Slægt skal følge...
63 kommentarerDet er næsten uvirkeligt at opleve den moderne kvindes foreløbige kulmination på frihedskampen fra 60erne. Forleden gav det sig udslag i et større debatindlæg i dagbladet Politiken under overskriften “90 pct af tiden er det bare ikke fedt at være mor…”
Jeg vil ikke gå ind i nuancen af indlægget. Jeg fristes til at sige et quoi. Eller udbryde et “hvad havde du ventet”? Tilsat et 90 pct er måske lidt…
Men det egentlige er noget andet. Det handler om, at der åbenbart hos den moderne kvinde er en skuffelse over frisættelsen. Nå. Var det virkelig ikke andet? Gud, kan vi ikke hive os fri fra moderrollen? Nå, er mandens rolle som skaffedyr bare… det…
I flere år har vi nu prøvet som mennesker at hive os fri fra livets egentlige eksistensspørgsmål. Men som så meget andet betegner det en jagen efter vind, uden en grundlæggende accept af menneskelivets vilkår: Vi bliver født, lever og så dør vi. Sat i kald og stand.
For en tid siden deltog jeg i en luthersk-missions begravelse. Det var min fantastiske nabokone fra Bornholm, der var afgået ved døden, og en flot dag, fra bakken øverst i Ibsker, hvor kirketårnet beherskede hele sognet, blev hun gravlagt. På kransene stod “paa gensyn” (bedemanden må have købt ordentlig ind før 1948…), og under gudstjenesten irettesatte min mor min ældste, der sad og læste en monster-bog. Den slags overtro brugte man ikke lige her… Det interessante var den ro, værdighed og afklarethed, gudstjenesten fandt sted i.
Den mor, børnene sagde farvel til, havde ikke et sekund tænkt, at det var træls at være “mor”. Hun vidste, at livet kunne være besværligt. Fra et lille husmandssted, hvorudfra livet sprang, hjalp hun til, år ud og år ind, samtidig med hun opdrog 4 – fire – børn og passede sit job som et elsket medlem af lærestanden på Østermarie Skole. Hendes mand var i de senere år plaget af gigt, og derfor tog hun ekstra ved – sammen med børnene. Det var en eksistens, underkastet årstidernes skiften, en dyb anerkendelse af jordens virkelighed og en tillid til, at Vor Herre magede det bedst til sidst. Men at tilværelsen selvfølgelig også kunne være slidsom. At sorger og glæder de vandre til hobe… At forestille sig hun nogensinde skulle have beklaget sig over at det ikke var “fedt” at være mor er… Ja. Utænkeligt. For så meget som faderen var fader, var hun moderen som var moder. Det var hendes liv, på det sted, at skabe de bedste tænkelige rammer, for at hendes børn kunne vokse op, leve videre, og være voksne den dag hun skulle bort.
Den evige forestilling i storbyen, om evige vinsmagninger, café latte, biografturen, de to – eller tre… – globetrotterrejser om året og mig, mig, mig – altid først, ville have slået hende som underligt vulgær og uvedkommende. En tom og hul tilværelse.
Aldrig vil jeg glemme, da hendes ældste, i forsamlingshuset, rejste sig og talte over sin mor. Og for første gang så jeg ham græde, da han stille fortalte og reciterede fra den sang, han mest forbandt med hende. Det var ingen salme. Men en sang. Han altid tænkte på, om høst, når de sled. Hen på aftenen, når de kørte ind. Stilheden i forsamlingshuset, da han talte, og vi sagde farvel, var til at tage og føle på:
Nu er det længe siden,
men end det gjemmes i mit Sind,
hvordan i Barndomstiden
den kjære Rug kom ind,
hvordan dens kjærnetunge Top
ved Moders svage Kræfter
blev lagt i Lugen op.
Først bredte Mor et Klæde
saa ømt som nogen Højtidsdug;
der maatte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
saa fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Straa tilside
som for en Hædersgjæst.
Den kjære Rug var Gjæsten,
som gjorde hvert et Barn saa spændt;
se, Far han lægger Vesten
og sér saa indadvendt:
En Skjælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.
Saa fatter Far om Spaden
og graver i det gule Klæg
to Huller langsmed Laden
foran den hvide Væg;
i dem skal Vognens Fælger slaa
og staa som i en Fælde,
til Væltningen gaar paa.
Og Vognen værdigt skrider;
det første Læs for Lugen staar;
ud fra dets tunge Sider
saa dybe Skygger slaar.
De varme Øg i Nip og Nap
af Moders milde Hænder
faar Ax og Mule-Klap.
Og alle Hænder jager,
og alle Fødder er i Rend
i Støvet Læsset brager
for brede Rygges Spænd.
Højt svinger Hjulet som et Rat,
og paa dets Drejeskive
har Børnene sig sat.
Mor ta’r paa Neget Sæde
og linner lidt ved Baandet skjørt:
“Det er endda en Glæde,
naar Kornet er saa tørt!”
Og med sin matte, spinkle Arm
hun løfter Rugens Tvilling
ind ad den lave Karm.
Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjælken sat;
og Far faar røde Kinder
og Spindelvæv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
hvormeget hun end stræber
med Rugens tunge Neg.
Det gaar mod Aftentide
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.
Og Barnet, som har løbet
sig træt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krøbet
ind under Hjulets Eg;
dér høres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjæl mod Sandet
af Ørentvistens Fald.
Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu Navn.
Og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin Favn.
Det kan godt være, det ikke er “fedt”. Men virkeligt var det. Og virkeligheden kan man bekæmpe så meget man vil. Det fører som oftest til fremmedgørelse. Og fortabelse. Virkeligheden synger vi om her til jul, i Ingemanns smukke salme. “Dejlig er jorden” hvor “slægt skal følge slægters gang”. Det er vores virkelighed. Og jo hurtigere, den moderne kvinde i sin befrielseskamp anerkender det, jo bedre. Så kan roen sænke sig over stuen, og vi kan – i ligeværdighed – komme videre.
63 kommentarer RSS feed
Kom for en del år siden til at hævde, at der ALDRIG i en nekrolog over mig skulle stå: “Hun var en opofrende kvinde”, og gjorde ALT for at undgå det.
Ville egentlig godt have ofret lidt mere, så når du nu bliver tæsket sønder og sammen for din indstilling i de følgende kommentarer, så vil jeg kreditere dig for en håbløs romantisk, men god pointe
God søndag Søren Pind! Du er en original. På den gode måde.
Flot skrevet!
Virkeligheden var en kamp for bedre kår. I dag er virkeligheden bedre kår, uden kamp.
Tak!
Tak Pind.
Min mor opdragede egenhændigt fire børn, og hun gjorde det godt, også uden vuggestue, børnehave og ‘indskoling’.
Mens min far – som afgjort ikke tjente fantastisk men arbejdede som en hest – forsørgede familien.
Nå, vi er også tilbage i 60′erne.
Min mor beklagede sig aldrig, hun havde også selv været en del af valgene.
I dag har kvinder flere muligheder, fx prævention, fortrydelsespiller, abort osv. (Jeg gider ikke forholde mig til kvinder i u-lande, det må de fg selv klare, og 0,8 promille af jordens befolkning, Danmark, kan jo ikke redde hele verden….)
Så mødre, der synes, det er træls at have børn, som sjovt nok skal ammes, skiftes, følges i skolen de første dage osv., har jeg minus medlidenhed med. I har selv truffet valget, ingen gjorde det for jer, medmindre I er svært retarderede.
Tak til Søren P. for et godt, relevant indlæg.
Skal man le eller græde? Skulle man melde konen til kommunen med krav om tvangsfjernelse pga manglende moderkærlighed.
Pågældende kan i hvert fald være glad for, at jeg har karantæne på Politiken i 3647 dage – ellers havde hun fået SÅDAN et møjfald.
Det var et rigtig godt indlæg, Søren. Og det fik mig til at tænke på, om du, som jo er bornholmer, kender forfatteren Otto J. Lund og hans bog “Slidare”, som netop fortæller om den slags mennesker, du omtaler her.
