Danmark er ikke til salg

Af Søren Pind 255

Mens tonerne af benhård rockn roll presser sig ind fra slotspladsen og den kolde regn siler ned over de tilbageværende, lidt tanker over de seneste dage – kulminerende med flagparade og mindehøjtidelighed i Holmens Kirke.

En tidlig aften gik Venstres politiske ordfører og jeg ud af Christiansborgs tunge port, og blev antastet af en midaldrende lidt plump kvinde, der med skinger røst bekendtgjorde, at hun skammede sig over at bo i Danmark. Til vores venlige spørgsmål om, hvorfor hun så ikke rejste, idet ingen af os havde tænkt sig at holde hende tilbage, steg hendes blodtryk til eksplosive højder, og under en strøm af skældsord fulgte hun os hele vejen ned bag Christiansborg, over Ridebanen til Vester Voldgade, hvorefter vi skiltes med et sidste tilråb: “RØVHULLER”. Hun havde nået at meddele os, hun var skuespillerinde, og havde modtaget den alternative nobelpris – det alternative var vi i hvert fald ikke i tvivl om.

Kvindens hysteriske adfærd kan ses flere steder i det danske samfund. Vi så det blandt kræfter, der imod dette lands lovformelige myndigheder kaster sig ud i kamp mod politiet ved Brorsons Kirken. Vi ser præster, der i modstrid med evangeliets lære om at give kejseren hvad kejserens er, politiserer, undergraver og i sidste ende truer Folkekirkens eksistens. Vi ser autonome operere professionelt i disse miljøer, og medvirke til at skabe en ekstremistisk retfærdighedsfølelse, der truer hele det fundament vort demokrati opererer på.  De selvsamme mennesker er helt evident på randen af at føle, deres kamp legitimerer at krænke lovene og  retsstaten – og mange krænker da også loven. Deres kamp, mener de, er mere retfærdig end det til enhver tid siddende flertal i Danmark – og særligt, når der er tale om mennesker, disse røde falankser smagfuldt afmenneskeliggør med tilråbene “nazisvin” mm.

Der er en ekstremisme i luften – en ekstremisme som sådanne politikere som Søvndahl og andre, der har understøttet deres kamp f.eks. ved Brorsons Kirke, næsten med sikkerhed inden længe vil komme til at forholde sig til. Jeg siger det, fordi denne periode vi gennemgår så snublende minder om slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne. Også dengang mente en minoritet sig berettiget til at sætte sig ud over demokratiet, og bl.a. voldeligt tage til genmæle. De autonome har allerede gjort det i Københavns gader. Og myndighederne har gjort det værste de kunne gøre i denne situation – nemlig givet efter.

 Men der er ikke plads til hverken eftergivenhed eller til kompromis. Såvel som demokratiet ikke kan gå på kompromis med demokratiet – således kan Danmark heller ikke gå på kompromis med Danmark.

Sådan er det i sagen om de afviste asylansøgeres forsvarere – disse mennesker, der har travlt med at råbe nazisvin efter landets legitime lovgivere, og som ikke selv tør stille sig til rådighed for folkets dom. Gennemførelsen af deres krav vil fjerne forudsætningen for Danmarks eksistens, og vil undergrave retsstaten. Hvorfor?

Fordi vi meget enkelt i århundreder – mere end 1000 år –  har forsvaret vort land mod ydre fjender, og har forhindret folk i at komme til, hvad vi opfattede som vores. Fordi det her var vores sted, hvorfra vi – det danske folk – kunne have vores kultur i frihed og sikkerhed. De moderne folkevandringer har sat denne adkomst – denne ejendomsret – under pres. Men i sagens natur er det jo et enten eller. Enten består Danmark med sin kultur – eller også, hvad man har set masser af steder, forgår den og Danmark med den.  Det er ikke svært.

Disse mennesker benægter danskernes særlige adkomst til Danmark. De mener, Danmark er for alle – men dermed bliver Danmark for ingen. For derved hører Danmark op med at eksistere.

Derfor er dette her ikke kun et spørgsmål om retsstaten, og dette at nogen mennesker krænker selve fundamentet for vort demokratiske system Det gør de også – undergraver demokratiet, altså. Men Danmark har også bestået uden demokrati. Og derfor stikker dette dybere – for Danmark kan ikke bestå uden et dansk folk.

