Europa

Jeg tror, første gang noget begyndte at nage, var, da jeg stod i lufthavnskøen i Heathrow. Den mindede mig om det, der altid var min største irritation ved Amerika. Lang kø. Langsom gennemstrømning. Utallige spørgsmål. Helt ind i intimsfæren. Skønt, da passet blev klappet op, og han så, det var rødt, og der stod dansk minister i, kom den huldsalige hyggelige britiske tilgang pludseligt tilbage.

Det var en irritation. En eksklusion. Dette at vente. På at komme ind i et, efter min opfattelse, europæisk land.

Der havde ganske vist været en følelse før. Det var mest af forbløffelse. En ferie i Schweiz. Et forsøg på at give kassedamen mit visakort. “Non monsieur – on n’est pas dans L’Europe”. Som om et visakort var udtryk for det at være med. Hun sagde det høfligt, og sært længselsfuldt. Der oppe i bjergene. Som om Europa stod for det moderne. Jeg forstod hende ikke, der midt i paradiset. Men ikke at kunne bruge kreditkort…

Sådan satte tankerne sig gang efter gang. Køerne. Kreditkortet. Den nemmere omgang med hinanden, der har kendetegnet Europa gennem de sidste 25 år.

Tag vores forhold til tyskerne og svenskerne. Jeg kan huske barndommen på Bornholm og holdningen til tyskerne. Så langt borte var 2. verdenskrig heller ikke. Og man så først og fremmest et fremmed folk, man kunne tjene penge på. Og drog så et lettelsens suk når sommeren var ovre. Jeg kan mærke, at den relation er en anden i dag. Der er i højere grad en sammenhæng end før. En venlighed og umiddelbarhed, der ikke fandtes dengang.

Eller tag svenskerne. Da jeg kom til København for at studere i slutningen af 80erne, foragtede man svenskerne. Deres tossede alkoholpolitik. Deres frelsthed. Hykleriet, når de kom og brækkede sig i Københavns gader. I dag er svenskerne en uundværlig del af København, som arbejdskraft. Som daglig begivenhed i forretningerne, i Københavns Lufthavn, i Fields, i de kulturelle tilbud. Mange danske er flyttet til Malmø, har købt ødegård eller sommerhus – integrationen er på et helt andet niveau. Og den gensidige respekt og tilknytning er meget tættere end dengang. Vi kan stadig ryste på hovedet af den svenske – ja – naivitet i udlændingespørgsmål. Men selv på det felt er svenskerne ved at – ja – integrere sig…

I sin tid, da jeg var med i Venstres Ungdom, var Uffe Ellemann kongen af Venstre. Kronet og tiljublet. Med blå sokker med gule stjerner og “bussiness-class”, som Nyrup sagde. Han iklædte sig de europæiske gevandter og talte tårevæddet om den forandring, Europa havde gennemgået. For nogen af os var det en anelse tilbageskuende. Vi kunne, i ungdommeligt overmod, ikke helt sanse det historiske i, at de tyske sønderbombede og smadrede byer havde rejst sig. Vi kendte ikke den sødlige lugt fra Dresden eller Hamborg. Eller den forfærdelige tilstand over hele det europæiske kontinent, hvor hungersnød, småbørnsdødelighed og sygdomme gav minder om et afrikansk udviklingsland. VU var meget tæt på, dengang, at anbefale et nej til Maastrichttraktaten, hvilket havde været… ja. Uhørt.

Det historiske perspektiv kan man først sanse senere. Når man selv har børn. Når man forstår, at fred ikke blot er en naturlighed. At under civilisationen lurer barbariet, sjældent langt væk. Og hvor enestående en bedrift det egentlig er, at det europæiske kontinent, efter at have revet sig selv i stykker i næsten 1000 år, nu har haft en – med forbehold for Balkan – fredelig periode på over et halvt århundrede.

