Normal…
71 kommentarerIkke nu igen, tænkte jeg forleden, og sprang indlægget over. Øjensynligt et indlæg, der handlede om det betimelige i, at den ny film om den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher tog udgangspunkt i baronessens senil demens, en sygdom der er kommet til hende langt tid efter, hendes politiske virke var afsluttet.
Selv var jeg aftenen før kommet hjem fra premieren med noget blandede følelser. Filmen fremstiller MT i senilitetens prisme. Det er filmens konstante omdrejningspunkt, og hendes politiske livslevned bliver derfor summarisk og forpustet. Vi skal nemlig helt ind. Helt ind i de hallicunatoriske samtaler med den afdøde ægtemand, forvirringen, ensomheden, sorgen. Føleri .Det er som om, vi i denne tid, alle skal være noget. Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead. Psykopat. Fattig. Grådig. Noget, uden for normalen. For i den forestilling eksisterer der så ikke minoriteter. Og i den forestilling er vi alle ligestillede. Normaliteten er ophævet, og når normaliteten er ophævet, er vi jo alle ligestillet. Happy happy… Samtidig er der intet privatliv. For hvorfor dog det? Intet er grotesk, grimt eller rædselsvækkende, men giver bare karakter og viser mangfoldigheden. Derfor ender en film, om et konservativt ikon i det 20 århundere, med at handle om en i virkeligheden ret ligegyldig sygdom i slutningen af hendes liv, fremfor om den livsgerning, der var hendes. Og før nogen falder over mig for at kalde demens lígegyldig, så glem det. Jeg har selv haft den gruopvækkende og værdighedsdræbende sygdom ganske tæt på livet. Den er forfærdelig. Men at den skal være omdrejningspunktet i denne sammenhæng er mig ubegribeligt. Og jeg orker ikke at se den pågældende sag spændt for en sådan vogn.
Så er jeg bigot? Har jeg allergi overfor syge mennekser? Er jeg homofob? Lider jeg af foragt for indvandrergrupper? Ser jeg ned på kvinder fordi de er kvinder? Fortsæt selv listen. Svaret er nej. Men i grunden er jeg træt. Træt af påstanden om, at alt skal forstås gennem en sygdom, en minoritet, en sexualitet, et køn. Thatcher bliver i filmen tillagt synspunktet, at vi i denne tid alle skal være nogen. Og derfor ikke får gjort noget. Det kan vel være et sandt synspunkt. En analyse, der fører til, at film, lavet om store politiske skikkelser, i stedet for, hvad de har gjort, handler om aldersbetinget afmagt. Det er en forvrængning af virkeligheden, der er trættende. Og måske grunden til, at så mange mennesker i højere og højere grad bliver selektive i deres valg af nyhedsformidling og input. Jeg gider ikke mere. Dæmp al den snak, skrål og skrigeri, om alt muligt, som folk må fuldstændig selv om, men som grundlæggende ikke er ret interessant. Det larmer… Og vi er nogen, der rent faktisk har et liv, et arbejde og en virkelighed at passe.
OBS: Jeg er oprigtigt træt af vulgariteten i Blogossfæren. Fra nu af redigerer jeg vulgære (inkl. sprogbrug), irrelevante eller grovkornede indlæg bort, inklusiv brokkeri over censur i det omfang jeg har tid – samt indlæg, hvor folk ikke optræder offentligt med fuldt navn.
71 kommentarer RSS feed
Kære Søren
Det er med blandede følelser jeg læser din “anmeldelse”. Du er fantastisk dygtig til at formulere dig, faktisk så dygtig, så din anmeldelse i sig selv fortjener en “anmeldelse” for det værk som det er.
