Råberiets tid har nået sin zenith

Af Søren Pind 0

For nylig udkom den amerikanske journalist Thomas Friedmanns bog “thank you for being late”. Det er endnu en af de bøger, jeg er standset midt i, for i stedet at anvende min tid på de sociale medier og internettet. Der ligger efterhånden mange bøger i den bunke.

Faktisk har jeg i mit hjem flere hundrede bøger og jeg har indtil for ganske få år siden haft en vis uklædelig (selv)tilfredshed ved, når folk med ærefrygt i stemmen spurgte om jeg virkelig havde læst alle dem, blot at svare med et “ja” og overbærende gå videre til et nyt samtaleemne. I dag står en særlig afdeling i en af reolerne; den for ikke læste bøger, og der er efterhånden så mange, at det nærmer sig et trechifret tal.

Pointen i hans bog var den taknemlighed, han følte, når folk kom for sent til aftalte møder, da det gav ham et pust, et afbræk, en pause i en ellers helt tæt besat kalender. Hvor der i øvrigt, når der ikke er møder, er andet, der skal passes; mails der skal besvares, opkald der skal tages, beskeder der skal håndteres. Meninger der skal siges. Andres meninger der skal studeres. I-phone, I-Pad, medier… Han glæder sig over muligheden for eftertanke. Og ro.

Teksten ramte en grundtone i mig, og jeg skal nok få den gjort færdig. Men oven på dette traf jeg min beslutning om, at faste fra det, jeg synes, forstyrrer mig mest i min dagligdag. Stjæler min tid. De sociale medier. Intet skrive mellem fastelavn og påske.

Det har i den fastetid slået mig, hvor meget ro, der egentlig er, når man ikke jager meneriet. Når man ikke skal mene noget for at mene noget (Uenigheden for uenighedens skyld er en af de mest trættende sider ved min beskæftigelse…). Og hvor ødelæggende en hurtig smart melding, der egentlig bare egner sig til at kaste overskrifter af sig, er. Der skulle et valg i de forenede stater og en faste til for egentlig at få mig til at se det.

Ofte på de sociale medier tegnes et billede af en verden, der er ved at bryde sammen. Det er undergangsprofeterne, der har fået lov at præge dem. Det er ikke sandt. Der har alle dage været en kamp. Den findes også i dag. Mellem progressive og reaktionære, modernister og konservative, liberale og lyseslukkere. Alle dage. Og vores tid er såmænd ikke væsens anderledes – der er bare langt flere stemmer der lyder i den moderne kakofoni, der endnu ikke har fundet sin orden.

Vi lever i en rigere, friere og en mere individuelt respektfuld tidsalder end nogensinde før i verdenshistorien. Men det betyder ikke, at vores tid er fri for strid. Det betyder heller ikke, at verden bryder sammen i morgen. Det betyder bare, at de skingre stemmer må overhøres. Ignoreres. Og det betyder, at de reaktionære kræfter til stadighed skal udfordres af liberale. Som altid…

Det betyder også, at politikere og andre ansvarlige mennesker (jeg taler ikke om folk med den frygtelige titel debattører, de er ansvarsfrie og løse…) med enorme megafoner ud i folkehavet, bærer et særligt ansvar. Et ansvar for, at det hele ikke bliver støj. At der er eftertænksomhed bag de politiske tilkendegivelser. At det hele ikke bare er her og nu, men har et perspektiv længere end sekundet – “30 sekunders tilfredsstillelse 18 års fortrydelse…”

Jeg tænker, jeg fremover, når jeg skriver på Facebook, vil skrive noget længere. Og ikke så ofte. Det er som om råberiet tidsalder har nået sin Zenith. Lad os gøre viden, eftertanke, sammenhæng, fordybelse stort igen. Let´s…

PS: Kan jeg garantere, jeg ikke falder for fristelsen? Til den korte, hurtige, fængende? Næ. Jeg er kun et menneske. Men måske vi skulle tillægge noget ekstra til det, vi skal gøre stort igen: Storsindet.

OBS: Jeg har lukket kommentarfeltet på min blog. Min tid er ikke til at redigere de værste kommentarer bort. De der ønsker at debattere indholdet kan evt. vælge at gøre det på min facebookside, hvor reglerne for debat er meget klare. Og hvor det også er enkelt at holde trolde ude.

Kommentarer er lukket.