Tillid og Troskab - Grundlovstale 2012

Vestre Fængsel juni 1944

• Tro, Haab, Kærlighed
Frihed, Sandhed, Ret
Pligt, Ære, Troskab

• Venner
Der er stor sandsynlighed for, at denne Hilsen bliver min sidste. I gaar fik jeg ved en tysk Krigsret min Dødsdom, og selv om jeg har indsendt Benaadningsansøgning, maa jeg i høj grad være forberedt paa at sige Verden Farvel.

• Naar man som jeg er ung og elsker Livet, er det tungt at sige Farvel. Tungt at sige Farvel til den Pige, man holder af, de Kære derhjemme, og Vennerne. Det er tungt, men langtfra meningsløst. For at et Folk skal kunne leve, maa nødvendigvis nogen kunne dø.

• Derfor, hvis I en dag skulde faa at vide, at man har skudt mig, saa lov mig ikke at blive bitre eller sørgende af den Grund. Vi er alle Soldater ved Fronten. Vi har alle valgt at kæmpe her med Livet som Indsats for det, vi ved, er Frihed, Sandhed og Ret. Vi kan som unge danske være stolte af, at vi har Ret til at faa Lov til at dø for vort Land, og det, der er dyrt og helligt her på Jorden. Derfor skal mit sidste personlige ønske til jer være dette, at I engang imellem mindes mig, at I vil mindes mig i de glade stunder, når I tømmer jeres glade Bæger, når I fortæller jeres lille Søn om Holger Danske, naar Aftenklokken ringer Solen i sin blodrøde Grav om Høsten.

• Nu gaar jeg for sidste gang op paa Bjerget. Først ser jeg ud over det Mindernes Land, Gud i Naade gav mig i mit Liv. Et skønt Land, med Dal og Bakker fagre – dér er en Kirke, dér er et lille dansk Bondehjem. Jeg ser jer alle, I store og I smaa, som vandred i Danmarks Rosengaard sammen med mig, som vilde kæmpe sammen med mig i Kærlighed og Troskab.

• Så vender jeg Blikket mod det Land, Gud havde bestemt, at jeg skulle se ind i: Fremtidens og Fredens Danmark, som det ligger der i Guds Vingers Skygge. Den nye Tid i det nye Danmark.

• I, der skal vandre ind i Landet – det nye Danmark – bøj knæ i Solopgangen og bed til Ham, som er i Himlene, at han vil velsigne denne lille Plet på Jorden.

• I Morgen lyder en Salve. Græsset græder dug. Christian Hansen er ikke mere. Der tues ingen Høje, rejses ingen Sten, intet Kors, men Solen staar op, kysser Dugperlerne bort og aabner Blomsterkalkene, og Lærken synger frit sin sang over Fædrenes graa Høje – og det han elskede og levede for, lever videre i levende bankende Menneskehjerter.

• Og højt over Bakketoppene, vidt over den gyngende Vang, flyver Korsbanneret.

• Lad geværsalverne knitre, lad dem piske og pine, lad kun Langfredagsmørket sænke sig over Landet – vi lurer dem Paaskemorgen, naar den gyldne Sol frembryder gennem den kulsorte Sky.

• Gud i Vold. Christian

Christian Ulrik Hansen blev 23 år. Han blev henrettet – myrdet – af tyskerne i Ryvangen den 23. juni 1944. Ovenfor er uddrag af nogle af hans ubegribeligt smukke afskedsbreve. Breve, jeg ikke kan beskrive bedre end med hans egne ord. Intet andet yder dem retfærdighed.

Tro. Håb. Kærlighed.
Frihed. Sandhed. Ret.
Pligt. Ære. Troskab.

Vi er i hans nye Danmark. Et Danmark, der gennemgår udfordringer, hvis størrelse ikke står mål med besættelsens eksistentielle antastelse af Danmark, som selvstændigt land og kultur. Men dog et land, hvis kultur og vaner knager i fuger og bånd. Hvor forandringerne sker med en sådan hast, at ting, vi har anset som umistelige, stille forsvinder for vore øjne uden suk eller klage.

I København lukkes kirker. Snart vil andre landsdele følge efter.

I den danske folkeskole forvitrer fortællingen om den Holger Danske, Christian Ulrik Hansen lod sit liv for at lade andre fortælle om.

Og i den politiske elite trives synspunktet, at alle kneb gælder for magten – tilmed at bryde samtalebåndet til Danmark og dets folk. Hellere fortie og forsage, hellere usandhed og uret – blot magten falder een i hænde.

I Christians Ulrik Hansens ord ligger en lige linje til det gamle frihedsideal, der omkransede og var den kulturelle ballast for den Grundlov, vi fejrer i dag. Vi finder den i fortalen til Jydske Lov:

• Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor man er i Tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden

Sandheden… Dette enorme begreb, som man føler en større ydmyghed overfor, jo ældre man bliver… Da man var yngre vidste man alt. Nu synes det, som hver dag går forbi og man aner efterårsløvet, at man ved mindre og mindre.

Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden. Og sandheden – ærligheden – villigheden til at sige, hvor man står og hvorfor, vedstå det, udholde det, er en mangelvare i en tid, hvor sandheden er vigtigere for vort demokrati, land og fællesskab end så længe.

Verden som vi kender den bryder sammen om ørerne på os. En ny er på vej. Hvilken ved vi endnu ikke, vi aner kun tågerne. Men de globale tektoniske plader støder mod hinanden, og overalt ser vi de jordskælv og flodbølger, det giver anledning til.

Statsbankerotter truer. Demokratiske regeringer erstattes af teknokratiske. Optøjer og protester. Virksomheder der lukker. Mennesker uden udkomme og virke. Banker der går under. Tvangsauktioner. Regimer der styrter. Bekymring blandet med håb.

I en sådan tid, må den politiske elite ikke putte sig og fifle med ordene. For ordet er det eneste, vi har. Dér skal netop Frihed, Sandhed og Ret være omdrejningspunktet for at værne vort fællesskab og vort demokrati mod de trusler, sådanne forhold altid fører med sig.

I modsat fald vil en mægtig reaktion vinde frem. Mistilliden til den indretning, vort statsstyre bygger på, kernen i vort demokrati, vil blive angrebet. Grundloven vil blive set som en indretning, der beskytter og forkæler en udvalgt politisk elite og klasse, der med den i hånden kan gøre, hvad den vil. Det er vigtigt, på Grundlovsdag, at mindes, at ingen lov er jævngod at følge som sandheden. Ingen.

Taler jeg da om sandheden med stort S? Patenterer jeg den? Er det et objektivt, universelt begreb, jeg taler om? Det ville være vrøvl. Sandheden med stort S kender kun den Vor Herre, som Christian Ulrik Hansen beskriver.

Men jeg taler om den sandhed, der udspringer af en politikers hjerte. Optagetheden af at være det folks tillidsmand, sørge for det folk og det land, hvis interesser han – eller hun – er sat til at varetage. Jeg taler om, at en forælder skal kunne sige til sit barn, at det land, barnet bor og vokser op i, er taget i varetægt af mennesker, der kun vil det land dets bedste – ikke deres eget. Jeg taler om det vel nok vigtigste danske kulturelle karaktertræk – tillid.

I en tid, hvor alt stormer og suser omkring os, har vi brug for tillid. Tro. Fortrøstning. Ikke løgn. Usandhed. Og magtbrynde.

Vi har brug for at vide, at de mennesker, der er demokratiets ypperste repræsentanter, vogter den menneskelige sandhed, tilliden, fortrøstningen, som var det det pureste guld. For derved, præcis sådan er det, at man, med et omklamrende begreb, får alle med.

Man får alle med ved at sige sandheden. Ved at sige folket sandheden. Ved at lade det folk vælge ud fra sandheden. Ved at blotlægge sig. Ved at tale med det folk. Og ved at det folk taler med sine tillidsmænd.

Det nytter ikke at lade som om, den samtale ikke er blevet afbrudt, den tillid ikke blevet brudt, den sandhed ikke blevet irret og antastet.

Det nytter ikke. Der er en plet på det danske folkestyre. Den plet må bort. Og de, der har bibragt den plet, må tvætte den bort.

Der må være et udkomme, der klinger på ydmyghed, indføling, forståelse. Fællesskab. Solidaritet. Virkelighed.

Tro. Håb. Kærlighed. Frihed. Sandhed. Ret. Pligt. Ære. Troskab. (her denne del af talen på video)

Øjnene var tomme. Hun havde vandret fra Mogadishu til Dadaab gennem en måned, og var kommet frem samme dag. Da hun drog ud, havde hun otte børn. Da hun nåede frem, var der fem tilbage. Vi sad sammen i modtagelsescentret, og de normale spørgsmål om, hvordan livet nu engang var, føltes forlorne og intetsigende. Der sad hun, med de tilbageværende børn, afmagret, knust, ødelagt – tom.

Det besøg i den flygtningelejr tæt på grænsen til Somalia glemmer jeg aldrig. Bygget for over 30 år siden, til 90.000 mennesker, rummer den i dag over 500.000 og tusinder strømmer stadigt til. Forhutlede, forkrøblede mennesker, ødelagt på krop og sjæl, der har søgt ly mod krig, vold, drab og for mange af kvindernes vedkommende konstante voldtægter. Kvinder, der, som moderen jeg traf, har mistet mange, hvis ikke alle deres børn. Kvinder, hvis mand er blevet dræbt, er forsvundet – en fortalte mig hendes mand var blevet hængt op og brændt på vejen til lejren. Kvinder hvis børn er blevet stjålet og brugt som børnesoldater, til at begå de utallige grusomheder, man ser i disse områder i verdens randzone, hvor frihedsrettigheder og retsorden blot er abstrakte ord uden indhold.

Børnesoldaterne er et helt ondsindet kapitel for sig, hvor man som far griber sig selv i at tænke, hvad mon Vor Herres dybere mening har været med det… I det nordlige Uganda traf jeg en sådan dreng, en ung teenager, intet andet end et barn, der var blevet tvunget til at dræbe sin egen mor. Det tjente til at stemple ham i familien, hvormed hans loyalitet overfor den krigsherre, der stjal og tvang ham, var forsikret. Han kunne aldrig, som følge af handlingen, vende tilbage, var den modbydelige logik. Det, der skar dybest i hjertet, var det gran af uskyld, man stadig så i hans øjne.

