I virkeligheden kan synspunktet udledes til alle. Jeg stoler ikke på – sæt selv ind – fordi de er mennesker. Sådanne synspunkter har været hørt ofte nok på den yderste venstrefløj. Tænk blot på Lenin, der hævdede, at tillid da kunne være udmærket, men at kontrol var langt bedre.

I Danmark har vi haft en tillidskultur længe. Så længe, at forskeren Christian Bjørnskov mener, den kan dateres så langt tilbage som til vikingetiden. Han gør gældende, at vi er verdens lykkeligste land netop i kraft af dette, på trods af verdens højeste skattetryk og største offentlige sektor.

Når man derfor skriver, at man ikke kan stole på nogen, fordi de er mennesker, er det et opgør med kulturen. Og paradoksalt nok en undskyldning, der tjener til at forsvare Helle Thornings ageren. Man kan jo ikke gøre sig nogen illusioner, ikke sandt? Thorning gør jo bare, som alle andre ville have gjort, ikke sandt? Så hvad er der egentlig al den ståhej omkring?`

For de af os, der sætter den danske tillidskultur højt, og sådan set mener, det er den, der skal bringe os videre i det 21 århundrede, er der derimod tale om en veritabel katastrofe. Det betyder, at politikerleden, i en tid, hvor den politiske udvælgelsesmekanisme svækkes og hvor etablerede strukturer bryder sammen – se indtil videre Socialdemokraterne, SF og de konservative – får sit. Det betyder, at kynismen vinder frem. Det betyder, at kravet om kontrol og atter kontrol vil eksplodere. For til sidst at føre til en ændring af den måde at leve og omgås med hinanden på, som vi kender som vores, og som er en integreret del af vores kultur.

Nej. Thornings måde at agere på er ikke normen. Tværtimod. Og derfor også vreden. Man forventer, naturligt, at vore politikere ikke løber med løgn. Og vi straffer dem, hvis de gør det.

Det er synd, hvis man også på den danske borgerligt-liberale fløj begynder at blive præget af det maniske forfølgelsesvanvid, man ser i dele af de amerikanske undergrundsmiljøer og i visse dele af det politiske spektrum. For nyligt besøgte jeg American Gunowners Association, der gav udtryk for sådanne synspunkter, og sågar agtede at gribe til våben mod den amerikanske højesteret, på grund af manglende tillid, hvis og hvis og hvis…

Et liberalt fællesskab må nødvendigvis basere sig på tillid. I sagens natur skal man ikke være blåøjet. Nogle ser det ud fra et religiøst synspunkt, nemlig dette at mennesket er født med arvesynden i bagagen, og derfor ikke gør, hvad det gerne vil gøre. Andre sådan, at man principielt, som ovenstående, ikke kan have tillid til mennesket.

Jeg forstår noget af det. Der skal være få, men centrale kontrolmekanismer – f.eks. en tredeling af magten. F.eks. frihedsrettigheder med domstolene som garanter.

Men resten er jo netop baseret på tillid. Tillid til, at givet fri kan det enkelte menneske langt mere end hvis det er bundet ind i kontrol og mistillid.

Inden for den tillidsramme findes mange mennesker, også politikere, man kan vise tillid. Reagan var et eksempel. Det samme Thatcher. Eller Churchill. Betyder det, at disse mennesker var syndfri, fejlfri, guder eller aldrig gjorde forkerte ting? Selvfølgeligt ikke. Hvem siger det? Men det betød, at mennesker kunne nære tillid til, hvad de ville foretage sig politisk. Derfor nåede de også de resultater, de nåede.

Eller tag håndværkeren i Danmark. Hvor mange har ikke prøvet at give ham nøglen til hjemmet – og dermed magten over det – uden så meget som at blinke, for at finde nøglen i postkassen igen, når man kom hjem, og arbejdet lavet?

Tillid er en central del af et fælleskab. Vi bør gøre alt, hvad vi kan for at fremme den og beskytte den. Herunder reagere benhårdt på dem, der bryder den. Og ikke undergrave den ved at hylde et kynisk syn der prædestinerer en bestemt holdning til folk og fæ, politikere og andet godtfolk.

Slaget ved Marathon indvarslede demokratiets tidsalder. Det første anstrøg af moderne civilisation. Her stod kampen mellem det tyranniske Persien og det frie Grækenland. Den græske sejr varslede den græske storhedstid, hvor filosofi, demokrati og arkitektur grundlagde den vestlige civilisations byggesten. Her udbrød løberen – i følge myten – “Glæd jer! Vi har sejret”. Nike!

I går, i Boston, faldt ondskabens skygge over den moderne erindring af slaget mellem ondt og godt, mørke og oplysning, frihed og tyranni.

Boston. Denne særlige by i amerikansk historie. Byen, der antændte oprøret mod det britiske tyranni, og varslede en republik for, af og med folket. Boston, der forbandt den gamle verden med den nye. Boston, hvis dannede og kultiverede midte samtidig, i en mere rå tid, skabte eller formede skæbner i Amerika som f.eks. Kennedy-slægten.

Valget af sted for nogen, der ville antaste friheden og demokratiet, blev atter symbolsk. Som de to tårne. Som Utøya. Det var igen et sted, hvor mennesker var samlet i en form, der understregede friheden og glæden ved samvær og udfoldelse. Og det er, hvad mørket altid har tilfælles.

Det er selve denne essens, mørkemændene vil ramme. Det er selve påstanden om menneskelivets ukrænkelighed, den enkeltes frie valg til at leve sit liv som det menneske finder bedst, når blot det menneske respekterer sit medmenneskes ret til det samme.

Når man ved det, ved man også, at terroristen aldrig kan vinde.

I disse tider spørger vi altid: Hvem var han? Tanken om hun, omkranset af et bælte fyldt med sprængstoffer, er ubærlig i randen af vores sind. Men realiteten er, at de senere år har vist os, at de alle er ens.

De hævder retten til at sætte sig ud over menneskets ukrænkelighed. De ved – VED – enten udledt af en påstand om Gud eller af noget, de hævder, udgør en filosofi – at de har ret. At alle andre har uret. Og at de derfor har ret til – som oprørerne i kampen mod det britiske tyranni eller som frihedskæmperne under den anden verdenskrig herhjemme – med alle til rådighed stående midler at føre en kamp mod denne utålelige tanke, at folk har lov til at fravælge mørket, underkuelsen og ufriheden. Derfor har de ret til at styrte tårne med mennesker af alle folkeslag i grus, derfor har de ret til at dræbe uskyldige børn og unge i fredsommelige færden samlet på en ø, derfor har de ret til at skyde børn samlet på en skole, et lærested i drømmes virkeliggørelse og håb.

Derfor må de sætte en bombe i en by, der personificerer den vestlige civilisations kamp for frihedsrettigheder og demokrati, og i et løb, der personificerer sejren i kampen mellem mørket og lyset og det gryende demokrati.

Vi kan svare, at de kan løbe, men de kan ikke gemme sig. Vi kan sværge, at vi vil jage dem og finde dem. Vi kan slå ihjel, dræbe, rase, hærge og myrde.

