Grundlovstale 2014

Af Søren Pind 63

”Vores folkestyret og dets medier vil stige op eller synke ned – sammen. En dygtig, balanceret offentligt interesseret presse, med opøvet indsigt i at kende det rigtige og modet til at gøre det, kan bevare den offentlige dyd, uden hvilken folkevalgte styreR udgør et bedrag og en hån. En kynisk, demagogisk presse vil derimod med tiden skabe mennesker så lave, som den selv”

Sådan sagde skaberen af den moderne amerikanske dagspresse, Arthur Pulitzer for et århundrede siden.

Citatet er interessant fra mange vinkler. I en tid, hvor medier gennem årene bl.a. har medforvoldt en britisk prinsesses død, hvor intens ulovlig overvågning er blevet taget i anvendelse og hvor det synes som om, der ingen grænser er for den fjerde statsmagts virke, er det godt at mindes, at vi hænger sammen.

Der kan ikke være et folkestyre uden dygtige, stræbsomme, oplyste og nysgerrige medier. Sørgeligt ville det være, om ikke indsigtsfulde demokratisk sindede mennesker med sans for sammenhænge søgte at fremstille dem for alle os andre. Nogle af de mennesker, jeg holder mest af, er journalistiske mennesker med næse og forståelse for sammenhænge. Nysgerrighed overfor hvad der ligger om hjørnet er en af de smukkeste ting ved mennesker. Synes jeg.

Men grundlovsdag giver mig anledning til at spørge: Er det vores grundlæggende opfattelse af mediers optræden i dag? Er det ”en dygtig afbalanceret offentligt interesseret presse med opøvet indsigt i at kende det rigtige”? Føler man et fællesskab mellem folkestyre og ”dets medier”. Alene det ordvalg – folkestyrets medier… Er det sådan, vi opfatter tingene i vore dage?

Føler medierne selv, de har et egentlig ansvar, ikke for sig selv, men for vort fællesskab, vort medborgerskab, vort folkestyre, ja vores demokrati?

Forleden en tidlig morgen tog jeg refleksmæssigt, skønt jeg burde have ladt være, min telefon. Solen skinnede, det var fridag, og jeg havde egentlig en værdsat stille morgen.

Den fred blev hurtigt brudt. For i den anden ende af telefonen kunne en DR-journalist oplyse mig om, at udgiveren af en bog om forholdene på Se & Hør nu oplyste, at også jeg havde været at finde på en liste over mennesker i Danmark, hvis kreditkorttransaktioner systematisk blev overvåget og udleveret til ugebladet.

Det er måske svært for folk at begribe: Men jeg blev dybt krænket. Mennesker, der har haft indbrud og er kommet hjem til det sørgelige syn af de gennemrodede skuffer, kender følelsen. Det er ikke så meget det stjålne som krænkelsen. Krænkelsen af ens hjem, af det private, af at ens ting af fremmede er blevet gennemrodet, gramset på, taget. Noget personligt. Beskyttet. Ukrænkeligt.

Man kan bebrejde Se & Hør meget. Resten af den danske mediebranche har meget travlt med at lægge afstand. Jeg giver nu ikke meget for det.

For sagen er den, at det private bør være privat. Vi har alle ting, der ikke vedrører andre. Vi kender alle vores hemmeligste rum, og vi ved alle, at det sidste vi ønsker os er glasvægge, så enhver nyfigen kan se, hvad der foregår. I vore hjem. Hos og i os selv. Vore hjem og vores personlige sfære er netop dette. Privat. Der er noget totalitært over kravet om total åbenhed. En af de mest ondsindede sætninger i denne sammenhæng er det kendte udtryk, at har man ikke noget at skjule, har man ikke noget at frygte. Men vi har alle noget at skjule. Og derfor alle noget at frygte.

