Grundlovstale 2016

Af Søren Pind 66

”Vi”.

Vi er et smukt ord. Om det er med majestætens majestætiske store V eller fællesskabets lille. Så er ”vi” et smukt ord.

Når man siger ”vi”, strømmer pludselige erindringer ind til en. Man er ikke alene. Man er ikke en ø.

Da jeg voksede op, var der et ”vi”. Uagtet hvor i landet, man var.

Kom man til en konfirmation, startede morskaben naturligvis med, at de tre socialdemokrater diskuterede på livets løs med de tre venstremænd – det var på landet. Den enlige fremskridtsmand blandede sig også højlydt og den fine konservative – direktøren. Og miraklet indtraf altid efter et par glas rødvin: Skønt de var uenige om alt, var de enige om det hele… Med cigar og sjusser.

”Gladest ved det milde”, som der står i Helge Rodes vidunderlige sang om den rejselystne flåde – ord der har karakteriseret Danmark og de danske, slægtsled på slægtsled. Men som det for tiden synes svært at genfinde i vores omtumlede nutid. Min bedstefar udbrød altid, når diskussionen blev for voldsom, ”ka’ vi ikke bar’ få fred!”; en meget dansk reaktion.

Jeg synes ikke, 70erne var noget idealsamfund. Jeg er glad for, den politiske tungsindighed og manglende tiltro til friheden, og demokratiet er henvist til mærkværdige kældermenneskers kommentarer på sociale medier. Den dag i dag får jeg en fysisk fornemmelse af kvalme, når jeg ved sjældne lejligheder tvinges til at høre, ”vi voksne kan også være bange”. Og de eksperimenter, man dengang udsatte børn for, var særegne.

Men der var et ”vi”. Uomtvisteligt.

Man skal vare sig mod romantik. Skrønen om, at det hele var bedre i gamle dage, er netop det; en skrøne. Tænker jeg tre generationer tilbage, til min farfar og bedstefars tid, kan jeg garantere, at det er forkert. De havde meget lidt. Og sygdom og moralisering var uhørt besværlige størrelser dengang. Klassesamfundet stod tydeligere. Afstanden var større.

Vi er kommet en lang vej. Vi…

Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk.

Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ”vi” undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ”vores” vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. Og hvad skyldes det?

Hvorfor er vores offentlige debat fyldt med diskussioner om splid, larm og spektakel? Hvorfor hidser vi os op over religiøse spørgsmål, kvinders påklædning, børns madvaner, middelalderlige straffe og hvordan vi hilser på hinanden?

Er det fordi, Danmark er blevet hadefuldt? Når man kigger på de sociale medier, kan man af og til komme i tvivl. Eller er det fordi, længslen efter det gamle vi og bekymringen for fremtiden antager en tilstand, hvor nogen føler retten til fortvivlelsens selvhjælp?

Jeg blev slået af alvor, da jeg som justitsminister måtte fremsætte lovforslag mod landsforræderi. Rettet mod mennesker der ivrer for danske soldaters død. Ivrer for at bekæmpe alt, vi holder af: Frihed. Folkestyre. Fællesskab.

Hylder de mest barbariske ritualer, der myrder små uskyldige børn, sexmisbruger og korsfæster dem, parterer kvinder på alle utænkelige måder, afbrænder mennesker levende, sælger slaver som dyr – ting og handlinger vi for længst troede døde og borte.

Hyldes. Blandt os.”Vi”…

Hvordan er det kommet dertil? Hvorfor skal vi lovgive mod den form for skændige handlinger, hvor man i 2016 forråder sit eget land? Hvorfor er det nødvendigt at bruge flere milliarder kroner på at forstærke dansk politi og flere hundrede millioner på at styrke vores terrorværn? Hvorfor taler vi om radikalisering, ekstremisme, opdeling, parallelsamfund, had og vrede?

Vi gør det, fordi ekstremismen er over os igen. Og fordi vi ikke i tilstrækkelig grad har indset, med hvilken alvor integrationsopgaven i Danmark skal tages. Vi har glemt og fortrængt, hvor vigtig en faktor kultur er – at alt starter og slutter med kultur. Og adresserer man den ikke, kan intet flyttes.

