Venstres kulturkamp

Af Søren Pind 109

I lyset af den seneste tids bemærkelsesværdige tomhed er det vist på sin plads at skrive et par ord om den nok så omtalte kulturkamp. Og om Venstre.

En række kommentatorer og politikere – ingen nævnt, ingen glemt – har anført, at der i kulturkampen er stor forskel på den tidligere statsminister og den nuværende. Og at den nuværende er usynlig i denne debat. Og dertil, altså, at Venstre har svigtet.

Må jeg stilfærdigt sige: Jeg er helt på det rene med, at indvandringsspørgsmålet er væsentligt. Jeg forstår også godt de stærke følelser det vækker. Men – Danmark og kulturkampen er andet og mere end det. Og vi skal altså passe på, at ikke mørkemænd og folk uden håb i sjælen får lov til at skabe en selvopfyldende profeti på dette område.

Danmark er alt for vigtigt til på forhånd at give op, og aldrig anvise løsninger, men altid anvise problemer.

Sagen er også den, at kulturkampen ikke måles på sit mål, men ved hvordan man – vi – gebærder os på vejen til målet; et stærkt og frit Danmark med en stærk og fri befolkning.

Det afgørende spørgsmål er: Kan man sikre dette ved at gribe til principper undervejs, der intet har med dette livssyn og dette endemål at gøre? Lad os tage et konkret eksempel, fra den udenrigspolitiske verden: Hvad er baggrunden for, at Guantanamo er sådan en betændt sag? Det er det, fordi det bryder med hele grundlaget for vores moralske ret til at føre frihedens fakkel i front. En helt konkret front. En krigsfront.

Vi kan ikke med den ene hånd prædike demokrati og frihedsrettigheder – i Afghanistan, i Irak, i Danmark – mens den anden hånd i ly af mørket begår gerninger der ikke tåler dagens lys. Som dem i Guantanamo gjorde. Ja – naturligvis udgør Guantanamo kun en brøkdel af den samlede indsats for frihed og demokrati. Men fængslet fylder, og fylder godt for de kræfter, der opponerer mod menneskets selvindlysende ret til respekt for liv, frihed og ejendom. De kan med rette spørge os, hvor det lige var, den vestlige verden gjorde af sine principper, da tingene blev svære.

Det samme gælder herhjemme. Vi skal bekæmpe fanatisme, formørkelse og forræderi med alle de kræfter, demokratiet og frihedens arsenal indeholder. Men ikke mindst forskellen i de to sider – for der er to sider, to sider på linje med de der engang var under den kolde krig – må kunne ses i de respektive arsenalers indhold.

På vores side må man se frisind og folkestyre – når vi på deres ser undertrykkelse og tyranni.

På vores side frihed til forskellighed – på deres side ensretning.

På vores side respekt for retsstaten – på deres side den stærkes, diktatorens, den religiøse fanatikers arbitrære ret til at herske over hver en sjæl.

Vi kan aldrig vinde hjerterne ved at bruge de samme midler som disse diktaturer og kulturer. Vi må holde os på fast grund, når vi forsvarer os selv og friheden – hvad enten det er herhjemme. Eller i udlandet. Deri består så Venstres kulturkamp.

I en tid, hvor flere og flere får svært ved at se lyset, fordi man opfatter fremtiden som mørk og truende, er det afgørende vigtigt, at i hvert fald et dansk parti fastholder, at vi skal gå hele vejen for at sikre Danmarks fortsatte frihed og eksistens. Men at denne vej skal følges så ingen er i tvivl om, at vi også selv lever op til den kultur og de værdier, vi er børn af.

Der går en skarp skillelinje i det danske Folketing i denne sag. Fra det radikale venstre til enhedslisten er der en afvisning af, at Danmark tilhører danskerne. Spørger man politikerne herfra i dølgsmål siger denne konstatering dem intet – endda vil nogle af dem prøve at ligne det med vulgariteten om Danmark for danskerne. De pågældende forstår ikke alvoren af at have fået betroet magten over et land, hvis fortsatte eksistens hænger sammen med dets befolkning, og dennes befolknings sammenhæng med sin oprindelige kultur.  Tag sagen om Brorsons-kirken, hvor det må stå enhver klart, at havde Helle Thorning Schmidt været statsminister; ja så havde de pågældende, og mange med dem, i strid med lov og ret i dette land fået lov til at bosætte sig permanent i Danmark.

