Dagbog fra valget II

Af Søren Pind 79

Kære Dagbog!

Det klør i fingrene, kan jeg godt fortælle dig. Jeg har sådan lyst til at tage handskerne af, finde den store forhammer frem og oprigtigt give Socialdemokraterne en på goddagen, så de kan forstå det. Men jeg ved jo godt, det ikke nytter noget… Folk elsker det der tidspunkt, hvor vi skal sige pæne ting om hinanden –  mens mit yndlingssvar i den sammenhæng er dengang, Nyrup svarede på spørgsmålet om, hvad Auken var bedre til end ham: “at spille tennis” svarede han efter et kort sekunds betænkningstid.

Vi havde diskussionen her til formiddag i TV 2 – og jeg fik at vide af en vælger, der ville mig det godt på gaden på Frederiksberg i dag, at jeg ikke måtte blive sur. For jeg var ellers så god… Jo. Og tak for de pæne ord. Men vi mener jo ting. Og føler dem. Og nogle gange… Men jeg skal nok prøve!

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan sige noget pænt om mine politiske modstandere. Der er masser af sympatiske og dygtige mennesker, der mener noget andet end mig. Og tit og ofte har jeg også forsvaret dem, når det var galt fat – Mette Frederiksen, Henrik Sass, Morten M o.s.v. Men pointen er jo altså, at vi er sat i Folketinget, fordi vi netop IKKE mener det samme. Den danske fordragelighed gør så, at når vi skal, finder vi løsninger sammen. Ja, det vil sige… Undtagen når S er i opposition. Der vil de ikke et klap. For mig betød det meget, at vi fra sidste valg valgte en oppositionslinje, hvor vi tog ansvar. Så godt som alle vigtige forlig har vi været en del af. Det er sådan, jeg ser Venstre.

Jeg tænker tilbage på kampagnen mod Uffes hus i 98 og mod Lars her i begyndelsen af valgkampen. Den fråde, pressen havde om munden, ifm Panorama-direktøren repræsenterede jo netop den succes, S har haft med sin negative kampagne. Mens folk siger, de ikke vil have det, så vi i 98 og indtil videre her, at det virker. Så hvordan nogen kan forvente, vi skal sidde med hænderne bundne og kigge på det, det… Tag f.eks. det faktum, at regeringen har lempet reglerne for kriminelle udlændinge: Den sandhed skal på et eller andet tidspunkt ud til vælgerne. Indtil videre tror folk jo, S har strammet. Stod det til mig, stoppede vi den sandhed ned i halsen på danskerne. Den skal nemlig frem, sandheden. Også den sandhed, at vi vil stramme igen. Jeg fatter ikke, dagbog, hvorfor nogen har interesse i ikke at sikre, at en somalisk voldtægtsmand får en enkeltbillet tilbage.

Nå, men nu vi taler om Panoramasagen – i dag har Jyllands-Posten så en historie, hvor Kraka fastslår, at der findes eksempler på mennesker, der har omkring 1000 kr. ud af at arbejde fremfor ikke at gøre det. Og de er ikke få. Karavanen er for længst kørt videre. Og ved du, hvad problemet er? Nu hvor både TV 2 OG DR har været på banen og undskyldt, skulle man tro, at projektøren rettede sig mod Thorning og hendes partner in crime 3F. Men nej: Ikke et medie har spurgt 3Feren (en tidligere byrådskandidat for Socialdemokraterne) hvorfor han påstod noget forkert – og ikke et medie har spurgt statsministeren, hvorfor hun lagde 3F til grund for sine udtalelser. Når man betænker den tur Løkke og Panoramamanden fik, er det intet mindre end helt ubegribeligt. Det er simpelthen for ringe. Og hvad værre er: Det er elendig journalistik. Det er udtryk for, at sandheden er blevet ligegyldig, og at journalisterne er fuldstændig sovset ind i spin.