Filmen om Jernladyen er et forsøg på, dels at beskrive MTs eftermæle, men også et forsøg på at vise det umenneskelige menneske – menneskeligt. Nuvel, det kan diskuteres om hvorvidt det er etisk korrekt at fortolke et nulevende menneskes liv igennem en “sygdoms optik”, fair nok. Men i filmens handling gør det lige præcist det som der skal til, nemlig at vi forstår!! Vi forstår at selv en supermagt styres af et menneske, skønt det menneske fra tid til anden virker umenneskeligt.
Hvad er det du syntes der mangler? Skal det søbes ind i faktuelle historier om sejre og nederlag? Enhver der har levet i MT tiden, eller som har læst op på hende forinden filmen, vil forstå og læse de begivenheder som filmen passerer igennem.
Resten er en smuk film om et menneske vi alle kan lære af.
I min optik fortjener filmen fuld skrald på stjernerne, ikke mindst for den mega præstation fra Merryl Streep, måske hendes bedste nogensinde.
Jeg gider, rent ud sagt, sædvanligvis ikke at se disse film om kendte mennesker, omend udført af glimrende skuespillere; måske når der er tale om historiske personer langt tilbage i tid, som så også kan suppleres med andet.
Jeg er langt mere tilhænger af seriøst udformede dokumentarfilm.
Især når det drejer sig om mere nutidige ting, fordi vi er nødt til at forholde os til virkelighed og ikke evt. påklistret fiktion, og slet ikke af evt. glorificerende art.
Rigtigt, Henrik Madsen, forstå og så ville – det var vist Søren Kierkegård, som definerede dygtighed som målt på afstanden mellem at forstå og at ville, hvad vil Søren Pind mon?
@Henrik: for mig er det mere fænomenet – og så den ubehagelige fornemmelse jeg havde af, at politikere intet må have i fred. Selv spekulative film om deres sygdomstilstand og forestilte samtlaler med døde mennesker. Bvadr.
Og jo, jeg manglede en del. Hvad fik en kvinde som hende til at stille op mod Heath – egentlig. Det er summarisk behandlet. Hvem hjalp hende – egentlig. Hvordan ændrede hun Storbritanien – egentlig? Og sådan kan man blive ved. Selv hendes nederlag er blot behandlet i korte glimt. Det har ikke meget med hendes virke at gøre. I stedet er filmen udtryk for tidsånden. Man skal se et menneske ikke gennem dets virke, men gennem dets tilstand. Det er jeg dybt utilfreds med. Og mærker også ubehag ved det. For hvad har det med sagen at gøre – egentlig. Det skaber et billede af et samfund, hvor man netop skal “være noget” i stedet for faktisk at gøre noget. Det er en virkelig ironi, at hun selv i filmen netop beklager det faktum, men præcis udsættes for det selvsamme.
Den vestlige verdens dekadence udtrykkes allerbedst igennem den foragt visse grupper udviser over for virkeligheden. Den kulturelle elite som hovedeksponenter.
Det vestlige menneskes mulighed for at skabe sig egen virkelighed, et parallelt univers hvor økonomiske realiteter og real produktion er sekundære samfundsproblemer, er tegnet på at vores civilisation er holdt op med at kæmpe, og nu alene er baseret på selvtiltrækkelighed.
Dødsstjernen. Ikke som følge af dekadent overforbrug – men som følge af mangel på udvikling og realitetssans.
Er du normal, Søren Pind?
Hvad er normalt, vil du så nok godt have forklaret. For du ved vel ikke, at normaliteten altid den gennemsnitlige psykiske tilstand, i en given befolkning, på et givet tidspunkt.
Udgør størstedelen af befolkningen mennesker, med en udpræget narcissistisk personlighedsforstyrrelse, da vil normaliteten i samfundet være narcissistisk. Hvilket forklarer det voksende behov for selvdyrkelse i et stadigt mere selvtilstrækkeligt samfund, hvor det er blevet naturligt at være individualist. Der meget netop rimer på narcissist.
