Normal…

Af Søren Pind 71

Ikke nu igen, tænkte jeg forleden, og sprang indlægget over. Øjensynligt et indlæg, der handlede om det betimelige i, at den ny film om den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher tog udgangspunkt i baronessens senil demens, en sygdom der er kommet til hende langt tid efter, hendes politiske virke var afsluttet.
Selv var jeg aftenen før kommet hjem fra premieren med noget blandede følelser. Filmen fremstiller MT i senilitetens prisme. Det er filmens konstante omdrejningspunkt, og hendes politiske livslevned bliver derfor summarisk og forpustet. Vi skal nemlig helt ind. Helt ind i de hallicunatoriske samtaler med den afdøde ægtemand, forvirringen, ensomheden, sorgen. Føleri .Det er som om, vi i denne tid, alle skal være noget. Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead. Psykopat. Fattig. Grådig.  Noget, uden for normalen. For i den forestilling eksisterer der så ikke minoriteter. Og i den forestilling er vi alle ligestillede. Normaliteten er ophævet, og når normaliteten er ophævet, er vi jo alle ligestillet. Happy happy… Samtidig er der intet privatliv. For hvorfor dog det? Intet er grotesk, grimt eller rædselsvækkende, men giver bare karakter og viser mangfoldigheden. Derfor ender en film, om et konservativt ikon i det 20 århundere, med at handle om en i virkeligheden ret ligegyldig sygdom i slutningen af hendes liv, fremfor om den livsgerning, der var hendes. Og før nogen falder over mig for at kalde demens lígegyldig, så glem det. Jeg har selv haft den gruopvækkende og værdighedsdræbende sygdom ganske tæt på livet. Den er forfærdelig. Men at den skal være omdrejningspunktet i denne sammenhæng er mig ubegribeligt. Og jeg orker ikke at se den pågældende sag spændt for en sådan vogn.

Så er jeg bigot? Har jeg allergi overfor syge mennekser? Er jeg homofob? Lider jeg af foragt for indvandrergrupper? Ser jeg ned på kvinder fordi de er kvinder? Fortsæt selv listen. Svaret er nej. Men i grunden er jeg træt. Træt af påstanden om, at alt skal forstås gennem en sygdom, en minoritet, en sexualitet, et køn. Thatcher bliver i filmen tillagt synspunktet, at vi i denne tid alle skal være nogen. Og derfor ikke får gjort noget. Det kan vel være et sandt synspunkt. En analyse, der fører til, at film, lavet om store politiske skikkelser, i stedet for, hvad de har gjort, handler om aldersbetinget afmagt. Det er en forvrængning af virkeligheden, der er trættende. Og måske grunden til, at så mange mennesker i højere og højere grad bliver selektive i deres valg af nyhedsformidling og input. Jeg gider ikke mere. Dæmp al den snak, skrål og skrigeri, om alt muligt, som folk må fuldstændig selv om, men som grundlæggende ikke er ret interessant. Det larmer… Og vi er nogen, der rent faktisk har et liv, et arbejde og en virkelighed at passe.

OBS: Jeg er oprigtigt træt af vulgariteten i Blogossfæren. Fra nu af redigerer jeg vulgære (inkl. sprogbrug), irrelevante eller grovkornede indlæg bort, inklusiv brokkeri over censur i det omfang jeg har tid – samt indlæg, hvor folk ikke optræder offentligt med fuldt navn.

71 kommentarer RSS

  1. Af Henrik Jørgensen

    -

    Jeg kan godt forstå kritikken af filmen. Har dog ikke set den, men jeg generelt svært ved at forlige mig med historiske Hollywoodproduktioner, hvor begivenhederne er sekundære ift. nogle, historisk set, perifere menneskelige relationer.

    Men jeg har svært ved at forstå den generelle kritik.

    Søren Pind, du gør jo selv meget ud af ikke at være normal. Det er muligt, at du ikke er homo, syg, depraveret el. lign., men normal i ordets leverpostejagtige forstand er du jo ingenlunde. Jeg opfatter dig som en person, der gerne selv vil fremstå som en beleven verdensmand, lettere excentrisk men alligevel kvik, tilstedeværende og med et ordentligt sind og sprog og fyldt med dannelse af fordums tid. Kort og godt – en gudsbenådet afviger i denne gudsforladte tid.