Jeg har oversat nogle af Otto J. Lunds skrifter til rigsdansk, da der ikke er mange bornholmere, der kan læse bornholmsk, som Lund skrev det; heriblandt også “Slidare”.
Jeg tillader mig at sende den til dig på din folketingsmail. Måske får du tid til at læse den i julen.
Flot Søren Pind.
Godt skrevet
Normalt er jeg ikke voldsomt enig med Pind,men han er da ihvertfald et menneske,kan jeg se
Flot og tænktsomt skrevet.
Ja, der er katteme meget forkælelse og piveri idag!
Kommer ALT for let til tingene. Ihvertfald mange af os,og de unge lærer at det skal være let. Jeg har ikke glemt dem der vitterligt har det svært.
Havde også nær fået cafe latten galt i halsen da jeg læste indlægget. Håber ikke, at hendes børn kan læse, da de så må føle sig voldsomt meget i vejen.
Du burde nok lige skrive Søren Pind, at det er Jeppe Åkjær som har skrevet sangen. Bruger den selv, da den minder mig om min far og mor, som knoklede på landet uden at beklage sig overhovedet. Har den endda på IPod’en.
Undrede mig over den tekst. Undrede mig over, hvad hendes barn vil sige til den tekst. Kan det virkelig komme bag på folk, at ALT er sammensat? At man engang imellem oplever noget naturligt, der alligevel ikke er 100 % vidunderligt.¨man føler sig forpligtet til at sige til den utilfredse kvinde, at man kan rive sig på papir. Man kan også risikere, at der sker noget mindre behageligt som mor, far, søster, barn, lærer, ven, mormor…that’s life.
Synes det er paradoksalt, at mænd og kvinder i dag lever så egoistiske liv, at de synes det er forkert, at andre ikke brokker sig over at det er hårdt at få børn. Det er ikke hårdt at få børn. Det er tilsyneladende hårdt at tilsidesætte cafebesøg, biografture, fester til den lyse morgen for at tage sig af sit barn i ganske få år. Et barn man selv bragte ind i denne verden. Det er så trættende, at det er blevet så utrolig moderne at dele med verden hvor hårdt det er at få børn. Så lad dog være.
Jeg ved næsten ikke, om jeg tør sige det om et folketingsmedlem. Men for pokker, du er en hædersmand, Søren Pind.
Kære Søren
Jeg kunne ikke være mere enig. Tak fordi du giver modspil til navlepilleriet og selvmedlidenheden. Hvor er det flovt, at offertænkningen nu også skal omfatte moderskabet. God adventssøndag.
Fantastisk indlæg, Søren Pind. Tusind tak for det. Jeg boede i UK i 25 år, og inden jeg kom tilbage til Danmark i 2005 begyndte man at høre nye røster i England: “Man bliver dum af at gå hjemme og opdrage børn”. Mit svar var altid, at man kun bliver dum af at gå hjemme, hvis man er dum i forvejen. Mine børn gav mig den bedste tid i mit liv, og det var i et land, som ikke gav i hoved og r.. til forældre. Det er hårdt at opdrage børn ordentligt, men jeg synes faktisk, at det er den mest priviligerede opgave man har som mor.
Hvor har du ret Søren Pind. Flot indlæg.
Flot skrevet Søren Pind. Jeg fik en klump i halsen.
Jeg er selv mor til 4. fik de 3 første i løbet af 31/2 år og en efternøler 9 år senere. Det var da hårdt, men jeg har haft og har så megen glæde af mine unger. 102% glæde.
Jeg har som Søren Pind også læst omtalte kronik på Politiken, men har modsat Søren Pind også reflekteret på den med en faglig vinkel. For sådan en har Søren Pind ikke at gøre godt med. Hvorfor han nu kan få lidt og tænke over. Jej skrev følgende:
“At være en god mor starter altid med, at man har haft en god mor
Der samme med bedstemødrene har opøvet sine piger til at blive gode mødre. Så hvor svært kan det være? Det er slet ikke svært, når først man har fået det lært.
En sådan muslimsk familie har jeg mødet. Datteren på 15 var indbegrebet af en god mor. Efter skoletid tog hun medansvar for sine mindre søskende. Og det med en fantastisk sanselighed. Fordelingen af overstrømmende kærlighed og grænsesættende konsekvens var iøjnefaldende. Og faldt helt naturlig og med stor præcision de rigtige steder, hver gang! Ikke nået med at se opgivende ud eller miste tålmodigheden. Hun havde ansvaret for 4 søskende fra 1-6 år, suppleret af moderens små input.
Forældreevnen er ikke bare noget man har, fordi man er kvinde. Det er en evne man får fra en kvinde. Og det startende allerede fra egen fødsel og opvækst. Hvor moderens adfærd kodes direkte ind i det ubevidste. Som så kommer naturligt frem i forbindelse med man selv får børn.
Så du må klage til din mor, Malene Neis.”
Med afsæt i et andet indlæg kunne jeg uddybe konsekvenserne, som mor-barn psykologien vil afstedkomme i den vestlige verden:
“Du skal huske psykologien, bjarke wedemeijer!
Når en naturlig mor, via den sociale arv, giver hendes piger den samme naturlighed, når de bliver mødre. Så sker det omvendte for pigerne, der har en unaturlig mor.
Så de kan ikke bare gøre som vores forældre og bedsteforældre.
Kvinderne i den vestlige verden har i det væsentligste mistet forældreevnen. Det er medvirkende til at de er blevet til mig, mig og mig. Det hedder i psykologien: Narcissisme. Og er en alvorlig personlighedsforstyrrelse, der ikke blot opformeres via den sociale arv, men vil tillige forstærke sig selv til det mest karakterafvigende (psykopatiske).”
Når Søren Pind så skriver:
“Det er næsten uvirkeligt at opleve den moderne kvindes foreløbige kulmination på frihedskampen fra 60erne. Forleden gav det sig udslag i et større debatindlæg i dagbladet Politiken under overskriften “90 pct af tiden er det bare ikke fedt at være mor…”
Det er selvsagt ikke fedt at være mor, når det ikke falder en naturligt at være mor. Samfundsmæssigt er det heller ikke fedt at de bliver forældre. For allerede nu er normaliteten i samfundet overvejende narcissistisk personlighedsforstyrret, med en løbende opgradering til en ren karakterafvigende personlighedsforstyrrelse. Hvor Anders Breivik typerne bliver det normale.
Skal det ikke ende der, skal man samfundsudvikle sig tilbage over grænsen, hvor problemet tog sig begyndelse. Vi skal have genindført landbosamfundet før industrisamfundet. Hvorefter naturen nok skal få genskabt den oprindelige naturlighed i tingene.
Således står vi med valget mellem det naturlige og det mest vanvittige. Mennesket vil sikkert vælge det mest vanvittige. Tror du ikke, Søren Pind?
Der kan nu være noget sundt i at få tingene ud – fremfor at vende hele baduljen indad. Har man lissom
sagt: ‘Av’ – så gør det hele lidt mindre ondt eller er lidt mindre besværligt.
Kvindeliv er forskellige, også tilgangen til det – så individuelt; men Søren Pind skal have tak for så smuk en gengivelse af en sikkert meget smuk begravelse af en kvinde og en mor.
Jeg har for nogle år siden fået fortalt, af min oldemors yngste datter, der levede endnu, da jeg spurgte hende, om hendes mor så ikke var lykkelig over de børn, hun siden havde fået (efter at det førstefødte, en pige, var blevet bortadopteret i år 1900):
Ih, nej – hun løb hver gang ud i marken til vores far og var ulykkelig over at være blevet gravid. Faren her havde såmænd også villet gifte sig med hende, de var barndomskammerater, selv om hun var blevet gravid med en anden. Det havde hun så først ikke villet- og barnet 14 dage efter bortadopteret.
Nu fødte hun siden 4 piger (ml 1901 og 19011),
hvor hun endog tog en lille pige, født uden for ægteskab, af nr. 2 datter – af dem, der blev hos hende, til sig som sin egen.
