Skimmelsvamp og helvede

Af Søren Pind 51

Forleden gik jeg fra min astma-læge. John Arnved. Og lige da jeg kom ud, satte reaktionen ind. Over 10 års helvede var slut. En lang række følgesygdomme borte – og den sidste af dem, astma, noget man ellers ikke kan helbredes fra, ja selv den var nu umålelig. De forrige resultater nægtede lægen at tro på, så jeg var indkaldt til genkontrol. Og jo, sandelig – jeg var astmafri.

Man kan trække lidt på skulderen – for hvad er astma nu om dage? Men for mig var det enden på hukommelsessvigt, handlingslammelse, dage uden kræfter til noget som helst, forgiftninger og, ja, astma.

Nogen gange tænker jeg på, om Vor Herre har det med at lade ting, man forsømmer, vende tilbage til en.

For år tilbage, da jeg var bygge- og teknikborgmester i København (98-06), fik jeg et stadig stigende antal breve fra mennesker, jeg i sidste ende måtte opgive at hjælpe, fordi de forekom mig gale. Det handlede om mennesker, låst fast i typisk almennyttige boliger, hvor der var skimmelsvamp. En kvinde var blevet flyttet adskillige gange, men havde stadig gener. Gener, hvor hun intet kunne. Voldsomme hovedpiner, åndedrætsbesvær, kropslig svækkelse, hukommelsesproblemer – boligselskabet ville ikke flytte hende længere. Tilbage var kun den politisk ansvarlige – og jeg følte ikke, jeg kunne tilføre sagen noget.

Nogen tid efter begyndte mit eget helvede. Det kulminerede ved valget i 2001 hvor jeg ikke kunne stå op ad sengen. Voldsomme hovedpiner, uendelig træthed, udslæt, manglende koncentration, hovedet sat til i voldsomme bihulebetændelser – en uge lå jeg, og måtte overlade konstitueringsforhandlingerne til Martin Geertsen. Rygter på rådhuset ville vide, jeg havde fået et nervesammenbrud. Selv anede jeg ikke mine levende råd – og gå til min egen læge? Hvorfor sku jeg det? I stedet læste jeg om dette og hint på nettet. Talte med speciallæger – bl.a. den tidligere leder af Rigshospitalets allergiklinik, Lene Høj, der i Gentofte eller hvor det nu var, på sin specialklinik derude, tog blodprøver til mange, mange tusinde kroner, og bl.a. endte med at ordinere mig en liste med fødevarer, jeg udelukkende måtte spise – herunder var det eneste vin jeg måtte drikke 10 år gammel Bourgogne. Listen blev troligt sendt rundt, til alle steder, jeg var ude – indtil et behjertet medlem af min borgerrepræsentationsgruppe, der kørte taxa, kom og fortalte mig, han havde overværet to kokkes samtale efter et arrangement, jeg havde deltaget i. Det var ikke kønne ord… Selv var jeg så langt ude, at jeg ikke havde skænket den problemstilling en tanke. Listen blev prompte taget af, men havde allerede skabt sladder i København.

Bemeldte læge insisterede på, hovedpinerne ville forsvinde – og i en særlig desperat stund fik jeg den besked, at jeg bare kunne spise nogle flere panodiler…. På det tidspunkt var panodilforbruget temmelig ekstremt.

Så kom dagen, hvor jeg måtte gå til min praktiserende læge og gennemgå det hele med hende – der var på det tidspunkt gået år. Hun kiggede lidt på mig, og syntes, det var mærkeligt, jeg ikke var kommet til hende med det alt sammen før. Du skal hen til John Arnved, meddelte hun mig. Navnet sagde mig intet, men tiden blev bestilt – og da det var temmelig akut, kom jeg hurtigt til. Det skulle blive min redning.

Han spurgte mig, om der var nogen vandskade i vores bolig. Umiddelbart var det ikke noget, jeg havde skænket en tanke, men jeg lovede at undersøge det og vende tilbage. Jo, den var god nok – der var bl.a. en vandskade i vores soveværelse. Skyndsomt bad han mig få foretaget prøver – og det viste sig snart, at lejligheden var inficeret med skimmelsvamp. I soveværelset var bl.a. en særdeles farlig af slagsen, der bl.a. havde været i katakomberne og i sin tid havde dræbt mange af de kristne, der søgte tilflugt der, kunne Arnved fortælle. Om det er en vandrehistorie eller ej, ved jeg ikke. Men jeg var så syg på det tidspunkt, at jeg ikke fandt noget grundlag for at betvivle det.