Vi er mennesker, og vi har krav på, at vi har lov til at være os selv. Det intuitive slaveri, der ligger i nyfigenhedens krav om at vide alt, er modbydeligt og forfærdende. Dybt i strid med de inderligste værdier, vi har bygget op. Frihedsrettighederne. Respekten for det enkelte menneskes autonomi. Den personlige frihed. Når selv demokratiet sætter hegnspæle op for, hvor langt det må gå ift. det enkelte menneske – hvordan skulle det da være legitimt for ”dets”, Folkestyrets medier at gå længere end det?

Når den danske mediebranche lægger så stor afstand til Se og Hør, må man spørge sig selv, om det ikke er udtryk for en skizofreni, der i virkeligheden kan resultere i hykleri. Den nærhed, hvormed forhold dækkes, lader ikke noget tilbage. Selv har jeg været udsat for, at danske journalister gav anledning til personovervågning af mit hjem, al den stund der var mistanke om, jeg ikke opholdt mig i det – pure opspind, naturligvis. Jeg har også været ude for, hvordan et forsikringsselskab i en verserende sag udleverede mine personlige skattepapirer, og en journalist udnyttede disse til en historie, der senere måtte beklages og undskyldes, men som ikke desto mindre ramte min familie og jeg hårdt. Jeg har engang haft en journalist fra et af formiddagsbladene, der blev meget fornærmet over, jeg ikke ville vise mit hjem frem. Hun mente, det var min pligt, som politiker, og råbte stadig ind i telefonen, da jeg lagde på. Og når jeg tager mine egne eksempler, er det blot fordi, det er dem, jeg kan stå inde for selv. Men kaster man et blik ud over medieslagmarken, vil man kunne se meget, meget mere – og jævnligt se pres af en anden verden rettet nu ikke kun mod politikere, men mod ganske almindelige mennesker.

Ekstra-Bladets udstilling af en uskyldig mand på sin forside for rovmord for ganske få år siden var et eksempel. Men der er massevis af eksempler.

Medierne vil tæt på. Helt med. Helt ind.

Spørgsmål er, om medierne har mistet forståelsen for, at de er folkestyrets medier. Altså, at de ikke hviler i sig selv, men har et ansvar og er afhængige af noget og nogen.

Jeg ved, det er nærmest kættersk at sige det. Men man taler ofte om den fjerde statsmagt. De øvrige tre statsmagter er alle balancerede i forhold til hinanden. De moderne medier opfatter sig selv, som værende en statsmagt ja. Men som værende helt frie og ubalancerede i forhold til de tre andre. Monopolitiske.

I stedet har man koncentreret sig om en stadig mere minutiøs afdækning af processer. Sekund for sekund. Minut for minut. Time for time – det sidste kan dog næsten synes som tempo for veteranrækker, nogle gange.

Det herskende mediesyn er formuleret af Henrik Qvortrup selv i et citat fra DSBs blad Ud og Se fra 2008:

»Jeg har jo aldrig interesseret mig for substansen i politik. Tanken om at beskrive en arbejdsmarkedsreform, studere detaljerne i et forlig eller læse en finanslov gør mig træt […] Politik er staffage, udenomsværker, taktik. Jeg interesserer mig for skæbnerne, menneskene, dramaerne, spillet, alt det ikke-kedelige«. Citat slut.

Skæbnerne, menneskene, dramaerne, spillet – alt det ikke-kedelige.

Vil nogen her påstå, at Qvortrup står alene med dette mediesyn? Når man tænder for TV eller læser petitstoffet på de danske netmedier? Stof, der førhen kun lå i ugebladene, til nød formiddagsbladene, men nu er overalt?

Den norske filosof Knausgaard siger om fremtidens totalitære trussel – mørket eller diktaturet om man vil at det vil komme i skikkelse af noget vi elsker og holder af.

”En kynisk, demagogisk presse vil derimod med tiden skabe mennesker så lave, som den selv”…

Mit problem med at rejse disse ting er, at det sker i en tid, hvor medieverdenen, bag al sin spankuleren og se-mig-se-hvor-afslørende-jeg-er, er bange. Læserne flygter. Og det gør seerne også. I forhold til de etablerede nyhedsudsendelser. Dem, der skulle forestille sig at være de oplysende.

