Pia

Stedet var Bornholm, nærmere betegnet Åkirkeby. To unge VUere – jeg selv og den senere studievært og blogger Jarl Cordua – stod håbefuldt og delte pjecer ud under folketingsvalget. Det må have været i 1988. Endelig var der en mand, der gad lytte til os, og vi ivrede for vores sag. Indtil han afbrød os, og indtrængende blot holdt fast i, med Bornholmsk accent ” vi ska’ hå Pia, Pia ska’ inj”. Ligegyldigt, hvad vi prøvede, kom ordene ud på samme vis.

De store politikere i Danmark har en menighed. Den kan ikke rokkes. Den er vaccineret. En sådan menighed har Pia Kjærsgaard haft gennem alle årene.

Pia Kjærsgaard er bag facaderne et omsorgsfuldt menneske, i alle nære forhold et varmt, empatisk menneske. Jeg mærkede det på nærmeste hold, da vi sammen var på et fire uger langt ophold til FNs generalforsamling i 2007. Vi deler en fælles passion for opera, og får ved FN-missionens hjælp fremskaffet billetter til madam Butterfly på Metropolitan. Barnet spilles af en trædukke, der er lineført. Og vi bevæges. Ikke mindst ler vi ved tanken om, at vi måtte løbe over en kilometer i fuldt firspring fordi taxachaufføren satte os af et forkert sted. Der var enkelte danske turister, der drejede hovedet af led, da man så Pia Kjærsgaard stæse af sted i det fine tøj. Vi nåede det akkurat som dørene smækkede i.

Det er når menneskene kommer lidt på afstand, at Pia Kjærsgaards retorik bliver til tider egentlig barsk. Ikke i det nære, menneskelige. Hvilket da også har været hendes adelsmærke. At folk har kunnet mærke hende, helt ind. Også når hun, ja, blev vred.

Som minister kunne man godt opleve, at der lå en lille “hilsen” fra fru Kjærsgaard, hvis en udtalelse eller en handling ikke var gået helt, som hun opfattede den skulle gå. Og frem for alt skulle man ikke spille smart. Det var hun vaccineret mod, fra sin tid i Fremskridtspartiet, hvor der ikke var det trick, hun ikke var blevet udsat for. En dag, hun mente, jeg havde gjort mig skyldig i noget i den stil, kostede det mig en buket blomster med et kort vedlagt. Stormen gik bort og afløstes af solskin…

Mange andre vil i de kommende dage beskrive, hvor enestående bedriften egentlig er. Jeg tænker mest på dæmoniseringen. At sammenligne Pia Kjærsgaard med Haider eller Le Pen, hvad man oplevede i Europa, er latterligt. Ikke desto mindre skete det. Skældsord, hadefuld retorik og overfald blev en del af hendes dagligdag – så meget, at hun som en af ganske få politikere på Christiansborg måtte udstyres med livvagt. Det er tankevækkende, at netop hun, der blev anklaget for at skabe splid og grave grøfter og lægge for had, som en af få måtte have livvagt for at blive beskyttet mod – splid. Had. Fysisk vold og overfald.

Jeg har ofte nok i mit stille sind udtryk et gud ske tak og lov for dansk folkeparti. Jeg er i en række sammenhænge dybt uenig med partiet. Jeg er liberal. Jeg opfatter partiet som national konservativt. Det er ikke mindst Pia Kjærsgaards fortjeneste, at partiet fik den form og den disciplin, der gjorde, at man kunne regne med det. Men partiet fik skabt grobund for at diskutere dansk udlændingepolitik. Og partiet insisterede på, at man kunne tale om Danmark som danskernes land.

Man fristes i dag til at spørge: Ja. Hvad ellers. Men der var en tid, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Og den forandring skyldes Pia Kjærsgaard.

Det bliver spændende at høre, om hun fra sin nye position som værdiordfører kan give nok plads. Jeg tror det. Disciplin har altid været hendes kendemærke. Kristian Thulesen-Dahl får noget af en opgave. Men også her har hun planlagt det godt. Dansk Folkeparti er kommet for at blive.