Men der går også en anden streg. En anden skillelinje. Den går blandt de af os, der bekender sig til det borgerligt-liberale verdensbillede. Men hvor kampens midler skaber diskussion. Der er de, der med den ene hånd mener, de er fundamentalistiske forkæmpere for ytringsfriheden – men så snart der fremkommer holdninger, der er i strid med deres egne, gælder det ikke. Man kan blot tænke på enkelte fremtrædende borgerlige politikeres reaktion på
Uffe Ellemann-Jensens tilgang – som jeg er uenig i – til Muhamed-krisen. Det var bemærkelsesværdigt, at i den selv samme debat kunne disse menneske stå og fastholde en påstand om ubegrænset ytringsfrihed, men samtidig, med en omskrivning af det berømmelige citat der fældede Aukens statsmandsdrømme, så skulle ham Ellemann “lukke kjæften”…

Det samme gør sig gældende i denne rædselsfulde sag om religiøs påklædning. Der er de, der gør sig til fuldtonede forsvarere af frihedsrettigheder, f.eks. religionsfrihed og ytringsfrihed. Og dog, når mennesker så udfolder en religiøs påklædning de ikke bryder sig om, vil man forbyde den. Sagen taler for sig selv – men er blot endnu et eksempel på, at kulturkampen hvis vi ikke strenger os an løber af sporet. For hvordan overbevise andre – ja endda os selv – om det helt afgørende i retsstat, frihedsrettigheder og demokrati, hvis det blot er sådan, at hver gang nogen træffer et valg, der ikke skader os men som vi ikke kan lide, ja så ændrer vi blot i disse grundforudsætninger? Det vil være en umulighed.

Friheden vil altid vinde til sidst. Det vil friheden, fordi iboende i hvert enkelt menneske er frihedens budskab så stærkt, at det ikke kan dø. Som Dostojevskij sagde om kunsten, så er kunst hvad der er indlysende rigtigt. Sådan er det i endnu højere grad med friheden. Friheden kan kun tabe, hvis frihedens forsvarere bliver ufrihedens advokater. Det gælder i Afghanistan. Det gælder på Vesterbro. Og det gælder på Christiansborg.

Venstres kulturkamp er derfor ikke på nogen måde uklar. Venstres kamp tager udgangspunkt i danskernes naturlige ejendomsret til Danmark. Venstre vil sikre, at denne ejendomsret respekteres. Og vil strække sig så langt det skal være, for at det Danmark der overdrages til den næste generation, fortsat vil være en stærk og selvstændig nation, der atter kan gå i arv, baseret på den kultur der er vores. Men Venstre vil ikke krænke selve det fundament, Danmark er skabt på. Det fundament er frihed, frisind og folkestyre.

I Danmark er vi gladest ved det milde – skønt vi også kan tale bjarkemål. Der finder man Venstre – og Venstres formand, statsministeren –  i kulturkampen.  

109 kommentarer RSS

  1. Af T. Petersen

    -

    @Søren Pind

    Du har vist ikke helt forstået pointen. Grundloven er illegitim. Den magt Kongen overdrager til (deler med) Folketinget har Kongen ingen legal adkomst til, og Folketinget svæver derfor et sted mellem brugstyveri og hæleri, når det udøver magten i henhold til Grundloven.

    Som borger (eller rettere menneske) er du ikke bundet af en sådan gang vanhjemmel – end ikke en slave havde været bundet af en sådan overdragelse – som f. eks. en mands, der ikke ejede hams salg til en anden.

    Problemet er (som tidligere nævnt), at du hverken fra Gud eller Naturen kan udlede en ret for et menneske til at bestemme over et andet. Sker det er det illegitimt (dvs. at det ikke kan afledes fra noget højere).

    Følgelig eksisterer der heller ingen ret for en Konge til at bestemme over nogen eller et flertal til at bestemme over et mindretal, og sagt på en anden måde, så er den eneste måde hvor du legitimt kan bestemme over andre end dig selv, hvis du har den du bestemmer overs tilladelse til det.

    Et flertallet skal hermed have sin tilladelse til at bestemme over mindretallet fra mindretallet, og det vil sige fra os alle sammen, da vi jo alle kan komme i mindretal.

    Intet mindretal (dvs. ingen af os) vil nogensinde tilslutte os, at flertallet kan bestemme, hvis det f. eks. efter for godtbefindende kan fratage os enhver rettighed. Vi vil derfor kræve, at flertallet ikke kan bestemme, at vi f. eks. kan smides i fængsel uden dom, eller ikke har krav på en fair rettergang, ikke må udøve vores religion, ytre os osv. osv.

    Sagt på en anden måde, så er det først, når en stat overholder EMRK (de rettigheder som ethvert mindretal vil kræve respekteret for at give flertallet tilladelse til at bestemme), at man kan tale om, at statens styre er legitimt – at man med en vis rimelighed kan forestille sig det hviler på en kontrakt som alle har haft rationelle grunde til at indgå, og ingen har rationelle grunde til at være imod.

    Den er sådan set hele grundlaget for den borgerlige statsretslige kontraksteori og den bagvedliggende politiske filosofi i følge hvilken mennesket har umistelige rettigheder forud for statens dannelse.