Den bortadopterede pige var min biologiske mormor, jeg aldrig har kendt, da jeg selv er vokset op i en helt anden familie og også slægt dermed.
Jeg ved så ikke, om det var nemmere dengang, fordi der var større afstand ml børn og voksne og ikke så meget kæleri, leg og tagen op af børnene, måtte jeg forstå – så de passede mere sig selv? Men – igen kvindeliv såvel som kvinder er forskellige,nu som før, også forskelligt udrustet til opgaven.
Jeg tror, at en del af forklaringen på, at kvinder kan ses el føle sig mindre mindet for opgaven ligger i, at de har været passet af fremmede. I hv f en mulig indikator. Moren var der mindre for dem.
Og – det er en gammel tanke, fordi den måde, man selv bliver taget hånd om, den går igen (el det stik modsatte ses også) el bliver ofte videregivet, når den enkelte kvinde selv får børn.
Men – det er en stor overraskelse at blive forældre, også mor – fødslens smerte er ganske speciel og vil aldrig før el siden kunne opleves, medmindre man føder igen. Den er i sig selv meget voldsom, og det er svært at vide, hvordan man skal tage denne smerte, da den er fuldstændig ukendt og uprøvet for en:
Men der er nemme og sværere fødsler – og kvinder der er bedre udrustede til opgaven end andre, såvel som der også er disse forskelle på mænd/fædrene til børnene.
Og – får man sår på brystvorten, så gør det afsindigt ondt, hver gang barnet skal ammes – indtil det er lægt. Første gang, jeg oplevede en sådan smerte, så kunne jeg også have smidt barnet ud af vinduet, på Frederiksberg Hospital – men dog kun fra en stueetage, hvor faren så forskrækket udbrød: Jamen, så skulle vi da ikke have haft ham.
Selvfølgelig! Var svaret – det var jo ikke sådan ment; som når vi udbryder: Ih, jeg kunne myrde den eller den – det er jo heller ikke bogstaveligt ment.
Så – vi skal altså ha’ lov til at få et rimeligt afløb, få noget luft, selv om det ikke bekommer mænd så forståeligt. Det er jo også nemmere, hvis madammen tier så det yndige billede heller ikke krakelerer for visse mænd, Søren Pind!
Det kan jo også være besværligt at tage stilling til eller kapere, når en mand selv lige er blevet far. Især – hvis graviditeten har været vanskelig for kvinden, så hun har været ovenud ucharmerende.
Det er set. Ligefrem barnagtig og pylret.
Sådan er livet også – for nogle.
Men – ellers da en opgave; men ikke mere besværlig – end man gør den til. Det tror jeg, qt vi alle har lært mere el mindre. Humor hjælper skal jeg huske at meddele, i hv f bagefter – og når man som ung mor sidder nede i et vaskeri ud mod gaden på Vesterbro og barnet skriger, og jeg har glemt, at en sut, den bliver skam ligefrem sparket ud med tungen – første gang jeg overhovedet fandt på at give ham en sådan, så “SMUT Kammerat- mig skal du ikke narre!” da jeg jo er opdraget med, at man vasker brystet før amning, hvorfor der lige kunne gå lidt tid!
Så hurtigt hjem med barnet og op på 2 sal med også alt det våde tøj, og såvidt jeg husker, så duede en medbragt flaske (sikkert nu med for kold mælk) heller ikke i situationen.
Hov, sagde jeg lige lidt ovenfor her noget forkert, såkaldt altmodisch ligefrem, nu hvor alle mødrene farer rundt på diverse caféer og brokker sig, hvis de ikke må amme dér? Altså det med at brystet/brystborten lige skal være ren før amningen?
Og ligedan, når det gjaldt det med maveøvelserne aht til maveskindet efter fødslen,som vi lærte, det gik heller ikke. Siger og skriver hver eneste morgen, faren var gået ud af døren til sit studium, og jeg lagde mig for at gøre disse øvelser, så skreg barnet – ingen sut kunne jo anvendes, vidste jeg jo fra dag ét her. Så det opgav jeg – uden tanke for at gøre det senere på dagen, den var jo nærmest allerede mere end i gang.
Så barnet ‘opdrager’ jo moren mere el mindre, hvorefter vi får et vist afløb ved at kalde barnet for ‘den lille tyran’. Men humor hjælper – og en fornuftig sundhedsplejerske, når jeg på de 33 m2, opmålt af kommunen da – dvs inkl. ydermure, stod der på denne fortælling af en art, fra kommunen og med fælles lokum sammen med 3 gamle mennesker på denne øverste etage af en patricier-villa for gamle håndværkere. Vi var ikke velset blandt så gamle mennesker, der var hhv misundelige og lettere paranoiske; men de blev sat på plads af ejendommens advokat.
Men – at beklage sig over, at ungdommen er forbi, hvis man har været så heldig at have haft den i udvidet form og længde, når man først får barn i 30′erne – ca. 10 år efter gængs alder i min generation, så ..
ja, så undrer jeg mig alligevel lidt – men OK, jeg gik også ned i arbejdstid på et tidspunkt, selv om faren og jeg hjalpes fint ad med det hele, også om natten.
Hver nat, var vi begge på stikkerne – ikke kun mig!
Det er og var jeg både glad og taknemmelig for.
Nå – lidt ammestuesnak herfra.
Og – vi skal altså lige have luft for de overraskelser, vi trods alt er ude for. En graviditet og en fødsel kan altså ikke erfares på forhånd og ejheller fortælles nødvendigvis, det er individuelt.
Jeg har så på sin vis været en af de heldigere i begge de to nævnte forhold, selv om jeg havde svært ved at trække vejret tilstrækkeligt dybt under fødslen; men alt gik ‘efter bogen’, som jordemoderen udtrykte det. Og – det gjorde det med en herlig stor og velskabt dreng.
En smuk sang som Søren Pind bringer. Og en smuk beretning om en moder, der levede livet, som det er.
Folk der lever under virkelige fattige kår, ofrer sig for andre, og man stiller ikke spørgsmålstegn til selvopofrelsen, da den hedonistiske livsstil virker – som Søren Pind beskrev det – “underligt vulgær og uvedkommende”.
Søren Pind citerer fra Prædikerens Bog, hvor Kong Salomon indleder med de berømte ord: “..Tomhed, endeløs tomhed og jag efter vinden.” (På hebraisk: haveil havalim hakol havel).
Sådan beskrives den hedonisktiske livsstil ikke blot i jødedommen, men i alle religioner og kulturer.
Noget siger mig, at de fleste kvinder i Vesten i dag har solgt noget af det mest dyrebare, en kvinde kan besidde – evnen til at være kvinde og mor.
Den veluddannede mor, som skrev sit debatindlæg i Politiken, repræsenterer tidens hedonistiske lethed, skrællet for formål og livsforståelse.
I det tyske folkeeventyr, som blev optaget i Brødrene Grimms eventyrsamling, finder vi eventyret om “Konen i muddergrøften”.
Konen starter i en ildelugtende muddergrøft/svinesti, og jo højere hun stiger i graderne – konge, kejser, pave – jo mere fortvivlet bliver hun.
Til sidst siger flynderen til den stakkels ægtemand, at nu er hun tilbage i muddergrøften. Og der slutter eventyret.
Men her er fortsættelsen på “Konen i muddergrøften”:
“Og hun brokkede lykkeligt til sine dages ende.”
Ser du, “Konen i muddergrøften” blev slet ikke straffet af flynderen, tværtimod, nu kunne hun med rette fortsætte med at brokke sig, som jo i virkeligheden var hendes form for nirvana (lyksalighed).
Flynderen ville ikke tage brokkeriet fra konen. Da konen blev adelig, og senere konge og kejser, havde hun mindre og mindre grund til at brokke sig – derfor blev hun så fortvivlet.
Af barmhjertighed sendte flynderen konen tilbage til muddergrøften – så hun kunne fortsætte med at brokke sig uden at folk ville rynke på næsen af hendes brokkeri. Stakkels mand siger jeg bare.