Har du ikke bemærket dig det narcissistiske i samfundsudviklingen, da er der også her en psykologisk forklaring: For dén ser ikke det hos en anden, som den selv rummer. Så har du ikke bemærket dig den stigende narcissisme i samfundet, så er du, jfr. normalitetsfaktoren, helt normal. Hvilket jeg da også altid har tillagt dig at være, i din virkelighed.
”Dæmp al den snak, skrål og skrigeri, om alt muligt, som folk må fuldstændig selv om, men som grundlæggende ikke er ret interessant. Det larmer… Og vi er nogen, der rent faktisk har et liv, et arbejde og en virkelighed at passe”.
Og hvad forstår så DU SØREN PIND ved
1.
Normalitet.
2.
Være normal.
Jeg må indrømme at jeg ville ikke drømme om at gå ind og se den slags film, jeg har simpelthen ikke modet til det.
I de senere år er min skepsis overfor det såkaldte kulturlivs forståelse for politik vokset til uanede højder, derfor tvivler jeg stærkt på om vor tids filmmagere vil være i stand til at portrættere fortidens store politiske personligheder og begivenheder uden nutidens skyklapper.
Jeg synes at vi lever i en tidslomme hvor det er blevet svært at forstå andre tider og deres vilkår og tanker: For 50 år siden viste min mor mig en stor gammel lade langt ude på landet i nærheden af hvor hun var født og fortalte at det var her den lokale præst og hans gruppe havde holdt deres skydeøvelser nogle år før!
Således har jeg dannet mig et billede af den tid hvor “Flammen og Citronen” og “Hvidstengruppen” satte livet på spil og det har jeg ikke lyst til at se udsat for moderne dansk filmkunst a la Guldbrandsen!
Som sædvanligt usædvanligt ordrigt. Hvorfor går du helt grassat over en film? MT er jo beskrevet, så her har vi bare en anden vinkel! Som er med til at komplettere portrættet. Du kunne jo nøjes med at skrive, at du er uenig i filmens perspektiv og virkemidler.
Hvis du mangler emner til en blog, kunne du måske interessere dig for, hvorfor så mange danskere lige nu er så egocentriske, at liberal politik tilsyneladende har fremgang i meningsmålingerne? For det er da bizart. Jeg mener, har folk egentlig overvejet perspektivet i at sejle i sin egen sø?
Hasse:
Ud fra ovenstående, så definerer Pind normalitet således:
1. Forvirring, ensomhed, sorg skal være en privat sag. Offentlig omtale af det bliver nemt til påtrængende “føleri”.
2. Er man unormal, f.eks. syg, homo, indvandrer, handicappet, depraveret, skinhead, psykopat, fattig, grådig, så skal man holde det for sig selv, da det er privat.
3. Der er ingen klar forskel på personlige problemer og det at tilhøre en minoritetsgruppe.
4. Normale passer deres liv, arbejde og virkelighed. Samfundet holdes i gang af arbejdsomme, ansvarlige mennesker med en normal livsform. Samfundet trues, når nogen prøver at nedbryde normalitetsbegrebet.
5. De unormale må hjertens gerne tage del i samfundet, men de skal holde unormaliteten for sig selv. Deltagelse sker på de normales præmisser.
P.S. Jeg har ikke selv ønsket at se filmen om Thatcher, da jeg heller ikke er interesseret i hendes alderdom/sygdom. Jeg synes filmen burde handle om hendes politiske liv, som har masser af drama til en film.
Men jeg forstår ikke hvordan alle mulige minoritetsgrupper/aktivister kan være skyld i et forfejlet filmplot.
En ting er at Søren Pind analyserer råddent og blander sager sammen, men værre at han gør grupper til syndebuk og bruger sagen til at udsprede ærkekonservativt snæversyn. Nej, selvfølgelig er han ikke bigot på Alabama-måden, men mere som i den danske provins i 1950′erne.
Det er en gåde at Pind kan kalde sig liberal.
Intet er normalt, – politik er ren kosmetik..
