De tørre tårer

Af Søren Pind 261

Det ligger dybt i os, nordboerne. At der er en mistelten, det svageste led i kæden, at en kan ødelægge det for de mange. I de socialt komplicerede fællesskaber, sidst velfærdssamfundet – men betænk egentlig, hvilken organisering, vikingeskibet og hele den teknologiske revolution det medførte, må have betydet – ligger det et sted i os, at det store kan ødelægges af de få. Fortællingen om Balders død, udspringende af Danmarks urfortid, har det hele to steder: Dels glemmer Frigg, Balders mor, at tage misteltenen i ed, således at en pil, netop af mistelten, dræber Balder. Og senere, da Balder søges bragt tilbage til livet, og forudsætningen er at alle fælder tårer over ham, græder Tøk, den forklædte Loke, “tørre tårer”, hvorved han må forblive i dødsriget, hos Hel.

Så vi ved det. Vi ved, hvad omkostningen er ved ikke at få “alle med”. Og når vi glemmer det, betaler vi en frygtelig pris. Spørg i New York. Spørg i Norge. Eller spørg for den sags skyld de danske ofre for Blekingegadebandens hærgen. Man genfinder det også i den lutherske teologi – vi er alle hinandens skyldnere, og i forhold til evighedens alen har ingen af os ret til at dømme hinanden. I forhold til jordiske foreteelser er sagen selvfølgelig en ganske anden.

Men nu, hvor julefreden sænker sig, melder eftertanken sig med den. Dannmark har i størstedelen af det sidste årti været i krig under fremmede himmelstrøg. Danske er faldet i kamp. Begravet til sorg for de efterladte og til sorg for Danmark. Verden har været gennemrystet af en periode, der i eftertidens lys vil blive set som et tidspunkt, hvor de tektoniske plader stødte mod hinanden. Vesten har flyttet sig, Østen er rykket op – og over alt vender ideer og begreber tilbage, vi for længste troede glemte. Ikke mindst i det arabiske forår ser man, hvad vi burde have vidst er den evige konflikt mellem progression og reaktion udfolde sig for fuld kraft. Et minut- endsige time- eller dagregnskab giver ikke mening…

I Danmark er det lykkedes os gennem årtusindet at opbygge et land, der er fredeligt, stærkt og fælles. Ikke uden omkostninger. Vi har frivilligt i nyere tid ladt vores kultur udfordre af kræfter, der nu skal og må assimileres, eller også se vores kultur undergå forandringer, der gør den ukendelig. Vi har samtidig skabt en underklasse via velfærdsstaten, der er afhængig af sociale overførsler og til stadighed svækker evnen til selvforsørgelse. Det svækker de svageste i vores samfund, der har egentlig hjælp behov – men det udfordrer også, måske endnu vigtigere, selve fællesskabets kit, og den fælles vilje til at være sammen om Danmark. Det er som om, vi har haft et behov for at udfordre selve centrifugalkraften for det, at Danmark er et nationalt fællesskab med et bestemt kulturelt udgangspunkt. Typisk et frihedsbegreb, der tager udgangspunkt i respekt for det enkelte menneske og dets ret til selvbestemmelse.

I kraft af den voldsomme forandring, i kraft af den virkelighed, hvor Danmark er i krig, har jeg tidligere ladt mig forlede til en ryggen mod muren-retorik, der f.eks. medførte en kompromisløshed ift. den demokratiske samtale. Jeg meldte mig fuldt og helt under Alf Ross’ faner, der nøgternt anførte, at Demokrati intet andet er end en styreform, hvor flertallet bestemmer over mindretallet. Tilføjet et Luthersk synspunkt om, at man skal følge loven og øvrigheden. I modsætning til Hal Koch og hans definition af demokrati som værende en samtale.