Iøvrigt hørte vi ikke til noget om faderen til datteren i dagens debatindlæg i Politiken. Er der tale om en enlig mor? Og hvorfor blev hun enlig mor?
Var det på grund af al hendes brokkeri?
Kære Søren Pind,
Jeg må med tårevædede øjne erkende, at du har en god evne til at frembringe billeder i bedste HCA stil. Godt gjort. Kvalmen steg dog lige så stille op i mig samtidig, for det er dog vel nok trist, at en træt mor, der ikke har sovet i lang tid og så udstøder et lille suk – tænk at hun skal have så mange bank af dig og andre debattører….! Det er bare grimt!
Hvor mange dage brugte du i øvrigt selv på barsel??? Eller lod du din kære viv tage sig af alle nætterne, så du kunne være frisk og udhvilet?
Småbørnsforældre er desværre nogle af de mennesker i dagens Danmark, der har den største arbejdsbyrde, masser af transporttid, masser af stress, altid dårlig samvittighed (hvilket du også bidrager med), trængt økonomi (børn er dyre), problemer med børns sygedage, etc.
Hvis du gerne vil hjælpe småbørnsfamilier – og ikke kun håne trætte mødre og fædre – så hjælp dem f.eks. med mad i daginstitutioner, mulighed for deltid med kompensation i “procentvise barnedagpenge” op til 7-8 års alderen, og flere pædagoger til at give tryghed, og rådgivning, når det brænder på.
Samfundet kunne på denne måde både hjælpe småbørnsfamilier og samtidig skabe jobs….
Ja religion har altid sat sine spor hos landbefolkningen…
Var denne adfærd/opfattelse af en selv, ikke det vi på dansk kalder for
” Herskab og tjenestefolk “
Hvor er det bare et forudsigeligt og nederen indlæg fra Søren Pind. Det ER dødssygt at få børn, og den sandhed bør ALLE skrive sig bag øret, inden de begiver sig ud i reproduktionens helvede. Hvert eneste nyfødt barn giver millionunderskud i statskassen og er endnu en Pind i overbefolkningens ligkiste.
Tænk, at såkaldt liberale begiver sig ud i at forsvare det ubetinget største indgreb på den personlige frihed, nemlig 20 års opvartning af et barn.
Men I skal være velkomne til at hygge jer med en procentdiskussion, om forælderhvervet sucks 50 eller 90 procent af tiden. Jeg kan bare sige, at mit liv rulez 100 procent af tiden, fordi jeg SELV bestemmer! Frihed FTW!
Evnen – hvis det er den, der er mistet, kan de unge kvinder ikke selv gøre for. De har hverken opdraget sig selv eller måske været plantet i en institution fra tidlig alder.
Søren Pind er politiker, så han har også et sted ansvaret for, at der ikke har været ført en endnu bedre familiepolitik! Også boligpolitik har indvirket, så de mange nærmest var nødt til at få villa, Volvo og vovse med det samme og dermed sat hårdt i det. Dvs vilkårene var at aflevere barnet i buggestue – og for tidligt! Det tåler de små børn slet ikke!
Og – det er det, vi ser skaderne af hos selv små børn og de unge i næste og næste generation igen osv.
Der er kvinder, der sætter pris på selv at passe deres børn; men alle har ikke råd til dettte. Nogle gør det så alligevel og lever så på et langt lavere blus, hvis manden ikke tjener kassen.
Derfor har der også været røster igennem de sidste 25-27 år, der har forsøgt at få pengene til at følge barnet, fremfor vuggestuer, så kvinder ikke var tvunget til ikke selv at varetage rollen som mor for deres børn.
Og – vi skal ikke have barsel til mænd, mænd skal ikke være ammende fædre, stedfortrædende mødre – men fædre. Derfor skal de have deres orlov efterfølgende moderens, som i mange år har været tilkæmpet med hiv, sving og elendighed.
Og -så vil mødrene partout af med den og barnet, fordi manden så bae lige osse kan .. det skal ikke kun være os.
Mødreevnen er ødelagt et sted! Det må genoprettes – hvor det kan, fordi vi også får sundere og stærkere børn ud af det. Og – jeg taler ikke her om undtagelserne, da der også er mødre, der ikke magter en sådan rolle af flere årsager.
Men gængs – før det er for sent!
Vi har et arbejdsliv på 40-50 år, samfundet vil gerne have børn, og så er der fornuftigere at betale i tide, dvs at børnene får deres forældre som deres naturlige behov og udvikling tilskriver dem – og billigere.
Og – så er en naturlig ligestilling hjemme, fremfor alt det efterhånden nonsens, der diskes op med – af uvidenhed vel og egne behov, dvs egnethed til de også de helt små børn, ens egne!
Politikens kronik af Malene Neis siger mig, at hun må være alene-mor!?
børn skriger på tid med deres forældre – og de små kan kun græde.
Og – der er også en grund til, at forældrene både græder og har skyldfølelse, når de afleverer de små.
Deltidsjobs senere – til både moren og faren, måske på skift.
Ellers nytter det ikke noget og er heller ikke helt rimeligt at pukke på forældreevnen, når den ikke ses at måtte varetages.
Samfundet vil også gerne have kvinderne på arbejdsmarkedet, så der kan kommepenge i kassen; men det koster desværre også kassen siden, så en opdelng af forældrerollen for de små i de første 4-6 år på en hensigtsmæssig måde, dér hvor vore børn har allermest brug for det, da de programmeres stærkest i denne periode!
Kvinder bør motiveres til og se, som nu også fædre bliver opmærksomme på, at rollen som mor ER ubetinget den vigtigste opgive i livet, et menneske kan få. Langt vigtigere end et job.
Det er ikke romantisk ævl eller gammeldags tågesnak. Det er VITTERLIGT. Skuden bør vendes, så både voksne og børn kan overleve.
Tiden på arbejdsmarkedet for både mand og kvinde bør tilgodese, at de bliver forældre; men andet er bildt vore forældre ind!
Det handler også om, at både kvinde og mand kan uddanne og ernære sig selv; MEN først tog vi med industrialiseringen manden/faren fra barnet og siden kvinden/moren.
Det tåler vore børn ikke! Og – der var så nogen, der i sin tid glemte at sørge for, at arbejdsmarkedet tog højde for sådant!!!
Det må der rettes op på. Ellers kan vi skrive om alt dette og langt værre med tiden i al evighed – uden at ændre, fordi vi er blevet klogere.
Den slags vil vi helst ikke vide af, selv visse fagfolk aner ikke, hvad der vitterligt foregår i de første 3 år af et barns liv!!! Og – det betaler staten penge for, sådan forskning.
Hvordan kan du, Søren, på nogen måder udtale dig om hvad nabokonen fra Bornholm gik og tænkte dengang hun havde småbørn?
Hele din argumentation er baseret på hvad du tror nabokonen gik og tænkte. Vi er jo ikke engang oppe på et anekdotisk bevis her.
Jeg håber ikke du træffer dine beslutninger i folketinger på samme grundlag.
Smuk og stemningsfuld sang skrevet af Jeppe Aakjær. Vi sang den på Osted Fri- og Efterskole i begyndelsen af 1950′erne. Jeg kan et par vers udenad. Behandlingen af hovedemnet i bloggen overlader jeg gerne til andre.
Har Søren Pind bemærket, at Malene Neis sammenligner det at være mor med Gulag under Stalin?
Neis skriver: “At få et lille menneske i babystørrelse er nøjagtig det samme som at melde sig frivilligt til Gulag.”
En tale som mildt sagt er: “…underligt vulgær og uvedkommende.”
Vidner en sådan forrykt sammenligning ikke om en snotforkælet person, som lever i en Radikal caffe latte verden?
Hvad ved Neis om Gulag? Joker man med den slags? Næppe. Man joker hverken med Gulag eller med at sige, at jeg ikke vil være mor for mit barn. Tænk hvis datteren læser det en dag? Datteren vil næppe opfatte det som en morsomhed.
Ikke nok med at Malene Neis udstiller sin egen fortrydelse over at være mor, hun vælger også at stemple alle andre mødre som løgnere, hvis de siger, at de er glade for at være mor.
