Dengang der var hæderlighed til

Det var der, i freden, det slog mig: Hvor anderledes vores sprog er blevet. Hvor forhastet, fortravlet, forfjamsket, forvansket og forvandlet vores liv er blevet på de blot 25 år siden 1988, der var Reagans sidste år som præsident. Oppe på bjergryggen, ved graven, i præsidentbiblioteket, der for enhver er et besøg værd.

Med et kamerahold i ryggen og fotografen Jacob Holdt var jeg kørt ud fra Los Angeles for at vise en del af det Amerika, jeg faldt pladask for i 80erne, frem. Og der er museet et uundgåeligt must. Det ligger vidunderligt, overskuer de helt særlige rullende californiske bjerge i Simi dalen. Graven ligger dvælende med udsigt ud over dem. Når man kommer ud til den, skal man først forbi et klædeligt lille stykke af den hedengangne Berlinmur (“Mr. Gorbachev, tear down this wall!”). Dernæst, lidt afsides, graven. Påført ordene “Dybt i mit hjerte ved jeg, at mennesket er godt, at sandheden altid, når alt kommer til alt, vil sejre, og at der er mening og værd til hvert enkelt liv”.

Nogle vil fnyse af naiviteten i disse ord. For en mand, opdraget i provinsen, med kirken tæt på, forekommer afstanden til arvesynden stor. For de intellektuelt venstreorienterede som noget vås. Men når man står der, og betragter ordene, omgivelserne og samtidig kender manden bag ordene, bliver man slået af ydmyghed og tavshed. “Dybt i mit hjerte ved jeg, at mennesket er godt, at sandheden altid, når alt kommer til alt, vil sejre, og at der er mening og værd til hvert enkelt liv”.

Hvad driver de politiske mekanismer i vore dage? Hvorfor er det, vi alle føler et ubehag, en afstand, en ubestemmelig form for utryghed, når man kigger ud over de demokratiske indretninger, regeringer og partier? Hvad er det, der skaber denne isnen?

Det slog mig, der på stedet, at det måske netop er fraværet af idealisme. Fraværet af håb. Fraværet af formål. At så meget bliver gjort for sig selv, for at tage sig ud, for at virke stærk. Påtaget. Unaivt. Kynisk.

Det var svært ikke at se kontrasten til den nuværende amerikanske præsident, da man så hele Reagans historie under et. Hvordan han i en stærkt fjendtligsindet kongres, der havde meddelt den ville gøre alt for at knuse ham, alligevel fik den største skattereform i nyere tids historie igennem. Hvordan han investerede i forskning, teknologi og forsvar, så Sovjet faldt. Hvordan han understøttede frihedens budskab verden over, og talte diktaturerne midt imod.

Vi var mange, da Obama tiltrådte, der håbede. Selv havde jeg holdt med John McCain indtil nogle dage før valget. Jeg havde mødt ham ved primærvalget i 2000, hvor han gjorde en fantastisk figur overfor George Bush. Men det, Obama symboliserede – det evige håb, forandringen, Amerikas styrke til at tage det nye til sig, bryde med sin fortid, sætte en sort mand i spidsen for nationen blot 150 år efter en lammende borgerkrig – det han talte om, om håbet, viljen til forandring, tændte noget langt inde. En længsel efter ordentlighed, anstændighed og vilje, jeg kun havde mødt en gang før.

Her fire år senere er skuffelsen dyb. Kun halvt så mange mødte op til præsidentindsættelsen, og den uro og utryghed, vi alle føler overfor vore demokratiske institutioner, tager til. På overfladen skyder man skylden på republikanerne, og fred være med det. Det er bestemt ikke alt lige klogt, det der kommer fra den kant. Men en præsident sidder altid med ansvaret. Som en statsminister. Man kan ikke undslå sig det. Og det er et grimt tegn i tiden, at vi hele tiden skubber skylden rundt, skønt vi bestrider de øverste poster. Reagan kom igennem, uagtet han havde de samme eller værre vilkår end Obama. Clinton gjorde det samme.

Hvis man tror det kun gælder for Amerika, så tager man fejl. Se ud over det europæiske kontinent. Tag Cameron, som på det principielle plan siger mange rigtige ting, men som ved, at hvad han siger ikke fører andet end overflade med sig og samtidig i høj grad siger det for egen vindings skyld. Tag øvrige europæiske ledere, der kæmper med en tåget vision, der ikke kan formuleres i en tid, hvor det enkelte menneske længes efter at være med, men ikke finder nogen formulering af et appellerende formuleret fællesskab.

Den stilhed, der sænkede sig over stedet i løbet af eftermiddagen, efter hundreder havde været der, var bjergtagende. Den mindede om, at hvis man kun løber, men ikke tænker, hvis man rækker ud, men ikke ved efter hvad, hvis man aldrig hviler i en aldrig hvilende tid – så mangler der noget.

Det er legitimt at spørge, om det udelukkende er politikernes skyld. Selvfølgelig ikke. Folket er kommet til at tage demokratiet som en selvfølge, og beskæftiger sig ikke med det. Det er en fejl. En styreform, for folket, af folket med folket kan ikke leve, hvis ikke folket involverer sig. Afstanden til politik og de demokratiske institutioner er i lige så høj grad skabt af folkets fornemmelse for rene fingre og tanken om at det beskidte spil overlader vi til politikerne…

Well. Reagan kunne aldrig få sig selv til at kalde sig netop det. Politiker. Til nød omtalte han sig selv som “borger-politiker”. Citizen politician. Dem er der brug for. Borger politikere. Mennesker der forbinder de demokratiske institutioner med mere end kynisme, egen vinding og snæversyn.

Vi kan aldrig vende tilbage til noget. Det er derfor, der er megen lidelse forbundet med sand  konservatisme. Som liberal ved man, at kun den evige forandring er vis. At, som Darwin sagde det, kun den tilpasningsparate overlever – ikke den stærkeste, klogeste eller andet. Og at man derfor må omfavne forandringen, hvor svært det så end kan være.

Men savnet af hæderlighed og ordentlighed er svært. Forståelsen af, mellem folk og folkevalgt, at vi alle hænger sammen, at vi alle er hinanden skyldnere, og at vi alle har brug for hinanden. Forhåbentlig kan vi, når vi omfavner forandringen, lære af erindringen og få de centrale værdier, der bærer folkestyret, forankret i den proces. Det kan lade sig gøre. Som Reagan havde fået hængt op på døren ind til sit kontor: It CAN be done.