    Desværre oplever jeg tit jurister være ganske ukritiske overfor hvor statens magt stammer fra. De antager så at sige, at den er faldet ud af himlen eller givet af naturen (eller tror den kan gives ved andre staters anerkendelse), ligesom man ofte også mener at flertallets ret til at bestemme over mindretallet har lige så obskur radix.

    Sagt på en anden måde, så kan juristen typisk ikke stille spørgsmål til forfatningens egen legitimitet, men blot til hvad, der legitimt følger af forfatningen.

    Hvad jeg sigter til er selv grundlaget for den borgerlige opfattelse af, hvad der kræves af en forfatning for den kan være legitim.

    Det handler ikke om, at Grundloven er derfra hvor al dansk myndighed udgår (det er noget vrøvl, for i den fysiske verden kommer selv lommeuld af et eller andet – og intet kan begynde som en tom kategori og så pludseligt blive til noget uden nogen fylder noget i ).

    Det handler mao. om hvor den magt som flyder gennem grundloven Grundloven kommer fra, og som dermed forsyner grundloven med legitimitet (hvis den stammer fra dem, der med grundloven bestemmes over).

    Det er så her det kommer ind, at Grundloven må være i overensstemmelse med de umistelige rettigheder (dvs. EMRK), for at kunne være legitim, altså kunne siges at aflede sin magtudøvelse fra dem, der bestemmes over, og det kan den hvis mindretalsbeskyttelsen er så god, at alle har interesse i at flertallet bestemmer, fordi ingen har rationelle grunde til at frygte at komme i mindretal.

    Set i dette perspektiv er der tale om, når nogen påberåber sig en forfatning der er i modstrid med f. eks. EMRK, at de forsøger at gennemtvinge en ugyldig kontrakt – en kontrakt som ikke kan være tiltrådt af alle, da ethvert mindretal vil have rationelle grunde til at være imod, når mindretalsbeskyttelsen ikke er i orden.

    Og det er overfor den forfatning, der ikke opfylder EMRK, jeg siger at du kan være ligeglad, for det man forsøger at påtvinge dig er en ugyldig aftale.

    Sagt helt kort – uden gyldig aftale. Intet at rette sig efter. At kræve at nogen efterlever en aftale kræver netop man kan dokumentere at den er gyldig (herunder f. eks. heller ikke opsagt pga. misligholdelse osv.) At vise at en forfatning er gyldig vil i et legitimeringsperspektiv sig, at den har så gode mindretalsbeskyttelser, at selv det mest bekymrede mindretal ingen bekymring har ved at lade flertallet bestemme. Dvs. at forfatningen må overholde EMRK, og kontrollen hermed er udenfor statens mulighed for påvirkning.

    Såfremt en dansk domstol skulle tilsidesætte EMRK er det blot at hive Kongeriget Danmark til Strassburg og få dem dømt der. De vil her blive dømt til at udrede erstatning, og afbryde krænkelserne – herunder ændre den nationale lovgivning (eller fortolkningen af den), der har afstedkommet krænkelsen så den ikke gentager sig, og hermed kan du ikke sige at grundloven står over EMRK. bestemmelser i Grundloven, der i strider imod EMRK vil aldrig blive brugt sådan, så længe en regering ønsker et legitimt styre.

  2. Af C. Toffini.

    -

    TIL: T. Petersen.

    I mit forrige indlæg, skrev jeg cirkulær, i
    stedet for sekulær Fransk stat. Hvor flovt.

    VIDERE >> Truede med at ville forklare hvorfor
    jeg mente ej heller grundloven kunne tages i
    anvendelse mht. at hindre et burkaforbud..

    En sådan diskussion er dog ren tidsspilde, da
    jeg blot behøver gentage hvordan man blot skal
    fjerne samtlige off. subsidier fra disse burka
    -klædte pers., og der går lige lukt 24 timer,
    og de er som sunket i jorden.. Burkaerne altså.

    Vi ved arb.giverne ikke vil have dem inden for
    dørne, og derved er EGET VALGET “burkaen”, at
    sidestille med job-nægtelse.

    Hverken grundloven el. nogen int. signeret lov,
    kan blande sig heri, da den burka-klædte, SELV
    vælger dette, og hvis ikke, jamen så tager de
    selv samme menneskerettigheder sjovt nok over.

    Og så lige til din lange belæring over for Pind.

    Om menneskerettighederne så ku´ gøres gældende,
    trods her ingen retspraksis er på området, ændre
    det fortsat ikke ved, at DK uden prob. ku agere
    som man ville, netop fordi de int. aftaleparter
    er af juridisk sekundær betydning.

    Må man forslå at du tager en snak med direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen, fra inst. for
    menneskerettigheder.. men igen, er irrelevant.