I Holmens Kirke, ved mindehøjtideligheden for de soldater, der er faldet i international tjeneste, blev det sagt jævnt og klart: Soldaterne er hvor de er, fordi de kæmper for Danmarks frihed og sikkerhed. Vi gør det ikke, fordi vi kan smykke os med Guds navn i denne kamp. Det er kun Gud, der ved, hvad ultimativ ondskab og godhed er, ultimativ retfærdighed. Men vi kæmper for det vi tror er rigtigt. Og for vores fædreland.

I den kamp kan vi ikke snuble. Og vi kan ikke forhandle. Danmark er ikke til salg.

Det farlige består i, at en gruppe ekstremister i Danmark er villige til at åbne Danmark for enhver, og samtidig vil ty til udemokratiske og voldelige metoder i denne kamp. Det er kulturkampens essens. Det er en smitsom sygdom langt langt ind i venstrefløjens rækker.

Det er også derfor, regeringen vil blive siddende efter næste valg. For venstrefløjen formår ikke at fjerne den em af ligegyldighed overfor Danmark, og den stank af ekstremisme, der står fra den yderste venstrefløj og ind. Mærk mine ord: De næste to år vil blive værre end det vi har set endnu. Fordi nogen ikke vil acceptere dette lands lovformelige regering. Og vil ty til midler, vi har set da autonome og indvandrerbander på hvert sit tidspunkt rykkede ud og satte København og for de sidstes vedkommende en række andre byer i brand.

Disse kræfter må stemples som det de er: Udemokratiske. Og udanske. Der er ikke megen mental forskel på den fanatisme dele af disse miljøer repræsenterer og Talebans tankegang i Afghanistan. Derfor står danske styrker i Afghanistan – i kamp for demokrati og frihedsrettigheder. Og derfor kommer vi også herhjemme til, at kæmpe for demokratiets og frihedsrettighedernes idealer. Hver dag. Uden kompromis. For man kan ikke gå på kompromis med Danmark. De synger patetisk “giv mig Danmark tilbage” –  det er en løgn. For de har aldrig forstået hvad Danmark var. Og er.

255 kommentarer RSS

  1. Af Martin E. Haastrup

    -

    Kære Søren Pind

    Tillad mig at begynde, hvor du selv slutter: Du skoser dine politiske/ideologiske modstandere for
    sloganet ‘Giv os Danmark tilbage’ – har du allerede glemt, at det var dit eget parti, Venstres vitale støtteparti, DF, som selv opfandt og lancerede det slogan i sommer??!

    Og ellers må jeg blot supplere hvad flere allerede har sagt, at alle dine temmelig krasse og underlødige beskyldninger mod dine politiske/ideologiske modstandere, jo med eftertryk beviser, at du selv gør dig til den største nedbryder af den samme ytringsfrihed og demokrati som du selv så højt besynger.

    Som én påpeger, er demokrati og ytringsfrihed jo netop karakteriseret ved, at man tåler og ikke mindst lytter til og tager sine politiske modstanderes kritik og protester til efterretning, fremfor at søge at gøre dem oven een kam til f.eks. ‘autonome’ kriminelle og det som er værre endnu i din optik.

    Jeg blive desværre nødt til at sige, at det meste af det du fremstiller i dit lederindlæg foroven, minder mig mere om alt du og dine egne står for og nu har udøvet længe nok med et ganske spinkelt flertals berettigelse – Altså, at når man peger een finger mod andre, er der jo altid, som bekendt, tre som peger mod een selv. At istedet for at debattere på saglig samvittighedsfuld retskaffen vis, sviner du dine modstandere til. Istedet for at debattere sagligt på indhold debatterer du enerådigt og ensidigt generaliserende.

    At du ligefrem bilder dig ind, at du kan vinde over en kritiker ved at gøre ham/hende dum, ved at påvise en eller anden tilfældig stave-fejl/slåfejl, beviser jo, at du ikke har noget bedre at komme med, noget sagligt seriøst. Det synes jeg du burde holde dig for god til at synke så lavt i en offentlig politisk debat. Hvor er din medmenneskelige debatteringsmæssige anstændighed henne dér kære Søren Pind? Skulle jeg så også begynde at kommentere med at du må have pudset dine briller i leverpostejsmad??! Og mene i overensstemmelse med sandhed, at det skulle være en del af en seriøs og saglig samvittighedsfuld imødekommende nuanceret politisk debatstil??!

    Skræmmende at læse dit indlæg. Men det er måske hvad du ønsker at opnå? At true og kue dine modstandere til tavshed. I så fald, hvordan hænger det så sammen med din egen forståelse for, hvad der er demokrati og hvad der ikke er det og ditto m.h.t. ytringsfrihed?