Vi så det i 20erne og 30erne med nazismen. Vi så det i 60erne og 70erne med kommunismen. Og nu ser vi en ny – men dog oldgammel – isme, Islamismen, stikke sit hæslige fjæs op iblandt os, og skabe frygt og vrede i et samfund, der har brugt 1000 år på at blive verdens fredeligste, tryggeste og lykkeligste fællesskab. Vrede? Ja. Naturligvis. Og mere end det. Bekymring. For om vore børn og børnebørn skal opleve det lykkelige fællesskab. Og om det skal være genkendeligt for dem. Om Danmark stadig vil være Danmark.

Det er spørgsmålet.

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ”vi”s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ”vi”. Men et vi, som i al hovedsagelighed bygger på den kultur, der har været dette lands i 1000 år.

Vi orker det jo ikke! Vi er trætte af at diskutere og høre om sociale og kulturelle problemer indpakket i fremmed kultur, der medfører kvindeundertrykkelse og børn med en historik baseret i vold og rammeløshed, der ingen forudsætninger skaber for medborgerskab i Danmark.

Og sagen er, at den eneste måde at gøre dette på, er at skabe et vi, som er så stærkt, at det at fravælge det i realiteten ikke er en mulighed. Skulle det falde Danmark så svært?

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ”vi” om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

Vi så efter Omar El Husseins udåd, vores daværende statsminister betegne den form for mennesker som ”idioter”. Det er en behagelig – midt i al ubehaget – snild måde at fornægte tingenes tilstand på. Idioter kan man ikke regne. Man kan se bort fra dem. Her er intet motiv, ingen årsag, ingen ledetråd. Idioti betegner i strafferettens forstand den dybeste grad – blandt tre – af åndssvaghed.

Der er to betænkeligheder knyttet til en sådan påstand:

Er man i strafferettens forstand åndssvag, er man ikke tilregnelig for sine handlinger og kan dermed ikke straffes. Man er for så vidt uden skyld.

Og dernæst: Hvad nu, hvis det ikke er sandt? Hvad nu, om der bag disse handlinger, faktisk er – en ganske vist perverteret men ikke desto mindre – en mening? Hvad nu, hvis der er rationale og et tankesæt bag. En ideologi. En overbevisning…

Vi må forstå, at det frie åbne fællesskab har fjender. Og at målet er, at undergrave friheden, nære frygten og ødelægge fællesskabet. Ved hjælp af vold. Ved hjælp af frygt. Og ved hjælp af had.

Og ved netop at få os til at blive så vrede, at vi ikke tænker, analyserer og ser fjenden for det, han er: En fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp, mod alt det vi har kært. Og som kræver af os, at vi genopfinder glemte ting og finder sammen om vore institutioner og os selv.

Den kamp står både ude og hjemme. Og den kræver både vers og sang, hjertesproget. Og sværd og skjold.

Hjertesproget først, og en banal historie:

I den tid jeg var integrationsminister, lærte jeg en del – blandt andet om, hvordan andre så os som folk. Og hvordan, vi uden at vide det, ekskluderede folk fra vores vi. Et eksempel: En aften havde jeg den ministerielle forpligtelse at spise middag med såkaldte ex-pats – altså udlændinge udsendt til Danmark; Velstående og knapt så velstående blandet mellem hinanden. Her en bekendelse: Jeg havde ikke lyst. Der havde været så meget, og nu skulle jeg ud og spise om aftenen med mange – op mod 100 – jeg ikke kendte. Som endda var fremmede. Jeg holdt min formelle tale, og tog spørgsmål. Det var specielt. En betroede mig, at hun aldrig i hele sin tid her i landet var blevet inviteret indenfor i et dansk hjem. Andre stemte i. Det gjaldt stort set dem alle. Alle som en bekendte de så i øvrigt deres – let – uigengældte kærlighed til Danmark…

Jeg var forbløffet, men greb mig selv i det – selv havde jeg jo heller ikke gjort dét, man i mange andre lande gør helt af sig selv – og prøvede at forklare, at Danmark ikke mente noget ondt med det. Men at vi har en indgroet blufærdighed. Og svært ved mødet med nogen, vi ikke intuitivt er ”vi” med. Når sandt skal siges, er vi denne verdens hobitter. Venlige folk – men vi vil helst være i fred. Os.