Vi har nu lært af tiden efter 11. september. Vi troede, krigen var derude. Den er i ligeså høj grad herhjemme. Den handler om det reaktionære menneskes – for nogle vedkommendes ekstreme – reaktion på det totale demokrati, der er indført. Man kan også kalde den femininiseringen af fællesskaberne. Liberal Alliance kalder det “big mother”. Men udtrykkene dækker over det samme. Påstanden om, at der kun findes en sandhed, en acceptabel forståelse, en – paradoksalt nok, lige snæver, uagtet hvilken vinkel man ser den fra – verdensopfattelse, der er den rigtige.

Den pris, vi betaler for det snæversyn, er en fremmarch for reaktionære kræfter, der let kan udstille latterligheden i et sådant synspunkt. Et fascistisk parti i Grækenland, der uden omkostninger kan gøre grin med, at hele Europa står og falder med Grækenland (som om!). En islamistisk forfatning i Egypten. Et republikansk parti, der angiveligt hellere vil eksplodere i atomer, end søge at finde et forum for en samtale, der kan bringe Amerika videre.

På en og samme tid betyder det i al sin enkelthed, at vi har brug for på den ene side at stå klokkeklart på retsstatens og demokratiets grund. På den anden side at få alle med i en samtale, hvor synspunkterne er åbne, og hvor resultaterne ikke er givne på forhånd.

Det gamle partistyre, med politiske styringsmekanismer som man kendte dem i 1950erne, er dødt. Dem, der tror de bestemmer, har bare ikke opdaget det endnu. Mennesket vil ikke længere lade sig diktere, og slet ikke i det personlige, af politiske beslutninger. Kunsten bliver, at få alle til at respektere hinandens personlige frihed, og samtidig selv være fri for andres indtrængen i selvsamme. Der hjælper kun samtale, der overbeviser intellektet. Tolerance. Og frisind. Mit bedste bud på det nye sort, efter kontrol i slut90 start 00 efterfulgt af autencitet ved udgangen af årtiet? Selvbeherskelse. Tiden hiver og flår i os alle. Kunsten kommer til at bestå i at sige nej tak til at blive flået med af malstrømmen. Og ja tak til den åbne samtale uden givent endeligt. Glædelig jul.

261 kommentarer RSS

  1. Af Bjørn Holmskjold

    -

    Jens Bay

    Du er ikke analfabet, men er alligevel blevet bundet historier på ærmet.

    Læser du kun Jyllands-Posten?

  2. Af Jens Bay

    -

    Bjørn dog.
    Det er for nemt.
    Jeg læser Berlingske på papir.
    Og jyllandsposten – som dig – her på nettet.
    Prøv igen.

    Og meget af min viden om Islam har jeg fra Koranen, og fra Ali Sina, men det er jo på engelsk, så der er du måske ikke med?

    Jeg kan se at selv du synes, at jeg er tæt på sandheden, når du ikke kan give et fornuftigt svar.
    Du ikke engang prøver.

    Fortæl mig: Hvordan slår vi Islam, og deraf følgende overbefolkning ihjæl?

    Et hint om hvor du kan starte:
    Selv i dit lav-teknologiske “Plov og Lov-samfund” vil der ikke være plads til 17 millioner ægyptere i Kairo og opland/forstæder.

  3. Af Jens Bay

    -

    Bjørn. Kan du være lidt mere specifik med, hvilke historier, jeg er blevet bundet på ærmet.
    Og hvorfor, de er forkerte.

    Ellers må vi jo antage, at du slet ikke er interesseret i debat.

  4. Af Maria Due

    -

    Hermed et for forståelsen let redigeret og forkortet indlæg, som jeg netop har fået slettet hos Snaphanen.dk efter en indledende karantæne.
    For nylig har jeg set en af de faste kommentatorer undskylde overfor blogejeren, at han forudgående havde vovet at kritisere et af Fjordmans sladderagtige mammut indlæg for at være rigeligt langt for en almindelig tømrer at læse.
    Dette fortæller noget om stemningen på det sted.

    Man har fælles helte, alle er åbenbart enige om det meste eller holder mund, fordi anderledes meninger ikke er velsete. Jeg tillader mig derimod at mene, at det er et kvalitetsstempel, når der er plads til uenighed. Især når man påstår at kæmpe for friheden og derunder ytringsfriheden.