Men sejren vindes ved smilet. Sejren vindes ved at udbryde Glæd jer! Vi har sejret! Sejren vindes ved, gennem tårerne, at se, at deres angst og ondskab intet kan stille op mod vores leveform, hvis vi insisterer på den utrolige påstand, at mennesket er født frit og ukrænkeligt. Den tanke vil, når der insisteres på den, trænge igennem fangecellens mørke og torturkammerets hede. Den vil sætte sig, nagende, hos bødlen, hos hans børn, i hans familie. Som en summen, en underliggende og uslippelig fordring – en aldrig forsvindende anfægtelse i det menneske, der begår så grusomme handlinger, at de taler for sig selv. At de i sig selv ikke kan benægtes. At de, for at kunne tåles, bl.a. i stedet må medføre mytedannelse om andre bagmænd, andre bødler, andre mennesker.

Det frygtelige mørke vinder kun, når angsten vinder frem. I den tid – hvor tankerne samler sig hos de myrdede, sårede og lemlæstede, hvor en samlet civilisation søger at trøste de efterladte og samtidig fortælle dem, at de er os og vi er dem, for deres skæbne er vores, hvis vi glemmer, hvad og hvem vi er, og lader mørket gribe om vore hjerter – må vi ikke glemme, hvor ud af vi springer.

Vi skal ikke være naive. Der er mennesker, lande, ideologier og filosofier, der vil os og de vestlige kulturer det ondt. Også i vesten selv. Der er en krig, som der reelt altid har været. I Boston stod endnu et slag.

Vi skal føre den krig uforfærdet. Men vi må i den krig, hvor vi alt for ofte erindres om smerten og mørket og tabet, aldrig glemme, at hos os er smilet, uforfærdetheden, nysgerrigheden, stræben det afgørende for vores livssyn. Vi skal føre krig mod ondskaben. Om nødvendigt med ondskabens våben. Men vi skal føre den med den konstante samvittighed i baghovedet. For derved adskiller vi os fra det dæmoniske regime, de vil have, vi skal træde ind i.

Den største sejr, de dæmoniske kræfter, der vil menneskets frihed til livs, kan få, er, at vi bliver ligesom dem. At vi glemmer alt det, vi egentlig hævder. At vi i vores kamp glemmer respekten for det uskyldige menneske. At også vi gemmer os bag kvinder og børn. At også vi lemlæster og dræber de mange, kvinder, børn, gamle, for at ramme de få. At også vi glemmer, hvem og hvad vi egentlig er, for til sidst at stå tilbage med ingenting.

Glæd jer. Vi har sejret. Og de hader os, fordi vi har sejret. I dag lider vi med de mennesker, der sidder med svære tab. Vi græder med dem. Og vi ved, at der ingen lindring er. Men i morgen tager John Doe metroen i Boston på arbejde. I morgen taler vi om kampen for menneskets frie fremtid og udforskningen af fjerne horisonter og universer. I morgen ser vi atter børnene, der stræber højere, længere og mere, mens de ler over livets mirakel.

Derfor kan de ikke vinde, med mindre vi lader dem vinde. Der er et vi. Og det vi er stærkt. Boston står. De to tårne har atter rejst sig. Utøya vil igen genlyde af glad latter og sang. Deri består sejren. Fred være med dem, der faldt for, at vi andre måtte leve. Vi overgiver os aldrig.

Opriningen fra producenten var forstående – men om jeg ikke nok ville prøve alligevel? Efter en længere samtale først med ham, siden med Ellesøe, endte jeg alligevel med at sige ja. Der var flere grunde. Først fordi, jeg blev forsikret om, at dette program vitterligt handlede om det indholdsmæssige – samtalen. Dernæst, at det ikke ville blive et skumplet presset fra hånden til munden projekt. Og sidst – fordi jeg trængte til at prøve noget af. At møde et menneske, jeg i udgangspunktet var fundamentalt uenig med, efter i flere år at have skærmet mig mod en sådan foreteelse.

Hvad har forbløffet mig efterfølgende har ikke kun været de mange reaktioner fra såkaldt helt almindelige mennesker. Men først og fremmest karakteren af dem. Alle som en beskriver forbløffelsen overfor den fordomsfrie samtale. Om svære emner.  Samtaler, hvor resultaterne ikke var givet på forhånd, mens sympatierne var det – men alligevel i dette og hint skiftede karakter.

Flere gange har jeg tænkt: Jamen hvordan tror de egentlig vi taler med hinanden inde på Christiansborg, når døren er lukket? Som oftest taler vi fordomsfrit, ærligt og ligeud. Det er noget andet, når kameraet er på. Der skifter mange ham. Men i de egentlige samtaler er der en åndsfrihed, jeg kunne unde mange at se.

Det virker, som om der i disse år går en hunger efter samtale, “vi” og “os” igennem vores offentlige og private liv. En samtale, hvor man sætter sig selv ind, hvor man både giver og tager, lytter, læser, prøver at forstå.

Den parodiske forestilling, medierne leverer om den nye offentlighedslov, tjener til eksempel. Man hyler og skriger, kalder selv de mest perifere politiske figurer, der understøtter budskabet, ind (se Deadline i går med et eller andet medlem af det radikale venstre, der havde udtrykt kritik af regeringen, uha!). Men sagen er jo den enkle, at medierne igennem de sidste 10-15 år har skamreddet det politiske system, politikerne og demokratiet, ved, i stedet for at insistere på netop samtalen og indholdet, at fokusere på at fremme skændsmål og form. I dette spil gjorde medierne sig til selvstændige aktører, der i højere og højere grad naragtiggjorde det demokratiske system, mediernes primære funktion er at (af)dække. Selvfølgelig kommer der en reaktion, der skal tjene til at genetablere samtalen om det væsentlige – nemlig hvad skal der ske med dette land, og hvem mener hvad politisk om det.

I den ovenfor skitserede medietrædemølle kan politikere ikke smide paraderne og diskutere så frit, som jeg f.eks. kunne med Holdt for åbent kamera i Amerika. I programmet kom tvivlen os til gode, og selv meget besværlige moralske dilemmaer kunne vendes, fordi der ikke var fokus på form, men indhold. Fordi tilstræbelsen af skildringen var indhold, ikke de fejl, der uværgeligt opstår, hvor man lige kunne…

Men skal Danmark igennem de næste 20-30 år i en skikkelse så vi kan genkende det, har vi mere end nogensinde brug for samtalen. Den fordomsfri samtale, hvor man prøver ting af på hinanden, uagtet politiske skillelinjer. Hvor offentligheden inddrages. Hvor alle kommer med.

En fremtrædende socialdemokrat sagde til mig forleden: “Tænk, hvis Helle bare havde sagt, hvad der skulle ske efter valget. Tænk, hvis vi havde ageret som reformpartiet for Danmark. Folk havde stemt på os alligevel – det var vores tur til at vinde. I stedet skete det, at vi kom unødigt under pres under valgkampen for at levere en utroværdig politik, og efter valget nu står komplet klædt af som løgnere, der kun vil magten for magtens skyld, og vil sige hvad som helst for at vinde den”.