Forskellen på barnet og den voksne er forhærdelsen. Et barn er uskyldigt. En voksen forhærdet. For sådan må verden være. Men dér var han – befriet, men stadig fanget i sit eget sind pga. den påtvungne ugerning. Og de ugerninger, der fulgte efter… Centeret, der tog sig af ham, var fyldt med disse børn. Børn, der mindede een om, hvor tungt det er, at netop børn – de uskyldige – skal bære byrden for voksnes – de forhærdedes – handlinger. Dér arbejdede mennesker med at forene og forsone familierne igen, og hele de forfærdelige skader, uskyldige var blevet pålignet, af den rene ondskab. Og man forbandede i tanken de forhærdede forbrydere, der havde stjålet disse børns uskyld, forvoldt dem de dybe ulivssår på sjælen. Må de brænde i Helvede i tusinde år, og aldrig blive sluppet fri.

Kontrasterne bliver hjerteskærende. Forskellene – uligheden – i tilværelsens skæbnespil ufattelige. Et splitsekund fra alle disse mennesker lå mødet med verdensbankens præsident, Robert Zoellick, i mit baghoved. Han var en dag kommet til København i begyndelsen af mit hverv som udviklingsminister, og skulle drøfte noget så specielt som stemmevægtningen i den nordisk-baltiske valggruppe i Verdensbanken med mig. Hvor ophidsende dette emne end lød, havde jeg endnu ikke nået at sætte mig ind i alle mit hvervs krinkelkroge, og slet ikke at læse op på denne mand. På et tidspunkt blev min totale uvidenhed afsløret, da jeg stillede ham det stilfærdige spørgsmål, om han nogensinde havde været engageret i politik. Han kiggede lidt på mig, og bemærkede tørt: ”I was one of the three, that Bush sent to Florida to count votes…”

På trods af dette åbenlyse faux pas fik vi et fantastisk forhold til hinanden, og en sen aften i Washington havde han, pga. min store veneration for Ronald Reagan, indkaldt 4 tidligere top Reagan-folk, der hver for sig bibragte mig facetter af den, efter min opfattelse, vigtigste amerikanske præsident i slutningen, ja måske hele det 20. århundrede. Over cognacen gik snakken, og den faldt uvægerligt på krisen i Amerika. Pludseligt bemærkede den stærkt konservative men også brillante, intellektuelle professor: ”De mest velhavende i dette land besidder nu mellem 80 og 90 pct. af al rigdom i landet, og den sociale mobilitet er sat i stå. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi bliver hængt…”

Efter disse oplevelser at sætte sig op i SAS-maskinen og blive mødt af den kølige skandinaviske charme og personalets venlige smil, og lidt nysgerrige spørgsmål, kan ikke beskrives. At lande i Kastrup giver kuldegysninger.

Jeg lander i mit land, Danmark. Der hvor jeg er født. Hvor mine børn vokser op. Hvor min slægt er til. Og hvor disse ekstremer ikke findes.

At sætte en barnevogn med et sovende barn uden for en café fremprovokerer, hverken avisoverskrifter eller fængselsstraf – endsige at barnet bliver stjålet. Vi lever i et land, hvor vores børn kan færdes frit, og hvor vi grundlæggende nærer tillid til hinanden.

Kvinderne i Danmark er frie – som i resten af Skandinavien. Så frie, at man har måttet opfinde et begreb for den skandinaviske mand, homo scandinavicus. Den nu alment accepterede betegnelse for en let undertrykt mand…

Virker man ved flid og dygtighed, kan man leve en betrygget og komfortabel tilværelse. Tag ikke fejl – skatten er alt for høj, og det hører med til Danmarks udfordringer at ændre herpå. Men vil man og kan man, kan man få en god tilværelse her.

Disse tre ting kan man støde ind i andre steder i verden – hver for sig. Men intet steds har jeg fundet disse tre ting samme sted. Kun her.

Derfor elsker jeg mit land. Derfor elsker jeg Danmark. Derfor ønsker jeg at sikre mine børn og børnebørns fremtid netop her. Derfor skylder vi i dag at mindes Christian Ulrik Hansen og hans bøn om at mindes ham. Når vi løfter vores glade bæger. Når vi fortæller vores lille søn om Holger Danske. Når Aftenklokken ringer Solen i sin blodrøde Grav om Høsten. (her del to af talen på video)

Vi skylder at mindes ham på Grundlovsdag. Den grundlov, der omkranser det land, han gav sit liv for, det liv som ondt blev taget fra ham på tærsklen til befrielsen. Det land, som er vort. Og som, tro mig, også vi i den næste generation kommer til at kæmpe for med alt, hvad vi har i os.

Vi skylder at tage ordene i vore hjerter, og gøre dem til vore:

• Tro, Haab, Kærlighed
Frihed, Sandhed, Ret
Pligt, Ære, Troskab