    Var denne blog blevet forfattet af fx Henrik Dam Kristensen eller dit eget partis Kim Andersen kunne jeg til nød forstå, hvor argumentet kom fra og validiteten af det. Men, Søren, du markedsfører jo dig selv på at være andet og mere end bare en politiker og følgelig må du også berede på at blive vurderet på mere og andet end bare dit politiske virke.

  2. Af Allan Hansen

    -

    300 års rationalisme – men hvor blev den af?

    Skeptikeren David Hume blev født i 1711 som søn af en skotsk adelig.
    Man plejer at forstille sig en en skeptiker som en mager, spidsnæset mand med sammenkneben mund.
    Hume ser helt anderledes ud.
    En af hans samtidige – der for øvrigt beundrede hans filosofi – skriver: ” Hans udseende hånende enhver fysiognomik, og selv den dygtigste i denne videnskab kunne ikke have fundet det mindste spor af åndsevner i de intetsigende ansigttræk.
    Hans ansigt var bredt og fedladent, hans mund stor og med et enfoldigt udtryk. Øjnene var tomme og åndløse,
    og ved synet af hans korpulence skulle man snarer havde troet, at man så en skilpaddespisende rådsherre
    foran sig end en kultiveret filosof. Visdommen har sikkeret aldrig nogensinde før været forklædt i en så mærkværdig skikkelse.
    Og dog står én ting fast: Hume var filosof trods sit ydre, og vel at mærke
    skeptisk filosof. ” Hvis vi er filosoffer, bør vi kun være det ifølge skeptiske principper”.

    Hume beslutter sig tidligt for filosofien. 
    Han skriver allerede som sekstenårig, inspireret af ivrig læsning, at han vil “tale som en filosof,,.
    Året efter begynder han dog efter familiens ønske at studere jura.Men det tørre stof byder ham imod.
    Han begynder for alvor at fordybe sig i filosofiske problemer, og hans store ven i ånden bliver Cicero. Dette sidespor medfører ganske vist, at han ikke får taget sin eksamen, men han tror, at han er på vej til at gøre en vigtig filosofisk opdagelse.
    Hume bor tre år i Frankrig, hvor leveomkostningerne er mere overkommelige end i England, og skriver her og siden hen i London sit første værk A Treatise of Human Nature “En afhandling om den menneskelige natur.
    Naturligvis er han, den otteogtyveårige, overbevist om, at han vil opnå verdensomspændende anerkendelse for sit værk. Men det sker ikke.
    Omverden tager overhovedet ikke notits af værket, og det krænker Hume, resten af livet igennem.”Det kom dødfødt fra trykpressen”, skrev han selv senere, men han opgav ikke sine litterære ambitioner.

    Han føler sig totalt isoleret, ja han får efterhånden den opfattelse
    , at det skyldes bevidst fjendskab imod ham, at hans samtidige tier så
    demonstrativt. ” Den mennesketomme ensomhed, min filosofi har med ført mig ind i, har jaget mig en skræk og forvirring i livet; jeg kunne meget vel tro, at jeg var et sælsomt, råt uhyre, som var udstødt fra al menneskelig omgang og ladet helt alene og trøstløst tilbage, da det ikke var egnet til at blande sig med menneskerne og at leve med menneskerne. Jeg har fremmanet alle meta-fysikeres, logikeres ,
    matematikeres og selv teologernes fjendskab.
    ” Hvis jeg retter blikket udad, ser jeg til alle sider strid, splid, vrede, bagvaskelse og fornedring. Hvis jeg retter mit øje indad, finder jeg intet andet end tvivl og uvidenhed,,. 

    Hume har større held med de essays om moral og politik, han publicerer i de følgende år.
    Han ansøger nu om et professorat i etik og politik, men udnævnelsen strander på modstand fra klerikale kredse, der beskylder ham for deisme, skepticisme og ateisme, og manglende opbakning fra hans filosofiske venner. 
    Denne fiasko kan have medvirket til, at han, for ikke at vække anstød på ny, lige til sin død tilbageholder ” Dialoger om naturlig religion”, som han skrev i disse år.
    Hume får også tid til at foretage en bearbejdning af sit ungdomsværk. Han lader det udkomme under titlen ” En undersøgelse af den menneskelige erkendelse og ” En undersøgelse af moralens principper,,. Nu får han succes, om end i en beskeden målestork. 

