(S)yndrom

Af Søren Pind 301

Sig mig engang: Hvad i al verdens riger og lande foregår der i oppositionen?

 Jeg indrømmer: Det seneste år har ikke været kønt for regeringen. Der har været tåbelige sager. Der har været uheld. Og der har været en stemning af, at regeringen skulle have tæsk. Måske det er i ly af dette, at degenereringen af oppositionens habitus er sket.

Tillad mig at nævne i flæng:

1) Mette Frederiksen, der først skældte ud på forældre, der bruger privatskoler, og nu er blevet klogere, og selv har placeret sin datter der.

2) At socialdemokratiet er arrige modstandere af privathospitaler, men en af partiets kadrer, Henrik Sass Larsen, som den naturligste sag i verden har benyttet et.

3) At det nu viser sig, at Socialdemokratiet vil indføre millionærskat – blot ikke for partilederens egen mand…

Jeg ved ikke, hvad betegnelse disse forhold falder ind under. Men en eller anden form for syndrom? Er der nogen af læserne, der har en betegnelse herfor?

I sidste ende må den politiske kamp stå om substans. Om troværdighed. Om hvorvidt man faktisk kan regne med, at når politikkere siger noget, så lever de det også ud. At man selv siger et, og gør noget andet, er noget af det mest nederdrægtige, når man har magten til at bestemme over andre menneskers liv, ære og velfærd.

Det er på tide, at medier tager en lille pause fra den efterhånden helt ukritiske regeringsbashing, hvor små sager bliver store, og store sager bliver groteske, og tager et lille kig på alternativet. Meningsmålingerne viser jo trods alt, at af mig ubegribelige årsager, må man tage truslen alvorligt. Så er det vel også på tide, at sandheden bliver fortalt. Og syndromet beskrevet…

301 kommentarer RSS

  1. Af Ingen grænser — Livet, friheden og…

    -

    […] nu vi er ved det grænseløse… Så ser vi endnu et eksempel på det fuldstændige newspeek, der omgærder enhver ting, oppositionen griber til. I dag afsløres det, at fagbevægelsen i et […]

Kommentarer er lukket.