    Dermed er diskussion ikke aktuel, man bekræfter blot hinanden, og det er desværre den almindelige tilstand på de private politiske blogge. Nul reel diskussion, og anderledes tænkende er ikke velkomne, undertiden dog tålte men yderst sjældent taget seriøst.

    Årsagen til mit indlæg er en netop afsagt fængselsdom til et medlem af den højst tvivlsomme organisation English Defense Leaque, den tidligere straffede hooligan, der kalder sig Tommy Robinson, og som i september sidste år indrejste til USA på falske papirer for at deltage i det førnævnte krigeriske SION-møde, hvor han ifølge svensk tv blev hyldet som en helt. Forudgående havde han været en af stjernerne ved ICLA-mødet i Bruxelles, men han har permanent indrejseforbud til USA.

    Hvis Søren Pind hænger på, håber jeg, at han lader mit indlæg stå som et eksempel på, hvor svært for ikke at skrive umuligt det kan være som debattør ikke at gå i takt med DF og Lars Hedegaards beundrede i den islamkritiske debat, som de oversvømmer. Som liberal er man nærmest hjemløs, medmindre man vælger 180 grader, men det er for det meste for overfladisk for mig.

    ”Maria Due

    Posted: 8 January 2013 – 18:16 – Reply

    Your comment is awaiting moderation.

    IRSKE REBELLER.

    Det er flere måneder siden, at jeg skrev om det primitive komplot, der tydeligt fremgår af en svensk tv reportage fra SION mødet i New York i september, hvor Pamela Geller fortæller foran kameraet, at hun og andre har haft stort besvær med at få Tommy Robinson ind i landet. Samtidigt skotter han med et finurligt blik mod kameraet, og det er slet ikke til at tage fejl af. ”Fik I fat i det”, signalerer han.

    Da TR senere blev anholdt, lagde Dispatch Internationals redaktører med sædvanlig ildhu næsten TR i graven, det er jo med at bygge videre på martyrmyterne og holde jernet varmt. Gates of Vienna ligeså, og TR blev beskrevet som ensom, berøvet dagslys, sine penge, frysende i en mørk fængselskælder osv. osv. Samme stil som bakkesangerindernes “I en seng på hospitalet”.

    Det er de dårligst begavede, mest uvidende og mest sentimentale, man appellerer til. Samme nedvurdering af modtagerne, som når Robert Spencer og Pamela Geller sladrer om, at Obama er muslim og født i Kenya. En så åbenbar arrogance kommer man måske et stykke vej med i USA men ikke langt i Europa, hvor de fleste vil finde den ubehagelig.

    De engelske aviser har et anderledes nøgternt syn på sagen og understreger hver og en den finesse, der ganske er gået tabt i den ”kontinentale” blogdebat:

    Tommy Robinson er en irsk indvandrer.

    Af samme grund foretrækker de engelske aviser at bruge TR’s borgerlige navn Stephen Yaxley-Lennon og at nævne i forbifarten, at det er et meget irsk navn. Underforstået, at her er ikke tale om en engelsk arbejder men om bunden af arbejderklassen, det indvandrede irske proletariat, der blandt andet er rigt repræsenteret i industribyen Luton. Det samme gælder fætteren Kevin Caroll, der pt. fungerer som formand for organisationen.

    Stephen Yaxley-Lennon er selv meget opmærksom på dette forhold, der formodentlig er den egentlige grund til, at han har valgt at markedsføre sig under et typisk engelsk navn og forklarer sig med, at det er navnet på en fodboldspiller, som han beundrer.

    De engelske aviser oplyste i øvrigt lakonisk, at SYL blev anholdt med de falske papirer på sig, så man må sige, at han havde sikret sit martyrium på mere end én måde. Pamela Geller gik da også straks i gang med en pengeindsamling, og mon ikke et beløb var aftalt på forhånd? Det tror jeg. For SYL ville det ikke være et chok endnu en gang at blive logerende i et engelsk fængsel, og hvis der er penge i skidtet, kan han vel hvile sig i de måneder. At der er penge i EDL har længe været et varmt emne, men det er ikke så nemt at gennemskue, hvor de kommer fra.

