Substans - derfor taler Bødskov med to tunger

Det skete i den borgerlige regerings sidste dage – og politisk sarte sjæle skal nok slå ind på DR K nu eller andet af tilsvarende karakter: Det foregik på den måde, at jeg vidste, hvad Dansk Folkeparti ville bede om, da vi gik ind til forhandlingerne med de øvrige partier. Hvorfor vidste jeg det? Fordi jeg meget omhyggeligt selv havde formuleret forslaget og foreslået dem at foreslå det… Kriminelle udlændinge skulle udvises “med mindre det med sikkerhed var i strid med Danmarks internationale forpligtelser”.
På det helt rigtige tidspunkt i de højspændte forhandlinger smed partiet det på bordet – og efter en kort tøven nikkede justitsministeriet. Fælden var klappet. Det var godkendt.
Da lovudkastet nåede mit bord, fremgik det ikke af lovteksten. Jeg sendte det tilbage, med kravet om det skulle indgå, som aftalt og som godkendt af justitsministeriet. Samme tekst kom tilbage igen, med bemærkningen om – fra systemet – at det fremgik af lovens bemærkninger. Men jeg ville have det i selve lovteksten i en paragraf – ikke i bemærkningerne til loven. Hvorfor? Fordi vi flere gange i Danmark ikke er gået til kanten men kun har kigget på den. Og når noget står i bemærkningerne, men ikke i lovteksten, regnes det i realiteten kun som en sekundær retskilde af domstolene. Kort og godt tænker domstolene, at politikerne ikke mener det alvorligt (med rette, mange politikere var mere interesserede i ord og tage sig godt ud, hvor man senere kunne skyde skylden på domstolene for manglende udvisninger, ikke reel handling og konsekvens). Det endte i en direkte forespørgsel til den ansvarlige medarbejder om jeg skulle forstå det sådan, at han nægtede at udføre det, jeg havde bedt ham om, for i givet fald ville jeg gerne have det på skrift. Så fik jeg min vilje.
Når man kender den historie, ved man naturligvis også, at når justitsministeren, efter valget, nu pludselig ønsker at udskifte den pågældende tekst, så er det selvfølgelig ikke rigtigt, når han påstår, at der kun er tale om en symbolsk virkning, der ikke vil medføre nogen ændring i praksis. Det vil det. Det vil medføre, at man genindfører den gråzone, der var før, hvor domstolene lod tvivlen komme de kriminelle til gode. Det vil genindføre, at hele ansvaret for evt. tabte sager ved internationale domstole - det man i juraens verden kalder procesrissikoen - ligger hos domstolene i stedet for i det Folketing, der bevidst har bedt domstolene gå til kanten. Det er ikke engang kompliceret jura.
I det lys er det ikke bare demokratisk undergravende, at justitsministeren siger et i EU og noget andet til den danske befolkning. Det er også usandt og inkriminerende. Det er sørgeligt, at f.eks. en Peter Mogensen i Mogensen og Kristiansen opfatter denne sag som spinn. Den har sin egen realitet. Og det er siden underbygget ved, at det nu ikke kun er den danske opposition, Informations leder og JPs vittighedstegner, der hævder noget sådant. Det gør den EU-kommissær, hvem Bødskov tilskrev et smiskende brev, der egentlig taler for sig selv, også. Hun tilkendegiver i en artikel, Politiken valgte at bringe på side 6 uden at lægge den ud på nettet i dag (forsiden handlede om kulturhuse…), at hun klart mener, den her juridiske regel har virkning – Berlingske valgte da heldgivis at bringe denne historie ud.  

Når man i et brev til en EU-kommissær skriver, at det ud fra et politisk synspunkt er hensigtsmæssigt at ændre reglerne og når man skriver, at det vil øge beskyttelsen mod udvisning af kriminelle udlændinge, for derefter dels i første omgang at nægte at udlevere brevet til offentligheden og dernæst hævde, at det ikke er et politisk ønske, men juridisk og at det ikke vil øge beskyttelsen mod udvisning men fastholde status quo, så er selvmodsigelserne så enorme, at jeg ikke begriber, medierne, der skulle forestille at være demokratiets og befolkningens vagthunde mod politisk magtmisbrug, ikke går langt langt hårdere til denne sag.

Dansk udlændingepolitik står overfor en lempelse, der gavner kriminelle udlændinge. Det vil betyde, at vi igen vil stå i dilemmaet med Fiz Fiz, øksemanden og alle de, der er kommet til Danmark, begår grove forbrydelser og har mange børn. Vi står i en situation, hvor en minister evident søger at fortie dette faktum for den danske befolkning. Vi ser, at en minister siger et til en EU-kommissær og noget stik modsat offentligt i Danmark. Det burde være mums. Men af alle medier er det dagbladet Information, der har afdækket dette evidente, utvetydige og stødende dobbeltspil. Mens andre medier, som f.eks. BT, har valgt at bringe alenlange udsagn fra justitsministeren, der mener sig udsat for personangreb og en sag uden substans. Men den, der angriber Morten Bødskov er ham selv. Læs blot hans brev til kommissæren. Det står sort på hvidt. Ændringen er et politisk ønske fra justitsministeren om at beskytte de kriminelle bedre. Og regelændringen vil øge sikkerheden mod udvisning for de kriminelle. Det er skammeligt, at man ikke tør være ved det faktum overfor den danske befolkning. Men det er i sin essens, hvad der har kendetegnet denne regering og de politiske partier bag. Man vil gøre hvad som helst for at få og bevare magten. Løftbrud på løftebrud. Løgn over løgn. Det er ikke mærkeligt, at vælgerne strømmer til oppositionen. At medierne ikke kan skelne skidt fra kanel i denne sammenhæng er åbenbart ingen hindring. Blot skammeligt.