Slægt skal følge…

Af Søren Pind 63

Det er næsten uvirkeligt at opleve den moderne kvindes foreløbige kulmination på frihedskampen fra 60erne. Forleden gav det sig udslag i et større debatindlæg i dagbladet Politiken under overskriften “90 pct af tiden er det bare ikke fedt at være mor…”

Jeg vil ikke gå ind i nuancen af indlægget. Jeg fristes til at sige et quoi. Eller udbryde et “hvad havde du ventet”? Tilsat et 90 pct er måske lidt…

Men det egentlige er noget andet. Det handler om, at der åbenbart hos den moderne kvinde er en skuffelse over frisættelsen. Nå. Var det virkelig ikke andet? Gud, kan vi ikke hive os fri fra moderrollen? Nå, er mandens rolle som skaffedyr bare… det…

I flere år har vi nu prøvet som mennesker at hive os fri fra livets egentlige eksistensspørgsmål. Men som så meget andet betegner det en jagen efter vind, uden en grundlæggende accept af menneskelivets vilkår: Vi bliver født, lever og så dør vi. Sat i kald og stand.

For en tid siden deltog jeg i en luthersk-missions begravelse. Det var min fantastiske nabokone fra Bornholm, der var afgået ved døden, og en flot dag, fra bakken øverst i Ibsker, hvor kirketårnet beherskede hele sognet, blev hun gravlagt. På kransene stod “paa gensyn” (bedemanden må have købt ordentlig ind før 1948…), og under gudstjenesten irettesatte min mor min ældste, der sad og læste en monster-bog. Den slags overtro brugte man ikke lige her… Det interessante var den ro, værdighed og afklarethed, gudstjenesten fandt sted i.

Den mor, børnene sagde farvel til, havde ikke et sekund tænkt, at det var træls at være “mor”. Hun vidste, at livet kunne være besværligt. Fra et lille husmandssted, hvorudfra livet sprang, hjalp hun til, år ud og år ind, samtidig med hun opdrog 4 – fire – børn og passede sit job som et elsket medlem af lærestanden på Østermarie Skole. Hendes mand var i de senere år plaget af gigt, og derfor tog hun ekstra ved – sammen med børnene. Det var en eksistens, underkastet årstidernes skiften, en dyb anerkendelse af jordens virkelighed og en tillid til, at Vor Herre magede det bedst til sidst. Men at tilværelsen selvfølgelig også kunne være slidsom. At sorger og glæder de vandre til hobe… At forestille sig hun nogensinde skulle have beklaget sig over at det ikke var “fedt” at være mor er… Ja. Utænkeligt. For så meget som faderen var fader, var hun moderen som var moder. Det var hendes liv, på det sted, at skabe de bedste tænkelige rammer, for at hendes børn kunne vokse op, leve videre, og være voksne den dag hun skulle bort.

Den evige forestilling i storbyen, om evige vinsmagninger, café latte, biografturen, de to – eller tre… – globetrotterrejser om året og mig, mig, mig – altid først, ville have slået hende som underligt vulgær og uvedkommende. En tom og hul tilværelse.

Aldrig vil jeg glemme, da hendes ældste, i forsamlingshuset, rejste sig og talte over sin mor. Og for første gang så jeg ham græde, da han stille fortalte og reciterede fra den sang, han mest forbandt med hende. Det var ingen salme. Men en sang. Han altid tænkte på, om høst, når de sled. Hen på aftenen, når de kørte ind. Stilheden i forsamlingshuset, da han talte, og vi sagde farvel, var til at tage og føle på:

Nu er det længe siden,

men end det gjemmes i mit Sind,

hvordan i Barndomstiden

den kjære Rug kom ind,

hvordan dens kjærnetunge Top

ved Moders svage Kræfter

blev lagt i Lugen op.

 

Først bredte Mor et Klæde

saa ømt som nogen Højtidsdug;

der maatte ingen træde

med Sko i Høstens Rug;

saa fejed hun med Limens Rest

hvert snavset Straa tilside

som for en Hædersgjæst.

 

Den kjære Rug var Gjæsten,

som gjorde hvert et Barn saa spændt;

se, Far han lægger Vesten

og sér saa indadvendt:

En Skjælven i et ydmygt Sind,

en Bøn til Altets Skaber,

før Avlen bringes ind.

