Enhedslisten har ret...

Bortset fra det chokerende i udsagn som ” (vi, dvs. Enhedslisten, SP) …kan være nødt til at lukke udvalgte medier”, “Jeg tror vi kan omstyrte det eksisterende regime inden for en tidshorisont på tyve år”, “som udgangspunkt (mf, SP) vil en revolution være ikke voldelig” (alle i Berlingske d.d.) så har Enhedslisten ret i, at vores samfund er på vej mod en revolution. Det, der kommer til at kendetegne os og den politiske diskurs de næste tyve år, er, hvordan vi griber den an.

Tag min gode blogkollega Anne Sophia Hermansens rammende blogindlæg fra forleden om, hvordan dumheden er blevet en beundringsværdig del af et ellers tidligere flittigt, nysgerrigt og klogt folk. Tag historien om, hvordan “fedmen breder sig til samfundets top”. Tag historien om, hvordan vi alle laver mindre og mindre, skønt vi skal lave mere og mere, for at følge med folkeslag, der har sulten, driftigheden og fremskridtstroen. Vi er samtidig optaget af ting, der er mindre og mindre væsentlige og som i realiteten intet har med vores liv at gøre - brugen af spildtid på internettet anføres som en af årsagerne til den faldende arbejdsevne, og mine egne oplevelser i et hierarki som f.eks. udenrigsministeriet, hvor medarbejdere, selv med de fineste udenlandske besøgende, sad med knækket nakke og kiggede på deres I-phone, slog mig i højere og højere grad som en noget mærkværdig form for samtale. Er det her medarbejderne, jeg særligt rammer? Nej – ingen dygtigere har jeg mødt, og politikerne er mindst lige så slemme (som en bemærkede om et Venstregruppemøde “Hvad er det værste, der kan ske under et gruppemøde? At ens I-pad løber ud for strøm…”). Men at disse højtbegavede bureaukrater på denne måde også er slave af netkikket (!), har jeg spekuleret en del over – mere om det en anden gang.

Sagen er imidlertid den, at Enhedslistens fantaster har ret i den forstand, at der er en revolution på vej i den samfundsnorm, som er vores. Demokratiet, som vi kender det, er under et pres, der er så stærkt, at det giver gode grund til at overveje, om man som enkeltrepræsentant for det, ønsker at fortsætte under de rammer. Populismen har allerede sørget for, at Helle Thorning Schmidt i dag får mindre i løn end kirkeministeriets departementschef. Væsentligt mindre. Tag det som udtryk for en symbolsk forskydning fra demokratisk repræsentativitet til bureaukrati. En udvikling, der, hvis man ønsker at folket skal legitimere og repræsenteres i styret af landet, ikke er positiv.

Men samtidig bliver selve bureaukratiets magt over det enkelte menneske svækket. Graden af materiel rigdom, mennesket har opnået, har fået os til at stoppe op. Nu er fedme blevet et problem – ikke udmagring. Det er kort og godt manglen på selvbeherskelse, der kommer til udtryk. At man ikke kan lade være med at stoppe sig med det man ved, er dybt skadeligt for en selv. At man ikke kan lade være med at gøre det man ved, er dybt skadeligt for en selv. At man lige skal se noget helt andet, end det, man egentlig burde og skulle beskæftige sig med. Og så undrer man sig over, fordummelsen breder sig.

Enhedslisten giver, i de vanlige tågede terme, vi, der levede under den kolde krig, kun alt for godt kender, deres svar. Tvang. Vi skal lukke kritiske medier. Vi skal i konsekvens af det tvangsaffede de fede. Vi skal lukke internettet, så vi ikke bliver afhængige. Vi skal tvangsindskole de dumme. Og så videre – ja, noget af det vil de benægte – men det er ikke desto mindre realiteten.

