Kom hviledagen i hu

Af Søren Pind 4

Under OECDs nylige ministermøde deltog jeg i en arbejdssession, hvor et skilt kundgjorde, at alt, der ikke var bygget på netværkssamfundet, ville bryde sammen. Det citat ramte uværgerligt ind i betragtninger, jeg for nylig har gjort mig om vores måde at administrere vores tid på.

Da jeg voksede op, var den private tid privat. Mangt en krimi handlede om, at helten og heltinden ikke kunne komme i forbindelse med hinanden, og helten var bekendt med en fare, der truede hende – men han kunne måske ikke nå frem. Vores tidsopafttelse var simpelthen en anden.

Sådan ikke i dag. Vores nerve- og hjernebaner forsynes konstant med informationer – i nogle sammenhænge stimuli. Har vi en lille pause, kigger vi straks ned i vores mobiltelefon. Og inde i mobiltelefonen er enten Facebook eller arbejde.

Den ene mail efter den anden. Nogle udtryk for “for en sikkerheds skyld mails” – såkaldte cma (cover my arse). Andre hulter til bulter med invitationer, arbejdsopgaver, forespørgsler etc. I nogle sammenhænge flere hundrede blot på et døgn.

Det er helt tosset. Og vores system kan ikke holde til det.

For det første er det galt, at vi nærmest helt har afskaffet telefonssamtalen. Spørg dog, hvis der er noget, der kan klares med en kort samtale.

For det andet er det galt, at man sender en mail i forventning om at få et svar – og samtidig mener, at man har orienteret. Det har man ikke. Det var engang sådan med breve, ja. Men ikke med mails. Eller for den sags skyld Messenger, SMS eller lignende.

Dernæst: Netværkssamfundet har flyttet vores privat- og fritidsliv bort fra os. Det betyder, at alt nu er blandet sammen. Forventningen er, at skriver man, bliver der svaret. Også skønt man har fri. Men vi bør af hensyn til vore fællesskab skrue ned for den forventning.

Der er en vrede i vores tid. Nogen mener, den skyldes identitetspolitik. Andre centraliseringen. Eller en følelse af ulighed. Den hastige forandring. Jeg abonnerer på lidt af det hele. Men jeg tror, man skal indregne det enorme krav, netværkssamfundet, og menneskets brug af netværket, stiller til os som mennesker. Vi er nødt til at få en diskussion herom. En konstant følelse af at stå til rådighed for andre er ikke sund. Man kan også se det på den forbløffende eksplosion i antallet af stressramte, der nu kan tælles i flere hundredetusinder.

I Frankrig har de vedtaget regler om, at arbejdsgiver ikke må kontakte arbejdstager efter kl 17 – så langt har man følt det nødvendigt at gå. Jeg ved ikke, om dette er vejen. Men jeg ved, at jo mere telefonen – et efterhånden bedaget begreb – bliver en naturlig forlængelse af mennesket, jo mere må vi sætte sociale og kulturelle regler for hinanden. Der er en grund til, at vi mennesker med jævne mellemrum værdsætter fred og ro.

Selv har jeg meddelt i mit ministerium, at der nu er forbud mod, at medarbejdere skriver til hinanden om søndagen. Og skulle der komme anmodninger fra andre ministerier denne dag, skal de henvende sig til mig. Og ja, det er en faktisk instruks.

 

4 kommentarer RSS

  1. Af Svend Jensen

    -

    Citat: “Netværkssamfundet har flyttet vores privat- og fritidsliv bort fra os.”

    Man kunne jo også sige, at netværkssamfundet har øget hvad man med en lidt tvivlsom betegnelse kunne kalde “den kollektive bevidsthed”. Når så mange mennesker begynder at kommunikere indbyrdes i noget nær ‘realtid’, vil det alt andet lige opruste vores paratviden og gensidige afhængighed af andres viden i en eller anden grad.
    Et stykke ud i fremtiden, når man har forstået hjernebølgernes funktion og semantik i detaljer, vil man kunne etablere direkte kontakt mellem personers tanker og idéer. Ikke som telepati, men som elektromagnetisk afsendelse og modtagelse af tanker, via et netværk.
    Klart nok vil det kræve en slags autotankekontrol hos ‘tænkeren’, hvis privat- og fritidsliv skal forblive hos hen som ejer det. Er forskerne dygtige nok, kan vi være klar om et decennium eller to med hjerne-til-hjerne kommunikation.
    Spørgsmålet er da – hvorledes kan man bibeholde sin personlige integritet i en verden, hvor man elektronisk direkte udveksler tanker og idéer?

  2. Af P Christensen

    -

    Der er på een gang blevet kortere og længere mellem tingene
    Vi kan kommunikere med folk mange steder på kloden.
    Men samtidig er der i DK blevet meget længere fra borgere til myndigheder.
    Ironisk nok.

  3. Af Søren Skovgaard Sørensen

    -

    Interessant disruption, Søren! Men absolut et reformationsjubileum værdigt, at lade arbejde og hvile supplere hinanden. Selv en smartphone må oplades i ny og næ.
    ” Det vokser jo medens vi sove” DDS 728

  4. Af Per Vestergaard

    -

    Minister Søren Pind har fat i noget af det rigtige. Giv tid, giv tid —- Giv tid til arbejde og tid til fritid. For de få som af arbejdsmæssige årsager er nødt til at stå til rådighed er det måske lidt sværere at skelne mellem arbejdstid og fritid. Men ingen bør forvente at få et svar på et spørgsmål i modtagerens “fritid” med mindre, der kræves en her og nu indsats. F.eks tilkaldebrandmænd og andre i livsvigtige funktioner. Lad dog os alle kunne nyde fritiden til at slappe af i og samle kræfter til når det går løs igen. I dag er der mange børn, der hele tiden skal tjekke mails, sms’er og andre elektroniske beskeder. – Gad vidst, hvordan samfundet overlevede inden al denne elektronik??? Der var måske ikke så underligt også tid til at tænke sig om inden man svarede. Dette kunne også gøres uden den tiltagende vrede, som desværre ses i flere og flere kommentarer på elektroniske medier. F. eks en der absolut skal nævne druktur, hvad ved vi egentligt om det og skulle det ikke være menneskeligt at have lidt afslapning. Giv tid, giv tid – og nyd livet. Jeg tror ikke på, at der er returbillet til dette liv

Kommentarer er lukket.