Hr Møller

Først en historie, som det sømmer sig: Som bygge- og teknikborgmester var jeg inviteret til frokost hos Hr. Møller. Vi skulle drøfte Operaen, hans gave til det danske folk og københavnerne. Frokost med Hr. Møller var særligt. Jeg forberedte mig på at være De’s – noget jeg principielt, grundet min barndom i Schweiz fra 1972-77, var velbevandret i, og som desværre nærmest er udgået af det danske sprog. Husk det nu, tænkte jeg – De’s. Den sluttede kreds, Søderberg, Hr. Brenøe – Hr. Møllers personlige assistent – og jeg venter – og med et mærker man, at Hr. Møller er ankommet. Jeg vender mig om, og der står han. Høj. Slank. Velklædt – men med et kolossalt fuldstændig blodsprængt øje. Al forberedelse ryger bort i samme stund, og ud af min mund ryger ordene: Gud, hvad har du dog lavet…? Uden at lade sig mærke med det mindste replicerer Hr. Møller “De er så ung, at De er velkommen til at være du’s med mig. Jeg er så gammel, at jeg foretrækker at være De’s med Dem. Nå. Skal vi gå til bords”. Og det gjorde vi så…
Hr. Møller tilhører – tilhørte – et af den slags mennesker, som formåede at være på rette sted i rette tid med rettidig omhu. Napoleon, der valgte sine generaler efter, om de var heldige – at de var dygtige gav sig selv, men det andet kom oven i – ville have valgt Hr. Møller. Med mindre Hr. Møller først havde valgt ham… Det er passende, på sæt og vis, at dødsfaldet bliver offentligt den dag, hvor Hendes Majestæt har fødselsdag. Sådan aner man skæbnen og heldet.
Der er forhold i livet, hvor man ved, at dette var det sidste. Som politiker må man være sig bevidst, at når bestemte indgreb gennemføres, sker ting der medfører, at noget er tabt for altid. Sådan også med Hr. Møller.
Der vil ikke igen komme en erhvervsmand i Danmark, der på samme vis personificerer fædrelandskærlighed, kultur, virkelyst og succes. Der vil gennemsyre en verdensomspændende virksomhed med sine personlige idealer og bon mots. Ingen unødig omkostning skal kunne pålignes os, der kunne have været undgået ved rettidig omhu. Den der har evnen har pligten. Alle disse få ord, sammensat fyndigt og klart – eller som faderen sagde: Vær konservativ, men ikke så konservativ at det gør noget. Den tråd, der er gået fra Tietgen over H N Andersen til Hr. Møller har Nornerne nu brudt. Og den tid kommer ikke igen.

Dermed er en epoke slut. Nu har revisorerne, cand. politerne og advokaterne taget over. Det bliver vort fællesskab, vort land og vores kultur lidt fattigere af. Hr. Møller var en af Danmarks store sønner. Han så sig selv som det – og var det. En søn af Danmark. Derfor bør hans land mindes ham med taknemlighed.

En anden sag er, at han selv var klar. Ikke at livslysten var borte. Men ene var han til sidst. Jeg spiste frokost med ham for ganske få måneder siden. Jeg havde spurgt om det var muligt, for det kunne jo være, man ikke kunne nå det igen. Det blev åbenhjertigt. Forbløffende åbenhjertigt. Direkte adspurgte om sit liv svarede den gamle mand: Ved De hvad, Hr. Pind, jeg er ensom. Jeg er jo ikke sådan en, folk kommer forbi og besøger. Og invitere, det gør jeg nødig selv.

Hr. Brenøe og jeg kiggede på hinanden. Usædvanligt åbenhjertigt. Rankt. Ærligt. Forhåbentlig lader vi, der er ladt tilbage, os inspirere af den del af Hr. Møllers væremåde og væsen.

En stor søn af Danmark er faldet bort. Må han finde fred i den evige søvn. Han fortjener sin hvile.