Rejser man derfor diskussion af pressens ansvar, reagerer de fleste chefredaktører fornærmede og anfører, at man rører ved selve fundamentet for folkestyret, nemlig pressens frihed.

Men det er ikke mit ærinde. Mit ærinde er at minde pressen om sit ansvar. At minde den om Pullitzers egne ord. At den vil nedbryde selve folkestyrets kerne, hvis den ikke forstår, at den er en del af folkestyret, og, ja, også skal forestå at varetage og værne om folkestyret selv.

Det er her, substans bliver afgørende. For er det kun dramaerne, personerne, alt det ikke-kedelige som dækkes, så er det en beskrivelse og en dækning af den demokratiske proces, som er indholdsløs. Ja i virkeligheden meningsløs. Der er behov for substans. For indhold. For det egentlige.

Bliver spillet det egentlige, i stedet for de vilkår, borgere ved magthavernes beslutninger underkastes, så overser man det centrale og væsentligt i hele folkestyrets væsen. Nemlig et styre af, for og med folket. Hvis det er nyfigenheden på det enkelte menneske og dets adfærd, der bliver det bærende helt ind i deres private kamre, frem for virkningen af de beslutninger der træffes, sænker vi barren for den offentlige debat, og krænker samtidig den mest fundamentale respekt for hinanden.

Jeg synes desværre, man kan se, hvordan den respekt eroderer. Hvordan mediernes adfærd medfører, at vi synker. Og kigger man på de forskellige blog universer, kan man rigeligt forvisse sig om, at ganske vist duer friheden til alt godt. Men særlig befordrende for en ordentlig tone og en dialogorienteret diskurs – det er den ikke. Som medierne synker, således synker også den offentlige debat. Og mennesker fravælger den i stigende grad. For de kan ikke holde åndløsheden, tomheden – og ja, grimheden ud. I alt det ”ikke-kedelige”-…

Spørgsmålet er, om vi virkeligheden har mistet respekten for det private. Om vi er ligeglade.

I andre lande i Europa ser man den samme udvikling. Siden den britiske prinsesse Dianas død, forvoldt af en kombination af en beruset chauffør og jagende medier, er diskussionen taget til. Da det blev opdaget, at det britiske News of the world havde brugt telefonaflytning, skabte det furore og en mediekommission blev nedsat. Men lige lidt har det tilsyneladende hjulpet.

Hvorfor er det sådan?

I sidste ende fordi, nogen tror, pengene ligger i det lave. Man griber jo også sig selv i det. Forleden, lige efter fortællingen om Se og Hør, sad jeg og kiggede på en dansk morgenavis hjemmeside, og så en overskrift om, at Villy Søvndal måtte sælge sit hus pga. sygdom.
Denne saftige nyhed kunne jeg bemægtige mig med blot et enkelt klik på tastaturet. Midt i bevægelsen standsede jeg.

For hvad ragede det mig? Var det ikke netop derfor, avisen havde lagt den ud? For at jeg med min nyfigenhed over Søvndals sygdom og private omstændigheder, skulle klikke mig ind og se, hvad der nu var los? Hvorved klikket var hjemme og avisen glad?

Havde det noget som helst med offentlighedens interesse at gøre? Er det relevant? Hvordan påvirker det mit samfundssyn eller min måde at udøve min borgerpligt på?

Sandheden er ingen. Der er ingen som helst offentlig interesse i, om Søvndals hus er solgt, fordi han er syg. Ingen. Det er nyfigenhed i al sin værste glans. Og man bør holde sig for gode til det.

Medier er efterhånden blevet som den laveste del af den politiske kultur. De gør kun ting, hvis de tror, der er et marked for det. Idealisme er ikke den vindende hånd i disse år. Det gælder også for politik.

