Vælgerleden og Politikerleden de vandre til hobe…

Af Søren Pind 257

Jeg plejede i sin tid at sige, at politik udgør residualet af det, der ikke kan forklares. Det var den unge, selvkloge jurastudents muntre forklaring på de snørklede resultater, der af og til kommer ud af den politiske proces. Men sagen er, at det er forkert.

Langt det meste politik kan forklares. Men enten vil vælgerne ikke høre. Eller også er politikerne for fejge til at forklare den. I begge tilfælde ender det i noget skidt.

I dag udgør de partier, der ikke vil regere godt og vel 47 pct. ifølge Megafon. Resten af stemmerne fordeler sig mellem Venstre, Socialdemokraterne og de Radikale.

Man kan nok forstå, hvorfor partier, der ikke vil under ansvarets åg, kan ændre holdning på en studs, sige ting der må betegnes som enten revolutionære eller tåbelige og i det hele taget populisere hele debatten om Danmark og dansk politik.

Det er vanskeligere at forstå, at regeringen ikke i kan se, den – hver gang – har pligt til og må og skal give en ordentlig redelig forklaring på, hvorfor den gør som den gør. I god tid.

Der har været mange tilfælde.

Ikke én gang har statsministeren reflekteret redeligt og overfor den danske befolkning forklaret, hvorfor hun mente sig berettiget til at ændre sine løfter til den danske befolkning, blot fordi hun trådte ind i et sort tårn med de radikale. Det er ganske vist velkendt, at det radikale venstre dræber alt omkring sig. Partiet har ikke, i hvert fald siden 1960, leveret fremgang til de regeringer, de sad i. Tværtimod. Men alligevel.

Jeg husker endnu det pinagtige i offentlighedsloven, hvor regeringen ikke kunne forklare, hvorfor denne lov skulle igennem. Først, da jeg sad overfor Martin Krasnik, kom der en nogenlunde forklaring (synes jeg selvfølgelig selv…) – blandt andet fordi jeg ikke var eller er bange for at sige, at offentlighedskravet omkring lovgivningsprocessen er gået fuldstændig amok. Det er ødelæggende for demokratiet og for en regerings mulighed for at planlægge et ordentligt lovgivningsarbejde. Men det er jo regeringen, der skal løfte forklaringen på, hvorfor den fremsætter sine forslag. Ikke oppositionen!

Det samme gælder salget af 19 pct. af DONGs aktier. For Venstre og Venstres vælgere burde sagen være enkel: Siden Anders Fogh Rasmussens tid har vi egentlig ment, DONG skulle sælges fra på Børsen. Det blev senere revideret lidt efter aftale med dele af venstrefløjen ved, at staten skulle beholde aktiemajoriteten – men stadig. Hvilket meget enkelt betyder, at hele verden kunne købe på et tidspunkt det hele, men altså i hvert fald 49 pct. på børsen! Så al balladen om Goldman Sachs er jo … ja. Venstrefolk burde i hvert fald ikke forskrækkes over, at deres parti gerne vil sælge statslige aktiver, gerne vil privatisere, gerne vil få så professionelle investorer ind som overhovedet muligt i en koncern, der før den ny ledelse kom til, har kastet sig ud i helt vanvittige spekulationer, og nu mangler kapital på grund af det amerikanske gaseventyr og helt helt vanvittige investeringer baseret i varm luft…  Nej. Det burde enhver Venstrevælger sådan set forstå. Selv de, der bekymrer sig over kontrollen over det danske gasnet, kan sove roligt. Det får Goldman Sachs ingen indflydelse på. Hvad angår resten af vælgerkorpset kan man fordybe sig i disse to kommentarer: Amalie Kestler i Politiken har skrevet kloge ord. Weekendavisens Anne Knudsen går noget mere direkte til vaflerne, og skærer sagen til: Pøbelen er sluppet løs. Hun mener, sagen er udtryk for et pøbelvælde, uden indsigt, med alle de uheldige sider det har, når en fredelig forsamling går amok – denne gang over de sociale medier.

Uanset, så er denne regering for bange for at forklare og forberede sine love. Det bærer de radikale en stor del af skylden for. De ved jo altid bedst – og kan folk ikke se det, er det værst for dem selv. Men det nytter altså ikke i et moderne folkestyre. En regering må lede, også i forklaringen af og på hvorfor. Men den tør ikke. Den gør bare. Med forfærdelige konsekvenser. Forklaringer kommer alt for sent, når raseriet topper og ingen lytter længere. Og det går ud over os alle som politikere. Og skaber fri bane for den mest skamløse og opportunistiske populisme.