    For mig at se ligger ekshooliganen SYL’s evner nu på et helt andet plan end som medlem af den internationale martyrklub. Jeg har haft lejlighed til at se ham på en video, hvor han gør sin entré flyvende vandret gennem luften med fødderne forrest og ca. en meter over niveau for at lande midt i et optog af sortklædte islamister og rive et banner fra en af dem. Det var atletisk set ret imponerende, jeg spolede tilbage flere gange.

    Men SYL repræsenterer ikke den engelske arbejderklasse, det bør man have helt klart for sig, og han har mange modstandere i England. Jeg har diskuteret det ret indgående med en engelsk arbejder fra en af de store midtengelske byer, jeg prøvede ligefrem at “sælge” SYL til ham, men fik kun misbilligende og undrende blikke, svævende udtalelser og trækken på skuldrene.

    Det, der imidlertid er foruroligende ved denne sag, er det faktum, at ikke-europæiske interesser og formodentlig også penge har vundet indflydelse i europæisk islamkritik. Dette har jeg også tidligere været inde på, og jeg vil fastholde, at hensigten ikke adler midlet, og at vi ender i et forfærdeligt rod, hvis man kan købe sig ind i debatten, og hvad den kaster af sig af politisk indflydelse og misbrug”

    Derefter et link til Sinead O’Connor’s ”This is a Rebel Song” om århundreders konfrontationer mellem irere og briter, der bedre end mine ord illustrerer, hvad der lige under overfladen ligger gemt af nag og identitetsproblemer i Stephen Yaxley-Lennon-sagen. Det har ikke noget med Snaphanens skandinaviske salonsocialisme at gøre.

  5. Af Hasse Gårde-Askmose

    -

    Søren Pind: d. 3 jan. skrev jeg:

    Gider ikke det med Fjæsbook.
    Så Søren Pind:
    Hvordan GÅR DET EGENTLIG MED “DIT” FÆRDSELSUHELD????

    Svar nu Søren Pind:
    Derved viser du også, at du læser kommentarene til de indlæg, du kommer med.

    Og at du ikke bare betragter dine skriverier som “endnu en dag på kontoret”.

  6. Af Jens Bay

    -

    Bjørn Holmskjold skriver 4 jan 1.42: “menneskeheden (er) i dag mindre vidende om naturligheden, end tilfældet var for de aller tidligste. Der hverken kunne læse eller skrive.”

    Bjørn. Kan du venligst fortælle mig, hvem er de “aller tidligste” og hvorfra kender du deres tanker og viden.

    Er det Adam og Eva, eller er det Jean M. Auel’s istidsjægere, du hentyder til.
    Det er lidt uklart.

    Men du har sandsynligvis ret. Store dele af menneskeheden lever i storbysamfund, og har aldrig set en stump grøn natur.
    Fx de 17 millioner ægyptere, der bor i Kairo og forstæder.

    Jeg har en korrektion til mine egne indlæg: I Washington Post læser jeg idag at Ægyptens befolkning ikke er 82 millioner, men 85 millioner.
    Så vi må vel konstatere, at ægypterne har en alarmerende høj fertilitet.

    Jeg læser Maria Dues indlæg indlæg med stor interesse. Også jeg vil gerne give Søren Pind et par guldstjerner i karakterbogen for den svagt fejlbehæftede omtale af Aserne. Marias viden om Danelagen luner også.
    Men jeg er lidt undrende på: “umuligt det kan være som debattør ikke at gå i takt med DF og Lars Hedegaards beundrede i den islamkritiske debat, som de oversvømmer. Som liberal er man nærmest hjemløs”

    Jeg har ingen følelse af at gå i takt med hverken DF, Liberal Alliance, Socialdemotratiet eller SF.
    Min Islamkritik har intet med partipolitik eller politisk tilhørsforhold at gøre. Den skyldes udelukkende en stor afsky for fascistiske og totalitære ideologier. Og en vis frygt for fremtiden.