Ja tænk. Tænk om Thorning, i det nye samfund, hvor vi ved hjælp af den nye teknologi som facebook, twitter, blogs etc er mere nært budskabsforbundne end nogensinde før, havde ført en samtale med det folk, hun ønskede at styre. Tænk, hvis hun havde turdet betro dem, hvad hun godt selv vidste, men ikke kunne, ville eller turde sige. Tænk… Men nej. Og reaktionen bliver derefter.

Den århusianske forsker Christian Bjørnskov har i forskellige studier gravet dybere i spørgsmålet om, hvorfor vi er verdens lykkeligste folk. Hans konklusion er, at årsagen findes i det faktum, at vi samtidig også er verdens mest tillidsfulde folk, et faktum han mener at kunne finde kulturelt belæg for helt tilbage i vikingetiden. I et foredrag, han holdt på integrationsdøgnet arrangeret af integrationsministeriet for et par år tilbage, anførte han samtidig, at danskerne er utilgivende, når den tillid er bristet. Har man snydt en dansker en gang, gentager det sig ikke.

Det kan være, vi skal genkigge vore kulturelle rødder. En åben samtale, med fri meningsudveksling, har mange fordele. Den er farlig i den forstand, at man blotlægger sig (men er det ikke netop i orden i et samfund med verdens højeste tillidsstruktur?). Den skaffer til gengæld alle en mulighed for at forstå, hvorfor bestemte beslutninger bliver truffet.

Jeg har længe i folkelige foredrag argumenteret for, at vi i Danmark har brug for en ny samtale mellem styre og styrede, mellem folk og folketing. En samtale, der må og skal tage sit udgangspunkt i de egentlige uenigheder. Hvad nu, hvis det vitterlig er sådan, at Socialdemokraterne og Venstre er enige om 70 procent af de politiske beslutninger? Hvorfor så ikke forklare dem, i stedet for at skændes om dem? Hvorfor havde Socialdemokraterne nødigt under valget at give et komplet modsat indtryk af, hvilken politik partiet ville føre? For magtens skyld? Som det efterfølgende forløb viste er det sjældent hverken gavnlig eller morsomt at skulle gøre det modsatte af, hvad man har sagt. Og danskerne? De tilgiver ikke.

Globaliseringen har flyttet mange ting. De åbne grænser gør, at omkostningerne ved den gammeldags socialdemokratiske politik bliver for høj, set fra min stol, ift. at udvikle og fremme velstanden i Danmark. Vi har store goder i form af vores eksportvirksomheder, godt købmandskab, og det bør vi glæde os over. Samtidig bør vi finde ud af, hvilket politiske fællesskab, der kan samles om, at sikre kernen i det danske fællesskab. En stor grad af frihed for kvinder som for børn, en frihed for den dygtige og flittige, der sagtens kan forbedres og et socialt udgangspunkt, hvor også de svageste får chancen for at komme med på vognen. Det bør være realiteten i den danske samtale. Den fordrer en ting: Åbenhed. Mod. Og en samtale.  Også til de svære debatter. Accepten af, at er ens tanker i realiteten nogle andre end det, langt de fleste kan forstå eller acceptere, at man så arbejder med inden for demokratiet og sandhedens ramme. Ikke lyver om det.

Det er, hvad der kan gøre Danmark til en enestående succes i det 21 århundrede. For den form for samtale føres ingen steder i den moderne verden. Men i Grundtvigs fædreland kan det lade sig gøre. Når engang Socialdemokraterne har lært lektien. Når KL og lærerne indser det futile i den form for slåskamp, de nu er i gang med. Når vi – igen – begynder at tale med hinanden. Skønt dybt uenige. Fordi der er noget, der er vigtigere, end lige mig mig mig nu nu nu. Nemlig Danmark. Og morgendagen.

Det sidste afsnit af Pind  & Holdt i USA går over skærmen onsdag kl. 20. Se det. Vi har bl.a. et gigantisk skænderi om den danske udlændingepolitik. And so what. Vi talte om det, hidsigt, og fortsatte bagefter. For sådan gør vi i Danmark i et af de fornemste kulturelle træk vi har: Respekt for hinandens uenighed, og et ønske om at fremme et grundlag for fællesskab. (Nogen spørger mig om det også gælder de radikale? ja ja – jo. De ved selvfølgelig altid på forhånd, hvad der er rigtigt, og det kan altid vanskeliggøre tingene en anelse – særlig det med respekt for andres synspunkter. Men jo. Selv dem.).

“Hej. Jeg er en 12-årig dreng, som længe har undret mig over, at meget belæste og veluddannede folk kan have en religion.
Derfor har jeg et to spørgsmål til dig; hvorfor er du kristen, hvorfor er du overhovedet religiøs? Siden du har været i politik i lang tid, må du næsten have hørt alle gode såvel som dårlige argumenter både for og imod religion. Jeg er selv ateist og kan ingen grund se til at tro på noget, man ikke har bevis for og som oven i købet umiddelbart ikke giver nogen mening. Jeg har stillet mange religiøse i min omgangskreds det samme spørgsmål, men har ikke fået andet end ugyldige og falske syllogismer og også nogle abduktioner som svar. Du, da du er garvet politiker, må kunne komme med et svar, der minder lidt mere om et ordentligt argument.”

Jeg studsede lidt over de fine ord, han brugte. Selv kendte jeg ikke flere af dem. Som en skrev, da jeg lagde det ud på min facebook, så måtte han enten være præstesøn eller … Men uanset, så satte jeg mig ned, og formulerede følgende:

Gud kan ikke bevises. Og kan heller ikke modbevises. Din higen efter et rationelt videnskabeligt argument er derfor meningsløs.  Tro er ikke viden. Men, som Kierkegaard anførte, alt fra den dybeste grad af overbevisning til den yderste grad af (for)tvivl(else). Og er i virkeligheden udtryk for håb. Et håb om, at vi ikke er alene, og at der er en mening med livet større end “så bliver jeg født, så lever jeg, så dør jeg”, hvilket for mig ville repræsentere den yderste grad af tom- og meningsløshed. Hvis du vil forstå min tro, så læs og syng Ingemanns salmer, som feks i østen stiger solen op og lysets engel går med glans.
Mvh – og god påske:-)

Desuagtet efterlod svaret mig rastløs. For der er mere til det end det. Sagen er, at hvis mange mennesker blot accepterede, og stillede sig tilfreds med “så bliver jeg født, så lever jeg, så dør jeg”, så ville mange ulykker været undgået. Men uden Gud i den ligning duer det ikke. For så er meningsløsheden ene herre i huset. Da Jesus med bjergprædiken radikaliserede buddene, og dermed også satte mennesket som menneske og Gud som Gud – da han umuliggjorde menneskets stræben efter den “rette adfærd”, al den stund at f.eks. selv det blot at betragte og i tanken begære sin næstes hustru blev gjort til hor – var det egentlige budskab jo lev dit liv, gør dit bedste, accepter hvad du er. Du er ikke Gud, du er menneske, med alt det, der dermed er givet. Med arvesynden følger, at alt det du vil, det gør du ikke, mens alt det du ikke vil, det gør du. Den største synd er i virkeligheden ikke at slå sig til tåls med det. Man må lære at leve med det. I stedet for den mærkværdige stræben mod at være noget, man ikke er.

