede for mange år siden at folk først erkender problemerne, når man ikke længere kan løse dem.

    Ak ja, det er livet gang.

  11. Af kim Bragenholt Christensen

    -

    Så længe V og blå blok med en usædvanlig ringe politisk duelighed, fører en mildest talt ringe valgkamp uden den store gennemslagskraft og overbevisning, kan det kun gå Rød bloks vej. Jeg må også indrømme at S’s top med HTS i spidsen fremfører sig med værdighed og en konsekvent politisk dagsorden som er gennemarbejdet og politisk dueligt tilrettelagt. Det er et ulige match i forhold til V’s top med LLR i spidsen. LLR når jo ikke HTS til anklerne i ”statemanship” og fremtræden. Med det hold som V har sat og Søren Pape, der på mærkværdig vis forsøger at rette op på Liste C’s synkende skude, bliver det en stemme på HTS og S denne gang.

  12. Af Kirsten Rasmussen

    -

    @ kim Bragenholt Christensen
    Du har ret i, at Socialdemokraterne fører en duelig valgkamp. Dog mener jeg, at HTS – hvert fald ind imellem – fylder for meget. Jeg tror, Søren Pind selv har brugt ordet skinger i en eller anden forbindelse, og det er jeg enig i.

    Men jeg nægter altså at lade en nok så veltilrettelagt valgkamp – og optakt til samme – være afgørende for, hvor jeg sætter mit kryds. Det bliver sat ved det parti, jeg mener, vil føre den politik, der er bedst for det her land, og det er efter min mening ikke liste A+B. At være god til at udarbejde og servere kampagner som perler på en snor, hjælper ikke meget, hvis samme kampagner bare er paradestykker uden stor troværdighed (i mine øjne, må jeg vel hellere tilføje).

  13. Af Kurt Charleman

    -

    Bruger man sin sunde fornuft kan man opfatte at den blå bloks politik er båret af saglighed , med et par svipsere, over for den røde bloks liren af med slogans, om hvor går det godt, og om de kommende forbedringer., og budskabet skal sættes i relief med direkte usandheder om den blå bloks politik.
    Men bruger man sine følelser , symboliseret ved ikke mindre end den socialdemokratiskerose, er Helle en stærk kvinde, når hun med sin ageren trækker debatten ned på et følelsesmæssigt plan. Valget afgøres på den måde om man stemmer med følelserne eller med sin sunde fornuft.

  14. Af kim Bragenholt Christensen

    -

    @kurt charleman … Jeg sætter ikke mit barn i en skole-, køber bil hos en autoforhandler-, låner penge i en bank- eller køber hus hos en ejendomsmægler … hvor jeg føler at
    der ikke er orden og styr på tingene …. Det er der ikke hos V og i blå blok i øjeblikket, så derfor kommer jeg ikke til at stemme på V denne gang

  15. Af henrik rudolph

    -

    Kim Bragenholt
    Dårligt argument for at stemme rødt.
    Følelser er oftest funderet i konkrete vurderinger eller påvirkninger fra personer der er lidt klogere end en selv.
    På tænkende personer virker det bare tåbeligt at sige “jeg føler , derfor vil jeg” i stedet for at begrunde disse følelser.
    Følelser dur ikke som argument og er direkte nedladende i en diskussion.
    Ret påfaldende at kvinder ofte argumenterer med følelser selv om de jo skulle være ligeså reflekterede som mænd?

  16. Af Kirsten Rasmussen

    -

    @ kim Bragenholt Christensen

    Du må undskylde, at det bliver dig, jeg hakker på, men jeg bliver altså nødt til at protestere lidt mere.

    Du skriver, at du ikke føler, der styr på tingene i blå blok lige for tiden. Men synes du da, der er det i rød blok?

    De har styr på deres kampagner, men hvad med indholdet af samme?

    “Hvis du kommer til Danmark skal du arbejde”, tror du, det får nogle flygtninge til at finde et andet sted? Tallene ser ikke sådan ud. Og er det overhovedet muligt at finde arbejde til flygtningene?

    “Det Danmark du kender”: Antyder, at hvis blå blok kommer til magten, er det lig med mord på velfærdsstaten. Men det er der vel ingen, der for alvor tror på.

    “Stramme asylregler og flere krav til indvandrere”. Det påstår rød blok jo, men præcis hvad det dækker over, og om det løser nogle problemer, er der delte meninger om. Blå blok siger, at der under S/R regeringen tværtimod er indført asyllempelser.

    “40.000 nye jobs på fire år og vi skal videre”. Om der overhovedet er tale om 40.000 nye jobs, er der delte meninger om, og i hvert fald har Lars Løkke udtalt, at det kun er 700, der er gået til danskere. Men det er da rigtigt nok, at vi skal videre, spørgsmålet er bare hvor hen.

    osv. osv.

    Personlig kæmper jeg bravt for ikke at falde for kampganeslagord – politiske og andre.

  17. Af Markus Hedemann

    -

    Tak til Søren Pind for et hylende morsomt indlæg! Det er fantastisk at læse, at ingen af parterne har noget at lade hinanden høre efter en lang, lang klagesang over, at socialdemokraterne er moralsk fordærvede; en klagesang der derefter genoptages. Socialdemokrater, kan man forstå, lyver og bedrager og er derfor i en helt anden vægtklasse end LLR, hvad dårlig moral angår. Det sjove ved sammenligningen er, at dermed anerkender SP, at LLR’s problemer med at skelne privat og offentlig økonomi fra hinanden faktisk ER dårlig moral, om end i en mild vægtklasse. Hvis man nu forestillede sig, at SP ikke havde det moralsk set bundrådne socialdemokrati at sammenligne med, hvordan ville han så bedømme sin formands moralske habitus?

  18. Af Rap And

    -

    Venstre: Brugerbetaling hos lægen fra et tidligere landsmøde
    Et flertal i Venstre vil arbejde for betaling for besøg hos læge. Dermed går medlemmerne mod partitoppen, der imidlertid afviser at indføre brugerbetaling.
    Danskerne skal fremover betale en del af udgiften ved at opsøge sin praktiserende læge.
    Det vil Venstre arbejde for i de kommende år, hvis det står til det snævre flertal, der i dag stemte for, at det skal være muligt »at opkræve en vis brugerbetaling i praksissektoren«.
    Dermed underkendte Venstres medlemmer partiledelsens klare udmelding om, at regeringen ikke ønsker mere brugerbetaling i den offentlige sektor.
    Med afstemningen vil ordet »brugerbetaling« nu blive indført i Venstres principprogram, der skal danne grundlaget for partiets politik i de kommende år.

  19. Af Michael Pedersen

    -

    Altså hr. Pind har du helt glemt at Venstre nær havde vundet valget sidste gang ved at begå den største svinestreg i nyere tid. Forbrydelren har kun undgået at blive afsløret fordi nogen dækkede over hinanden. Så fri mig for det moralske ævl.

Kommentarer er lukket.