Du vil blive meget træt af mig under det her valg, kære dagbog, for jeg vil vende tilbage til den her sag igen og igen. Den vil gå over i historien som Uffe og kassedamen i 98. Og hvis ikke vi insisterer på, at sandheden nu engang er sandheden, og at

  • 333.000 har en lille økonomisk tilskyndelse til at arbejde.
  • 46.400 har mindre end 1.000 kr. i gevinst ved at gå på arbejde.
  • 17.700 får mere til rådighed ved at være på offentlig forsørgelse end ved at arbejde.
  • Har et kontanthjælpsægtepar to børn, så skal den ene finde et arbejde til over 35.000 kr. om måneden for, at parret har en gevinst på mere end 1.100 kr. om måneden.
  • Et ægtepar på kontanthjælp med tre børn kan få 454.215 kr. om året i samlede offentlige ydelser i kontanthjælp, boligsikring, børnecheck og tilskud til daginstitution.
  • Der er kommet 17.500 flere kontanthjælpsmodtagere under Thorning.
  • Der er kommet 1.846 flere kontanthjælpsægtepar under Thorning (stigning på 40 pct.)
  • 44.000 østeuropæere arbejder i Danmark, mens der er ca. 37.000 ledige arbejdsmarkedsparate kontanthjælps­modtagere.

Så forsvinder disse ting igen fra dagsordenen. Så kan Thorning pudse sit glansbillede, uden at medierne overhovedet vil pille ved det. For uha, det er jo noget Venstre siger… Og en direktør. Og Kraka. Og… Men Danmark bliver fattigere af det! Der er en grundlæggende uretfærdighed og usundhed i en situation, hvor fællesskabet nærmest bestikker folk til at blive hjemme i passivitet. Uagtet at mange vil arbejde, ja så hjælper det jo ikke noget, hvis det simpelthen ikke kan svare sig for dem at gøre det, altså! Vi er kommet langt bort fra, at i dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Uden at hugge noget fra Kristendemokraterne, så burde man nu rent moralsk prøve at genskabe en sådan situation. Det kommer aldrig til at ske under Thorning. Hellere fortie sandheden og ramme dem hårdt, der fremfører den, end lade danskerne vide, hvordan det egentlig er.

En sjov ting: vi har i min valgkamp siden i går nu modtaget 5.000 kr. i donationer fra folk, der er vrede over, at hærværksmænd ødelægger vores plakater. Det er fantastisk. På et døgn. Folk giver 10, 20, 500 kr. Der var sågar en SU-modtager, som bidrog, fordi hun var så vred over det skete. Det er fantastisk at opleve det engagement og den hjælp. I dansk sammenhæng når man langt på sådanne bidrag, så skønt vi er langt borte fra Uffe Elbæks millioner så er der altså noget fascinerende ved den nye teknologis muligheder. Det hjælper i hvert fald mig – og så, dagbog, bliver man altså lidt rørt over, at folk prioriterer det ud fra deres magre budgetter. Mobilepay er en fantastisk løsning – selvom en smart jyde prøvede at undskylde sig med vi ikke har SWIPE. Mine søde folk sagde, at det måtte være en venstremand, hvis tegnebog var lavet af muldvarpeskind, og derfor ikke tålte dagens lys:-) Ingen bruger swipe, påstod de. Ja, hvad ved jeg.

Sådan kan du hjælpe

Det er lidt mærkeligt med moderne kampagner. Man er nærmest overflødig som kandidat. Alle løber rundt om en og man føler sig sådan lidt forladt der i midten. “Skal jeg ikke…?” Nej nej, det tager vi os af. “Jamen…” Sæt dig nu ned og drik en kop kaffe. “Jamen, hvornår ska jeg?” I næste uge for alvor, ikke. Lad os nu håndtere det her. Suk…