Det er som forskellen på Sartre og Kierkegaard. Eksistentialisme uden Gud er en moralløs skruppelløs selvcentreret filosofi. Men træder Gud ind i billedet, er den det stik modsatte. Fordi den sætter mennesket fri. Fri af dårlig samvittighed. Fri af sorg over manglende evner. Fri af trælbundetheden. Fri af påstanden om, at man i sin ageren skal efterleve guddommelige regler og love, for dermed at være mere rigtig end andre, og for dermed at have en mere berettiget forventning – ja krav på adgang – til paradiset. Hvorved mennesket guddommeliggør sig selv. Hvorved Gud ingen mening har. Og hvorved mennesket kan legitimere had, fremmedgørelse, dæmoni, og holocaust – fordi det eller de mennesker på Guds vegne ved, at det eller de har ret.

Menneskelivets frihed består i at acceptere, hvad mennesket er. Og derved sætte sig selv fri. I taknemlighed over, at noget større har sat os der. Som mennesker. Netop derfor kommer kun den, der bærer troen som det lille barn i sig, i himmerig. Om det er af denne verden eller den næste, om der findes et paradis, så handler det alt sammen om at leve sit liv nu. Her. Ikke hisset. Være i det nære. Elske sine børn. Passe sit virke. Acceptere livet som det er.

Det lyder i ordene let. Men er det sværeste at bede mennesket om. “Hvad siger du? Er jeg ikke universets herre? Betvinger jeg ikke naturen? Mine omgivelser? Altet?”. Svaret er nej. Men dag efter dag ser vi alle hinanden i den situation, at vi  ikke vil acceptere det givne. Men trodser det. Til stor ulykke for os selv. Og for vores omgivelser.

Svaret til den 12-årige burde derfor rettelig have lydt “hvis livet blot er at blive født, leve og dø – uden Gud – så er livet tomt og meningsløst. Men sætter Gud mig fri ved at jeg bliver født, lever og dør – og har nok i det, så er jeg sat fri. Fri til at leve det liv, jeg har fået betroet. Og deri består lykken. Og derfor tror jeg. Med troen som et håb, der viser vej i mørket”.

En 12 -årig, der skriver om “ugyldige og falske syllogismer og også nogle abduktioner” må formodes at kunne sætte sig ind i filosofien bag disse ting. Skulle man tro.

Men i øvrigt, så kunne jeg have nøjedes med afslutningen: Syng og læs Ingemanns salmer. Deri er alt sagt. Tag Lysets Engel går med Glans, hvis poesi og skønhed er blandt det bedste, Ingemann formåede:

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje

Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

Ingen tid er vel mere passende at mindes det i end netop nu; God påske.

Billedet skulle have været et for min generation definerende. Maradona, der scorer med hånden, mod England – og bagefter hævder, at hånden var ført af Gud. Guds hånd…

Pointen skulle have været, at en sådan handling fører til mistillid, en antastelse af sejren – en plet. Som aldrig hører op. Og som for altid vil definere Maradona. En af de store. Men aldrig den største. Fordi…

I et folkestyre er det værre. Her er det ikke kun enkelte, der rammes. Men alle. Og institutioner, valgte og vælgere forurenes, rammes, plettes af det fundamentale svigt, fjernelsen af folket fra folkestyret medfører.

Det var tanken. Så kom Marianne Jelveds tale. Talen på CBS, der blev udlagt som støtte til Anders Bondo. Den massive medieomtale efterfølgende. Et centralt indlæg af den begavede journalist, Amalie Kestler, kastede et sympatisk skær over kulturministeren. Hun forsøgte at få ilt til den danske politiske debat. At få en samtale.

Og det er sandt, at vi trænger. Men det er nødvendigt at tage et skridt tilbage, før man falder i svime over ønsker – som jeg deler. For det er bemærkelsesværdigt, hvad ministeren egentlig siger:

Hun anfører, at VKO skabte en flertalsregering – det er i sig selv ikke sandt. Men det er rigtigt, at de radikale – der var ekstremistiske på udlændingepolitikken – var vanskeligere at forhandle med end dansk folkeparti. Og også var – ja – mere uansvarlige.

Det fremgår videre af Kestlers artikel, at vi gik ”fra at være et land, hvor politik – i hvert fald i højere grad end i dag – blev skabt i en samtale mellem regeringer, kommunalbestyrelser, organisationer mm til at være et land, hvor politik fastsættes af partiledere – meget ofte uden reel debat eller medindflydelse fra resten af samfundet”.

Et land med topstyring, med andre ord. Uden samtale. Et land, hvor folket er trukket ud af folkestyret.

Topmålet kommer, da Jelved citeres for at ”den transformation, der er sket, er til min egen overraskelse sket, så grundlæggende, at det er svært for en ny regering at finde ud af, hvordan man reagerer”.

Og afslutningsvis: ”Jeg har ikke noget at skjule. Det er ikke et samfund, som jeg ikke ville turde fortælle om”.

Den seneste tid har mange mennesker skrevet til mig og sagt, at de nu forlader regeringspartierne til fordel for Venstre. Mennesker jeg kender, som altid har stemt socialdemokratisk, f.eks. Men nu ikke kan mere. Et ud fra et hvert rationale forkert valg. Socialdemokratiet hævdes at være socialdemokratisk. Venstre er et liberal dansk parti. Men alligevel.

Og samtidig kan jeg læse, at Jelved anfører, hun ikke har noget at skjule. Samtidig med, at hendes ministerkolleger og hun selv skaber en dyb frustration, vrede og afmagt i almindelige menneskers liv ved, for hver dag der går, at grave løgnen fra valget dybere og dybere.

At høre, man intet har at skjule i denne sammenhæng er intet mindre end ubegribelig stødende. Intet at skjule… Hele pointen, som for længst er gået op for det folk, regeringen skulle forestille at udgå af, er, at man skjulte sandheden, at man ville gøre hvad som helst – alt – for magten. Selv at sælge ud af alt, hvad man havde sagt. Også de radikale. Hvem husker ikke, hvem de radikale ville lytte til. Spørg Thorning. De radikale lytter til – de radikale. Som de altid har gjort. Ingen andre. Spørg bare vismændene. De har bittert måtte sande, at der findes sådan noget der overtrumfer vismænd – nemlig vis-radikale. En ægte pleonasme…

Den nuværende regering kan håbe, den kan få økonomien til at gå bedre. Det vil ikke hjælpe. Den nuværende regering kan føre såkaldt ”nødvendig politik”, og håbe, det vil hjælpe. Men der findes ikke en nødvendig politik. Der findes kun en politik med fordele og ulemper. Men konkrete valg. Foretaget ud fra politisk ståsted. Holdninger. Livssyn. Ideologi… Af mennesker, der udspringer af folket, for folket og er med folket. Både Ritt, Pernille Skipper og andre har sagt det: At politik ikke er en videnskabelig mekanisk størrelse. Jeg er så fundamentalt enig.

