De tørre tårer

Det ligger dybt i os, nordboerne. At der er en mistelten, det svageste led i kæden, at en kan ødelægge det for de mange. I de socialt komplicerede fællesskaber, sidst velfærdssamfundet – men betænk egentlig, hvilken organisering, vikingeskibet og hele den teknologiske revolution det medførte, må have betydet – ligger det et sted i os, at det store kan ødelægges af de få. Fortællingen om Balders død, udspringende af Danmarks urfortid, har det hele to steder: Dels glemmer Frigg, Balders mor, at tage misteltenen i ed, således at en pil, netop af mistelten, dræber Balder. Og senere, da Balder søges bragt tilbage til livet, og forudsætningen er at alle fælder tårer over ham, græder Tøk, den forklædte Loke, “tørre tårer”, hvorved han må forblive i dødsriget, hos Hel.

Så vi ved det. Vi ved, hvad omkostningen er ved ikke at få “alle med”. Og når vi glemmer det, betaler vi en frygtelig pris. Spørg i New York. Spørg i Norge. Eller spørg for den sags skyld de danske ofre for Blekingegadebandens hærgen. Man genfinder det også i den lutherske teologi – vi er alle hinandens skyldnere, og i forhold til evighedens alen har ingen af os ret til at dømme hinanden. I forhold til jordiske foreteelser er sagen selvfølgelig en ganske anden.

Men nu, hvor julefreden sænker sig, melder eftertanken sig med den. Dannmark har i størstedelen af det sidste årti været i krig under fremmede himmelstrøg. Danske er faldet i kamp. Begravet til sorg for de efterladte og til sorg for Danmark. Verden har været gennemrystet af en periode, der i eftertidens lys vil blive set som et tidspunkt, hvor de tektoniske plader stødte mod hinanden. Vesten har flyttet sig, Østen er rykket op – og over alt vender ideer og begreber tilbage, vi for længste troede glemte. Ikke mindst i det arabiske forår ser man, hvad vi burde have vidst er den evige konflikt mellem progression og reaktion udfolde sig for fuld kraft. Et minut- endsige time- eller dagregnskab giver ikke mening…

I Danmark er det lykkedes os gennem årtusindet at opbygge et land, der er fredeligt, stærkt og fælles. Ikke uden omkostninger. Vi har frivilligt i nyere tid ladt vores kultur udfordre af kræfter, der nu skal og må assimileres, eller også se vores kultur undergå forandringer, der gør den ukendelig. Vi har samtidig skabt en underklasse via velfærdsstaten, der er afhængig af sociale overførsler og til stadighed svækker evnen til selvforsørgelse. Det svækker de svageste i vores samfund, der har egentlig hjælp behov – men det udfordrer også, måske endnu vigtigere, selve fællesskabets kit, og den fælles vilje til at være sammen om Danmark. Det er som om, vi har haft et behov for at udfordre selve centrifugalkraften for det, at Danmark er et nationalt fællesskab med et bestemt kulturelt udgangspunkt. Typisk et frihedsbegreb, der tager udgangspunkt i respekt for det enkelte menneske og dets ret til selvbestemmelse.

I kraft af den voldsomme forandring, i kraft af den virkelighed, hvor Danmark er i krig, har jeg tidligere ladt mig forlede til en ryggen mod muren-retorik, der f.eks. medførte en kompromisløshed ift. den demokratiske samtale. Jeg meldte mig fuldt og helt under Alf Ross’ faner, der nøgternt anførte, at Demokrati intet andet er end en styreform, hvor flertallet bestemmer over mindretallet. Tilføjet et Luthersk synspunkt om, at man skal følge loven og øvrigheden. I modsætning til Hal Koch og hans definition af demokrati som værende en samtale.

Vi har nu lært af tiden efter 11. september. Vi troede, krigen var derude. Den er i ligeså høj grad herhjemme. Den handler om det reaktionære menneskes – for nogle vedkommendes ekstreme – reaktion på det totale demokrati, der er indført. Man kan også kalde den femininiseringen af fællesskaberne. Liberal Alliance kalder det “big mother”. Men udtrykkene dækker over det samme. Påstanden om, at der kun findes en sandhed, en acceptabel forståelse, en – paradoksalt nok, lige snæver, uagtet hvilken vinkel man ser den fra – verdensopfattelse, der er den rigtige.

Den pris, vi betaler for det snæversyn, er en fremmarch for reaktionære kræfter, der let kan udstille latterligheden i et sådant synspunkt. Et fascistisk parti i Grækenland, der uden omkostninger kan gøre grin med, at hele Europa står og falder med Grækenland (som om!). En islamistisk forfatning i Egypten. Et republikansk parti, der angiveligt hellere vil eksplodere i atomer, end søge at finde et forum for en samtale, der kan bringe Amerika videre.

På en og samme tid betyder det i al sin enkelthed, at vi har brug for på den ene side at stå klokkeklart på retsstatens og demokratiets grund. På den anden side at få alle med i en samtale, hvor synspunkterne er åbne, og hvor resultaterne ikke er givne på forhånd.

Det gamle partistyre, med politiske styringsmekanismer som man kendte dem i 1950erne, er dødt. Dem, der tror de bestemmer, har bare ikke opdaget det endnu. Mennesket vil ikke længere lade sig diktere, og slet ikke i det personlige, af politiske beslutninger. Kunsten bliver, at få alle til at respektere hinandens personlige frihed, og samtidig selv være fri for andres indtrængen i selvsamme. Der hjælper kun samtale, der overbeviser intellektet. Tolerance. Og frisind. Mit bedste bud på det nye sort, efter kontrol i slut90 start 00 efterfulgt af autencitet ved udgangen af årtiet? Selvbeherskelse. Tiden hiver og flår i os alle. Kunsten kommer til at bestå i at sige nej tak til at blive flået med af malstrømmen. Og ja tak til den åbne samtale uden givent endeligt. Glædelig jul.