 

Saa fatter Far om Spaden

og graver i det gule Klæg

to Huller langsmed Laden

foran den hvide Væg;

i dem skal Vognens Fælger slaa

og staa som i en Fælde,

til Væltningen gaar paa.

 

Og Vognen værdigt skrider;

det første Læs for Lugen staar;

ud fra dets tunge Sider

saa dybe Skygger slaar.

De varme Øg i Nip og Nap

af Moders milde Hænder

faar Ax og Mule-Klap.

 

Og alle Hænder jager,

og alle Fødder er i Rend

i Støvet Læsset brager

for brede Rygges Spænd.

Højt svinger Hjulet som et Rat,

og paa dets Drejeskive

har Børnene sig sat.

 

Mor ta’r paa Neget Sæde

og linner lidt ved Baandet skjørt:

“Det er endda en Glæde,

naar Kornet er saa tørt!”

Og med sin matte, spinkle Arm

hun løfter Rugens Tvilling

ind ad den lave Karm.

 

Og Neg for Neg forsvinder

og bliver under Bjælken sat;

og Far faar røde Kinder

og Spindelvæv om Hat.

Men Mor er lige hvid og bleg,

hvormeget hun end stræber

med Rugens tunge Neg.

 

Det gaar mod Aftentide

snart skinner Maanen fuld og rund

paa Gavl og Vægge hvide

og ned i Vognens Bund.

Mor standser træt og titter ind;

Far kommer hen til Lugen

og klapper hendes Kind.

 

Og Barnet, som har løbet

sig træt i Dagens muntre Leg,

det er nu stille krøbet

ind under Hjulets Eg;

dér høres dette skarpe Knald

fra Vognens Fjæl mod Sandet

af Ørentvistens Fald.

 

Og mellem Hjulets Eger

gaar Stjerneblink og Maaneskin,

og milde Vinde hveger,

mens Barnet slumrer ind.

Saa slutter Far i Jesu Navn.

Og Hjemmet gaar til Hvile

med Høsten i sin Favn.

 

Det kan godt være, det ikke er “fedt”. Men virkeligt var det. Og virkeligheden kan man bekæmpe så meget man vil. Det fører som oftest til fremmedgørelse. Og fortabelse. Virkeligheden synger vi om her til jul, i Ingemanns smukke salme. “Dejlig er jorden” hvor “slægt skal følge slægters gang”. Det er vores virkelighed. Og jo hurtigere, den moderne kvinde i sin befrielseskamp anerkender det, jo bedre. Så kan roen sænke sig over stuen, og vi kan – i ligeværdighed – komme videre.

63 kommentarer RSS

  1. Af Erik Larsen

    -

    Kære Søren Pind: Flot , rørende og menneskeligt indlæg.Tak!

  2. Af Karen Gaarsmand

    -

    Hej igen Søren

    Jeg er dybest set enig med dig… ja, vi skal alle samme sted hen, og ja, det at få et barn (eller flere!) er jo for pokker det ultimative og derfor vi er sat på jord. At lære at tilsidesætte sine behov og at lære at man ikke er universets kerne hører i den grad med til at blive voksen. Sådan for alvor! Meget mere end det at betale husleje og lægge budget og spare op, og købe hus og læse avis og og og… Men hvorfor er det ikke ok at give udtryk for, at livet også er hårdt ind imellem? At man bokser med at finde sine ben og sin identitet? Ingen forventer vel at gå igennem livet som ubekymrede teenagere, men al overgang er svær og skal læres, og nogen har nemmere ved dette end andre. Er de der har svært ved det så forkerte? Jeg er ikke enig i Neis’ sammenligning med Gulag og mener også at 90% nok er liiige at stramme skruen lidt, men jeg tager hatten af for at hun gør op med de lyserøde historiers diktatur. Hvorfor må hun ikke (ironisk iøvrigt, og med glimt i øjet) fortælle om, at hun altså ikke lige faldt pladask for sin lille pige første gang hun så hende? Hvori ligger forræderiet? Jeg blev altså heller ikke opslugt af Den Store Altoverskyggende Moderfølelse før efter nogen tid. Gør det mig forkert? Er det ikke ok OGSÅ at fortælle den historie, eller skal man holde sig til alle stjernestunderne? Bliver det ikke meget ensidigt så?