Det, Marianne Jelved og hendes kolleger ikke begriber, er, at de har gjort op med det helt grundlæggende i tanken om demokratiet – nemlig repræsentativitet. Af folk skal føle man er der for dem. At nogen er der for dem. At alle holdninger, tanker og ideer er repræsenteret, bare et sted, og ud af denne proces skabes lovgivning.

Denne regering har forbrudt sig mod folkestyrets væsen. Det er en dybere antastelse af den samtale, som jeg er enig med Jelved i, vi har brug for, end VK-regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti var.

Hvis regeringen vil samtalen, må regeringen foretage mere end analysen. Den må gå bodsgang, og anerkende, at den – ja – løj sig til magten. Den må holde op med vrøvl om ”håndværkertilbud”, og overforbrug fra VK-regeringen og tage regeringsansvaret på sig. Denne regering overtog en af de mest solide økonomier i Europa, længere er den ikke. Den må samtidig så gøre klart, hvad den egentlig vil med Danmark. Er Socialdemokraterne, f.eks., venstreorienteret eller ikke? Folket har krav på at vide det.

Det basale i en samtale er, at folk går til den med åbent sind. Klare rene linjer.

Vi ville i Venstre vide, hvor vi skulle gå ind i samtalen. Baseret på et ønske om et lavere åg på person- og virksomhedsskatten, og en afmonopolisering af den offentlige sektor, med fri konkurrence skabt af borgernes frit betalte valg mellem skoler, lægepraksis, hospitaler, børnehaver med meget mere – alt sammen med henblik på at bevare hjertet i velfærdssamfundet, nemlig et fællesskab omkring betalingen for centrale offentlige ydelser, men samtidig en belønning til de stræbsomme og dygtige – ville vi kunne sige til og fra.

Men hvad kan regeringen egentlig sige? Hvad mener den? Hvad mener de? Vi ved det ikke. Kun at Guds Hånd blev brugt ved valget. For magtens skyld. Og at folket derfor blev hevet ud af folkestyret. Før den sag bliver anerkendt for, hvad den er, og før regeringen anerkender den dybe skade på tilliden, brugen af Guds Hånd har medført, før da skal regeringen ikke vente sig, det bliver bedre. For samtalen vil i så fald blive en skin-samtale.

Der er ikke brug for flere analyser. Jeg – vi – deler den. Der er brug for oprigtig handling. Selverkendelse. Og bodsgang. Nu. Og ellers – så tag at gå af, og spørg folket. Så må vi se, hvad de siger – dem, vi alle hævdes at repræsentere.

Så meget desto mere katastrofal er det venstreorienterede flertal i Københavns absurde tiltag om ikke længere at ansætte den bedst kvalificerede, men den der har ventet længst, som langtidsledig.

Vores tillid er baseret på den komplicerede sociale mekanisme, at der er en grundlæggende fairness i vores udvælgelsesprocedurer til stillinger, ikke mindst i den offentlige sektor. At vi tager den bedste.

Derfor vækker sagen, hvor personlige vennetjeneste eller nepotisme indgår, altid berettiget opsigt. Fordi det truer det – liberale – fundament, vores samfund bygger på. At det er evnerne, der afgør om man bestrider en bestemt position. Ikke vennerne…

Det Københavnske bystyre har over årene udviklet sig til en katastrofe for byen. Integrationsproblemer ligger uløste. Bandeproblemerne eskalerer. De københavnske forældre flygter, med god grund, fra folkeskolen. Og f.eks. har jødiske forældre og børn problemer med at kunne vælge den til. Man skulle tro, der var nok at tage fat på. At man samtidig nu skal kaste et skær over den københavnske offentlige sektor, at man er blevet placeret der, fordi man ikke duede til andet, og fik præferencestatus, er en beslutning, der truer vores gensidige forståelse med hinanden.

Det er tegn på moralsk korruption, når det ikke er den bedst kvalificerede, der vælges, men simpel politisk opportunisme, der dikterer valget. Og egentlig: Er det overhovedet lovligt at administrere skattepenge på den måde? Forhåbentlig får nogen fra det københavnske bystyres opposition den tanke at gå til de kommunale tilsynsmyndigheder. Hvis altså kommunen ikke selv kan komme til fornuft.

Tankgegangen illustrerer alt for godt, hvad politisk forskelle betyder. Den nuværende regering og dens fæller i Københavns Kommune begriber ikke essensen af det dybt kompliceret kulturelle bånd, der sørger for, vores humlebi kan flyve, på trods af for høj skat og for stor offentlig sektor. Det er tilliden, der gør det. Undergraver man den, undergraver man fællesskabet. Et lille stykke hver dag.

Indtil det en dag ikke er der længere.

I går stod jeg i Newtown. Besøgte teltet, hvor bamser fra alle verdens børn, tegninger og hilsner, med et kolossalt amerikansk flag udenfor, konstant minder omgivelserne om den blodige udåd. Det var som sådan noget er, indtil jeg kom udenfor, og mødte en bedstemor. Helt uden videre spurgte hun mig, om jeg selv havde børn. Den selvkontrol, jeg havde udvist indtil da, brast, og tårerne strømmede ned over mine kinder. Hvordan forberede sig på et sådant spørgsmål. Alt blev skåret væk, og helt ind på livet, og forbrydelsens enormitet stod for mig, uden flere ord var nødvendige.

Automatreaktionerne sætter ind. Våbenlovgivningen skal strammes, uden forklaring på Norge, der har en ganske stram lovgivning – eller for den sags skyld Schweiz, hvor alle voksne mænd har våben, men hvor antallet af den slags tragedier er meget lavt. Og som den nylige diskussion mellem den norske professor Knausnæs om Hitler-historikkerne pakker vi al ondskaben ind i galskab. Vanvid. Hvilket gør os blinde for den.

Lad mig komme alt i forkøbet og sige, at jeg har kunnet se, New Yorks meget stramme våbenlovgivning (efter amerikanske forhold) angiveligt har virket, og at jeg ser med stor skepsis på den generelle indstilling til våben i Amerika. Lad mig samtidig også sige, at nej, jeg forsvarer ikke f.eks. Breivik. Der er efter min opfattelse ikke et acceptabelt rationale, om noget, bag ved handlingen. Men vi må ikke lade os drive ind i de nemme analyser. Det her problem er voksende. Flere og flere unge – indtil videre mænd – begår handlinger, vi indtil for ganske få årtier siden ville have henført til alle andre kulturkredse end vores.

Vi bliver nødt til at drøfte med hinanden om den tiltagende grænse- og normløshed bærer sin del af ansvaret. Om vi i den modernitet, der omgiver os, hvor grovkornethed, vulgaritet, usselhed, nøgenhed og depravering – det meste pakket ind i et budskab om frigørelse – har en del af ansvaret.