Hvordan små  hundrede unge mennesker har opnået den viden om, hvordan man koordinerer plakatophængning, får kampagnekontor på plads og alt installeret, det… Jeg er dybt dybt imponeret over dem, og de er en daglig inspiration til at kæmpe for, hvad jeg tror, som Christian Ulich Hansen skrev, er “frihed, sandhed og ret”. I dag fik jeg da styret noget af min lyst ved uddelingen på Frederiksberg. En vælger ville så gerne have min CD – husk at skriv til mig på Facebook fortalte jeg ham. Håber han gør. Der var stadig folk, der var sure på Lars – men mange færre end for et år siden. Det er godt – og kan hænde den åbenlyst urimelige behandling, han har fået i denne omgang kan hjælpe. Jeg havde stor afsætning på min pjece – manden med den gule hat har vakt begejstring. Det er da rart i et gammelt demokrati:-)

Elvis has left the Building, som manden altid sagde. Jeg er kommet af med min galde, men du kan se frem til mere senere. Tak fordi du lagde papir til.

/S

PS: Dagbog, hvordan får jeg fortalt, at folk kan stemme på mig i København, på Frederiksberg og på hele Amager, inkl. Dragør og Tårnby? Tænk over det til i morgen.

 

 

 

 

 

79 kommentarer RSS

  1. Af J Nielsen

    -

    “Gid der var nogen der kunne finde volumenknappen på Helle -T. ved næste debatprogram!”

    Den sidder på remotten, til venstre for kanalskifteren, som også ville have løst problemet.

  2. Af Finn Larsen

    -

    Med en VO konstellation hvor V får ministeposterne og O bestemmer politikken er det ikke værd at høre på hvad V mener. Tulle vil bruge Jer på samme måde som Bjarne C bruger enhedslisten.
    Forstå det nu. Der er et kæmpe flertal i DK for en rød politik. men de røde kan ikke enes og derfor får venstre nogle gange lov at regere mod at føre en ren DF politik. Hvis man tilhører det mindretal der ikke mener at der skal føres en rød poltik må men stemme med omtanke og gå efter den røde regering der trods alt er mindst rød og her har SR regeringen været uovertruffen.

    Det er i øvrigt sjovt som alle er enige om at kontrolmanien i den offentlige sektor er en pestilens. Vi husker godt hvem der stod fadder til til alle kontrollerne. Venstre.

  3. Af Erik Larsen

    -

    Den udmærkede artikel i Berlingske i går: “Danskerne må lide af hukommelsestab” er nok noget af det mest rigtige der er skrevet på det sidste!
    Helle T. løj i går præcis ligeså meget som hun gjorde før sidste valg, vel egentlig en del mere!
    Hun lover bedre sygehuse, strammere asylpolitik o.s.v. o.s.v. og INTET husker danskerne – tilsyneladende – hvis man skal tro på at de røde er i nærheden af flertal i dag!
    (OK, jeg tror så ikke på de der voxmeter-målinger med ca. 1000 “personer”).

  4. Af Christoffer B

    -

    Jeg er enig med Søren P i, at man bliver meget træt af politisk mudderkast og smædekampagner. Men jeg bliver også meget træt af at høre på samme Søren P som den forfulgte uskyldighed.

    Mon ikke Venstre gør præcis det samme? Var der ikke noget med en “skatte-kapagne” mod Helle T? Var der ikke et læk af dybt personlige papirer til pressen? Har Venstre ikke hældt benzin på bålet, ved at sende Peter Christensen (gode venner med Lars L og Søren P) i byen og betvivle Thorning – selv efter hun blev “frikendt”?

    I øvrigt en fin gratis reklameplads Pind her har. Meget elegant hvordan han får reklameret for donationer til sin valgkamp, under påskud af at fortælle om politisk hærværk.

    God valgkamp til alle

  5. Af Frank Andreasen

    -

    @ larzen

    Nej larzen – du tror ikke på de der målinger. Jeg tror ikke at det undrer så mange her, at du ikke har indsigt i statistisk metode.

    Sjovt nok hørte man dig ikke øffe, dengang selvsamme målinger gav Løkke forspring.