    At mænd altid er nr. 2 står vist for din egen regning ;-) , sådan foregår det ikke her på matriklen!

    VH
    Karen

  3. Af Elif Gökce

    -

    Hvis Søren Pind (var muslim) ville han 100 % blive jagtet af Pia Kjærsgaard og co. – om han nu tror, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne!… Kære Søren – tak fordi du skriver – det – som mange kvinder i denne tidsalder drømmer om , at have lov til at være mor hele vejen igennem. At samfundet ikke ser ned på én fordi man ønsker at være hjemmegående mor.. hvilket ellers påskønnes i de fine kvarter i Gentofte..Omvend hvis en muslimsk kvinde ville ønske at være hjemmegående…ville piben få en anden lyd, fordi så ville debatten ikke handle om mor-barn-familie bånd, men – at stakkels muslimsk kvinde er ikke integreret nok i det danske samfund… hun ville anses som undertrykt og udansk. Måske kan Pia Kjærsgaard pynte på lidt danske værdier – så os som har barslet 4. generation i dette land – kan lære at være mor på en dansk måde!….(intet personligt hæftet på Søren Pind)..

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Karen – 15:25

    Naturligvis ville det være løgn, hvis vi ikke blev trætte i ansigtet af børn engang imellem, og de af os, så der også skal andre oplevelser til med andet og andre mennesker. Det ville tillige være ganske usundt andet. :-)

  5. Af Louise ALis

    -

    Åhhh…. Hvor er det rørende når aldrende, velhavende, hvide mænd romantiserer over ANDRES kår. Kan du ikke gøre os alle sammen en tjeneste og´gøre kvalmen komplet ved at idyllisere gadebørn og slaverne? Er du ikke sød??? Og slagtesvinene og det offer de lykkeligt gør? Kom nu!!! Eller hvad med de forældreløse??? Eller pigerne med slør??? Kom nu fremhæv nogle andre minoriteter for deres stoiske måde at bære deres åg. Jeg mener hvis de en dag smider det kunne det jo være at du blev tvunget ned fra din høje hest.

  6. Af Marianne Bigum

    -

    Hej Søren,

    Ja hvor skal jeg starte? Jeg synes, det er sigende at du vælger en sang skrevet af en mand til at male det perfekte billede af den selvopofrende moder. Jeg giver ikke en klap for det.

    Mit spørgsmål til dig går på hvordan din brug af aupairordningen passer ind i dit blogindlæg? Bevares, det kan da godt være at procenterne faldt lidt heldigere ud hvis man sådan gik og havde hushjælp.

    Mvh Marianne

  7. Af niels hansen

    -

    @ Marianne Bigum

    Hvis man vil opleve, hvordan en kvinde oplever det, som Søren Pind i overskriften kalder “Slægt skal følge..” vil jeg anbefale Pia Juuls “Tiderne”, som jeg netop har læst i Politiken.

    TIDERNE

    “Tiderne har virkelig ændret sig. Da vi flyttede ind på gården i niogtres var alle naboerne landmænd med familier, der var ligefrem en karl på den største af dem. De kom allesammen på skift og bød os velkommen, selvom vi kom fra København. En kom med blomster, en anden med en nybagt leverpostej, og en dreng kom med æg, ham købte vi æg af i mange år, lige til han flyttede hjemmefra. Men de blev jo gamle, nogle kom på plejehjemmet, nogle døde og efterlod en enke eller enkemand og til sidste var de helt væk. Nu er al jorden solgt fra eller forpagtet, alle dem der bor her har arbejde langt herfra, vi har boet her længst og vi kender ingen af dem. Ingen af dem har været her for at hilse på os, så vi hilser bare med hånden når vi kører forbi hinanden på vejen, det er alt.”

    Du har ret. Det kan være svært for en politiker at sidde i København med repræsentationskonto og au pair pige og følge udviklingen på landet.

    Men som jeg skrev tidlige, så er det da rørende at læse Søren Pinds romantiske drømme om tiden der var.