Tag et jordnært eksempel. Jeg sidder for tiden og følger James Bond kavalkaden på DR. Mine børn og jeg har haft stor fornøjelse af at se dem. Men jeg kan samtidig se, at de nyere af slagsen ikke er noget for dem. Plageriet er intenst. Men svaret, når vi når op til de sidste, bliver et nej. Tag Batman, og den uhyggelige Joker, eller den endnu mere skræmmende Bane – der var at finde overalt til fastelavnsfester for børn helt ned til fem år. De barske computerspil – tag Assasins, der i nærmeste detaljer viser snigmord, og hylder grovkornet adfærd – som spilles rundt omkring af børn helt ned i samme aldersklasse, skønt advarslen siger 18 år.

Eller tag en video, der florerer på internettet, som min ældre på ni var kommet for skade at se, om en skygge på tre meter, der livagtigt bortførte børn, så de aldrig blev set igen, og som politiet ikke var optaget af.

Jeg tror, vi alle husker ting, fra vores barndom, der var uhyggelige. Men børn i dag, vokset op gennem de sidste 20 år, har fået langt flere af den slags indtryk end vi. Der rives og flås i dem fra alle sider. Tror man virkelig den slags er gratis? Den frihed, også jeg hylder, er en frihed for voksne, gerne oplyste mennesker. Den kræver, at vi værner vore børn, opdrager dem – og anerkender, at vores virkelighed ikke er som for blot en generation siden, hvor børn og forældre kommunikerede ud af huset på den samme præmis. At indskrænke et barns adgang til friheden på nettet, f.eks., kan man godt. Men også det har omkostninger.

Ordene blev små der udenfor teltet. Men så meget desto mere skylder vi at komme til bunds i det, der umiddelbart forekommer som vanvid. Vi må kaste alle vore kræfter ind i at komme til bunds i disse ting. Blot at henvise til vanvid og efterlyse mere kontrol er ikke nok. Et kuriosum: Connecticut har en af Amerikas strengeste love mod skydevåben. Så meget desto klarere står det, at løsningen ikke (kun) består i regulering. Der er ting i selve vores kultur, vi må se på, og se, om vi kan påvirke, ændre, forstå.

Med et kamerahold i ryggen og fotografen Jacob Holdt var jeg kørt ud fra Los Angeles for at vise en del af det Amerika, jeg faldt pladask for i 80erne, frem. Og der er museet et uundgåeligt must. Det ligger vidunderligt, overskuer de helt særlige rullende californiske bjerge i Simi dalen. Graven ligger dvælende med udsigt ud over dem. Når man kommer ud til den, skal man først forbi et klædeligt lille stykke af den hedengangne Berlinmur (“Mr. Gorbachev, tear down this wall!”). Dernæst, lidt afsides, graven. Påført ordene “Dybt i mit hjerte ved jeg, at mennesket er godt, at sandheden altid, når alt kommer til alt, vil sejre, og at der er mening og værd til hvert enkelt liv”.

Nogle vil fnyse af naiviteten i disse ord. For en mand, opdraget i provinsen, med kirken tæt på, forekommer afstanden til arvesynden stor. For de intellektuelt venstreorienterede som noget vås. Men når man står der, og betragter ordene, omgivelserne og samtidig kender manden bag ordene, bliver man slået af ydmyghed og tavshed. “Dybt i mit hjerte ved jeg, at mennesket er godt, at sandheden altid, når alt kommer til alt, vil sejre, og at der er mening og værd til hvert enkelt liv”.

Hvad driver de politiske mekanismer i vore dage? Hvorfor er det, vi alle føler et ubehag, en afstand, en ubestemmelig form for utryghed, når man kigger ud over de demokratiske indretninger, regeringer og partier? Hvad er det, der skaber denne isnen?

Det slog mig, der på stedet, at det måske netop er fraværet af idealisme. Fraværet af håb. Fraværet af formål. At så meget bliver gjort for sig selv, for at tage sig ud, for at virke stærk. Påtaget. Unaivt. Kynisk.

Det var svært ikke at se kontrasten til den nuværende amerikanske præsident, da man så hele Reagans historie under et. Hvordan han i en stærkt fjendtligsindet kongres, der havde meddelt den ville gøre alt for at knuse ham, alligevel fik den største skattereform i nyere tids historie igennem. Hvordan han investerede i forskning, teknologi og forsvar, så Sovjet faldt. Hvordan han understøttede frihedens budskab verden over, og talte diktaturerne midt imod.

Vi var mange, da Obama tiltrådte, der håbede. Selv havde jeg holdt med John McCain indtil nogle dage før valget. Jeg havde mødt ham ved primærvalget i 2000, hvor han gjorde en fantastisk figur overfor George Bush. Men det, Obama symboliserede – det evige håb, forandringen, Amerikas styrke til at tage det nye til sig, bryde med sin fortid, sætte en sort mand i spidsen for nationen blot 150 år efter en lammende borgerkrig – det han talte om, om håbet, viljen til forandring, tændte noget langt inde. En længsel efter ordentlighed, anstændighed og vilje, jeg kun havde mødt en gang før.

Her fire år senere er skuffelsen dyb. Kun halvt så mange mødte op til præsidentindsættelsen, og den uro og utryghed, vi alle føler overfor vore demokratiske institutioner, tager til. På overfladen skyder man skylden på republikanerne, og fred være med det. Det er bestemt ikke alt lige klogt, det der kommer fra den kant. Men en præsident sidder altid med ansvaret. Som en statsminister. Man kan ikke undslå sig det. Og det er et grimt tegn i tiden, at vi hele tiden skubber skylden rundt, skønt vi bestrider de øverste poster. Reagan kom igennem, uagtet han havde de samme eller værre vilkår end Obama. Clinton gjorde det samme.

Hvis man tror det kun gælder for Amerika, så tager man fejl. Se ud over det europæiske kontinent. Tag Cameron, som på det principielle plan siger mange rigtige ting, men som ved, at hvad han siger ikke fører andet end overflade med sig og samtidig i høj grad siger det for egen vindings skyld. Tag øvrige europæiske ledere, der kæmper med en tåget vision, der ikke kan formuleres i en tid, hvor det enkelte menneske længes efter at være med, men ikke finder nogen formulering af et appellerende formuleret fællesskab.

Den stilhed, der sænkede sig over stedet i løbet af eftermiddagen, efter hundreder havde været der, var bjergtagende. Den mindede om, at hvis man kun løber, men ikke tænker, hvis man rækker ud, men ikke ved efter hvad, hvis man aldrig hviler i en aldrig hvilende tid – så mangler der noget.

Det er legitimt at spørge, om det udelukkende er politikernes skyld. Selvfølgelig ikke. Folket er kommet til at tage demokratiet som en selvfølge, og beskæftiger sig ikke med det. Det er en fejl. En styreform, for folket, af folket med folket kan ikke leve, hvis ikke folket involverer sig. Afstanden til politik og de demokratiske institutioner er i lige så høj grad skabt af folkets fornemmelse for rene fingre og tanken om at det beskidte spil overlader vi til politikerne…

Well. Reagan kunne aldrig få sig selv til at kalde sig netop det. Politiker. Til nød omtalte han sig selv som “borger-politiker”. Citizen politician. Dem er der brug for. Borger politikere. Mennesker der forbinder de demokratiske institutioner med mere end kynisme, egen vinding og snæversyn.