  3. Af Kåre Hvid Lind

    -

    Hej igen Søren,

    Hvad nu hvis burkaen er kulturelt betingent stykke klæde ?

    Der er jo mange muslimer der godt kan udøve deres religion uden at bruge burka.

  4. Af T. Petersen

    -

    @Toffini

    Subsidier til formål som ikke kan opfyldes, når modtageren af subsitiet bærer burka, kan naturligvis fjernes.

    Borgernes kontrol med staten er bagudrettet. Dvs. at finder nogen at et eventuelt burkaforbud er udtryk for statens overtrædelse af EMRK, så må de slæbe staten til Strasbourg. Dømmes staten for overtrædelse vil den naturligvis rette ind, hvis den ønsker dens magtudøvelse skal være legitim.

  5. Af kim jørgensen

    -

    Kære Jens Hansen, du må komme med et argument der er hentet fra den virkelige verden , har S SF været imod at de Irakiske flygtninge ikke kunne få asyl? du må gerne henvise til et sted det står på skrift!

  6. Af C. Toffini.

    -

    TIL: T. Petersen.

    DU SIGER:
    Subsidier til formål som ikke kan opfyldes,
    når modtageren af subsitiet bærer burka,
    kan naturligvis fjernes.

    SVAR:
    Er helt tydeligt at du fortsat, fejlagtigt,
    tolker prob. op imod menneskerettighederne

    Statens sociallovgivninger, rager ingen lunde de
    int. org., da her er tale om et eget valg af en
    skik, og hvis skik i praktisk omsat virkelighed,
    får den betydning, at man via EGET VALGET,
    nægter at supporte egen eksistens, for derimod
    at TVINGE dele af andres arbejdskraft hertil.

    Dvs. for at holde bare teoretisk liv i de int.
    regelsæt, skal man først have tolket de Danske
    arbejdsmarkedsregler om, da arbejdsgivere i dag,
    selv bestemmer om man vil ansætte burka, og el.
    tørklæde-bærere. FAKTUM.

    Og igen.. Ud over et burkaforbud maksimalt kan
    udløse en lunken kritik i menneskerettigheds
    regi´, (de er jo selv i tvivl pt.), så er og
    forbliver spørgsmålet et internt anlæggende.

  7. Af T. Petersen

    -

    @Toffini

    Det har intet med menneskerettighederne at gøre. Det er en forvaltningsretslig grundsætning, at tilladelser, tilskud, subsidier osv. bortfalder, når forudsætningerne for dem ikke længere er til stede.

  8. Af C. Toffini.

    -

    TIL: T. Petersen.

    Vender lige tilbage, da jeg kom til at tænke på,
    at såfremt S, SF, & B´s forslag mht. egenskabte
    dårlige liv, skal koste ekstra – fx. rygere mv.,
    så skal alle former for overdreven beklædnings
    -afdækninger så absolut også indlemmes heri.

    Dette da det er en velkendt sag, at disse pers.,
    ofte lider af skørbug, dårlige knæ, ryg, hofter
    mv., da man i kun ringe grad optager vitamin-D.

    OG DET KOSTER SAMFUNDSKASSEN.. Tjek det op tak.

    Dvs. Man kan ikke “bare” punke på rygerene og
    alle andre, under parolen: dit eget valg, for
    at lade burkaen, niqab, og tørklæderne gå fri.

    Blir derfor spændende at se hvodan nazar khader,
    og hans tørklæde-bærende mor stiller sig til
    den sag, for ikke at glemme SF og de Radikale.

    Indtil videre går de konservatives modkandidat
    til Lene E, P. Norsk, ind herfor, trods denne
    finder et burkaforbud for dirkete afskygelig.

    P. Norsk, vil dermed gå VIDERE end det forbud
    han bekæmper.. Hvad mon khader´s mor, SF & de
    radikale syntes om deres eget forslag.. hmm.

  9. Af C. Toffini.

    -

    T. Petersen.

    Er også hvad eg siger.. Men du er alt for
    gennemsigtig, når du siger: At tilskuddet
    for off. subsider ikke længere er til stede.

    Dermed holder du fortsat liv (åbning) for senere
    at kunne henvise til menneskerettighedderne mht.
    hvordan man ikke “bare” kan lukke af for de off.
    subsidier til burka-bærene, såfremt disse i sig
    selv, sagtens kan varetage X arbejde.. SI.

    Du forholder dig derfor ikke til sagens relle
    kerne.. En kerne som intet har med menneske.R
    at gøre, men er et internt anlæggende.

    Er forklaret hvorfor, samt hvis ikke, så kan
    her maksimalt blive tale om en lunken udtalelse
    fra de int. organisationer, da men pt. tvivler.

Kommentarer er lukket.