    Hume bliver understatssekretær i udenrigsministeriet, opgiver imidlertid dette arbejde efter et år og trækker sig nu definitivt tilbage fra offentligheden. Han lever i Edinburgh, blandt sine venner, og beskæftiger sig med filosofi, dog uden at få skrevet særlig meget, og udfolder indimellem sit store talent for madlavning og gode vin smag. ( den grimme mand er også de unge dammers ven).
    I 1776 dør Hume ” i fuldkommen åndelig fred” , som hans ven Adam Smith skriver, og han nægtede til det sidste beslutsomt at afsværge sin skepticisme (kritisktænkning). 

    Hume tilhører således den empiristiske skole og er fænomenalist i den forstand, at han mener, at både den indre og den ydre verden, vi oplever, er fænomenverdener. At den ydre verden er en fænomenverden, havde allerede George Berkeley argumenteret for; Hume gik et skridt videre og søgte at påvise, at mennesket ikke oplever sig selv som et substantielt jeg, men kun som et bundt af fænomener.

    Humes skepsis retter sig frem for alt imod matefysikken, tænkningen
    stolte bygning, som har været bestemmende for filosofien lige siden grækerne. Den gælder hans skarpeste kritik, og dermed enhver spekulation om oversanselige ting.
    De metafysiske ideer stammer “enten fra den menneskelige forfængeligheds frugtløse anstrengelser i forsøget på at trænge ind i emmer der er utilgængelig for forstanden, eller også er den et værk af den almindelige overtro, der ikke er i stand til at forsvare sig på rette måde og derfor skjuler og beskytter sin svaghed bag sådanne sammenfiltrede buske. Hume mener, at denne pseudofilosofi skal afsløres uden skånsel.
    Man må føre krigen mod de metafysiske skindproblemer helt ” ind på fjendens hemmelige tilholdssteder”. Denne tendens gør Hume til en karaktertisk og konsekvent repræsentant for oplysningstiden; det er hans hensigt at kaste lys ind i det mørke, der præger den menneskelige erkendelse. Hume går så langt som til at kræve, at al obskurantisetisk metafysik litteratur fjernes fra det offentlige liv.
    ” Hvis vi ser bibliotekerne igennem, så ville vi minsandten skulle rydde op her! Hvis vi for eksempel tager en teologisk eller metafysisk bog i hånden, så måtte vi spørger: indeholder den en abstrakt undersøgelse om størrelse og tal? Nej! Indeholder den diskussioner om kendsgerninger og liv, som bygger på erfaringen? Nej! Så bør man overgive den til flammerne, for den kan kun indholde sofistiske vrangforestillinger”.

    Kampen mod den metafysiske tænkning intensiveres yderligere, da Hume giver sig i kast med en mere indgående undersøgelse af erfaringen. Han spøger, hvad det er i erfaringen, der er garant for dens sandhed?
    Og han svarer: ikke det, forstanden og fornuften frembryder. Det var jo netop, hvad den umiddelbart forudgående rationalistiske kontinentale filosofi ville.
    Den havde troet, at der fandtes visse medfødte ideer i den menneskelige ånd, der i sig selv var sande, uden nogen som helst forbindelse til erfaringen: som for eksempel de almene værensbegreber eller ideer om selvet eller tanken om “Gud.
    Hume vender sig skarpt imod denne opfattelse. Forstand og fornuft kan ikke begribe sandheden ud fra sig selv.

    Hume går ud fra, at vi alle er tilbøjelige til at betragte alt, hvad der sker
    ud fra kausalitetens principper, altså at antage, at det ene nødvendigvis følger af det andet. Først det giver os forstillingen om en ordnet verden. Men nu spørger Hume, hvad der berettiger mennesket til at fortage denne kausale sammenknytning af tingene og hændelserne?
    Sandheden skal jo alene ligge i de umiddelbare sanseindtryk, men kausaliteten hører ikke med til disse.
    Af større filosofihistorisk betydning er Humes kritik af kausalitetens princip.
    Denne kritik får eksempelvis afgørende indflydelse på Kant, så han kan sige: “Jeg tilstår gerne: mindet om David Hume var det, som år tilbage for første gang afbrød min dogmatiske dvale og gav mine undersøgelser på den spekulative filosofis område en ny retning.
    Hvad man kan sige ved hjælp af sanseindtryk er blot, at en hånd bevæger sig og en bold triller; men at disse to hændelser skulle være kausalt forbundet, kan ikke hævdes med samme vished.
    Ingen genstand afslører nogensinde de årsager, som har frembragt den, endsige de virkninger, som udspringer af den, gennem egenskaber, der viser sig for sanserne”.