Vi kan aldrig vende tilbage til noget. Det er derfor, der er megen lidelse forbundet med sand  konservatisme. Som liberal ved man, at kun den evige forandring er vis. At, som Darwin sagde det, kun den tilpasningsparate overlever – ikke den stærkeste, klogeste eller andet. Og at man derfor må omfavne forandringen, hvor svært det så end kan være.

Men savnet af hæderlighed og ordentlighed er svært. Forståelsen af, mellem folk og folkevalgt, at vi alle hænger sammen, at vi alle er hinanden skyldnere, og at vi alle har brug for hinanden. Forhåbentlig kan vi, når vi omfavner forandringen, lære af erindringen og få de centrale værdier, der bærer folkestyret, forankret i den proces. Det kan lade sig gøre. Som Reagan havde fået hængt op på døren ind til sit kontor: It CAN be done.

Det var en irritation. En eksklusion. Dette at vente. På at komme ind i et, efter min opfattelse, europæisk land.

Der havde ganske vist været en følelse før. Det var mest af forbløffelse. En ferie i Schweiz. Et forsøg på at give kassedamen mit visakort. “Non monsieur – on n’est pas dans L’Europe”. Som om et visakort var udtryk for det at være med. Hun sagde det høfligt, og sært længselsfuldt. Der oppe i bjergene. Som om Europa stod for det moderne. Jeg forstod hende ikke, der midt i paradiset. Men ikke at kunne bruge kreditkort…

Sådan satte tankerne sig gang efter gang. Køerne. Kreditkortet. Den nemmere omgang med hinanden, der har kendetegnet Europa gennem de sidste 25 år.

Tag vores forhold til tyskerne og svenskerne. Jeg kan huske barndommen på Bornholm og holdningen til tyskerne. Så langt borte var 2. verdenskrig heller ikke. Og man så først og fremmest et fremmed folk, man kunne tjene penge på. Og drog så et lettelsens suk når sommeren var ovre. Jeg kan mærke, at den relation er en anden i dag. Der er i højere grad en sammenhæng end før. En venlighed og umiddelbarhed, der ikke fandtes dengang.

Eller tag svenskerne. Da jeg kom til København for at studere i slutningen af 80erne, foragtede man svenskerne. Deres tossede alkoholpolitik. Deres frelsthed. Hykleriet, når de kom og brækkede sig i Københavns gader. I dag er svenskerne en uundværlig del af København, som arbejdskraft. Som daglig begivenhed i forretningerne, i Københavns Lufthavn, i Fields, i de kulturelle tilbud. Mange danske er flyttet til Malmø, har købt ødegård eller sommerhus – integrationen er på et helt andet niveau. Og den gensidige respekt og tilknytning er meget tættere end dengang. Vi kan stadig ryste på hovedet af den svenske – ja – naivitet i udlændingespørgsmål. Men selv på det felt er svenskerne ved at – ja – integrere sig…

I sin tid, da jeg var med i Venstres Ungdom, var Uffe Ellemann kongen af Venstre. Kronet og tiljublet. Med blå sokker med gule stjerner og “bussiness-class”, som Nyrup sagde. Han iklædte sig de europæiske gevandter og talte tårevæddet om den forandring, Europa havde gennemgået. For nogen af os var det en anelse tilbageskuende. Vi kunne, i ungdommeligt overmod, ikke helt sanse det historiske i, at de tyske sønderbombede og smadrede byer havde rejst sig. Vi kendte ikke den sødlige lugt fra Dresden eller Hamborg. Eller den forfærdelige tilstand over hele det europæiske kontinent, hvor hungersnød, småbørnsdødelighed og sygdomme gav minder om et afrikansk udviklingsland. VU var meget tæt på, dengang, at anbefale et nej til Maastrichttraktaten, hvilket havde været… ja. Uhørt.

Det historiske perspektiv kan man først sanse senere. Når man selv har børn. Når man forstår, at fred ikke blot er en naturlighed. At under civilisationen lurer barbariet, sjældent langt væk. Og hvor enestående en bedrift det egentlig er, at det europæiske kontinent, efter at have revet sig selv i stykker i næsten 1000 år, nu har haft en – med forbehold for Balkan – fredelig periode på over et halvt århundrede.

Men, så nødvendig den fortælling end er, er der er nyere grund til at pakke brokkeriet sammen og se det større billede:

Tag det England, hvor jeg stod i kø. Inden længe holder David Cameron en tale, hvor han efter alt at dømme stiller briterne en folkeafstemning i udsigt. Om EU-medlemsskabet. Afstemningen vil komme bl.a. fordi det konservative parti er presset af et britiske anti-eu parti, der for nærværende trækker over 15 pct. i meningsmålingerne, så godt som alle vælgere, der har forladt Camerons konservative parti. I virkeligheden er det simpel politisk opportunisme, der kaster Cameron ud i det mest ekstreme politiske eksperiment i nyere tid i Europa. For det vil kun medføre en ting: Nemlig at Storbritannien træder ud, og inden for 20 år vil anmode om at træde ind igen. Realiteten er den, at briterne ikke har råd til at træde ud. De betalinger, man vil skulle yde for at få en status som medlem af det indre marked, men ikke være med i unionen, er af en sådan karakter, at det nærmest opvejer handelsindtægterne. Med andre ord vil man enten miste eksporten til EU, eller også vil man skulle betale en sum, der i høj grad modsvarer indtægterne og samtidig stå helt uden for den politiske indflydelse på de regelsæt, man alligevel skal underkaste sig… Ikke ligefrem statsmandspolitik på sit lands vegne. Men det må briterne sådan set selv om. Skotterne vil stå i den situation, at det i højere grad vil appellere til dem om uafhængighed, så de fuldt og helt kan deltage i den europæiske union. Så står englænderne der. Et Skotland, der bryder ud af den britiske union, og for at gøre ting værre, søger ind i den europæiske.

Cut off from the continent. “Non, on n’est pas dans L’Europe”…

Er det den vej, Danmark skal? Skal den udvikling, vi – på grund af den europæiske union – har gennemgået med vore nærmeste naboer, Sverige og Tyskland, rulles tilbage til noget, vi kun alt for godt husker? Lange køer ved grænserne. Ekstra toldindbetalinger for varer indført (slut med grænseturene….). Men mest af alt -ønsker vi  den sociale og kulturelle  integration, som har skabt vores positive forholdt til f.eks. Tyskland og Sverige besværliggjort og i nogle sammenhænge rullet tilbage?

Kort og godt vil vi miste vores forbindelse til det moderne Europa. Der, hvor hundrede tusinder af danske har deres daglige gang og virke. Jeg har svært ved at se, at det syn hænger sammen med en positiv udvikling for Danmark, for fremtidens udvikling af arbejdspladser, kultur og økonomi.

