Ulivssår

Der er tider i politik, der er så ekstreme, at konsensus ikke har ret. Det er åbenbart, at mange kommentatorers tætte kontakt til den politiske magt, og den smidighed hvormed man må omgås et begreb så provokerende som “sandheden”, medfører en blindhed overfor, hvad der sker i en tid som denne. Gang på gang igennem de sidste måneder har man set diverse kommentatorer søge at løfte regeringen op og bort fra løftebrudsdiskussionen, for “nu måtte den da være overstået”. I stedet har søgelyset været rettet mod Lars Løkke Rasmussen og Venstre – se f.eks. min udmærkede blogkollega Niels Krause-Kjærs mere end mærkværdige blogindlæg fra forleden. Eller tag Hans Mortensen, denne kyndige analytiker på Weekendavisen, der i dag (!), hvor en meningsmåling giver Socialdemokraterne og Helle Thorning Schmidt 16 pct, skælder og smælder på Løkke og Venstre, og i stedet anviser regeringen at lave en skattereform med konservative og LA (eller Enhedslisten). Det er så samme dag, hvor de konservative gør klart, at de ønsker skattelettelser for 30 milliarder… Nu venter vi kun på, at LA beder om 60. Det er egentlig urimeligt at udstille Mortensen her – han er en af de dygtigste kommentatorer herhjemme. Det er hans uheld, at artiklen er afleveret til tryk, før de konservative melder et krav ud, der gør deltagelse helt urealistisk. Men måske siger det alt. Det er som om, kommentatorerne der bevæger sig op og ned af magten selv, ikke kan se, at der, med et børsudtryk, ikke er bund i markedet for tiden. Vi ved ikke, hvad prisen er på varerne – i politiske termer forlig. Der skal nødvendigvis findes en bund, før man kan handle. Så enkel er verden.

I en verden, hvor Enhedslisten klokkeklart har meldt, at vedtager regeringen en skattereform, hvor overførselsindkomsterne holder for, vælter man regeringen på finansloven, giver det sig selv, at der ikke er nogen bund. Krause tager ikke den trussel alvorligt. Nej. Muligt. Men det gør jeg. Og jeg har dog et mandat i det danske Folketing. Det har Krause ikke.

I det hele taget er en stor del af den offentlige debat præget af en del kommentatorers overbærenhed overfor, hvad politikere siger. Derfor også denne hurtige tilgivelse overfor Thorning og Søvndal, der skamløst – uden blusel – løj sig til magten. I kommentatorkorpset hører man nærmest et overbærende “Herregud”, og så en skulen til Venstre for ikke bare at spille videre som normalt. Man lader også regeringen slippe for let. På TV2 har man kunnet se en skatteminister optræde live lige efter Venstre havde præsenteret sine krav til skattereform, uden at han en eneste gang blev afkrævet et svar herom, og i dag kan man se en beskæftigelsesminister Mette Frederiksen være live på TV 2 uden en eneste gang at få et spørgsmål om Socialdemokratiets krise. Man mærker sådan noget. Det er forløjet, og udtryk for en rådden kultur. En aftale og magtstruktur, hvor man kan sige et den ene dag, lave de nemme aftaler den næste og sige det modsatte den tredje. I uskøn samdrægtighed mellem sultne medier og magthungrende politikere.

Men tiden er en anden. Vi har været igennem en periode, hvor seriøse mennesker tvivlede på, om penge ville eksistere som betalingsmiddel. Vi står i en tid, hvor der er overvejende sandsynlighed for, at der kommer statsbankerot(er) i Europa. Hvor samfundet globaliserede indretning bliver mere og mere kompliceret, og hvor man som enkeltindivid lukker mere og mere af, for det der ikke er umiddelbart væsentligt for mig. Førende reklamefolk har forklaret mig, hvordan mennesker for 20 år siden kunne erindre 25 pct af de reklamer de har set gennem livet – i dag er det tilsvarende tal 2… Og det samme gælder jo for alle andre ting. Vi bombarderes af indtryk, men gider det ikke. Det er i ordets bedste forstand også en umenneskelig forventning.

Netop i en sådan tid, med trusler udefra, og bombardementer af alle vore sanser, bliver tillid den vigtigste valuta. Hvem tror vi på? Og der bliver den udstillede løgn en – utilgivelig – katastrofe. Den løgn, regeringen blev født på, er en arvesynd, der aldrig kan tvættes bort. Det er et ulivssår. Vi har travlt nok med at passe vores liv. Vi vil have, at de mennesker, der leder vores land, gør det ærligt, og siger os sandheden. Og så tager sig af det. Denne regering har gjort alt andet end det. Et ulivssår… Jo før kommentatorerne forstår den nye virkelighed, jo bedre. Jo før stanken af aftalt spil for at komme først erstattes af kritisk journalistik overfor magten, jo bedre. At jage oppositionens “stil” og ageren i denne sammenhæng er simpelthen latterligt…