Jeg - en krukke

I går nat, kl. 00.30 fik jeg nok. Jeg gik. I raseri. Efter at have smidt en mikrofon jeg havde på, mens jeg hvæsede til journalisten overfor mig: Nu er det f…. nok. Udenfor mødte jeg en af lederne fra TV 2, skældte ham hæder og ære fra, tog den første og den bedste taxa, og kørte hjem.
Misæren? Misbrug af min tid – og følelsen af, at være en del af et cirkus, en genstand der kunne flyttes rundt med efter forgodtbefindende i en virkelighed, jeg intet havde med at gøre. At nogen sad, bag tv-kameraerne og spillede Gud, og indsupplerede som man ville. Uden planlægning af nogen art.
Det startede inde i dagbladet Politikens Hus. Jeg har gennem årene stillet mig villigt til rådighed for at kommentere amerikansk politik. Jeg gjorde det bl.a. gennem årene med stor fornøjelse sammen med Svend Auken, fred være med ham. I denne omgang har det typisk været med Nick Wammen. I aftenshowet først. Siden havde jeg en separat aftale i Politikens Hus. Min pressemedarbejder har i dagesvis på læssevis af forskellige mediers opringninger (var det ikke lidt voldsomt med den her dækning??) søgt at prioritere så godt han kunne. Så aftalen med DR er i Politikens hus. Være der kl. 21.30. Live kl. 21.45. Gå igen senest kl. 22.30 for at køre til TV 2.
Jeg opfylder min del af aftalen. Står klar. En let fortvivlet journalist kigger på mig og siger “ahhh, hvad vil du?”: Jeg svarer hende, at jeg står her, fordi vi har lavet en aftale om at gå på kl. 21.45. Jaaa, svarer hun – hvad tid skal du senest køre? Jeg svarer hende, at det kan jeg ikke se relevansen i, for vi har en aftale 21.45. Jaaaa, men… Godt så. Hun får at vide, jeg skal videre 22.30. Tiden går. Min formand, Lars Løkke Rasmussen – Danmarks tidligere og kommende statsminister, forhåbentlig – skal på 22.10 Jeg fatter ikke, hvad jeg hører, da hun spørger mig, om vi ikke kan skubbe ham, så jeg kan komme på. Det er latterligt at sætte ham i den situation. Det er absurd at forvente, det er noget, jeg skal medvirke til. Selvfølgelig kan man ikke behandle Venstres formand sådan. Det ender med en overhaling af journalisten og en skænds-sms til chefen for DR-nyheder, inden jeg må haste mod tv 2, der har fremrykket. Komplet spildtid i Politikens hus.
Ud kommer jeg, til den amerikaner bil, TV 2, for at få billeder, har sendt. Der er ingen vinduer i. Chaufføren er flink, jeg lever med regnen og blæsten – ud ankommer vi til TV 2, der giver melding om, vi lige skal vente lidt. For kameraerne skal gøres klar til vores ankomst. Tyve minutters tid senere mister jeg tålmodigheden og siger, nu kører vi altså. I samme moment virker kameraerne magisk.
Aftalen er, jeg skal live på 23.50 sammen med Søren Espersen. Jeg skal selv følge valget natten over, skal tidlig op for at udlægge det som jeg ser det igen i DR og TV 2 – jeg vil med andre ord gerne hjem så snart jeg kan komme afsted med det. Tiden går. Studieværten er helt væk, og siger ikke rigtig noget de første fem minutter. Et kvarter senere begynder jeg at brumme. Studieværten begynder at gøre sig nogle betragtninger om, jeg ikke er minister længere, så jeg skal ikke komme for godt i gang. Da der er gået yderligere tid, kommer nyhedsdirektøren til stede, som jeg skælder ud og siger, det her er spild af alles tid – han bemærker, at jeg jo står her så jeg kan blive valgt. Det er jo mig selv, der vil stå her – og jeg tør ikke gå min vej. Det kan jeg jo bare gøre, hvis det er det, jeg har lyst til. Han griner og går sin vej.
Der sprænger en sikring .Jeg søger så godt som muligt at passe mit hverv som folkevalgt. Jeg svarer så vidt jeg kan på det efterhånden mylder af medier. Og for at få tid til at passe det egentlige må vi sige nej til hobevis af ting. I år for mit vedkommende alene f.eks. Masterchef, en bagekonkurrence i DR, et indslag til DMA, deltagelse i et program med Thomas Blachman om kvinder, “Kender du typen” mm. Vi er der jo ikke for mediernes skyld.
Og derfor må vi udvælge, hvad der dels kan gavne en formidling af ens egnes og ens partis synspunkter bedst muligt, dels tjener offentlighedens interesser - det synes jeg, den nylige serie med Jacob Holdt gjorde. Og oveni må man vel forvente, at der er en forståelse for, vi rent faktisk bliver behandlet ordentligt, når der så indgås aftaler med medierne.
Studieværtens betragtning om, at “du jo ikke længere er minister” indikerer, at de aftaler man laver med sådanne medier ikke er det papir værd, de er skrevet på. De skalter og valter, stiller folk op, og bruger dem efter behag, mens de spilder i læssevis af tid for de enkelte mennesker, der “ikke længere er ministre”. Nyhedsdirektørens udsagn er ubegribelig sigende for mediernes selvforståelse. Vi står der, fordi vi hungrer efter genvalg. Det er medierne, der gør os en tjeneste, ikke omvendt. Må jeg være fri! Jeg vil gerne bede mig fritaget for nogen som helst tjeneste, tak. Udvælg efter journalistiske kriterier, lad være med at invitere hvis de ikke er tilstede, eller hold jeres aftaler.
Selv vil jeg fra nu af stramme endnu mere op på min deltagelse i Cirkus Medier. Det er beskæmmende at opleve den form for primitiv planlægning, kynisk tidsforbrug, ydmygende svinkeærinder og set ups, der er alt alt alt for oppustet til at give nogen som helst mening.
Kald mig en krukke. Det lever jeg med. Men jeg kommer fra et sted, hvor en aftale er en aftale. Og hvor man så vidt muligt behandler folk ordentligt. At demokratiet er svækket i disse år er ikke mærkeligt, eftersom medierne behandle sine deltagere – særligt politikere – som får og cirkusklovne. I sidste uge klappede jeg røret på direkte i P3, fordi man ville have mig til at svine Annette Wilhelmsen til, skønt hun bare havde gjort op med medie tyrraniet. I går skred jeg fra en live udsendelse på TV 2. Simpelthen fordi jeg ikke vil lade mit virke og mit liv diktere at mennesker uden respekt for folkevalgte politikere og andre menneskers tid. I kan rende og hønse, kan I.