Den undrer mig i stigende grad. Den ensidige forståelse, beskrivelse og normsætning i offentligheden af, hvad politik er for en størrelse.

Når man betragter diskussionen, er politik kynisk, ufølsomt, mørkt, nødvendighedspræget, illusionsløst, taktisk (sjældent strategisk…) – dén er den udvalgte, der forstår sig på disse ting. En sjælløs skikkelse, blottet for anstændighed og moral, fascinerende i sin depravering, udelukkende båret op af sin egen personlige kyniske karriereambition om… Ja. Om hvad…? Sådan er den politiske helt i det offentlige rum. En sådan person hyldes af kommentatorer, filmskabere og politikere selv.

Det slog mig, da jeg i Weekendavisen læste et kristeligt – i ordets bedste forstand – interview med hærprovst Thomas Bech. Han beskrev, hvordan der sker en forandring med soldaten. Når han er i den yderste frontlinje. Han siger: “I den yderste frontlinje overlever man … på at være hæderlig, ærlig, retfærdig, loyal og beskeden. Det kræver arbejdsomhed, tålmodighed og lydighed. Det kræver barmhjertighed og tillid, såvel som selverkendelse, mod og styrke. Det kræver tro, håb og kærlighed. Det kræver ånd”.

Hvilken forskel på disse to.

Der er en mærkelig dissonans i tiden. I politik fascineres vi af det skruppelløse, skamløse, tendentiøse – både herhjemme og internationalt. Om man går til Hans Engel eller House of Cards er billedet det samme: De opofrende, idealistiske, tænkende, nysgerrige kræfter forhånes og latterliggøres – mens de kortsigtede, kyniske og psykopatiske beundres og fascinerer.

At der i offentligheden samtidig er en stor vrede rettet mod det politiske system, får ingen klokker til at ringe i denne sammenhæng. En sand politiker er det modsatte af, hvad en sand soldat er. Om denne virkelighed i de søvndyssende velfærdsstater, siger Bech: “Her (ved frontlinjen SP) overlever man nemlig ikke længe med dovenskab, fejhed, egoisme, forfængelighed, mistillid, forkælet jalousi, grådighed og løgne, som desværre alt for ofte kendetegner livsstilen i vores land”.

Men sådan er politik ikke. Kun.

Jo. Der findes feje politikere, der under dække af anonymitetens skær, overalt i medier fylder dem med løgn, sladder, sex og latin. Og dermed er med til at nære den fremstilling af mørket selv, som politik fremstilles som. Jo, der findes psykopater, narcissister, egomanikere – og, ja, idioter. Der findes måske tilmed i denne tid flere af den slags end før.

Men politik er også noget andet. Det er drømmen om at tjene sit land, føre det sikkert igennem, rejse det. Sikre kommende generationer. Drømme stort om fremtiden, og tænke tanker og diskutere dem, mellem tænkende mennesker, for at se, hvorhen skibet skal føres.

Der er intet større end at tjene på denne måde. Ikke som jeg ser det. Og alligevel lider vi under det paradoks, at så godt som aldrig er det fremstillingen af, hvad politik – også – er.

Lars Løkke Rasmussens nytårstale var en sjælden foreteelse. Fordi den netop var det. Modig. Og tilmed næsten vandt et valg. Den kom fra hjertet, talen. Og jeg kan endnu huske, det ministermøde hvor alle som en – telefonisk – blot udbrød et kollektivt suk, og med en stemme sagde ja. Det var det rigtige at gøre. Kan hænde, den slags sker sjældent. Men det sker altså.

Vi har brug for en ny fortælling. Og vi har brug for en ny balance mellem de mørkere dele af det politiske spektrum og lysets. Vi har brug for, at folket tager sine valg alvorligt. Og vi har brug for vælgerforeninger, der langt mere kritisk anskuer deres egne kandidater. I dag har mange partier i nød grebet til topstyring pga. folkets ligegyldighed – men i sidste ende medfører det en forrådnelse af det politiske udvælgelsessystem og en magtfuldkommenhed, der ender i dyb splittelse mellem det folk og folkestyre.