Malene Neis trækker sin egen subjektive erfaring ned over hovedet på alle andre mødre, og stempler dem som løgnere, hvis de ikke føler det samme som Malene Neis.
Ingen tvinger Malene Neis til en selvopofrelse, som vi ser det i H.C. Andersens eventyr “Historien om en Moder”.
Men hvis der er mødre som er glade ved at udvise en stor selvopofrelse, så skal de ikke stemples som løgnere. Det kan Neis ikke tillade sig.
Ligemeget hvad vi mennesker vælger at gøre i livet, så er der store udfordringer. Hvis Malene Neis havde valgt ikke at blive mor, så ville hun havde fundet andre ting, som hun kunne brokke sig over.
Fordelen ved at være mor, er, at vi lever i et samfund, der udviser stor forståelse for mødre – både økonomisk og hvad angår normer. Og en enlig mor støttes endnu mere, fordi man ved hvor svært det er at være enlig mor (det kan selvfølgelig ikke erstatte en fader).
Hvis Malene Neis havde valgt ikke at være mor, så ville samfundet havde været mere ligeglad med hende, og så ville hun sikkert have valgt også at brokke sig over det.
Smukt skrevet, Søren Pind, og smukt følt (det sidste skal ikke omfortolkes!). Hvor er der få MF´ere tilbage, der indimellem lader noget komme frem, som har med Ånd at gøre….
Efter at have læst Pinds indlæg flere gange bliver det mere og mere uforståeligt, hvad han prøver at sige, endsige hvad det er, der får kommentatorerne til at savle.
Han siger jo ikke andet, end hvad enhver gudhengiven konservativ nostalgiker siger dagligt. Vi er alle sat i kald og stand – dvs. i bås – de rige er rige, og de fattige er fattige, og det skal vi være glade for, og der skal vi blive.
Jeg er endt med at tolke budskabet sådan, at et langt liv med slid, slæb og slavearbejde er en vidunderlig ting fuld af højere mening, og hvis vi ikke er taknemmelige, er vi nogen stympere.
Den tolkning synes jeg ikke om, men der vel ikke andre muligheder.
Sikke da mange følelsesfulde beretninger, der her gøres gældende. De burde samles til en bog om tiden der var engang.
Det minder mig og en oplevelse…
En dag kom jeg forbi et faldefærdigt hus, hvis sokkel bestemt havde set bedre dage. Den smuldrede så væggene slog revner. Dørene kunne ikke lukkes, og vinduerne var rådne. Da jeg kiggede op på det utætte tag, så jeg til min overraskelse flere personer klædt i jakkesæt og fine kjoler. De var ved at mure en ny fin skorsten. En fin ny skorsten på et faldefærdigt hus gav ikke nogen mening. Hvorfor jeg spurgte, om de syntes det gav nogen mening. De fortalte så, at de var folkevalgte politiker, og var ved at færdiggøre den fremtidige familiepolitik.
Jeg anbefalede dem at rive huset ned. For så bygge et nyt. Denne gang på en solid sokkel. Der rummede de rette elementer, som sådan et hus skal bygges på.
Men de mente ikke at der var stemmer i det. Hvorfor så gøre sig den ulejlighed for nogle børns skyld. Der alligevel ikke vil blive stemmeberettigede før om mange år.
Godt gået Søren.
Jeg savner i øvrigt berlingerne. Vi hænger på Politiken det næste år. Min søde kone og jeg deles. Men Politiken. Hold da kæft en radikal lorte avis. Her, med og uden, læsernes redaktør, skamrider det vi kalder åben dialog. Politiken er svaret på Lotte meilhede som ikke er i stand til at interviewe uden selviske ytringer.
Bjørn Holmskjold – 20:30
Fordi politikere også tænker for kort og på sig selv, og hvor også erhvervslivet klamrer sig på samme måde – uden at ænke over, hvordan man får kvalificeret arbejdskraft og et sundere samfund, fordi for mange har fået det værre.
Der har altid været problemeri et samfund; men der er for mange små børn og unge mennesker, der har det dårligt og er syge – flere end for bare 20-30 år siden!
De ser ikke sammenhængen – og de ældre i gårde har fået samme behandling som de kvinder, vi taler om – under deres opvækst: Ikke alt det føleri – højst kun til en skåltale!
De ligger, som de har redt – som de har villet rede!
OPRØR fra FORÆLDRE!
Forældre – en far og en mor – skal ikke finde sig i tingenes tilstand, denne masochistiske tilstand, de må udæve dagligt for at få det til at løbe rundt.
Af hensyn til dem selv og ikke mindst deres barn, på deres barns vegne, på samfundets vegne hvis ikke andre kan forstå det.
Krise eller ej – nu børnene også snart er outsourcet i en heldagsskole til at være erhvervslivets ejendom – og tidligere Anders Fogh Rasmussen små PC-bærere, fra før de har lært at gå, såvel som reklamen nu kan bruge en baby med kun ble på til at illustrere dise velsignelser, idet babyen bider i det ene hjørne af en ‘tablet’ af en art.
Angst og uvidenhed styrer både politikere og de, der burde vide bedre – om børn, om hvordan vi får sunde og robuste børn, der er i stand til at lære, være innovative og ikke kyniske medlemmer af et samfund, hvor der er plads til empati, eftertænksomkhed, fordybelse – også til gavn for samfundet som helhed.
Og – jeg er ikke ikke venstredrejet, må jeg hellere hilse at sige; men mod dumhed kæmper selv guderne åbenbart forgæves.
Også overfor de kvinder, der tidl gik hjemme, og blev kaldt for dumme, blev der gjort uret af andre kvinder.
Nu siges ddet, at kvinderne nærmest SKAL være på et arbejdsmarked, og nylig hørte jeg, ati Tyskland, dér kæmper man en kamp for at få kvinderne ud på et arbejdsmarked .. som i Danmark .. så vi er rollemodel for .. crap-tilstande for vore børn og dermed forældrene og i sidste ende samfundet!
Wake-up! – Og det er langt dyrere siden!
Det jeg mest sigter imod, er vuggestuerne – fordi børnene ikke kan tåle en sådan placering i de første år, hvor de formes utroligt.
De har for mange ‘mødre’, de har for mange ‘små søskende’ et sådant sted – udover adskillelsen fra moren, der endog er hormonelt indstillet på barnet, kender det, ser det og lytter til det på en ganske anden måde end fremmede, hvor sympatisk indstillede de end måtte være.
Der bliver for mange tilgodehavende siden for den senere voksne, fra barndommen – huller, der ikke er kan fyldes ud og måske vanskeligt kan lade sig reparere.
Så vi ser mange skader, der er tidligt funderet – uden at de fleste ser disse sammenhænge med grundlaget i den tidlige barndom.
Er FUNDAMENTET i orden, så er et barn, den senere voksne langt sværere at vælte! Ellers vælter bygningen – den bliver utabil, forsvinder evt. helt eller får voldsomme skader, der måske ikke kan reddes, dvs reparered.
Der er i hv f ikke meget andet end medicinering i Danmark til disse meget tidlige skader på børn, som skal trækkes med disse uudholdelige tilstande livet igennem, hvis de ikke dør i utide el måske begår selvmord.
Tak til Søren Pind for smuk fortælling.
Den kunne handle om min egen mor.
Hun kom til Danmark som 18 årig og nygift, fødte 2 børn, var husmor og arbejdede samtidigt som rengøringshjælp i daginstitutioner. Da vi flyttede hjemfra, startede hun eget firma og har nu 10 mand ansat. Hårdt arbejde, altid. Ingen klage, kun taknemmelighed over børnenes fremskridt og gode uddannelser. Nu overskudsbedstemor, med arbejdstid på min 12 timer dagligt.
Sandheden er ilde hørt og fy føj, sådan en ærlig mor skal bare sættes på plads. Prøv at komme ned fra den høje hest, prøv at droppe fællesbedraget, prøv at tilstå, prøv, bare prøv en enkelt gang at sige det højt – det ER ikke fryd og gammen, det er hårdt arbejde, det arbejde er ikke blevet mindre, efterhånden som alle, selv en Pind, mener at have en mening om, hvordan moderskabet bør udfyldes.