Det oprindelige Danmark er kompliceret socialt. Vi har brugt århundreder på at bygge landet. Ti af dem – et årtusind. Vi har vaner og skikke, der kun er vores. Der kun findes her. Hyggeligt, som det er. Også derfor bør dem, der vil formindske og håne dansk kultur som værende flæskesteg, fadøl og fodbold, tænke sig om. Det er langt mere og langt dybere.

Det er H.C. Andersens, Grundtvigs, Kierkegaards og langskibets land – det fartøj, der revolutionerede verdenshistorien, og for første gang satte mennesket i stand til at sejle ud mod horisonten. Ikke langs kysten, men ud – rigtigt ud. Og falde ud over verdenshavets kant.

Det er Valdemarernes land, Jydske Lovs med ordene om, at ”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden”.

Det er andelsbevægelsens, højskolernes og Tycho Brahe – der skuede mod stjernerne – ’s land.

Det er Johannes V. Jensens og Drengs land. Sagaernes. Frejas sal…

Børge Mogensen, PH og Jørn Utzon – A.P. Møller og Dannebrog. Det ældste nationale flag i verden. Der som bekendt faldt ned fra himlen og blev os givet af Herren selv.

Det er, hvad det er.

Og selv om vi har bildt hinanden og andre ind, at vores land er nemt at komme ind i, er det usandt. Det er det ikke. Vores kultur er oldgammel. Oldnordisk. Og gennemsyrer ethvert hjørne og enhver kant af os.

I den nye tid må vi forstå netop det. At for andre er det svært. Det er meget svært. Og det, vi skal måle dem på, er viljen. Vil de det land med de strukturer, den ånd og den kultur eller vil de det ikke. Vil de være ”vi” med os – eller vil de være ”dem” hos os. Vil de skabe fremtidens Danmark sammen, eller vil de insistere på at være sig selv – her. Det er, hvad vi skal.

Og her må vi huske mildheden. Hjertesproget. Folk der vil, skal vi ikke klandre. De skal bydes ind. Med. Det sker ikke ved, i blufærdighed, at holde dem ude af vore hjem. I det er der intet ”vi”. Det sker ikke ved at bemærke hver en fejl. Meget er i vores kultur usagt og underforstået – vi kigger gerne bort og tænker vort. Det duer ikke. Storsind og mildhed.

Så har jeg sagt det.

Hvis vi vil vinde – og med vinde mener jeg, at fremtidens Danmark bliver genkendeligt, men med et bredere vi, end vi har haft, et Danmark i flere farver – må vi erkende, at det gamle vi er borte. Blufærdigheden er i disse år i vejen for det fremtidige vi. Og vi er nødt til at træde frem, træde ud, og med erindring om Gunnar Jørgensens Flemming-bøger række kærligheden stærke arm ud og udbryde et ”sådan gør vi her”. Men den danske sang er ikke – kun – en ung blond pige.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ”eksportere sig ud af krisen”, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ”bare få fred”. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ”vi”, har jo netop valgt dette land til.

Deraf følger den naturlige forventning, at man vil være med. At man ikke insisterer på sin oprindelige egenart, men smelter ind i en ny. At man i stedet for at integrere – og kræve modstående hensyntagen i mange henseender – lader sig assimilere. At man i stedet for at ændre et land til ukendelighed, vedkender sig skik og brug og bygger med.

Den forventning bør gennemsyre hele den offentlige tilgang til det arbejde, der forestår: I skoler, i svømmehaller, i børnehaver, på socialkontoret, på boliganvisningen. Stop nu den misforståede hensyntagen til allehånde særkulturtræk. Dem må man holde hjemme. Og fred i øvrigt med det.

Danmark er det eneste af sin slags. Kommer manhertil, er kravet, at man skal være med. Danmark er et land – ikke en ventesal eller en bænk. Der er så mange andre steder, der tilbyder noget andet, hvis det er, hvad man foretrækker.

Jeg er fra bestemte præster og dele af en konservativ bevægelse blevet kritiseret for at være vattet og slap. I forhold til Islam. Lad mig sige det rent ud: En justitsminister bekæmper ikke religion. Religion er et åndsspørgsmål. Og de selvsamme præster burde – i stedet for at mure sig inde bag Kirkens mure – se at komme ud og følge den dåbsbefaling, der burde definere deres kald. Hvis de mener det, de påstår. En åndskamp vindes ikke bag skrivebordet men blandt ægte levende mennesker, anført af menneskefiskere.