  8. Af Louise Alis

    -

    Jeg har selv en salig farmor der kan passe ind i Sørens beskrivelse. Hun mistede 2 børn på vejen, hun drev sin egen virksomhed og styrede hjem, børn, dyr og butik med hård, dog kærlig hånd.
    Hun var selvopofrende, ja, hun holdt sine klager for sig selv; ja. Men hvad var hendes motivation? Synes hun aldrig det var træls?
    Jeg er 100% sikker på at hun var drevet af 2 vilkår.
    Det ene er som allerede nævnt ren og skær nødvendighed – som i og for sig er en god drivkraft, men en elendig motivator.
    Den anden og ALT overskyggende er drømmen om at ens børn vil vokse op og FÅ DET NEMMERE OG BEDRE END ÉN SELV.
    Det er en kæmpe drivkraft og motivator, og det er den der driver rigtig rigtig mange af os.
    Det er den der får os til at holde ud når det er hårdest, men det er også den der får os til at sige fra.
    Ikke af selviske årsager, men simpelthen af den grund at tanken om at ens EGNE børn skal opleve de samme urimeligheder, skal være ofre for de samme diskrimineringer og fornedrelser som en selv er ubærlig.
    Dette er årsagen til at mennesker vælger at tager kugler for en sag selv i vores tid.
    Det er årsagen til at kvinder som hende i historien har udholdt sit kår uden at kny, og det er højst sandsynligt også hvorfor de fleste af suffragetterne og senere rødstrømperne gjorde hvad de gjorde. En erkendelse af at hvis ikke de sagde fra, så ville deres døtre og deres døtres døtre blive ved med at blive trådt på og lænket til kødgryderne og barnegråd uden indflydelse på deres egen skæbne.

    Og det er som jeg ser det det største offer. At insistere på at sige fra for at undgå at ens egne børn skal gennemgå det samme. Og jeg tigger og beder, og vil gøre alt hvad der står i min magt for at når min datter en gang bliver voksen så er det kun tossede gamle mænd på plejehjemmene og mullah’erne i de mørkeste dele af mellemøsten der stadig bræger med i dette forlængst forældede hykler-kor.

  9. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Rødstrømper og kvindesag lagde mændene for had – det var fejlen, de skulle have gjort op med deres egne mødre, deres egne kår – og så selv blive et bedre identificeringsbillede.

    Det nytter ikke bar at brokke sig, hvis intet ændres fra en selv.

    Så må mændene følge efter – bla se/lære, at de ikke selv skal el kan fordre at have ‘en mor’ derhjemme i kæreste og senere ægtefælle.

    Så går forhold som regel også over styr i vore dage.

  10. Af Anne Kirstine Waage Beck

    -

    Smuk beskrivelse af det gamle liv på landet og hvad familien var dengang. Tak for det, Søren Pind. Der findes nok næppe den læser, der ikke får en tåre i øjenkrogen af den fine sangtekst. Dog er den nok lige til den romantiske side, livet har været hårdt dengang, ikke mindst for kvinder og børn.

    Alligevel…der er jo noget, der er gået tabt. En ydmyghed, en ro og et umiddelbart fællesskab, som var værdifuldt. En evne til at arbejde hårdt og tage sin plads i livet på sig uden at klage. Den synes jeg nogle gange er helt væk i den offentlige danske debat. Desværre.

    Og familien som institution er under stærkt pres. Vores børn kommer i massepasning fra de er ganske små, tilskyndet at den førte familie- og skattepolitik. Endnu et tab. Jeg ville ønske, der var politikere på tinge, der ville tage de spørgsmål op og beskytte familien bedre. Den moderne “aftalefamilie” med det store fokus på individets umiddelbare behov og mange brud, er ikke opstået af sig selv, vel? Måske er dette den næste front i værdikampen. Hvem ved.

    Med den tanke sender jeg en hilsen fra Bornholm

  11. Af Erik Larsen

    -

    Og hvor ER det morsomt at høre de kvinder der slet ikke forstår en tøddel af det hele.
    De synes stadigvæk i 2020 formodentligt at mænd undertrykker dem. oG ja, det gør mænd også – bare ikke i Danmark – udover de muslimske inviterede kulturberigere, der jo virkeligt gør “deres”.

  12. Af Søren Skovgaard

    -

    Tak, Søren. Mor var en god mor. Og hun ville ønske alle trætte mødre, Guds rige velsignelse.

  13. Af Til Bjørn Holmskjold. Årsagen til din karantæne skal findes i læserbrevet | Det bliver en krig at overleve

    -

    [...] Slægt skal følge… — Livet, friheden og… [...]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info