For længe er politik i højere og højere grad blevet et ilttomt rum, hvor præcedens regerer, hvor få vælger de færre, hvor nødvendighed regerer over nysgerrighed.

For mit eget vedkommende accepterer jeg ikke disse rum og denne tilstand. Jeg insisterer på, at det eneste meningsfyldte i politik er mødet i diskussion om fremtiden. Hvor man frit og ufortøvet siger sin mening. Diskuterer. Og så i sidste ende bliver enige. Om det der måtte kunne skabes enighed om. Om det så koster en overskrift eller to – det vil jeg blæse på. For alternativet er House of Cards universet.

Vi bliver i dette land nød til at værdsætte diskursen. Vi skal ikke vredes over uenigheder undervejs, men se dem som vejen til at få afklaret og oplyst alt i diskussionen. En monopolitisk politisk kultur er usund. Som alle monopoler. En hyldest af mørket skaber mere mørke.

Vi burde vælge politikere, som vi beundrer de soldater, Bech beskriver i forreste frontlinje. Tro, håb, kærlighed. Og ånd. Og vi bør ikke beundre, endsige vælge fejhed, medløberi, misundelse, forfængelighed, egomani eller … idioter.

Der er brug for en ny forening mellem medier og politikere. En efterstræbelse og hædring af det ideale. At man efterstræber det bedste i hinanden, ikke det værste.

Er det mærkeligt, at medier tyr til grænseoverskridende metoder, når de ser politikerne anvende dem? Når det afsløres, at den tyske kansler overvåges af nære venner og allierede? Når metoderne i kampen mod terror ikke kan leve op til vore egne forestillinger om ret og vrang og retfærdighed? Når den politiske ledelse forvandles til vakkelvorn grænseløshed, hvor forskellen på ret og vrang går i opløsning?

Svaret er nej.

Vil man den personlige frihed, må man værne og skytte den. Det være sig mod mediernes krænkende nyfigenhed. Eller politikernes udemokratiske illegitime indgreb. Det være sig også mod vor egen impuls til at kigge helt ind på noget, der ikke rager os. Det kunne f.eks. være en mands køb af underbukser. Det starter med os selv.

God grundlovsdag.

 

NB: En mindre del af denne tale har tidligere været bragt som blogindlæg her på avisen.

63 kommentarer RSS

  1. Af Sten T Bundsgaard

    -

    Hvorfor holder Søren Pind en konfirmationstale hver eneste uge???

  2. Af Henrik Knage

    -

    Der er sjældent set større opvisning i “Rundbords – klappe – kage” – end den som Venstre underviser i for tiden.

    Var det ikke Anders Fogh der i sin tid tordnede mod rundbordsklappekagetendensen hos Socialdemokraterne?

    Og mærkelige kommisioner og mystiske udvalg, uden hoved og hale?

    Venstre er ved at tage diplom-uddannelse i dumhed!

  3. Af Rasmus Vestergaard

    -

    “Venstre er ved at tage diplom-uddannelse i dumhed!”

    Bare rolig, partiet kommer aldrig til at nå dig til anklerne, debatten er overplastret med dine “eksamensbeviser”.

  4. Af Henrik Knage

    -

    Bare rolig, partiet kommer aldrig til at nå dig til anklerne, debatten er overplastret med dine “eksamensbeviser”.

    Har du drukket af natpotten?

    Hos Venstre har der kun været kø ved hængekøje og håndvask, de seneste 3 år. Selve politikkens indhold, som oppositionsparti, kan ligge på en lillefingernegl.

    Men hvis du med intelligens mener, at det kommer ind under kategorien, at sætte et parti og en formand under beskydning p.g.a. et par underbukser – så vil jeg gerne beholde samtlige mine “eksamensbeviser” – så kan du beholde dine. Jeg vil ikke have dem.