    Sjovt nok er de folk jeg snakker med klogere end dig. De forstår godt, at hvis Løkke kommer til magten, skal enten hans løfter eller DFs løfter gøres til skamme.

    For slet ikke at tale om alle de løfter LA og K giver.

    Næe – folk er klogere end som så.

    Du kan så bryste dig af larzen – at være undtagelsen.

  6. Af Helge Nørager

    -

    Rent hypotetiskt, hvis nu blå blog vinder valg, men DF får flere mandater end Venstre.
    Hvem skal så lede dronningerunde ?.
    Det bliver et spændende valg.

    Og ellers synes jeg at der burde oplyses om statistisk usikkerhed på analyser, hvad er usikkerheden ?.

  7. Af Helge Nørager

    -

    Ups en smutter, mente usikkerhed på opinions målinger, og lignende.

    Så vidt jeg ved er den mindst 1-3 %, sikkert ofte højere pga de meget få adspurgte.
    Det er lidt et problem at man ikke tydeliggør at der er en meget stor usikkerhed, frem for deres kommatal.
    Sandheden er at der er tæt løb, så tæt, at det er umuligt pga usikkerheden at sige meget andet.

  8. Af Torben Holm

    -

    Det er altid sjov at læse Søren Pinds virkelighedsfjerne skriblerier.

    Historisk set er det Socialdemokratiet der har har skabt velfærdssamfundet, på trods af modstand fra Venstre og Konservative.

    Danmark er idag et af verdens bedste lande at leve i, og er et forbillede for resten af verden.

    Det lyder derfor ikke ædrueligt, når Søren Pind tager æren for noget af det gode i vores samfund.

  9. Af Per Frederiksen

    -

    Jeg undrer mig…

    Pinds såkaldte dagbog er jo bare ren valgpropaganda for ham og hans hold..

    Hvorfor stiller Berlingske sig selv til rådighed for det??

  10. Af Lars Mortensen

    -

    @Per Frederiksen: tak for at sætte ord på, hvad i hvert fald også jeg tænker!

  11. Af Frank Andreasen

    -

    @ pf

    Tjae. Seriøse medier burde give deres bloggere spærretid, straks efter valgets udskrivelse, såfremt de var kandidat.

    Det ville øge troværdigheden.

    Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste blogger her i b.dks univers, der er FOR rød blok.

    Det er i mine øjne et brist på troværdigheden som medie.

  12. Af Frank Andreasen

    -

    @hn

    Usikkerheden er størst ved små partier. Det er jo logisk nok, at forskellen er markant for fx Alternativet om fx 17 eller 22 angiver at de vil stemme på dem. Derimod spiller det mindre rolle om 217 eller 222 angiver at de vil stemme på Venstre.

    I Alternativets eksempel er det en forskel på 25% i Venstres på et par pct.

    Alt i alt må man dog sige, at normalt rammer de ikke helt i skoven. Usikkerheden går jo for øvrigt begge veje.

    Den største bias ved den her slags målinger, er nok at folk angiver et til et analyseinstitut, men ender med noget andet i stemmeboksen.

    Rent statistisk holder metoden dog ganske fint med en population på omkring de 1000 mennesker. Enkelte bureauer har dog op til 3000, men ifølge min lærdom rykker det ikke det vilde statisk set, men giver nok indtryk af lidt mere omhu og frem for alt større præcision ved partier som Alternativet.