Vi hører til i Europa. Der var en grund til, vi valgte Napoleon frem for Briterne, der både øvede et terrorbombardement mod København og stjal vores flåde. Det var, fordi vi måtte sande, at vi hørte til på det europæiske kontinent. Al sympati for briternes behjertede kamp under 2. verdenskrig. Deres enestående mod og rygrad. Men selv Churchill talte om en europæisk union. Tilmed om en sammenslutning af Frankrig og Storbritannien. Fordi, som kendere af historien også vil vide, at disse to nationer på godt og ondt, siden 1066, hvis ikke før, hører sammen. Som vi også gør det i Europa.

Det småbrokkeri, der har kendetegnet den danske Europadebat de sidste 25 år, har indtil nu været gratis. Jeg har selv på bedste beskub deltaget i den. For også jeg har syntes, at nogle af de reguleringer Bruxelles indførte var tåbelige. Når en verdensfjern EU-komissær i samdrægtighed med den danske jusititsminister undergraver den danske udlændingelovgivning og dens indsats mod udenlandske kriminelle. Der er ikke få eksempler.

Men realiteten er, at det er en del af den politiske kamp, som vi må sørge for at kæmpe de rigtige steder. F.eks. fjerne den regering i Danmark, der ikke tør stå op for, at den form for regulering er vi nu engang altså selv herre over.

Brokkeriet i det skjulte, og den manglende politiske kamp er nu blevet farligere end det var. Storbritannien vil for nogen inspirere til, at Danmark skal gå samme vej. Der vil blive en kamp om sjælene. Der skal vi, der går rundt og gnaver så blot vide, at på et tidspunkt kan det utænkelige ske. At Danmark skal tage stilling til at være sig selv nok og isolere sig i Europa. Et kontinent, som vi kulturelt og økonomisk hænger sammen med. Tiden er kommet til at betone netop det. Og sige fra over for brokkeriet. Det tærer. Som det ville gøre i et ægteskab. Men nok er nok.

Ole Birk Olesen anklager mig i sin blog for at være ”jubeleuropæer”. Næh. Men Europæer. Ja. Helt bestemt. Også.

Så vi ved det. Vi ved, hvad omkostningen er ved ikke at få “alle med”. Og når vi glemmer det, betaler vi en frygtelig pris. Spørg i New York. Spørg i Norge. Eller spørg for den sags skyld de danske ofre for Blekingegadebandens hærgen. Man genfinder det også i den lutherske teologi – vi er alle hinandens skyldnere, og i forhold til evighedens alen har ingen af os ret til at dømme hinanden. I forhold til jordiske foreteelser er sagen selvfølgelig en ganske anden.

Men nu, hvor julefreden sænker sig, melder eftertanken sig med den. Dannmark har i størstedelen af det sidste årti været i krig under fremmede himmelstrøg. Danske er faldet i kamp. Begravet til sorg for de efterladte og til sorg for Danmark. Verden har været gennemrystet af en periode, der i eftertidens lys vil blive set som et tidspunkt, hvor de tektoniske plader stødte mod hinanden. Vesten har flyttet sig, Østen er rykket op – og over alt vender ideer og begreber tilbage, vi for længste troede glemte. Ikke mindst i det arabiske forår ser man, hvad vi burde have vidst er den evige konflikt mellem progression og reaktion udfolde sig for fuld kraft. Et minut- endsige time- eller dagregnskab giver ikke mening…

I Danmark er det lykkedes os gennem årtusindet at opbygge et land, der er fredeligt, stærkt og fælles. Ikke uden omkostninger. Vi har frivilligt i nyere tid ladt vores kultur udfordre af kræfter, der nu skal og må assimileres, eller også se vores kultur undergå forandringer, der gør den ukendelig. Vi har samtidig skabt en underklasse via velfærdsstaten, der er afhængig af sociale overførsler og til stadighed svækker evnen til selvforsørgelse. Det svækker de svageste i vores samfund, der har egentlig hjælp behov – men det udfordrer også, måske endnu vigtigere, selve fællesskabets kit, og den fælles vilje til at være sammen om Danmark. Det er som om, vi har haft et behov for at udfordre selve centrifugalkraften for det, at Danmark er et nationalt fællesskab med et bestemt kulturelt udgangspunkt. Typisk et frihedsbegreb, der tager udgangspunkt i respekt for det enkelte menneske og dets ret til selvbestemmelse.

I kraft af den voldsomme forandring, i kraft af den virkelighed, hvor Danmark er i krig, har jeg tidligere ladt mig forlede til en ryggen mod muren-retorik, der f.eks. medførte en kompromisløshed ift. den demokratiske samtale. Jeg meldte mig fuldt og helt under Alf Ross’ faner, der nøgternt anførte, at Demokrati intet andet er end en styreform, hvor flertallet bestemmer over mindretallet. Tilføjet et Luthersk synspunkt om, at man skal følge loven og øvrigheden. I modsætning til Hal Koch og hans definition af demokrati som værende en samtale.

Vi har nu lært af tiden efter 11. september. Vi troede, krigen var derude. Den er i ligeså høj grad herhjemme. Den handler om det reaktionære menneskes – for nogle vedkommendes ekstreme – reaktion på det totale demokrati, der er indført. Man kan også kalde den femininiseringen af fællesskaberne. Liberal Alliance kalder det “big mother”. Men udtrykkene dækker over det samme. Påstanden om, at der kun findes en sandhed, en acceptabel forståelse, en – paradoksalt nok, lige snæver, uagtet hvilken vinkel man ser den fra – verdensopfattelse, der er den rigtige.

Den pris, vi betaler for det snæversyn, er en fremmarch for reaktionære kræfter, der let kan udstille latterligheden i et sådant synspunkt. Et fascistisk parti i Grækenland, der uden omkostninger kan gøre grin med, at hele Europa står og falder med Grækenland (som om!). En islamistisk forfatning i Egypten. Et republikansk parti, der angiveligt hellere vil eksplodere i atomer, end søge at finde et forum for en samtale, der kan bringe Amerika videre.

På en og samme tid betyder det i al sin enkelthed, at vi har brug for på den ene side at stå klokkeklart på retsstatens og demokratiets grund. På den anden side at få alle med i en samtale, hvor synspunkterne er åbne, og hvor resultaterne ikke er givne på forhånd.

Det gamle partistyre, med politiske styringsmekanismer som man kendte dem i 1950erne, er dødt. Dem, der tror de bestemmer, har bare ikke opdaget det endnu. Mennesket vil ikke længere lade sig diktere, og slet ikke i det personlige, af politiske beslutninger. Kunsten bliver, at få alle til at respektere hinandens personlige frihed, og samtidig selv være fri for andres indtrængen i selvsamme. Der hjælper kun samtale, der overbeviser intellektet. Tolerance. Og frisind. Mit bedste bud på det nye sort, efter kontrol i slut90 start 00 efterfulgt af autencitet ved udgangen af årtiet? Selvbeherskelse. Tiden hiver og flår i os alle. Kunsten kommer til at bestå i at sige nej tak til at blive flået med af malstrømmen. Og ja tak til den åbne samtale uden givent endeligt. Glædelig jul.