Den lad- og dorskhed, hvor man med den ene hånd kritiserer øvrigheden – der i den luthersk-evangeliske tro skal bruge magt og tvang overfor synd og uret men ikke overfor troen – og samtidig sidder og kigger fra præstegården, giver jeg ærlig talt ikke meget for. Sagt med en kærlig hilsen fra et medlem af foreningen.

Jeg har mine meninger om andre trosretninger end mine. Men det er som kristent menneske. Det rager ikke mit hverv som justitsminister. Det er jeg nemlig for folk af alle trosretninger. Så fri mig ærlig talt for det vrøvl.

Men det betyder netop ikke, at ondsindet fanatisme og ideologi – islamismen der er den tredje bølge efter nazismen og kommunismen – ikke skal bekæmpes. Det er netop – hvis vi skal holde os til de gamle ord – synd og uret. Og det skal mødes. Og det – i modsætning til hjertesproget – med sværd og skjold og med hele demokratiets arsenal. I fremmede lande og herhjemme. Intet sted skal de vide sig sikre.

Vi har kæmpet så længe for den frihed, vi nyder i Danmark i dag, at andre, som vil det til livs, ikke er velkomne.

I Syrien – efter en katastrofal passivitet og røde linjer, sat op, som blev tilsidesat uden konsekvens – står nu et påstået kalifat og et propagandaapparat, der lokker med løfter og med løn. Om jomfruer i himlen og andet tosseri, hvis blot man vil ofre sig i kampen mod de frie åbne samfund, og sprænge sig selv i luften og tage andre med i døden. En dødskult er, hvad det er.

Som et modsvar til dette har regeringen handlet. Vi kan ikke leve med, at sådant fanatisk vanvid får frit løb. Først sikrede vi, at den passivitet, der tidligere var udvist mod såkaldte Syrienskrigere, hørte op. Og hvor der tidligere ikke var rejst en eneste sag for disse forræderiske handlinger, er der i dag rejst 12. På mindre end et år. Der er viljen til forskel.

Der er indført strenge bestemmelse med livstid for landsforræderi, mange års fængsel for hvervning, indrejseforbud til Syrien og nu her sidst en særlig pakke rettet mod hadprædikanter, hvor indrejse til Danmark forhindres, og etableringen af parallel retsstrukturer af religiøs karakter, hvor vold og undertrykkelse prædikes, angribes med statens fulde magt med loven i hånden.

Inden længe vil jeg gennemføre forhandlinger med Folketingets øvrige partier med henblik på at søge udspredelsen af fjendens – for det er, hvad det er – propaganda forhindret. De frie forhold for kræfter der vil os det ondt via internettet skal stækkes. Svage sjæle skal ikke rammes af den målbevidste propaganda, vi ser direkte målrettet mod mennesker, der for en dels vedkommende ikke har solide forsvarsværker, baseret som de er, udenfor vores ”vi”. Folk, der deler den form for landsskadelig propaganda, må stå til ansvar. Der er danske soldater, der sætter liv på spil i en kamp mod de selvsamme mennesker. Det er ikke en naturlig frihedsret under det, vi vore dage kalder en væbnet konflikt, men som engang rettelig hed krig, at fjendens budskab frit flyder.

Vi vil oven i sikre en bredspektret indsats mod radikaliserede miljøer og disses sammenhæng med kriminalitet. Hvor vi tidligere i overvågningsmæssig henseende lod såkaldt almindelig kriminalitet passere, vil efterretningstjeneste og øvrige myndigheder fremover slå ned på hver en handling, som vi har set det stresse f.eks. rockermiljøer – en såkaldt Al Capone indsats. Om det er skattesnyd, biltyverier eller socialt bedrageri – hvad det end måtte være. Nok er nok – og vi vil ikke finde os i, at mennesker misbruger frihedsrettigheder til at undergrave selve folkestyret og friheden.

Samtidig skal vi være sikre på, at hele vores indsats er rigtig grebet an. Der er talt meget om forebyggelse. Og forskellige modeller. Sandt for dyden ved vi ikke, om de virker. Vores evalueringer må gå langt dybere og stærkere, og se, hvad virker egentlig, og hvad gør ikke. 70ernes kamp mod terror var langvarig. Det er mit håb, at vi er kommet det længere, at vi i dag med et langt større datagrundlag kan komme hovedårsagerne hurtigere til livs og sætte ind herimod.