Kapitalen har behov for arbejdere. Selvfølgelig ønsker det borgerlige Danmark at arbejderklassen reproducerer sig selv. Ellers skal alle lønslaver og tjenestefolk rekrutteres fra Østeuropa og Filippinerne.
Kære Søren Pind,
Et meget rørerende indlæg om den bornholmske bondekultur og kvindelig opofrelse.
Min egen bornholmske mor blev født på en gård for snart 95 år siden (hun døde for ti år siden) som næstyngste i en flok på ti. Jeg er ikke så skråsikker som dig, Søren. Jeg ved ikke, om hun i bare ét sekund har følt, at det var træls at være mor. Hun døde, da min mor var 3 år gammel. Børnene blev ikke hængende så længe på gården. De blev sendt ud og tjene i en meget tidlig alder.
Min egen mor kom i huset i København. Hun gjorde rent, lavede mad og passede børn, så det bedre borgerskab kunne gå på café og i teatret.
Jeg fatter ikke, at du vil bruge denne historie om en altopfrende mor til at punke en kvinde, der har mod til at bryde det tabu, at det også kan være et helvede at være mor – mor til et barn, der som nævnt ‘powernapper’ og dermed suger al kraft ud af moderen (det sjælden faderen det går ud over, for far skal på arbejde og tjene penge – og har brug for al sin nattesøøvn!).
Vidste du, Søren, at hvis man skal få mennesker til at bryde sammen, så er det ikke nødvendigt med fysisk tortur. Man skal bare sørge for, at de ikke får søvn.
Jeg er selv bedstefar – og jeg er skuffet over at vi ikke er kommet længere. At man stadig skal lægge øre til mandschauvinist bullshit, som det du leverer, Søren.
Jeg ved ikke, om hun (min mormor)…. det gik lidt stærkt!
Hej Søren
Tak for en ellers altid god, velskrevet og underholdende blog. Her mener jeg dog at du misser pointen med Neis’ indlæg. Som jeg læser det, brokker hun ikke mere over hvor hårdt det er at være småbørnsmor end så mange andre… det hun opponerer imod er den selviscenesættelse hun bliver mødt af fra andre mødre, og kravet om at hun selv skal være med til at bekræfte denne ikke helt sandfærdige historie. Hun beskriver hvordan det nærmest er tabubelagt at indrømme i mødregruppen at hun altså ikke lige faldt for sin lille pige med et brag første gang hun så hende. Hun beskriver også fint hvordan folk nærmest bliver fornærmede når hun indrømmer at hun altså ikke altid svæver rundt på en lyserød sky af moderfølelse. Jeg ser altså ikke hendes indlæg som et oprør mod moderrollen i sig selv, men nærmere som et opgør med det rosenrøde billede som vi mødre insisterer på at tegne udadtil, uden plads til nuancer.
Jeg er selv på barsel i øjeblikket og oplever noget lignende, blot med den forskel at når jeg overfor veninder og mødregruppe ærligt giver udtryk for, at ja, jeg ville ikke undvære mit barn for noget, men hold nu KÆFT jeg kunne godt bruge noget søvn og tid til mig selv, så nærmest VÆLTER “skeletterne” ud af skabet! SÅ kommer historierne frem om barselstårer, følelse af afmagt, panik over ikke at gøre det godt nok, manglende tid til at gå på toilettet, osv osv osv! Jeg kunne godt have brugt de historier OGSÅ, mens jeg var gravid, til liiige at nuancere billedet lidt… for det ER et chok at bliver forælder, og nok også et chok man på ingen måde kan forberedes tilstrækkeligt på. Det er ikke bare den fysiske træthed der trækker ned, for mig var det ISÆR det jeg følte som tabet af min personlige frihed. Det at jeg TOTALT skulle tilsidesætte ALLE MINE BEHOV for et lille menneske som er fuldstændigt afhængigt af mig. Jeg tror i virkeligheden det er det de fleste bokser med når de bliver forældre i dag, og det er også det jeg læser i Neis’ indlæg. Du spørger hvad hun havde forventet? Jeg tror hun havde forventet at det nok blev hårdt, men ikke havde forestillet sig at det blev SÅ HÅRDT! Og hvordan kunne hun det, hvis de eneste historier det er tilladt at fortælle til vordende mødre er de lyserøde, hvor alt lykkes og går op i en højere enhed? Jeg mener hun har en god pointe. Lad os endelig få de dejlige historier om livet som forældre frem, der er SÅ mange af dem og de er pragtfulde hver og en, men jeg mener at det er vigtigt at vi også får de knapsålyserøde historier med, UDEN at de der vælger at indrømme, at livet ikke altid lever op til den opbyggede forventning, skal fordømmes og dømmes som forkerte og forkælede.
@Karen Gaarsmand
Tak!
Hej Søren,
Tak for din fantastiske evne til at formulere det, som mange af os nøjes med at tænke i hverdagen om dele af den “danske kvindelige identitet”.
Jeg har masser af kvindelige venner og bekendte, der absolut ikke er fan af dig – MEN JEG ER! Og de andre kan vel også blive klogere! Det sker som regel i takt med at livet skrider fremad og de konfronteres med og erkender det faktum, som du nævner: “Vi bliver født, lever og så dør vi.”
Selv om jeg også holder af et aktivt liv fyldt med gode oplevelser, så vil mine skønne børn altid betyde mere for mig end de”…evige vinsmagninger, café latte, biografturen, de to – eller tre… – globetrotterrejser om året og mig, mig, mig – “.
God Jul til dig og dine!
@ Søren Pind: For en gangs skyld er jeg helt enig med dig- det er sgu åbenbart miraklernes måned!
Kære Søren,
Jeg forstår dine pointer.
Men jeg tror virkelig på, at problemet i højere grad tror, at lykken kommer udefra. At lykken indeholder fyrværkeri, mange penge og “vilde” oplevelser. Men lykken finder vi indeni. I de små ting. Og hvis man kan finde de små ting, leve i overenstemmelse med sine sande værdier og omgive sig med kærlighed, så tror jeg på, at man kommet hen til et sted, hvor man både har en højere bevidsthed, er lykkelig mor/forældre trods bræk i bh’en og manglende nattesøvn.
Lykken for mig er at hente æg i hønsehuset, at have valgt et liv som selvstændig, så jeg kan hente mine unger tidligt hver dag. Jeg har ikke fundet balancen helt endnu. Men jeg er på vej.
Jeg tror ikke på, at livet SKAL være hårdt. Men jeg tror på, at forestillingen om at livet er hårdt, er med til at holde os fra at blive lykkelige.
Selvfølgelig bliver vi alle i mere eller mindre grad udsat for ting, som er “hårde”. Men der er flere måder at opleve og håndtere den “modstand” på. For mig har det gjort en kæmpe forskel, at jeg begyndt at lære af de udfodringer jeg møder i stedet for at opfatte mig selv som et offer for omstændighederne.
Så måske er problemet også, at vi tror, at udfodringer er lig med et dårligt liv – og det kan det også blive, hvis vi ikke er udstyret med troen på, at tingene løser sig, og at der altid er noget at lære.
Jeg vil fandme være lykkelige. Jeg vil have et liv i flow. Jeg vil både have en dejlig familie, en virksomhed med succes og fede venner. Og jeg tror på, at det er muligt. Og jeg er godt på vej.