Jeg synes ikke, vælgerne som sådan er uskyldige (uha, sagde han virkelig det!). Ja, det mener jeg faktisk. Tillad mig enkelte eksempler:

I København blev folk så rasende på Ritt Bjerregaard, at hun ikke turde stille op igen. Grunden til raseriet var hvad? Hendes ikke gennemførte løfte om 5000 boliger til 5000 kr. på 5 år. Og ja, jeg deler helt forargelsen over, at hun kunne finde på at udstede et komplet urealistisk løfte. Hun vidste, det ikke kunne lade sig gøre, men sagde det alligevel, og blev valgt med et brag, for siden at ryge ude med det samme brag.

Men ærlig talt: Vælgerne burde have vidst, det var løgn. Vi sagde det jo. Vi sagde gang på gang, at det var komplet urealistisk – og jeg havde trods alt været bygge- og teknikborgmester i otte år. Havde det kunnet lade sig gøre, mon så ikke vi havde gjort det. Men nej – vælgerne lyttede ikke. Og tillod sig alligevel at blive rasende.

Det samme kan man jo sige om Thorning Schmidt. Da Henrik Sass og Thorning insisterede på, at de radikale ingen indflydelse ville få, og S/SF ville stå ubrydeligt sammen på at gennemføre fair løsning, sagde Venstre det. Højt og tydeligt. Det var underfinansieret med 22 milliarder, og ikke i 100 år ville det kunne gennemføres. Det blev sagt. Gang på gang under valget. Og alligevel. Alligevel stemte et flertal på regeringen – heraf rigtig mange, der siden er gået til Venstre og til Dansk Folkeparti. Og blev rasende på Socialdemokratiet. Ja. Men det blev jo sagt. Er man ansvarsfri for ikke at høre efter?

Nej. Det synes jeg ikke. Det betyder noget, hvad man stemmer. Og man bærer et ansvar for, om man vil lytte.

Der består en arvesynd i regeringen – det har jeg tidligere skrevet om, og forleden tog Peter Kurrild-Klitgaard fat. Den arvesynd hindrer regeringen i at lede dette land. SFs udgang hjælper intet. Yderfløjene vil kun blive styrket i den kommende tid, og det eneste bolværk mod et jordskredsvalg bliver Venstre.

Det Venstre, der også blev ramt af en bissende presse og offentlighed. Man forargedes og straffede Venstre og Venstres formand for at rejse på første klasse. Venstre er nu mellem 26 og 28 pct i meningsmålingerne. De første tre procent mistede vi på at fastslå, at finansieringerne til de nødvendige skattelettelser i verdens mest skattetyngede land skulle komme ved, at verdens største offentlige sektor ikke skulle vokse yderligere. Det ville tre procentpoint af vælgerne ikke høre om eller acceptere – de fandt andre græsmarker. Og velbekomme. Der vil ske det samme for dem, som skete for de, der stemte på Ritt og Helle Thorning. De næste tre forsvandt pga GGGI-sagen. En sag, der da græshopperne var sprunget videre og alt lå bart tilbage, i sin essens handlede om en minister, der havde været med til at etablere som en norm, at formanden for GGGI rejste på første klasse. At der kom en ny formand. At denne fik billetter ni gange på første klasse (som han ikke selv bestilte), og at denne formand sammen med direktøren lavede regler om, så den norm blev ændret. Hvorpå syndefaldet indtraf, og regeringen fejlagtigt hævdede den slet ikke havde etableret denne norm. Lad mig sige det ligeud: Var jeg indtrådt som formand i en organisation, hvor normen var, man rejste på første klasse, havde jeg ikke skænket det en tanke. I dag siger alle, det var dumt. I givet fald er jeg dum så. Til gengæld burde folk glæde sig over, at Venstres formand var enige med dem, og lavede reglerne om. Men nej. Karavanen er draget videre. Sagen henlagt. Og Løkkes troværdighed er svækket – skønt der ingen sag var. Burde vælgerne vide det nu? Ja. Det burde de.

Politikere er fejge, når de ikke tør sige, hvorfor de gør ting. En regering, der ikke tør forklare, er ikke værdig til at være regering. Og nej, vi har da i Venstre ikke syntes, at vi ligefrem skulle stå forrest til at forklare regeringens valg af retning.

Men Venstre er så stort et parti, og fylder så meget i dansk politik, at medier og vælgere behandler os som var vi i regering eller et regeringsparti. Det kan have sin grund i, at vi har valgt at tage medansvar for alle større forlig, og at Danmark for første gang i mange år har en ansvarlig opposition. Ja. Man kan regne med Venstre. Men det betyder også, at vi i stigende grad frem mod valget kommer til at vedkende os den position. Måske regeringen burde tage konsekvensen af sin fejghed. For så længe den hersker, styrkes yderfløjene – og der er kun så og så meget, Venstre kan gøre ved det.