Og til slut et alvorsord:

Når fjenden står for døren, er det ikke tid til splid. Vi har betalt en stor pris for passiviteten i Syrien. Flygtningekolonner og terror. Mængder af mennesker hvor indslusningsopgaven bliver kolossal. Det er ikke tid at undergrave vore fælles institutioner.

Danmark stemte nej til Europol-afstemningen. Det har svækket Danmark i kampen mod terror. Jeg har siddet og måtte sige nej til dele af det europæiske terrrosamamarbejde siden. Og det vil tage til. Der var partier, der hævdede vi med et knips med fingrene kunne få en aftale. Det har vist sig lige så vanskeligt, som regeringen forudskikkede. Vi bør stå sammen med resten af Europa i kampen mod denne trussel.

Også herhjemme har vi set, at man med den ene hånd gør sig klog på magten, men ikke vil bære ansvaret. Sagen er også her, at der er brug for sammenhold. De institutioner, vi har opbygget hele vores forståelse på siden 1849, er under et stærkt pres. Husk at et medborgerskab er det, Grundloven forudsætter i hele sit væsen.

At vi ikke bare kan overlade det til andre. At magten udgår fra folket ved valghandlinger og ved, at nogle påtager sig hvervet at lade sig vælge. Folk og folkestyre har brug for hinanden. Det gælder mere i disse år end længe – og alligevel synes spliden større.

Så meget desto vigtigere bliver det nye vi. Forventningen må være, at mennesker her sammen må bygge videre på Danmark. Styrke det. I en ramme, der vedbliver at blive genkendelig, med respekt for det som gik forud for os. At de kræfter, der søger at antaste, angribe og nedbryde landet, folkestyret og friheden mødes med den fulde konsekvens. Og at vi bliver bedre til, ikke blot at stemple folk som tåber, fordi de mener noget andet end os, men forstår, så vi kan handle. Handle så de tvivlrådige kan blive en del af ”vi” – og handle så de trodsige mødes med den legitime og virkelige magt, demokratiet har i sin besiddelse.

Netop Grundlovsdag minder os om, hvor kostbar friheden og folkestyret er – og at vi ikke må tøve i deres forsvar. Der er storm over Europa. Pest. Og den rækker ind i Danmark. Lad os stå sammen om, på retsstatens og grundlovens grund, at bekæmpe den med alt, hvad vi ejer og har. Og lad hjertesproget række ud til dem, der vil Danmark.

Så vil også denne trussel blive henvist til historiens losseplads, hvor islamismen og dens afledte ekstremisme rettelig hører hjemme.

NB: Se præcisering ift. Trykkefrihedsselskabet her

66 kommentarer RSS

  1. Af Javier Martinez

    -

    Når i knækker ytringsfriheden, som nu, skaber i blot flere religiøse terrorister.
    Straf er kun mod fattige røde i blå regeringer. I sætter aldrig ind imod de virkelig kriminelle. De borgerlige penge kriminelle. Kun et rap over nallerne og et billigt grin.
    Dødsstraf skal indføres over for disse der forvolder så meget armod i dk. Fx ved over en million kr. Llr må så nødvendigvis blive den første.

    Det drejer sig om at indføre plutokratiet. Velfærdsstaten er under afvikling, og muslimer og indvandrerdebatten skal skjule denne diskussion.

    5 blogs her mod muslimer til
    At manipulere og holde fokus på afledningsmanøvren.

  2. Af Tag dig sammen Pind!

    -

    Det der her lægges op til, det er opfordringen i Biblen, hvor der står, at hvis din næste slår dig på kinden, så vend den anden kind til Pind.

    Der var engang en imam i en moské der sagde:Sten en kvinde! Det var der én der hørte, som så sagde : Sten en imam og hans moské!

    Så blev de begge tiltalt, kom i fængsel og fik en bøde!

  3. Af Søren Ferling

    -

    Denne tale kunne have været holdt for balterne af Stalin, da han beskyldte dem for at være racister og fascister, der ikke ville have millioner af russere ind i deres små lande.

    EU, og dermed Venstre, træder i kommunismens fodspor.

    Også Mao var glad for, hvad han kaldte ‘magiske ord’, som ‘racisme’, der usagligt men effektivt kan lukke munden på kritikere i en af magthaverne oppisket hysterisk stemning.