  13. Af Jesper Kampmann

    -

    Jeg forstår ikke Søren Pinds og Venstres enøjede fokus på den pengemæssige difference i at være på kontanthjælp og have et arbejde.
    Jeg går ud fra, at Venstre mener, at der sker en meget uønsket forarmelse og afskæring fra samfundslivet ved at blive henvist til at skulle leve af kontanthjælp. Som om kontanthjælpsmodtageren af egen drift, valgte denne “arbejdsfri” tilværelse med alle de lyksaligheder der følger med beskedne overførsler fra det offentlige. At være på kontanthjælp forringer borgerens livsmuligheder og de kompetencer borgeren måtte besidde reduceres hurtigt ved aktivt?? at stille sig udenfor. Derfor er det af bitter nød – en sidste udvej – at skulle være henvist til kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag. Der er så meget mere der tilskynder danskerne til at finde et arbejde end om den marginale økonomiske forbedring kun udgør én krone om måneden. Det er under alle omstændigheder uværdigt, at plædere for at reducere ydelserne for de mennesker som befinder sig i en vanskelig situation på kontanthjælp, hvor der desværre er mange eksempler på hvor vanskeligt det er at genindtræde på arbejdsmarkedet. Venstre har gang i de “800.00” der årligt koster 170 mia. Det venstre ikke siger noget om, er hvordan de skal blive en del fælleskabet, som Venstre lovpriser. Det kunne jo være, at faktatjek viser, at iblandt “800.000” findes der en stor portion mere eller mindre nedslidte efterlønnere………….
    Endnu et eksempel på Venstres underlødige talcirkus.

  14. Af Frank Andreasen

    -

    @ jk

    Lige præcis samme tanke her. Arbejde er da i sig selv en rar ting, med mindre at penge er ens gud.

    Det må være der 2000 kroners skoen trykker.

  15. Af Helge Nørager

    -

    Når man i TV2 udråber en ændring på 0,2% til dagens store nyhed, er det misvisende at udlade at fortælle at tallet er behæftet med en usikkerhed på plus/minus 2%.
    Derved er en variation på 0,2% rent spin og ikke en nyhed, det er latterligt at bruge tid på.

  16. Af connie-Lis hansen

    -

    Politiske aftaler og danskerne hukommelse og viden.
    Nu skal vi lige huske, at der skal et FLERTAL til , for at få en lov gennemført.
    Og mange af de love, som vi har idag er besluttet under den tidligere regering.

    HUSK AT LÆSE JERES AVISER (gerne flere) ORDENTLIGT.

    Hvordan fratager man de mange danskere deres stemmeret, når de overhovedet ikke interesserer sig for politik?! Og som deraf dybst set er til fals for hvad som helst med de digitale mediers hjælp.

  17. Af thomas larsen

    -

    Det er egentlig meget nemt at løse- Det store problem alle taler om. Det skal kunne betale sig at arbejde. Kontanthjælpen er sat efter det mindste man kan klare sig for. (og drop de historie om de enkelte få som får så og så meget, de fleste får 14000 før skat som forsørger.)Så Søren du skal bare ringe til dine venner i DA og sige at de skal sætte mindstelønnen op og vupti så er problemet løst. Og den gamle historie om at så ryger konkurrenceevnen ned er sølle, for før dette betyder noget som helst, skal vi tjene 5 kr i timen for at kunne konkurrere med kineserne. Det er kvalitet og innovation vi skal konkurrere på ikke lønnen. Så giv folk en anstændig løn og hvis direktørrene ikke kan køre et firma på løn man kan leve for så skal de måske ned i løn eller måske skal vi finde nogle nye direktørrer som kan deres arbejde.

    Jeg tror du skal i kirke igen, Søren og bede rigtig meget til den fjollede gud. For jeg tror desværre du skal lide 4 år mere. Det sølle pjok til Løkke har ikke en chance mod Helle.

  18. Af Thomas Larsen

    -

    Jeg synes at du og andre borgerlige skal se kontanthjælpen som en god forsikring.

    Vi er en ret stor gruppe som aldrig nogensinde har tænkt os at bidrage til dette samfund som ser mennesket som et middel for at nogle få kan opnå rigdom og kaster smulerne ned til robotterne og slaverne og træder på resten.