    Men kære Maria. Du virker som en fornuftig pige. Tør du give et bud på, hvordan vi slår ideologien “Islam” ihjæl?

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Axel Artke – 2. jan. 15:07

    Det var blot det, at du hoppede med på en limpind, for mig at se – og du havde i hv f ikke gendrevet, at du blev opfattet som psykolog af udd.

    Skidt pyt – men det var ikke for pengenes skyld, nok typisk mandligt at tænke så; men noget skulle om muligt sættes på plads i forsøg på lidt også bedre oplysning. Mvh BHL

  8. Af Maria Due

    -

    Kære Jens Bay.

    Min islamkritik er også ude af takt med politiske partier, jeg bliver blot så irriteret, når fanatiske DF’ere kalder mig udansk og det, der er værre.

    I forholdet til islam ser jeg kun en udvej, og det er selvforsvar og derunder aflivning af alle myter om, at blot muslimer får uddannelse og gode sociale kår samt føler sig accepteret, vil de gerne være som os, dvs. assimilere sig. Det vil de ikke, og tager de deres religion alvorligt, er de qua deres hellige skrifter forpligtet til at bekæmpe os.

    Dette kan vi ikke lave om på, og vi må sluge vort hovmod og indse, at muslimer – både deres ledere og den meget omtalte lille grønthandler henne om hjørnet, der altid holder kæft med alt det, der foregår i familie- og klansammenhæng af social kontrol – pt. trækker os rundt ved næsen,fordi de har afluret os vore svagheder og forstår demokratiets skrøbelighed, som de er dygtige til at udnytte.

    Det er os, der opfører os som de primitive, der intet fatter. I øjeblikket flytter vi hver en sten fra islamisternes vej i Europa. Eller næsten, og Danmark er igen blevet en “flødeskumsfront”. Det forhold kan vi i det mindste ændre på. Det må være der, vi skal begynde. Vi skal udvise konsekvens.

    Det er da inkonsekvent, at vi i den grad kaster os ind i kampen for at eliminere islamisternes magt, på det seneste i Mali, samtidig med at vi forkæler vore egne islamister her i landet, og de vifter os om næsten med menneskerettighederne, der er på vej til at blive en umenneskelig byrde for os selv.

    At tackle det problem kræver fra Venstres side en nytænkning af liberalismen 2013, som jeg ikke tror, at man endnu er indstillet på. Desværre, men det må komme en dag, hvor vi er endnu længere ude i kviksandet, og liberalisme har jo altid været et begreb under udvikling.

    Jeg har netop postet et indlæg på Uffe Ellemann-Jensens blog, hans seneste indlæg om Mali, der har sat mig i dårligt humør i flere dage. Jeg mener, at det fortæller noget om, hvad vi i hvert fald ikke skal gøre. Det er en umulig opgave at på tage sig at “redde” først Asien og så Afrika. Her er en kopi.

    GROV PROVOKATION FRA EU’S SIDE.

    Blev EU taget på sengen?

    Det synes jeg ikke, at man kan sige. Der er snarere tale om en forventelig reaktion på EU’s imperialistiske tilbøjeligheder i regionen og især på et brev af 10. december 2012 udsendt af Counsil Of The European Union med overskriften ”EU prepares mission to train Malian army”. Brevet kan findes på nettet, det har en meget lang adresse, som jeg undlader at poste.

    Stillet overfor sådan en provokation var det nødvendigt for islamisterne at handle, og Algeriets premierminister meddelte da også forleden, at gidseltagerne var fra Mali. Ved den lejlighed fik EU igen meget blod på hænderne.

    I Frankrig taler folk om, at Mali er tænkt som et løft for Hollandes mangel på popularitet, som Libyen var det for Sarkozys. Og på ikke særlig mystisk vis synes Frankrigs postkoloniale interesser i Mali at falde sammen med EU’s interesser.