    Og så¨- ‘en lyd af togvogne’ – snak om at vende tingene på hovedet – den af EU stipulerede ‘replacement migration’ læner sig op ad indtil flere definitioner på kulturelt og delvist fysisk folkemord.

    En migrationspolitik Pind her gør sig medskyldig i.

    Det er forståeligt at manden søger at få gennemført nye og strengere censurregler.

  4. Af Maria Due

    -

    Mit indlæg fra kl. ca. 20:30 i går aftes ligger stadig filteret.

  5. Af Niels Larsen

    -

    @ Maria Due

    Pind-kritiske indlæg standses af censuren og brændes på bålet. 🙁

  6. Af Maria Due

    -

    Niels Larsen, mit indlæg var ikke kritisk overfor Søren Pind men handlede mest om kronikken i JP den 1. juni. Det blev lidt langt, og så ryger man let i filteret, som Pind sjældent gider tage sig tid til. Jeg er da glad for, at han ikke konstant sidder og tjatter både her og der, det burde landets justitsminister jo ikke have tid til, og det er slemt nok med Facebook. Vi er under helt bevidst erobring, og det ved Pind godt, det kommenterede jeg også i mit første indlæg. Bertel Haardets seneste bemærkninger om, at det ville være dejligt, om muslimer bidrager til den danske kanon vil formodentlig få mig til at stemme på et andet parti end Venstre ved næste valg. Mere trofast vælger findes ellers ikke, men man kan jo også træde for hårdt på folk.

  7. Af Maibritt S. Carstens

    -

    Nu skriver vi 6.6. og der er stadig ikke e´n eneste respons fra blogholderen; Justitsminister Søren Pind, på alle de mange kommentarer han har fået ???

    Det føles mere og mere som 1 a´ 2:
    1. Enten har han (igen?) drukket af natpotten ( som hans juleblog 2015 også lod ane) og glemt alt om skrivet her
    eller
    2. I virkeligheden mener han “vi”, som noget noget der kan associaseres med det vi, som MEHMET SAMI GÜR – 6. JUNI 2016 8:05 så utvetydigt ønsker?

    Jeg gruer for Danmarks fremtid!!!

  8. Af J. Han sen

    -

    Jeg blev slået af alvor, da jeg som justitsminister måtte fremsætte lovforslag mod landsforræderi. Rettet mod mennesker der ivrer for danske soldaters død. Ivrer for at bekæmpe alt, vi holder af: Frihed. Folkestyre. Fællesskab.
    Skriver Pinden.

    Hvis det stod til Pinden, så var alle som var modstandere af Danmarks forbryderiske krige landsforrædere.
    Det var også typer som Pinden der kaldte modtandsfolk under krigen for terrorister.

  9. Af Maria Due

    -

    Når I overdriver så voldsomt, opnår I den modsatte effekt af, hvad I ønsker.

    Det er ligesom når, mindre begavede sammenligner Løkke med Hollande, Merkel og Juncker, selv om Løkke flere gange har udtalt, at hans “hjerte ligger hos Cameron”.

  10. Af Niels Larsen

    -

    Maria Due

    Hvis Pind (og den øvrige regering/Folketing) godt ved, at vi er under erobring, begår de så ikke højf o r r æ d e r i ved ikke at modsætte sig erobringen af al (også militær) magt?

  11. Af Maria Due

    -

    Så er det igen galt med filteret. Jeg opgiver.

  12. Af J. Hansen

    -

    Af Maria Due – 7. juni 2016 9:28
    “Så er det igen galt med filteret. Jeg opgiver.”

    Kære Marie Due.
    Jeg er i Danmark for øjeblikket.
    Så de har åbenbart ikke blokeret min dansk IP adresse.
    Endnu da.

    Men det kommer vel.
    Og helt galt står det ikke til.
    Mange af mine indlæg slettes.
    På en af bloggene trues jeg endnu engang med død og det som er værre.
    Dette synes jeg naturligvis ikke om.
    Men i Berlingske vægtes ytringsfriheden fra dem som kommer med dødstrusler jo højere end ytringsfriheden for os som ikke tilhører den yderste højrefløj jo højt.

  13. Af J. Han sen

    -

    Af Thomas Borgsmidt – 7. juni 2016 9:10
    “Så er de tre første Seahawk leveret.”