Sagen er den, at der imidlertid også findes et andet svar. Det svar findes i den ældgamle diskussion om demokrati, som Ross påstod det, er flertallets legitime ret til at bestemme over mindretallet – en raffineret matematisk demokratisk version af enhedslistens synspunkt – eller om det, som Koch sagde det, er samtale.

Vi, der er demokrater i hjertekulen, og ønsker et frit, stærkt, forbundet fællesskab, må genfinde og genopfinde samtalen. Vi må tale til kongen, ikke til stodderen. Politiske ledere må f.eks. holde op med at bilde mennesker ind, at vi ikke behøver at arbejde så hårdt som kineserne, men blot smartere… Nå. Er de da dummere end os? Det er der ikke meget, der tyder på… Vi må tale frit om værdien af et fællesskab som vores. Når vulgariteterne flyder ud over milliardærerne, der nærmest betegnes som skadedyr, må vi gribe ind og stille følgende spørgsmål: Når nu så mange, f.eks. Johanne, Pernille Skipper m.fl., har været ude og sige, man ikke må spare på overførselsindkomsterne, fordi arbejdsløse er uforskyldt i de mangler arbejde – hvad er så lige rationalet i at straffe og forhåne de, der skaber arbejdspladserne? Hvad enten det gælder bankdirektørerne eller milliardærerne?

Diskussionen af om demokrati er magtudøvelse “legitimeret” af det snævrest tænkelige flertal eller om det består i samtale mellem voksne mennesker, der gerne vil beskytte og udvikle et af de bedste fællesskaber på jorden, nærmer sig sin afslutning. Enhedslisten har givet sit svar. Tvang. Undertrykkelse. Nationalisering. Der er sympati for disse synspunkter og vulgariteter langt ind i regeringspartierne. Disse synspunkter ville, hvis de blev fulgt, forandre Danmark til ukendelighed. Man er startet med at lægge bankdirektører og milliardærer for had. Prøv at læs kommentarsporet til denne befriende artikel i Politiken om, at rige mennesker er værd at værne om. Det er skræmmende i al sin hadefuldhed.

Det er tid, vi forstår, at tvang ikke længere duer. Den frie bevægelighed er – heldigvis – på alle planer, intellektuelt, økonomisk, personligt, blevet en integreret del af vores kultur. Den skaber den helt enkelte mulighed for de klogeste, de rigeste, de stærkeste at søge hen, hvor de vil. Men det danske samfund og fællesskab har noget at tilbyde. Her behøver man ikke at leve i et såkaldt “gated community”. Vi har en lav magtdistance – jeg beskrev i min grundlovstale hvor unikt dette land er. Det har noget at tilbyde. Men der er brug for en erkendelse at, at magt ikke længere består i simpel anvendelse af flertallets mulighed for at knægte denne eller hine minoritet. Det er ikke længere nok at synge Danmark dejligst i vang og vænge – det skal faktisk være sådan, for de der har mulighed for at fravælge det. Dér er demokratiet afgørende forandret. Udviklingen i vores civilisation har undergravet den traditionelle – af Enhedslisten beskrevne – magt. I stedet træder rationalet. Forstanden. Intellektet frem.

Hvis vi ikke når den forståelse med hinanden – hvis vi ikke tager et opgør med fordummelsen, vulgariteten, afhængigheden, den manglende selvbeherskelse, den manglende flid – vil Enhedslisten få ret. Det vil ødelægge Danmark, som vi kender det. Det vil gøre Danmark fattigere, dummere og til et land, der havde så meget, men mistede alt.

Men der er en vej. Samtalen. Hjertesamtalen, hvor man siger sandheden som man ser den. Hvor man taler til kongen, ikke til stodderen. Hvor samtalen ikke er baseret på afmagt, men ægte kærlighed til det fællesskab som er vores, og som vi på en ny måde i forhold til dem, der kom før os, må sikre. Og ja – lad os da symbolsk starte med at sætte Helle Thorning op i løn (jo jo, jeg forstår godt, nogen vil mene, det er paradoksalt, men altså). Jeg lægger gerne stemmer til.