    Humes lov:
    “Empirisme, kan kun stadfæstes igennem personlig erfaring
    og med fornuften, som øverste dommer,,.

     

     

  3. Af Bjørn Holmskjold

    -

    Humes lov:
    “Empirisme, kan kun stadfæstes igennem personlig erfaring og med fornuften, som øverste dommer.

    Nu er fornuften jo underlagt psykologiens love, hvorfor et angstneurotisk menneske ikke har samme fornuft, som et menneske, der rummer en psykopatisk personlighedsforstyrrelse. Ingen af disse er iboende nogen fornuft. Hvorfor den øverste dommer er psykotisk i konsekvens af den manglende realitetssans.

  4. Af Morten Holgersen

    -

    Goddag hr Pind
    Jeg synes ikke “homo” hører hjemme mellem syge.
    Forstår nok Deres kval.
    Og lad os alle slappe af- vi når det nok.
    Mvh
    Morten Holgersen

  5. Af Jørn Deela

    -

    Jernladyen vil blive husket for sine politiske resultater!

    Jernladyen vil blive husket for sin aktive periode
    og for sin politik og ikke fordi hun var kvinde eller
    fordi hun endte som dement !
    Ligesom vi vil huske Muhammed Ali for hans boksning
    og ikke for hans parkinsons d. !

    Filmen er åbenbart lavet af den type, der ikke forstår en pind
    om politik, eller ikke vil give premierminister Margaret Thatcher
    politiske point, og derfor har fundet noget andet på hende !

    Man skulle tro at den var lavet af journalister fra den radikale
    avis “har vi noget Ekstra på dem Bladet” !

    Det normale har vide rammer;
    men remsen
    alle skal være noget. ‘
    Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead.
    Psykopat. Fattig. Grådig. Noget, uden for normalen.

    Det kunne meget vel lyde som en del af kvalifikationskravende
    for optagelse i det radikale venstre !

    Min kære moder var ikke politiker , men hun blev dement alligevel !

  6. Af Arne Jensen

    -

    Jeg ser, at man generelt misforstår konceptet ‘normal’, specielt de venstreorienterede, fordi man blander afsender og modtager sammen. Og har en hidsig trang efter at erklære, at man selv er så god og tolerant over for alle menneskelige variationer.

    Men det er slet ikke det, det drejer sig om.

    Konceptet ‘normal’ har det ligesom med konceptet ‘dansker’. Hvem er egentlig dansker – og ve den som vover at sætte et skel. Til det har Grundtvig givet svaret i digtet Folkeligheden:

    Til et Folk de alle hører,
    Som sig regne selv dertil,
    Har for Modersmaalet Øre,
    Har for Fædrelandet Ild;
    Resten selv som Dragedukker
    Sig fra Folket udelukker,
    osv.

    Med andre ord. Den, der er normal, er den der vil et fællesskabet med den anden eller de andre og ikke udelukke sig ved at dyrke sin egen lille fjollede særhed eller unormalitet.

    Eksempel: Jeg var for nylig til et professionelt, fagligt møde. Sådan noget drejer sig om at diskutere et fælles emne. Lige til en tilsyneladende ikke kunne klare det længere, men måtte skilte med sin anderledeshed ved at fortælle en fuldstændig umotiveret og dum historie, der indeholdt en negativ pointe om kvinder og deres interesse for vægten og ikke mindst overvægten. Men det var ikke så meget det, som at han også lige skulle omtale sin kæreste: ‘Min kæreste, han…” Ok da, han er homo, men hvorfor skulle det bringes på banen? Ingen af os kendte hinanden på mødet eller havde interesse i, om man bollede til højre eller venstre eller slet ikke. Men ham homoen største indsats på mødet var at bryde etiketten om, at man ikke taler om privatsfæren og skilter med sin seksualitet over for ukendte. Hvad skulle det dog bruges til andet end at fortælle om og dyrke sin anderledeshed. Det er et eksempel på en homo, der dyrker sin anderledeshed og derfor selv sender signalet om at ville være unormal.