  5. Af Rasmus Vestergaard

    -

    Det var jo det, jeg skrev. Du er i særklasse, og så dum, at du ikke er klar over, hvor dum du er. Stærkt forfulgt af psyko Præben og kommunelæreren fra Esbjer,g, husker ikke navnet. Dværge med mange fiaskoer er store i kæften på netten. Sjofel er du også.

  6. Af Henrik Knage

    -

    Selvfedme er ikke noget man kan læse sig til på aftenskole, til det skal man helst stå i lære som Venstre-borgmester i ca. 4 år – for at uddanne sig til..
    Det er muligt, at jeg er dum, og det vil jeg gerne have lov til at være; jeg er heller ikke folkevalgt, så hvis du vil være så venlig, at passe din egen dumhed, så passer jeg min. Iøvrigt så staves Præben = Preben 🙂

  7. Af Arne Rud, Esbjerg

    -

    @Knagsted. – Studieteknik er gode spørgsmål og svar: 3-7 spørgsmål om emnet på en side i en lærebog skrevet i samarbejde med en studiekammerat og gode svar på spørgsmål til en studiekammerat med repetition i en lærebog ved mangel på svar.

  8. Af Henrik Knage

    -

    Dumhed er altid en god begyndelse, og starten på noget andet. Spørgsmålet er så, hvad det andet kan være?
    Jeg mener ikke selv, at jeg er sjofel – men hvis noget af det, som er skrevet i andre sammenhænge kan falde nogen for brystet – er det muligvis fordi der er et tabu, og at der er noget om snakken…

    Det er ikke mig der bringer debatten ned under bæltestedet, da jeg selv køber mit undertøj – for mine egne penge.

  9. Af Arne Rud, Esbjerg

    -

    @Knagsted. – Singler køber selv underbukser.

  10. Af John Laursen

    -

    Jeg kan kun være enig med K. Larsen og Erik Larsen. De små problemer og person-fnidderet gøres til kæmpeproblemer mens kæmpeproblemerne forties eller bagatelliseres.

  11. Af Jørgen Andersen

    -

    Jeg nåede ikke længere end til “ulovlig overvågning”, før jeg brækkede mig, og stoppede med at læse mere af Pinds hykleriske vrøvl.
    Hvad med den “lovlige” overvågning af danskerne, Søren Pind? Du ved, de danskere som du og de andre levebrødspolitikere lever på ryggen af?
    Det synes du er HELT i orden ikk? Føj, du er en hykler og en skændsel for det her land.

  12. Af Arne Rud, Esbjerg

    -

    En arrest er en psykiatrisk skadestue, et fængsel ligger i en kaserne, børn leger røvere og soldater, og en skolegård er ingen kasernegård med gårdvagter, men et legecenter med er friluftsscene og en byggelegeplads med en sognebetjent som legeonkel.

    Skranken på skolekontoret var et kartoteksskab med skolepsykologiske journaler; forældre stod på den ene side og kontorpersonale på den anden, og kartotekskabet var åbent for lærere, vikarer og kontorpersonale, men uden at elevens forældre vidste, hvad der stod i journalen.

    I dag bliver de skolepsykologiske journaler destrueret, når elever forlader folkeskolen, men de hører hjemme hos en familielæge, når eleven er ordblind med psykiske problemer. Børn, der kan tegne, kan tegne en formskrift, elever, der skriver ord, læser.

  13. Af Kriminaliteten falder… Hjælp! | Livet, friheden og...

    -

    […] som samtidig skaber et ikke-retvisende billede, sådan at man ikke kan se skoven for bare træer. Jeg har i flere indlæg, bla. her i 2014, berørt, hvordan den moderne dagspresse på mange måder e…. I denne sammenhæng kan nævnes en historie om, hvordan politiet har fejlarkiveret en række […]

Kommentarer er lukket.