    Jeg har aldrig underskrevet den samfundskontrakt. Det samfund jeg voksede op i var et samfund som var på rette vej. Et samfund som skabte muligheder for alle og som prøvede at gribe og hjælpe dem som ikke kunne selv af mange forskellige årsager. Denne samfundskontrakt var jeg enig i så jeg tog en lang uddannelse (faktisk har jeg tre. En lang videregående på 5 år og to Ba). For senere at kunne bidrage til dette. Men så kom firserne og de borgerlige og neokonservatismen kunne nu med neoliberalisterne begynde at bryde alt det ned som ordenlige mennesker havde kæmpet for siden begyndelsen af det 20’ende århundrede. Det samfund I har skabt og fortsætter med er ikke et jeg vil bidrage til.

    Ingen ordenlige reformer er gjort uden at borgerskabet og middelklassen er blevet skræmt til at dele ud på basis af frygt. Kun når I er bange for at miste det hele giver I magt fra jer. Dette er læren af det tyvende århundrede. Nu er I ikke bange nok. I tror jer sikre. Vi får se.

    Men min pointe er at jeg arbejder frivilligt i flere organisationer og hjælpegrupper for de mest udstødte i dette samfund. Og intet får mig til i dette kapitalistiske at tage et lønnet arbejde som på nogen måde kommer til at bidrage til middelklassen og borgerskabet. Jeg vil hellere være kriminel for at overleve og så stadigvæk kunne arbejde frivillig. Så I kan se kontanthjælpen på de 12000 om md. som en god investering. Enten kommer kriminelle i fængsel og koster samfundet over 750.000 om året eller de er succesfulde og koster samfundet det samme og angst. Så de 140.000 om året er givet godt ud.

    ———-For vores vedkommende har I revet samfundskontrakten over — –

  19. Af Lars Jensen

    -

    Man må spørge Søren P hvor forfulgt man kan have lov at føle sig når samme Søren P nu har ført en flabet oppositionspolitik igennem snart 4 år. Utallige er hans Tweets om HTS som er langt under lavmålet så stik piben ind og tør øjnene det er simpelthen for ynkeligt at læse dine tårevædede skriblerier her.
    Venstre er kommet skidt fra start og det er vist kun Venstre selv der er skyld i det.
    Pressen er skam ikke mere rød end blå og ser fx mange gange Inger Støjberg udtale at AE er socialdemokraternes valgorgan (og dermed utroværdige) hvorefter hun selv slynger om sig med tal fra DA!!! Jamen de er jo så dybt troværdige eller hvordan er det lige det hænger sammen. Socialdemokraterne kaster ikke unødig snavs mod nogen og da slet ikke i de mængder som Venstre tidligere har praktiseret. Ved ikke om det er det åndelige slægtskab med bønderne der gør det, men i de to forrige valgkampe har man bestemt ikke holdt sig tilbage fra Venstres side ift. at kaste gylle udover alle modstandere. Hvor meget “lort” fik Villy S ikke fra Venstre fordi han ikke havde besøgt 20 ældrecentre som han påstod i en debat. Det er præcis den samme behandling LLR og v nu får af en presse der nok er hård, men den er altså ikke rød!. Søren Pinds klumme her er vel netop et bevis derpå.

  20. Af Per Frederiksen

    -

    Hvorfor skal jeg arbejde, når jeg bare kan “vælge” kontanthjælp?

    Hvorfor skal jeg sætte min bil til salg, når jeg bare kan køre den i havnen og få forsikringspengene udbetalt?

    Hvorfor skal jeg selv lave mad, når dem på hospitalet får det serveret?

    Fordi jeg er sund og rask og værdig….

    Der er ikke megen værdighed i at være på kontanthjælp, og der er andre værdier i tilværelsen end penge, selv om det nok gør livet lettere at have lidt flere af dem.

    Arbejde betaler sig….

  21. Af Frank Andreasen

    -

    @ hn

    Er det samme institut og er målemetoder og biasvægte de samme, er ændringen valid nok.

    Men jow. Jeg mindes dig dig ikke jamre over usikkerheden da Lars Løkke var komfortabelt foran?