    Jeg og den øvrige normale majoritet, ja vi undrer os over denne anmassende trang til at være noget anderledes. Helst noget, hvor man kan tilhøre en højrøstet offergruppe – med de privilegier, der deraf følger. For der er ikke meget krudt i en anderledeshed, hvor f.eks. ens prutter lugter bedst af alles. Der er nemlig visse faste normer for, hvad den unormale må skilte med for at være normal unormal. Og visse brancher, f.eks. meget af medieområdet, hvor det normsatte unormale er et must for at være normal. For ellers er man sikkert en morakker, en småborgerlig, en ond højreorienteret eller det, der er værre. Og hvem vil sådan mobbes ud af det gode selskab ved bare at være normal normal?

    Og hvorfor nævner jeg netop medieområdet som en magnet for de normale unormale. Fordi det er en branche, hvor det gælder om at kunne føre sig frem, at blive set, at være noget ekstraordinært uden for normalen, ikke på indholdet og kunnen, men på formen og måden og stilen. Man kunne så kalde dem narcissister hele bundet, en anderledeshed de sikkert ville tage imod med kyshånd, men det er spørgsmålet om det er retfærdigt. For det er vel bare en professionel branche, hvis eneste pejlemærke er det anderledes og unormale.

    ‘Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead. Psykopat. Fattig. Grådig. Noget, uden for normalen.’ Det kan ikke siges bedre. Fint indslag, Pind.

  7. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    Er vi ikke ved at være der, hvor Danmark begynder at ligne en mellemting mellem en kæmpestor galeanstalt, Ebberød bank, forbrydernes paradis og Sodoma & Gomorra?

    Eller skal vi nøjes med at sige at Danmark mere og mere ligner en DDR-agtig bananstat eller BIG-MOTHER-STAT?

  8. Af Enzo E

    -

    @F1 Preben JensenJ

    Jo bestemt, men den slags vulgære udgydelser af sandheden, vil Hr. Pind jo nok slette.

  9. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Til Arne Jensen.
    Dit lange indlæg kan kort sammenfattes med, hvad du selv skriver.
    1:Den, der er normal, er den der vil et fællesskabet med den anden eller de andre
    2:og ikke udelukke sig ved at dyrke sin egen lille fjollede særhed eller unormalitet.

    Altså man er en del af fællesskabet, hvis man IKKE “dyrker” en særhed eller unormalitet.

    Hvis en handikappet “dyrker” sin unormalitet ved at side i rullestol, skal han så holde sig derhjemme for ikke at genere de normale?

    Hvis en fattig bliver inveteret i operaen, skal han så sige nej tak, fordi han ikke har råd til så dyrt tøj som de andre?
    Det kunne jo være, han i sine pjalter generede de normale.

    I en sammenhæng hvor man ikke kender hinanden så godt, må en homoseksuel sige han har en kæreste, hvis en anden har sagt han har en kone?
    Må den “normale” godt dyrke sin normalitet mens den “ikke-normale” ydmygt skal gemme sig væk?

    Skal en mørkglødet dansk-tyrker sminke sig hvid i ansigtet for at køre med bus?

    Man kunne blive ved…….HELDIGVIS er det i dag normalt at accepterer, at de fleste mennesker er forskellige.

  10. Af C. Halvorsen

    -

    Arne Jensen

    Der er et eller andet galt her. Jeg opfatter mig selvfølgelig som hørende til en normal majoritet. Men det er tydeligvis en helt anden majoritet og en anden normalitet end din.

    Hvordan kan det være?

  11. Af lars sørensen

    -

    @Søren Pind!!! %!#”#!23#!”¤#!#”!¤#”!#”!6/”6″6

    Modigt skrevet men også mulige vælger du støder over til DF , var min første tanke under læsningen

    2. tanke var :

    Nu må det være nok ! Riget fattes sammenhold og mod nu ! og dine visioner , godt nok et fint indlæg igen og velformuleret som vanligt fra din pind .
    Men hvornår mener du tiden er og da specielt efter nummeret med ring-kagen af LLR(shake my head) og Villy S.(shake my head again) der siger de bliver for enhver pris .

    Så må der altså bygges lidt mere substans og relevans og gerne lidt statsmanship på dine kommende indlæg .

    Ut. tror altså ikke rent folkeligt ment, at du vinder på at se på USA og England som forbilleder de næste par år , ps . undlad også lige altfor meget EU snak u nødigt, go dag med din gøremål 🙂

  12. Af Arne Jensen

    -

    C. Halvorsen

    Det er såmænd meget enkelt. Som venstreorienteret giver du indtrykt af, at du ikke fatter forskel på afsender og modtager , ligesom forskellen på dit og mit fortoner sig i det uvisse, og skelnen mellem dem og os udviskes.