Kærlig hilsen
Nadia
@Karen Gaarsmand: Ja. At få et barn betyder at man tilsidesætter sig selv. Der er ingen vej tilbage. Det er dels den ultimative kærlighed, hvor man for første gang vitterligt lærer, at intet er vigtigere, ikke engang en selv. Og, uden malice, er det min oplevelse, at den moderne kvinde har sværere ved netop det end manden. Vi har s.. altid vidst, at vi var nr. to – og så tre. Kvinde og børn først, husker du. Men at dette er så svært i vore dage, er ikke alene forstemmende. Det er også lidt småenerverende. Vi skal dø. Alle sammen. En dag. Vi er ikke universets centrum. Den frisættelse der ligger i den erkendels er lidt svær at finde i neurotiske kvindeserier som Sex in the city mmm. Men det er ikke desto mindre et faktum. Tilgiv mig, hvis jeg af og til bliver småirriterede over den totalte selcentrering, som det modsatte synspunkt er udtryk for. Der er ikke så meget nyt i det: Buddet lyder, du skal spise, drikke og være glad – og så skal du leve under solen med den du elsker. Mere er der ikke til det. Slut. Netop derfor bliver samtalen så vigtig. Mellem de to. Og mellem dem, der skal videre. Men samtalen har vi glemt i disse år, hvor vi går i seng med og vågner til – vores I-phone, og haster derudaf. Kierkegaard sagde det så godt: Intet er så latterligt, som en mand der har travlt. For vi skal alle sammen det samme sted hen…
@Yasssin C m.fl. Her på berlingske skal der være fuldt navn, ellers fjernes indlægget. På forhånd tak.
@Nadia: Det er sjovt, at mange har taget mit indlæg til udtryk for, at denne kvinde følte 1) at hun havde et hårdt liv 2) at hun var fattig. For det første tror jeg, hun følte at livet var et hele. At skygger og lysninger hørte med. Begge dele. Og så spekulerede hun i øvrigt ikke meget mere over det. Hun var dybt kristen, og kendte ordet om, at “hver dag har nok i sin egen plage” – eller, som Jesus selv sagde det, så er det syndigt at bekymre sig. Det var hendes liv. Det sure med det søde. Mht 2) og fattigdom… Sikke noget sludder. De lagde hvert år fornuftigt til side, og kunne altid svare enhver sit. Ikke om det nogensinde skulle siges om dem, at de ikke kunne betale. Nej. De var ikke fattige. Og slet ikke i ånden. Forstår du?
Kære Søren P, tak for et fint indlæg som har mange relevante punkter.
Jeg har selv to børn som begge er teenagere nu, og kan mærke et hult savn ind imellem, fordi tiden jo er gået alt for stærkt og til tider, har jeg da siddet for længe på min arbejdsplads og bagefter, nogle gange, prioriteret veninder og bif og cafeture for meget og på de forkerte tidspunkter også. Den kvinde fra det skønne Bornholm, som du beskriver der, kender jeg som type godt, og hun er altid væsentligt at huske. Også den mand, der har knoklet for at forsørge hende og børneflokken og i sammen moment formentlig givet hende den respekt og kærlighed som det kræver at klø på – på den måde, Søren P beskriver her.
Men vi har et andet samfund i dag, 50% af alle bliver skilt, og en stor del af de penge der ryger i fælleskassen til det samfund vi mere eller mindre allesammen ønsker, ja, de kommer jo fra os i 30-60′erne i middelklassen. Så det er jo en anden tid og nogle andre betingelser. Og begge mine sæt bedsteforældre var faktisk også nogle gode og fine nogle af slagsen – begge par fra landet. Den ene “bedste” var læge og kom meget rundt om i hjemmene i 50′erne og 60′erne og tro mig, virkeligt, der var også en anden sandhed. Kvinder nedbrudt af for mange børnefødsler og ikke behandlede depressioner. Mænd der var ved at knokle sig halvt ihjel for at få det hele til at hænge sammen. Børn der var der, fordi det var de nu, men som ikke rigtigt blev hverken set eller hørt osv. Så jeg tror. modsat Birgit Lajer, at der ALTID har været børn og unge med store problemer og savn, at der ALTID har været egoistiske voksne, bare på en anden måde.
Det ændrer ikke ved, at det var en smukt indlæg og i alle tilfælde sætter en masse tanker i gang hos mig, barn af 70′erne, så tak for det.
Det er en overraskelse at blive mor – men jeg tror, modsat Karen Gaardsmandikke, at man skal sætte alarmer i gang hos en gravid kvinde, fordi dette at blive gravid, føde og blive mor, håndteringen, er individuetl.
Joh, at man kan blive træt, hvis manden ikke er så meget med el lign – men jeg forstår ikke det med at miste sin frihed og at ligefrem alle ens behov skulle være slut.
Den køber jeg ikke – så måske der der tale om en umoden forventning om evigt teenageliv, at man egentlig ikke har været parat til at gå over til andet, altså en næste fase i sit liv.
Et arbejdsliv og en mand gør jo sædvanligvis allerede livet anderledes og med mindre fritid til bare en selv, lullende rundt i bare egen sæbeboble af ønsker og tidsfordriv.
Malene Neis, der skrev den famøse kronik og dette med både Gulag og ligefrem 90 procent hører måske til en marginal af mødre, der finder det så ligefrem belastende, at der kun er få ord til glæderne. Glæden ved at have givet liv, glæden ved at dette liv fortsætter og har sine behov, at det vokser, bliver mæt, træt og tilfreds – vågner i skrig – men snart til hurtigt smil.
Det jeg undrede mig mest over og glædede mig enormt til var tanken på: Hvad mon det lille menneske rummer og tænker?
Så – da han var ca. de 2 år, og vi en dag skulle ud af døren, så kiggede jeg på den lille purk, der overhovedet ikke lignede mig med disse tanker i hovedet, hvor jeg samtidig tænkte:
Ja,jeg kunne være hvemsomhelst – ingen kan se, at jeg er din mor. Han lignede mere sin far – og da jeg fødte ham på 3900 kilo og 54 cm lang (og jeg var ganske spinkelog vejede, viste det sig kun 3 kilo mere end før graviditeten – havde altså været så heldig at tabe 11 kg ved fødslen), så vendte jordmoderen sig om imod mig, da hun var ved at lægge ham i en lille seng:
Det er ellers en ordentlig kleppert, de dér har fået – og han er lidt rødblond i de bløde dun på hovedet. “Joh, jamen øh..”, svarede jeg hende og krøb lidt ned under et lagen, jeg havde fået over mig .. hun troede måske ikke, at jeg var moderen .. men jeg svarede blot: “Jamen faderen er lidt rødblond .. men er han ikke fin?”
Altså – om der var noget i vejen med ham da ..
Nåh, nostalgiske tanker også. BHL
Altså 3900 kilogram, hedder det vist. Så var han heller ikke større!
BHL
Jeg så Antonionis mesterværk L’Eclisse i nat. En film om fremmedgjorte mennesker i den moderne verden. Antonioni tegner et kærligt og medfølende portræt af mennesket i sin svære søgen efter mening og kærlighed. Uden at dømme. Og før de fik børn. Den medfølelse bør vi holde fast i, Søren.
Kære Søren Pind: Flot , rørende og menneskeligt indlæg.Tak!
Hej igen Søren
Jeg er dybest set enig med dig… ja, vi skal alle samme sted hen, og ja, det at få et barn (eller flere!) er jo for pokker det ultimative og derfor vi er sat på jord. At lære at tilsidesætte sine behov og at lære at man ikke er universets kerne hører i den grad med til at blive voksen. Sådan for alvor! Meget mere end det at betale husleje og lægge budget og spare op, og købe hus og læse avis og og og… Men hvorfor er det ikke ok at give udtryk for, at livet også er hårdt ind imellem? At man bokser med at finde sine ben og sin identitet? Ingen forventer vel at gå igennem livet som ubekymrede teenagere, men al overgang er svær og skal læres, og nogen har nemmere ved dette end andre. Er de der har svært ved det så forkerte? Jeg er ikke enig i Neis’ sammenligning med Gulag og mener også at 90% nok er liiige at stramme skruen lidt, men jeg tager hatten af for at hun gør op med de lyserøde historiers diktatur. Hvorfor må hun ikke (ironisk iøvrigt, og med glimt i øjet) fortælle om, at hun altså ikke lige faldt pladask for sin lille pige første gang hun så hende? Hvori ligger forræderiet? Jeg blev altså heller ikke opslugt af Den Store Altoverskyggende Moderfølelse før efter nogen tid. Gør det mig forkert? Er det ikke ok OGSÅ at fortælle den historie, eller skal man holde sig til alle stjernestunderne? Bliver det ikke meget ensidigt så?