Vi vil regere. Vi vil tage ansvar. Men vi vil ikke tage regeringens ansvar på os. Vil den ikke det, burde den finde sig noget andet at lave. Til gengæld burde vælgerne lytte efter denne gang. For at tro på at man kan regere Danmark, hvis man skifter holdning konstant, kommer med overbud og altid vælger den lette løsning – tja. Så må man også selv om det – men fri mig for raseriet, der følger. Det er i længden trættende. Forskellen på os og dyrene plejer at være, at mennesker lidt hurtigere lærer af deres fejl.

 

257 kommentarer RSS

  1. Af Jens Hans en

    -

    Af Svend Åge Jessen – 7. februar 2014 10:32
    ” hvor er det synd for vort folkestyre der ikke kommer mere nyt blod ind Folketinget.”

    De ønsker som Svend Åge Jessen giver udtryk for svarer meget til Enhedslistens partiprogram.

    Og kommer Enhedslisten i den næste regering, så kommer der også masser af nyt blod ind.
    I EL vrimler det med intelligente, fremsynede og veltalende unge politikere.
    Så Svend Åge Jessen.
    Du kan roligt se lyst på fremtiden.

  2. Af Kim Olsen

    -

    Jens Hansen

    Der er eksempler på, at Enhedslistens medlemmer af folketinget søger til andre partier, når listens regler forbyder dem at genopstille.

    Du har ret i din påstand om Enhedslistens intelligent og fremsynede unge.

    Angrebet på De radikales kontor taler sit tydelige sprog. Det var flot og intelligent håndværk og graffiti. Hvordan nåede nyheden over til dig så hurtigt? Du plejer at være mindst en uge bagud.

  3. Af Niels B. Larsen

    -

    Hr. Hansen (udenbys) har helt ret i, at Enhedslistens unge er intelligente og veltalende.

    Det er blot en skam, at de er ukloge.

  4. Af Kim Olsen

    -

    Jens Hansen

    I modsætning til i Kina, har vi herhjemme en åben debat.

    Det er tilladt, at kommentere andre bloggeres indlæg, specielt hvis de er faktuelt forkerte, hvad dine ofte er.

    At du opfatter det som noget personligt, kan jeg da ikke gøre noget ved. Hvis du føler dig forfulgt, må du tage en snak med en ressourceperson, som kender til den lidelse.

    At Berlingske og andre dagblade har udelukket dig fra debatten, har jeg ingen andel i. Jeg synes blot dine krumspring med at ændre navn er pinlige.

    Længere er den ikke.

  5. Af Jens Han sen

    -

    Af Kim Olsen – 7. februar 2014 14:44
    “har vi herhjemme en åben debat.”

    Ja det må man nok sige.
    Når Kim Olsen kalder andre for en led manipulerende so.
    Og lignende indlæg.
    Dette er åbenbart Kim Olsen`s forståelse af en åben debat.

    Men skal man forstå Kim Olsen`s indlæg, som om han i fremtiden ønsker at deltage i debatterne?
    Og at han nu mener at potentialet nu rækker til dette?

    Og ikke udelukkende en sygelig personfiksering.
    Og en pervers trang til at svine kvinder til.
    Er Kim Olsen på rette spor?
    Hvor fik han hjælp?

  6. Af Vera Madsen

    -

    Politikerlede har jeg længe haft og beklager at sige, at tilstandene forværres ideligt.

  7. Af hr j christensen

    -

    Det begyndte allerede under anker jørgensen, dette med den allestedsnærværende dårligt forberedte lovgivning.

    Men anker jørgensen afviste det med en hånlig bemærkning om at så kunne borgerne jo bare klage.

    Siden har de røde politikere forsøgt at ovegå anker jørgensen i hånlighed og dårligt forberedte lovgivning.

    Og klagesamfundet opstod.

    I dag er det en fuldtidsbeskæftigelse at klage til det offentlige.

    Det tager al borgernes tid og ødelægger deres liv og systemet er indrettet så borgerne ikke får ret. Ud fra nogle sofistekerede rød politiske holdninger.

    Dette demokratiske diktatur udøves af tåbelige røde politikere, som hvis hele liv er gået med fester i deres politiske ungdoms organisationer. Et sogløst liv som arbejdssky med betydelig festsyge og dilerium til følge.

    Respekten for andre menneskers arbejde er derfor på niveau med festens tomme flasker fyldte gulv.

    Skattetrykket er er derfor nødvendigvist højt. Ellers kan de jo ikke få finansieretfestlighederne.

    – Samfundsnassere. –

Kommentarer er lukket.