    Og så.
    Til Søværnet hvor undertegnede har været officer.
    Søværnet som den eneste del af det danske militær har sin berettigelse.
    Her foretager vi søredning og dykkeropgaver.
    For at redde menneskeliv.
    Vi er mænd.
    Vi er ikke kujoner som de piloter der myrder kvinder og børn fra deres sikkerhed i mange kilometers højde.
    I de muslimske lande.

  14. Af Jane Fammé

    -

    Efter en kort indledning omkring ordet ” VI ” og en rejselysten flåde i hyggelig forening med cigar og sjusser, genoptager Justitsminister Søren Pind sin indgroede foragt for 70ernes årti: “Jeg synes ikke , 70erne var noget idealsamfund. Jeg er glad for, den politiske tungsindighed og manglende tiltro til friheden og demokratiet er henvist til mærkværdige kældermenneskers kommentarer på sociale medier ” Som en jagthund efter en rød ræv, forlader Søren Pind sit “milde” causeri over ordet VI, nu handler det om Søren Pinds kvalme over en socialrealistisk børnesang fra 70erne ” Vi voksne kan også være bange ” når denne ekskludering er forrettet, kan Pind fortsætte sin grundlovstale. Nu har han med sin minimering tilsidesat en stor del af den brede befolkning, som egentlig bare har en anden opfattelse af demokrati og frihed end selveste Søren Pind og hans mindretalsregering. Måske skal sangen omskrives fordi at den ikke er aktuel eller irriterende naiv ? Men sangens omkvæd kan der ikke ændres på: ” Jeg er bange for at alt for stærke mænd skal bestemme over dig og mig og jorden. Jeg er bange for at løgnere og tyve skal bestemme over dig og mig og jorden ” Det skræmmer mig at en minister i en erhvervspolitisk mindretalsregering forsøger en definering af kristendommen i en grundlovstale med så mange modsætninger. Når man forleden ser Bertel Haarder i et erhvervspolitisk fashion forum/salgsfremstød for farvede ædelstene, så forstår man Venstres behov for lebensraum og distanceren til medborgeres nødråb på de sociale medier. VI savnede et godt ordsprog i din grundlovstale Søren Pind ” Højt at flyve, dybt at falde ” ” Den mindste skal være den største iblandt jer “

  15. Af Rani Henriksen

    -

    Som alle andre justitsministre igennem de sidste tyve år er du en skændsel for vores land. Du får sikkert et fedt job en dag, men hold lige kæft med, at Danmark er et af de mindst korrupte lande i verden.

  16. Af Jorn D.

    -

    Når nu Grundlovstalen handler om ”vi” et smukt ord
    ja
    men “vi” lyder som det franske ord for ja nemlig “oui”
    og
    ja til flygtninge konventionerne blev sagt/underskrevet på efterfølgende Grundlovs stridig vis

    en gang til for Prins Knud, der jo skrev under på flygtninge konventionerne
    for
    de indeholdte forbehold, der var nødvendige for dengang, at undgå en egentlig afstemning
    ja
    de krævede forbehold, de blev senere på lusket vis afmonteret
    f.eks.
    forbeholdet: Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere alderspension,
    invalidepension og enkepension, kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge
    men
    blev lavet om senere uden folkeafstemning
    og
    det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark var en ret,
    der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra.
    men
    blev lavet om senere uden folkeafstemning
    ja
    hele processen blev lusket igennem på grundlovstridig vis – uden afstemning
    og
    Danmarks forbehold blev alle senere tilbagekaldt på lusket vis, for igen at undgå afstemning

    “hvem er Vi” – nu ?

    derfor har Danmarks rolle som “foregangsland” sikret, at vi nu drukner i flygtninge.
    og
    Danmark kunne nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til.
    eller
    hellere få hele flygtningeproblemet – og Udlændingeloven – nyvurderet straks
    idet
    der som noget helt nyt igen, også skal tages hensyn til danskerne.
    ja
    De har dog forhåbentlig førsteret til Danmark
    ja
    hvis ikke, der bliver rettet op på fortidens forræderi
    ja
    så begås jo nærmest landsforræderi, frem for alt mod kommende generationer af danskere
    ja
    “En gang til for Prins Knud” – flygtninge konventionerne – “det er en ommer” !

    ironi.mus

Kommentarer er lukket.