    Keine Hexerei, nur Behändigkeit, og det skulle man tro, at Uffe Ellemann-Jensen ved.

    Snart kan vi vel også forvente, at EU udvider sine interesseområder til Nigeria, hvor islamisterne længe har haft godt fat, og det ligeledes i lang tid har været åbenbart, at forsøget på nationbuilding har været en livsfarlig fuser.

  9. Af Maria Due

    -

    Ikke counsil men council.

  10. Af jens bay

    -

    @Maria Due.
    Tak for svaret. Lidt sent, men helt ærligt “dør” disse blogs-debatter alt for tidligt.

    Jeg er helt enig med dig i, at der ikke er stor forskel på “grønthandlerens” og Osama bin Ladens religionsopfattelse.
    Begge tager Islam meget alvorligt.
    Og ser vi på befolkningsudviklingen i Danmark og Ægypten siden år 1800, så bør vi også tage det alvorligt.
    DK og Ægypten har begge ca 43000 km2 beboeligt/dyrkbart areal, og år 1800 havde begge lande ca 1 million indbyggere.
    Idag er vi 5 millioner danskere (plus 1/2 million indvandrere), mens Ægyptens befolkning er vokset til 85 millioner ægyptere (plus 8 millioner udvandrede)
    Hvis den befolkningstilvækst også gælder i fremtiden, så varer det ikke længe før muslimer kan overtage verdensherredømmet på helt demokratisk vis.

    Men jeg er lidt skuffet over dit svar.
    Det eneste aktive du vil, er selvforsvar.
    Jeg vil slet ikke, at det kommer til krig, og ønsker ikke, at selvforsvar bliver nødvendigt.

    Jeg vil aktivt slå ideologien ihjæl, og dermed stoppe befolkningstilvæksten som skyldes ideologien “Islam”.

    Jeg har en ide, jeg har en plan.
    Og det er Osama bin Laden og Mullah Omar fra Taleban, der har inspireret mig til denne ide.

    Mullah Omar fandt de to største Buddha-statuer, og slog dem til grus. Mullah Omar så disse to statuer som selve symbolet på Religionen Buddhisme, og mente at han kunne slå religionen ihjæl ved at slå symbolet ihjæl.

    Osama bin Laden fandt selve symbolet på Kapitalismen, på vestlig imperialisme og Vestens Kristemdom i de to tårne, World Trade Center, og han slog dem til grus.

    De tog begge fejl. Buddhismen er ikke død, og Vestlig Kapitalisme er ej heller død.
    Lidt i krise, ja men ikke pga World Trade Center.

    Når både Mullahen og Sheiken tænker i de baner, er det sandsynligt at det vil virke på religionen óg krigsideologien Isalm.

    Hvad er det vigtigste symbol i Islam.
    Det viser muslimer os entydigt.
    De bøjer sig 5 gange om dagen mod Mekka, mod Kabaen
    Og mindst en gang i deres liv skal de på pilgrimsrejse til Mekka og cirkle rundt om Kabaen.
    Oprindeligt – før Mohammed – boede der 365 guder i Kabaen, Mohammed smed de 364 ud, og idag er Kabaen kun Allahs bolig.

    Slå Kabaen til grus, og vis dermed at Allah ikke er almægtig. Han kan ikke engang beskytte sin egen bolig.

    Fordelene ved det her er:
    1. Ingen døde (næsten)
    2. Budskabet når ud til alle, selv analfabetiske bønder eller gedehyrder i Afganistan og Mali.
    3. Det er så let, to israelske skoledrenge ville kunne gennemføre det her med en hjemmebygget drone udstyret med GPS og 200 kg semptex.

  11. Af jens bay

    -

    Kære Maria.
    Jeg glemte naturligvis det afsluttende, det konkluderende spørgsmål:

    Vil det her virke. ?
    Har du andre forslag til hvordan man slår Ideologien Islam ihjæl?

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info