    Men kun som et påbud for de andre. For hvis denne villet blindhed og dumhed går ud over dig selv, skal du nok blive klarsynet og forstå at skelne.

    Så det er helt efter bogen, at du ikke kan (vil) forstå min pointe.

  13. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Arne Jensen.

    Du skriver:
    “Jeg ser, at man generelt misforstår konceptet ‘normal’, specielt de venstreorienterede, fordi man blander afsender og modtager sammen”.

    Det kan godt være, du selv opfatter det som klokkeklar logik, men de fleste normale mennesker har nok lidt problemer med at følge dig her.

    Kunne du være så venlig at uddybe det lidt?

  14. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Hvis vi vender tilbage til udgangs punktet, så er det Søren Pind skriver,at han er træt af at alt skal FORSTÅS gennem en sygdom, et bestemt køn og så videre.

    Thatcher-filmen er i sig selv måske en udmærket lille film om et livslangt kærlighedsforhold og det at kæmpe mod demens og se tilbage på livet.
    Men som en film der handler om en af de store politiske skikkelser i europa i sidste halvdel af det 20. århundrede er filmen totalt ligegyldig.
    På det punkt er filmen nærmest en katastrofe.

    Her har Søren Pind egentligt ret.

    Hvorfor skildrer Thatchers aldersbetingede demens som udgangspunkt for en portrætfilm?
    Hvor er det store episke historiske vingesus blevet af i moderne film?

    At Søren Pind derudover mener, at “det larmer”, når minioriteter gør lidt for meget ud af sig selv….Nå ja, her sender han jo bare et lidt primitivt værdipolitisk signal ud om, at de såkaldte normale danske kongetro kernesunde heterosexuelle vil-du-lige-se-200-billeder-af-min-nyfødte mennesker har en politiker, de kan identificere sig med, er da meget harmløst.

  15. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead. Psykopat. Fattig. Grådig. Nihilistisk kommunist. Psykotisk utopist. Ingen jordforbindelse. Noget langt uden for det normale. Omgang med skumle typer. Udsalg af værdier. Beslaglæggelse og brug af andres penge.

    R-partiet må føle sig hårdt ramt, over sådan at se sit medlems-kartotek og forretningshemmeligheder mv. lagt frem til offentlig beskuelse. Hvis det er hvad ordene handler om?

    Eller er der tale om den nye regerings ministerliste og politiske “visioner”?

    Lige nu føler jeg mig helt forvirret. Det med R samt S, SF og EL er sørme noget indviklet noget.

  16. Af F1 Preben JensenJ JensenH

    -

    Anders K. Jacobsen…..

    Den med den handicappede i rullestol var godt nok smart. Et flot retorisk trick faktisk. Men er du virkelig sikker på at folk i rullestole kun sidder i dem for at dyrke det specielle og for at skille sig ud fra mængden?

  17. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    F1 Jensen.

    Nej.

  18. Af lars sørensen

    -

    F1 J når og vis du rammer bunden sig til 😉
    kender lidt til div piller i svinget du ved i solrød

  19. Af Kent Andersen

    -

    Min kæreste har fortalt mig jeg har set filmen. Der er ikke een eneste ting fra filmen jeg kan huske. At se på filmen var som at sidde på sofaen mens et par gennemsnitsbedsteforældre gik rundt og støvede af og flyttede rundt på billederne på væggen. Kedeligt, søvndyssende, uinteressant og uoplysende. Hvis du er nysgerrig og interesseret i MT’s liv, så hold dig langt væk fra denne film. Der er INTET du kan få ud af denne film som du ikke kan opleve sammen med et hvilketsomhelst ældre ægtepar.

  20. Af C. Halvorsen

    -

    Arne Jensen

    Jeg er ikke venstreorienteret. Jeg er normal.

  21. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg har siden mit indlæg (vist nr. 2 på denne blog) forstået igennem en anmeldelse, at filmen siger en hel del om det historiske i England – og derfor mindre om Thatcher selv; men hendes demens kan for mig at se kun være af yderligere interesse, dersom den er sket i umiddelbar forlængelse af hendes tab af mand el status.

    En form for virkelighedsflugt – ind i sygdom. Her demens.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info