Men, så nødvendig den fortælling end er, er der er nyere grund til at pakke brokkeriet sammen og se det større billede:

Tag det England, hvor jeg stod i kø. Inden længe holder David Cameron en tale, hvor han efter alt at dømme stiller briterne en folkeafstemning i udsigt. Om EU-medlemsskabet. Afstemningen vil komme bl.a. fordi det konservative parti er presset af et britiske anti-eu parti, der for nærværende trækker over 15 pct. i meningsmålingerne, så godt som alle vælgere, der har forladt Camerons konservative parti. I virkeligheden er det simpel politisk opportunisme, der kaster Cameron ud i det mest ekstreme politiske eksperiment i nyere tid i Europa. For det vil kun medføre en ting: Nemlig at Storbritannien træder ud, og inden for 20 år vil anmode om at træde ind igen. Realiteten er den, at briterne ikke har råd til at træde ud. De betalinger, man vil skulle yde for at få en status som medlem af det indre marked, men ikke være med i unionen, er af en sådan karakter, at det nærmest opvejer handelsindtægterne. Med andre ord vil man enten miste eksporten til EU, eller også vil man skulle betale en sum, der i høj grad modsvarer indtægterne og samtidig stå helt uden for den politiske indflydelse på de regelsæt, man alligevel skal underkaste sig… Ikke ligefrem statsmandspolitik på sit lands vegne. Men det må briterne sådan set selv om. Skotterne vil stå i den situation, at det i højere grad vil appellere til dem om uafhængighed, så de fuldt og helt kan deltage i den europæiske union. Så står englænderne der. Et Skotland, der bryder ud af den britiske union, og for at gøre ting værre, søger ind i den europæiske.

Cut off from the continent. “Non, on n’est pas dans L’Europe”…

Er det den vej, Danmark skal? Skal den udvikling, vi – på grund af den europæiske union – har gennemgået med vore nærmeste naboer, Sverige og Tyskland, rulles tilbage til noget, vi kun alt for godt husker? Lange køer ved grænserne. Ekstra toldindbetalinger for varer indført (slut med grænseturene….). Men mest af alt -ønsker vi  den sociale og kulturelle  integration, som har skabt vores positive forholdt til f.eks. Tyskland og Sverige besværliggjort og i nogle sammenhænge rullet tilbage?

Kort og godt vil vi miste vores forbindelse til det moderne Europa. Der, hvor hundrede tusinder af danske har deres daglige gang og virke. Jeg har svært ved at se, at det syn hænger sammen med en positiv udvikling for Danmark, for fremtidens udvikling af arbejdspladser, kultur og økonomi.

Vi hører til i Europa. Der var en grund til, vi valgte Napoleon frem for Briterne, der både øvede et terrorbombardement mod København og stjal vores flåde. Det var, fordi vi måtte sande, at vi hørte til på det europæiske kontinent. Al sympati for briternes behjertede kamp under 2. verdenskrig. Deres enestående mod og rygrad. Men selv Churchill talte om en europæisk union. Tilmed om en sammenslutning af Frankrig og Storbritannien. Fordi, som kendere af historien også vil vide, at disse to nationer på godt og ondt, siden 1066, hvis ikke før, hører sammen. Som vi også gør det i Europa.

Det småbrokkeri, der har kendetegnet den danske Europadebat de sidste 25 år, har indtil nu været gratis. Jeg har selv på bedste beskub deltaget i den. For også jeg har syntes, at nogle af de reguleringer Bruxelles indførte var tåbelige. Når en verdensfjern EU-komissær i samdrægtighed med den danske jusititsminister undergraver den danske udlændingelovgivning og dens indsats mod udenlandske kriminelle. Der er ikke få eksempler.

Men realiteten er, at det er en del af den politiske kamp, som vi må sørge for at kæmpe de rigtige steder. F.eks. fjerne den regering i Danmark, der ikke tør stå op for, at den form for regulering er vi nu engang altså selv herre over.

Brokkeriet i det skjulte, og den manglende politiske kamp er nu blevet farligere end det var. Storbritannien vil for nogen inspirere til, at Danmark skal gå samme vej. Der vil blive en kamp om sjælene. Der skal vi, der går rundt og gnaver så blot vide, at på et tidspunkt kan det utænkelige ske. At Danmark skal tage stilling til at være sig selv nok og isolere sig i Europa. Et kontinent, som vi kulturelt og økonomisk hænger sammen med. Tiden er kommet til at betone netop det. Og sige fra over for brokkeriet. Det tærer. Som det ville gøre i et ægteskab. Men nok er nok.

Ole Birk Olesen anklager mig i sin blog for at være ”jubeleuropæer”. Næh. Men Europæer. Ja. Helt bestemt. Også.