  22. Af Frank Andreasen

    -

    Det er for øvrigt forunderligt at læse Søren Pind fortælle om alle de frivillige der er på plads i Venstre.

    Derfor stinker Panoramasagen des mere, da Tina Nedergaard angiveligt var nødt til at hyre Panoramamanden til at hænge sine valgplakater op.

    Hallo – har i virkeligt så lidt organisering i Venstre, at den ene kandidat har tjenere på hver finger, medens en anden ikke engang kan finde frivillige til valgplakater?

    Den historie lyder simpelthen så usandsynlig og ulogisk, som resten af Panoramacasen. Eller også er vi inde i såkaldt erindringsforskydning. SP ville nok selv bare kalde det løgn. Den slags strør han jo villigt om sig med.

  23. Af Helge Nørager

    -

    ak ja Frank, du antyder jeg er blå, Preben kalder mig rødradigal kommunistnazistfacist og meget andet, men hva.
    Frank hvad jeg skriver er at der er for meget spin i såkaldte meningsmålinger til at nogen bør fæste megen lid til dem.
    Og hvem jeg stemmer på, er nok ikke en af de blå.
    Er de forvirret se næste afsnit af soap.

  24. Af Peter Hansen

    -

    Hvor er det altså synd for Søren Pind og Venstre.
    Selvfølgelig skal 3F da sige undskyld for at de har lavet et regnestykke for at finde ud af hvor meget man tjener i Panorama på overenskomstmæssig løn. Selvfølgelig er det da 3F skyld at det er helt umuligt at lave en beregning over hvad den evt. medarbejder der evt. har sagt op evt. ville kunne have fået i kontanthjælp m.m. uden at vide hvad han i øvrigt måtte være berettiget til.

    Helt på samme måde som det ikke er Venstres skyld at der er et medlem af partiet som kommer Løkke til undsætning med en konkret beregning over en af sine medarbejdere, der skulle vise at vedkommende slet ikke fik noget ud af at gå på arbejde. Desværre for denne direktør havde han dog afleveret så mange oplysninger, at det kunne konstateres, at han måske ved en masse om hoteldrift – og især hvordan man kan gøre rent efter cigaretrygning – men desværre ikke ved noget om hvordan fripladstilskud aftrappes når man tjener lidt mere.

    Derved viste det sig at man havde regnet rigtigt meget galt. Ja faktisk over kr. 15.000 om året. Men naturligvis er det jo bare en detalje som Venstre jo slet ikke burde have tjekket inden man blåstemplede beregningen.

    Og når man så ulejliger en travl statsministerkandidat helt op til Svinninge for at hilse på et andet partimedlem som driver et lille bageri for at skaffe opbakning til at kontanthjælpen er så høj, at man ikke kan få nogen til at tage gode stillinger til helt almindelig løn – ja så er det jo ikke Venstres skyld, at det viser sig at det pågældende bageri fik 60 ansøgninger sidst de søgte.

    Det viste sig faktisk, at det var så stort et problem for bageriet, at man mente at det tog for lang tid at finde den rigtige kandidat hvorfor man jo slet ikke havde tid til at svare de mange der havde søgt stillingen.

    3 gode eksempler på at når det går galt for Venstre, så er det altid nogen andres skyld. Helt som når man rejser på 1. klasse betalt af offentlige midler. Helt som når man glemmer at indberette skattepligtige indtægter i flere år. Det er altid de andre.

    Det var jo heller ikke Venstre som havde det politiske ansvar for at en skatteminister løb med sladder og brød sin tavshedspligt i en skattesag. Det var heller ikke Venstres der havde det politiske ansvar for at skatteministeriet lækkede personlige oplysninger om en udenlandsk borger der havde afleveret en selvangivelse. Det var heller ikke Venstre der havde ansvar for at deres formand i 2011 byggede sin valgkamp på flere løgne.

    Det er de andres skyld.