    Det minder mig om DF’s propaganda: Enhver kritik af f.eks. asylpolitikken opfattes og lægges ud som en trussel og gøres i eet væk behændigt til f.eks. en eller anden skjult slet fortale for et hemmeligt ønske om muslimsk masseindvandring, en viljes-støtte af antidemokratiske fanatikeres udbredelse af Islam i DK – Du sætter tingene på spidsen og pisker en rigtig usund og demokratinedbrydende ytringsfrihedskrænkende stemning op, som ikke gør dig bedre end de religiøse fanatikere du selv påstår du vil redde DK fra at blive ødelagt af. Du vil ikke lytte til dine modstandere, de skal bare ned med nakken, kriminaliseres om muligt. Der beviser du jo blot, at du, ligesom dem, heller ikke selv har forstået hvad demokrati og ytringsfrihed betyder omsat til daglig politisk praksis og medvirker blot til at protesterne vokser sig endnu stærkere. Det må de jo. Når magten skejer ud og bliver demokratinedbrydende menneskefjendsk, så fremkalder den jo af sig selv behovet for mere og mere aktiv civil ulydighed. Hvis magten ikke skejede ud og gjorde sig til menneskefjendsk demokratinedbryder, ville behovet i befolkningen, på tværs af alle aldre, politisk ståsted, køn o.s.v. jo pr. definition ikke være eller opstå overhovedet.

    Overdrivelse fremmer som bekendt forståelse, fra nogens side, nogen gange – men spørgsmålet jeg vil stille dig her, er om den form for overdrivelse du præsenterer i dit lederindlæg, det være sig på overfladen og i ordlyden isoleret set nok så korrekt stavet og grammatisk syntaktisk formuleret, virkelig også indholdsmæssigt fremmer følelsen for hvad ytringsfrihed og demokrati overhovedet er, omsat til daglig anstændig politisk medmenneskelig saglig seriøs samvittighedsfuld praksis?

    Så kære Søren Pind, du har fuldstændig ret: ‘De synger patetisk “giv mig Danmark tilbage” – det er en løgn. For de har aldrig forstået hvad Danmark var. Og er.

    Venlig Hilsen

    Martin E. Haastrup

  2. Af michael pedersen

    -

    Flot Søren Pind, du viser den rette vej, sjældent er tingene blevet sagt mere lige ud og uden nuancer, ja faktisk er det vel kun Hitler der tidligere har været så ren i mælet og sprunget det røde gradbøjnings pjat over. Hele landet er s’gu efterhånden så inficeret med røde rotter, taliban mordere og hængerøve, at der hurtigst mulig må tages mere probate midler til rådighed. Fængsel og bøder onde lyne mig ikke nok. De møgsvin der ødelægger vores dejlige land, de skulle fanden brodere mig smides ned i et stort hul de selv har gravet. Også napalm, MASSER AF NAPALM, skal der smides ned over dem, vi gider s’gu ikke spilde en kugle på dem. Lad os så blot optage deres smertekrig når de brænder op. Optagelserne kan vi så kræve skal være obligtorisk lyttestof i musiktimerne i landets kommuneskoler, så skal de sg’u nok lære, at holde sig fra deres forpulede civilulydighedsaktioner og lignende. Det er jo udansk og nærmest landsforræderisk. Det er at sammenstille med 5.kollone virksomhed. Personligt vil jeg gerne være en af dem som tvinger dem til at grave hullet. Er de så også ulydige i den sammenhæng, så skal jeg nok være mand for, at knalde dem en med kniplen, så blodet springer dem ud af hovedet. JEg er med Søren Pind, jeg er din mand.

  3. Af Jesper Lund

    -

    Søren Pind: alle de ting du ikke kan lide, koger du ned til små, grimme ting, som du så siger er ét og det samme. Og fryder dig i din sarkastiske bedreviden overfor den modpol, du har skabt i din egen forestilling.
    Det er lige som den yngste og mest forvirrede autonome, der søger et entydigt fjendebillede, der kan forklare alverdens onder.
    Men når du hævder, at du er ”danskheden”, og de andre ikke er – så bliver det en tand mere uhyggeligt …

  4. Af Ole Sandberg

    -

    Ja, liberalist har du da i hvert fald aldrig været, Søren.

    Totalitær national-konservativ, måske. Men på ingen måde hverken liberal eller liberalist. Der er ikke et eneste gran af de oprindelige liberalisters tanker og principper i dine skriverier.

  5. Af Livet, friheden og… » Blogarkiv » Historien om historien - blogs.berlingske.dk

    -

    […] Danmark er ikke til salg […]

Kommentarer er lukket.