At mænd altid er nr. 2 står vist for din egen regning
, sådan foregår det ikke her på matriklen!
VH
Karen
Hvis Søren Pind (var muslim) ville han 100 % blive jagtet af Pia Kjærsgaard og co. – om han nu tror, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne!… Kære Søren – tak fordi du skriver – det – som mange kvinder i denne tidsalder drømmer om , at have lov til at være mor hele vejen igennem. At samfundet ikke ser ned på én fordi man ønsker at være hjemmegående mor.. hvilket ellers påskønnes i de fine kvarter i Gentofte..Omvend hvis en muslimsk kvinde ville ønske at være hjemmegående…ville piben få en anden lyd, fordi så ville debatten ikke handle om mor-barn-familie bånd, men – at stakkels muslimsk kvinde er ikke integreret nok i det danske samfund… hun ville anses som undertrykt og udansk. Måske kan Pia Kjærsgaard pynte på lidt danske værdier – så os som har barslet 4. generation i dette land – kan lære at være mor på en dansk måde!….(intet personligt hæftet på Søren Pind)..
Karen – 15:25
Naturligvis ville det være løgn, hvis vi ikke blev trætte i ansigtet af børn engang imellem, og de af os, så der også skal andre oplevelser til med andet og andre mennesker. Det ville tillige være ganske usundt andet.
Åhhh…. Hvor er det rørende når aldrende, velhavende, hvide mænd romantiserer over ANDRES kår. Kan du ikke gøre os alle sammen en tjeneste og´gøre kvalmen komplet ved at idyllisere gadebørn og slaverne? Er du ikke sød??? Og slagtesvinene og det offer de lykkeligt gør? Kom nu!!! Eller hvad med de forældreløse??? Eller pigerne med slør??? Kom nu fremhæv nogle andre minoriteter for deres stoiske måde at bære deres åg. Jeg mener hvis de en dag smider det kunne det jo være at du blev tvunget ned fra din høje hest.
Hej Søren,
Ja hvor skal jeg starte? Jeg synes, det er sigende at du vælger en sang skrevet af en mand til at male det perfekte billede af den selvopofrende moder. Jeg giver ikke en klap for det.
Mit spørgsmål til dig går på hvordan din brug af aupairordningen passer ind i dit blogindlæg? Bevares, det kan da godt være at procenterne faldt lidt heldigere ud hvis man sådan gik og havde hushjælp.
Mvh Marianne
@ Marianne Bigum
Hvis man vil opleve, hvordan en kvinde oplever det, som Søren Pind i overskriften kalder “Slægt skal følge..” vil jeg anbefale Pia Juuls “Tiderne”, som jeg netop har læst i Politiken.
TIDERNE
“Tiderne har virkelig ændret sig. Da vi flyttede ind på gården i niogtres var alle naboerne landmænd med familier, der var ligefrem en karl på den største af dem. De kom allesammen på skift og bød os velkommen, selvom vi kom fra København. En kom med blomster, en anden med en nybagt leverpostej, og en dreng kom med æg, ham købte vi æg af i mange år, lige til han flyttede hjemmefra. Men de blev jo gamle, nogle kom på plejehjemmet, nogle døde og efterlod en enke eller enkemand og til sidste var de helt væk. Nu er al jorden solgt fra eller forpagtet, alle dem der bor her har arbejde langt herfra, vi har boet her længst og vi kender ingen af dem. Ingen af dem har været her for at hilse på os, så vi hilser bare med hånden når vi kører forbi hinanden på vejen, det er alt.”
Du har ret. Det kan være svært for en politiker at sidde i København med repræsentationskonto og au pair pige og følge udviklingen på landet.
Men som jeg skrev tidlige, så er det da rørende at læse Søren Pinds romantiske drømme om tiden der var.
Jeg har selv en salig farmor der kan passe ind i Sørens beskrivelse. Hun mistede 2 børn på vejen, hun drev sin egen virksomhed og styrede hjem, børn, dyr og butik med hård, dog kærlig hånd.
Hun var selvopofrende, ja, hun holdt sine klager for sig selv; ja. Men hvad var hendes motivation? Synes hun aldrig det var træls?
Jeg er 100% sikker på at hun var drevet af 2 vilkår.
Det ene er som allerede nævnt ren og skær nødvendighed – som i og for sig er en god drivkraft, men en elendig motivator.
Den anden og ALT overskyggende er drømmen om at ens børn vil vokse op og FÅ DET NEMMERE OG BEDRE END ÉN SELV.
Det er en kæmpe drivkraft og motivator, og det er den der driver rigtig rigtig mange af os.
Det er den der får os til at holde ud når det er hårdest, men det er også den der får os til at sige fra.
Ikke af selviske årsager, men simpelthen af den grund at tanken om at ens EGNE børn skal opleve de samme urimeligheder, skal være ofre for de samme diskrimineringer og fornedrelser som en selv er ubærlig.
Dette er årsagen til at mennesker vælger at tager kugler for en sag selv i vores tid.
Det er årsagen til at kvinder som hende i historien har udholdt sit kår uden at kny, og det er højst sandsynligt også hvorfor de fleste af suffragetterne og senere rødstrømperne gjorde hvad de gjorde. En erkendelse af at hvis ikke de sagde fra, så ville deres døtre og deres døtres døtre blive ved med at blive trådt på og lænket til kødgryderne og barnegråd uden indflydelse på deres egen skæbne.
Og det er som jeg ser det det største offer. At insistere på at sige fra for at undgå at ens egne børn skal gennemgå det samme. Og jeg tigger og beder, og vil gøre alt hvad der står i min magt for at når min datter en gang bliver voksen så er det kun tossede gamle mænd på plejehjemmene og mullah’erne i de mørkeste dele af mellemøsten der stadig bræger med i dette forlængst forældede hykler-kor.
Rødstrømper og kvindesag lagde mændene for had – det var fejlen, de skulle have gjort op med deres egne mødre, deres egne kår – og så selv blive et bedre identificeringsbillede.
Det nytter ikke bar at brokke sig, hvis intet ændres fra en selv.
Så må mændene følge efter – bla se/lære, at de ikke selv skal el kan fordre at have ‘en mor’ derhjemme i kæreste og senere ægtefælle.
Så går forhold som regel også over styr i vore dage.
Smuk beskrivelse af det gamle liv på landet og hvad familien var dengang. Tak for det, Søren Pind. Der findes nok næppe den læser, der ikke får en tåre i øjenkrogen af den fine sangtekst. Dog er den nok lige til den romantiske side, livet har været hårdt dengang, ikke mindst for kvinder og børn.
Alligevel…der er jo noget, der er gået tabt. En ydmyghed, en ro og et umiddelbart fællesskab, som var værdifuldt. En evne til at arbejde hårdt og tage sin plads i livet på sig uden at klage. Den synes jeg nogle gange er helt væk i den offentlige danske debat. Desværre.
Og familien som institution er under stærkt pres. Vores børn kommer i massepasning fra de er ganske små, tilskyndet at den førte familie- og skattepolitik. Endnu et tab. Jeg ville ønske, der var politikere på tinge, der ville tage de spørgsmål op og beskytte familien bedre. Den moderne “aftalefamilie” med det store fokus på individets umiddelbare behov og mange brud, er ikke opstået af sig selv, vel? Måske er dette den næste front i værdikampen. Hvem ved.
Med den tanke sender jeg en hilsen fra Bornholm
Og hvor ER det morsomt at høre de kvinder der slet ikke forstår en tøddel af det hele.
De synes stadigvæk i 2020 formodentligt at mænd undertrykker dem. oG ja, det gør mænd også – bare ikke i Danmark – udover de muslimske inviterede kulturberigere, der jo virkeligt gør “deres”.
Tak, Søren. Mor var en god mor. Og hun ville ønske alle trætte mødre, Guds rige velsignelse.
[...] Slægt skal følge… — Livet, friheden og… [...]
Skriv en kommentar