    Og naturligvis er det heller ikke Søren Pinds ansvar at hans ledende medarbejder for sociale medier går under debatten mellem Thorning og Løkke mente at der var rimeligt at tweete nok det laveste (og når det var lavere end dem som kom fra Søren Pind, så var det lavt) vi endnu har set i en dansk valgkamp.

    “Er Helle liderlig eller tilfreds? #LummertBlik”

    Men naturligvis er det ikke Venstres skyld. De kan jo endnu nå at tage afsked med ham inden de bliver opfattet som meddelagtig i et sådan lavpunkt.

  25. Af Søren Pind

    -

    @Peter Hansen: jeg skal ikke kommentere resten af dit indlæg. Men henvisningen til den pågældende uacceptable og beklagelige tweet som jeg var ubekendt med, skal have den kommentar med på vejen, at den er blevet påtalt overfor den pågældende, den er blevet fjernet, og den vil ikke under nogen omstændigheder gentage sig. Jeg ønsker en kontant – men sober – tone på de sociale medier. At S´ meget negative kampagne kan hidse frivillige og kampagnefolk op er ingen undskyldning.

  26. Af kaj madsen

    -

    Nu er det ikke kun den pengemæssige fordel der skal regnes med i spørgsmålet om det kan betale sig at arbejde.
    Jeg tror den største fordel ved at få et arbejde er at man så ikke skal føle sig ugleset og man er fri for at være en del af venstres usmagelige og fordrejede valg kampagner. Søren Pind tænker i aldrig på det menneskelige og nuancerne når i slynger om jer med store tal?

  27. Af sune høgh

    -

    Det er så sødt, når Pind oplever sig indigneret. Især når han, ja og andre ligesindede bekvemt synes at forglemme det morads Thorning og Co overtog . En krise af dimensioner, som vi i lille DK slap nogenlunde nådigt igennem – efter staten holdt hånden under bankerne – en krise, der om noget blev skabt af en helt igennem uvederhæftig finanssektor, og et marked, der i alt for mange år har fået lov at spekulere ureguleret og uden hensyn til det fælles bedste.
    Jeg er desværre enig med dem, der påstår, at rød/blå blok er et fedt, men det efterlader mig uden særlig optimisme, da ingen af blokkene synes at byde ind med noget som helst blot tilnærmelsesvis substantielt i forhold til at løse de massive udfordringer, vi står overfor i den kommende tid. I stedet hygger de sig med en uendelig, ensidig og kedsommelig tirade af leflen for middelklassen, der i bedste fald blot er uskøn og ikke videre konstruktiv eller det mindste fremadskuende.

  28. Af Vagn Pedersen

    -

    SP skriver: “Jeg har sådan lyst til at tage handskerne af, finde den store forhammer frem og oprigtigt give Socialdemokraterne en på goddagen.”

    Et synonym til oprigtigt er pålideligt. En oprigtig person er en pålidelig person. SP vil altså pålideligt give socialdemokraterne (skal ikke være med S) en på goddagen!

    En effektiv korrekturlæsning ville være nyttig for klarheden i SP’s budskab.

  29. Af B. Nielsen

    -

    Ja, det er grotesk, at der skal stilles spørgsmålstegn ved et velkendt og underbygget faktum, som at det for lavtlønnede giver for lidt at arbejde i forhold til passiv forsørgelse.

    En ting er, at det er sørgeligt, at propagandaen fra rød blok af de røde journalister får lov at stå uimodsagt, men det er endnu værre, hvis Danmark i 4 år mere skal trækkes med stilstand i hele samfundet.

    Et sundhedsvæsen, der kører på pumperne, benspænd for aktivitet og jobskabelse, øget import af udenlandske kontanthjælps modtagere, gyldne dage for regeringens spindoktorer og bureaukrathæren.

    Danmark har fortjent bedre, stem borgerligt, partiet er ikke afgørende, men de sidste 3½ års misregimente må stoppe.

Kommentarer er lukket.