Beslutningen blev at købe et hus, der blev gennemset i ender og kanter af eksperter. Min lille nyfødte søn, der var begyndt at hoste, skulle væk, og det samme skulle jeg. Kort efter begyndte mareridtet forfra. Det viste sig, at eksperterne havde overset en indbygget membran, der ikke tillod luften at cirkulere i huset, hvorved hele taget var blevet gennemfugtet og konstruktionen fyldt med skimmel. En lang lidelseshistorie kort: Vi førte en sag, over flere år, mod Codan, der i starten tilbød os 1500 kr. til at reparere et vindue for… Codans advokat præsterede at gå rundt i byen og bl.a. ringe vores advokat op med antydninger om, vi var gale. Selv måtte vi flytte i et sommerhus over 100 kilometer uden for byen, hvor jeg troligt blev hentet hver morgen 06.30 af min chauffør og kørt på rådhuset – med hjemkomst kl. 20, hvor den lille var lagt. Den tilstand varede knapt fem måneder, indtil det var muligt at leje en lejlighed – der så til gengæld aldrig blev indrettet – for vi skulle jo snart hjem. Sagen var imidlertid for vigtig for Codan at give sig på. Ingen havde før vundet en sag om skimmelsvamp, og der var kort og godt, set fra deres perspektiv milliarder på spil. Først da forsikringsankenævnet efter lang ventetid traf afgørelse, kunne renoveringen af et hus, der havde stået tomt i knapt to år, påbegyndes.

Og generne? De tog kun langsomt af. En umådelig træthed og åndedrætsbesvær blev ved. Og værst af alt: Ens vennekreds, der måtte høre på ulidelige jeremiader om, hvor forfærdeligt det var – og jo til sidst måtte mene, vi havde fået skimmelsvamp på hjernen. Det havde vi også…

Jeg havde aldrig troet, jeg helt skulle komme mig. Det har været en rædselsfuld vandring. Kontroller. Angst for om børnene også var ramt. Risikoen for økonomisk ruin. Ikke at have et hjem. Og så forgiftningen.

En gang betroede min daværende byggedirektør mig, at 25 pct. af bygningsmassen i København er inficeret med skimmel. Og at det samfundsøkonomisk er håbløst at gøre noget ved det. Den sidste del af min borgmestertid søgte jeg dog at gøre, alt hvad jeg kunne.

Jeg tænker på min egen oplevelse. Jeg tænker på, hvordan jeg gennem årene har oplevet, hvordan forsikring og pension prøvede at fjerne – efter vi havde vundet vores sag – forsikringsselskabernes pligt til at dække tab forårsaget af skimmelsvamp. Særlig tydeligt står en forhandling hos Bendt Bendtsen, der tydeligvis havde været under kærlig behandling. Gud ske lov sagde Venstres folketingsgruppe blankt nej.

Jeg tænker på de ti tusinder af mennesker, der ikke har de ressourcer, jeg har haft. Og jeg tænker på hvilken udstødelse, der rent socialt finder sted, af mennesker, der er forgiftede og intet kan, og intet aner om, hvorfor. 25 pct. af den københavnske boligmasse… Jeg sender alle dem, der skrev til mig dengang, en særlig tanke: Jeg er ked af, jeg ikke kunne gøre mere. Men tro mig – nu har jeg prøvet det selv. Også den manglende forståelse fra resten af omverdenen.

Men nu. Nu er jeg rask. Al skimmel er borte. Det har været et dyrt ti-år. Men jeg håber, det kan trøste at vide, at det kan lade sig gøre. Det her skal man vide:

Man har kun sig selv. Hvis man ikke selv gør noget, sker intet. Ingen andre, der ikke selv har prøvet det, kan forstå det. Og der er en lang række af charlataner og prædikanter, der vil misbruge dig og din pengepung, og i sidste ende vil påstå, at det er dig selv, der er noget galt med.

Et varm tak til John Arnved, en af de sidste allergieksperter herhjemme. En ubegribelig politisk beslutning om at nedlægge specialet, i en tid hvor flere og flere danske bliver allergiske – med tanke på hvor udbredt skimmel er, kunne det være en tanke værd… – gør ham til en af de sidste og han er nu over 70.  Men jo også en beslutning truffet af folk, der ikke selv har prøvet det.

En varm tak til alment praktiserende læge Pia Tønnesen. Jeg er målløs over angrebene på familielægebegrebet. Havde jeg ikke haft en familielæge, der kendte mig, som jeg havde gået hos i mange år, hvor der var tillid og forståelse, men havde jeg i stedet frekventeret en moderne lægeklinik, med skiftende læger, havde også jeg hængt fast i systemet, som ufatteligt mange andre, der aldrig bliver udredet. Men redet – det blev jeg. Og jeg kan aldrig udtrykke min taknemlighed tilstrækkeligt.

Og uanset – der var mange venner, der hjalp. Med husly. Og med trøst. Hvordan mennesker uden sociale netværk, uden politiske forbindelser, uden juridisk kunnen skal klare noget sådant, går over min forstand. Jeg håber, at ikke mindst de af mine kolleger der læser det her, vil have forståelse for, at det netop er de mennesker, vi skal prøve at passe på. Og ikke f.eks. skruppelløse forsikringsselskaber, der er komplet ligeglade med det enkelte menneske.

Jeg ønsker ikke det, der overgik mig og min familie for nogen. Men sikke en dag det var at gå ud og lægge det bag sig. Endelig. Endelig rask.

 

 

 

51 kommentarer RSS

  1. Af Kamilla Thomsen

    -

    Tina Overgaard Andersen: Det lyder interessant, at du fik det bedre af bl.a. at smide dine planter ud og opbevare frugt og grønt i køleskabet. Rådede John Arnved dig til det og med hvilken begrundelse?
    På forhånd tak for svar.

Kommentarer er lukket.