Filmen er åbenbart ægte politik,,, – sådan opfatter
vi også politikerne,hvor virkeligheden overgår vores
fantasi. ELLER, har vi i vores statsminister, en ny
MT med fuld skrue på autoritet og uden skelen til
højre eller venstre,i blind tro på egen virkelighed.
Til Christiansen. Forhåbentlig skal vi alle snart til at sejle i vores egen sø – som du skriver. Selvfølgelig har den liberale politik fremgang. Vi er alle trætte af at betale til den store mængde inaktive, der nyder og ikke yder.
@Kasper: Det er en tåbelig udlægning af, hvad jeg skriver. Prøv igen.
@C Christiansen: Hvis du er utilfreds med mine “ordrige” indlæg, er du helt frit stillet til ikke at læse dem en anden gang. Og mht. mangel på emner, så ligger det ikke lige for. Men måske du har inspireret mig til et blogindlæg om, at nogle mennesker har så lidt at beskæftige sig med i deres tilværelse, at de kan bruge tid og kræfter på at brokke sig over andre menneskers emnevalg på deres blogs – hvilke føjer sig til det stigende problem med manglende ordentlig opdragelse i vores samfund…
@Hasse: Det normale? Det normale er jo intet mere eller intet mindre end det, de fleste mennesker opfatter som dagligdags eller konformt, om du vil. En fast definition af det gives derfor ikke. Hvorfor spørger du?
Til Søren Pind. Hvor har du ret i dit svar til @C Christiansen. Dette er desværre samfundet i en nøddeskal i dag – ingen opdragelse eller respekt for andre mennesker – kun flabetheder; men det siger vel alt om personen. Ellers tak for mange gode blogs – det kunne være, jeg skulle til at stemme på ’De blå’.
Hvorfor er mange, mange folk “syge”?
PENGE!!!
Nu er der meget langt imellem virkeligheden og en film.
Utroligt at Hr. Pind, ikke kan skælne.
Men Hr. Pind, måske en dag der vil blive skabt en film om VKO, og det så for alle som ser den vil fremstå som sandheden.
Det er en film…
Gid dog at Hr. Pinds optræden også var et teaterstykke eller et variatenummer, men det er desværre virkelighed, og ikke en film.
Velkommen til virkeligheden samt Hr. Pind´s opfattelser..
Søren Pind:
Du spørger mig om, hvorfor jeg spørger (om hvad du forstår ved normalitet).
Synes, at det er meget rart at vide, hvad personer lægger i et begreb/ord, når de bruger det (uden at nysgerrigheden skal tage overhånd).
Du svarede:
Det normale er jo intet mere eller intet mindre end det, de fleste mennesker opfatter som dagligdags eller konformt”
Et andet sted skriver du:
“…Det er som om, vi i denne tid, alle skal være noget. Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead. Psykopat. Fattig. Grådig. Noget, uden for normalen.”
Jamen hvis vi alle, skal være noget, er vi vel alle normale.
Eller:
Hvis vi alle er tossede, er det normalt at være tosset (hvad det så er).
Og det er dem, der ikke er tossede, der er unormale.
Bare lidt ordkløveri en lørdag aften i Tv-avis tid.
Dejligt med en politiker som taler fra hjertet. Enig eller ej, jeg tar sgu hatten af for dig Søren Pind. Var der bare flere af din slags og lidt færre
intet sigende design politikere…
Kære Søren – jeg er jo nødt til at læse dit indlæg for at kunne forholde mig til det. Du lokker med en overskrift, men flipper helt ud i bloggen – det må jeg da kommentere – og hvor var vi, hvis du ikke blev læst – det er vel hele hensigten og det, der giver dit liv mening. Jeg har stadigvæk lov at være uenig med dig.
Forstår ikke helt, at mit forslag til dig om at belyse/kommentere/analysere på et emne giver dig grund til at beklikke min opdragelse.
Finder det derimod sympatisk, at du læser disse indlæg og svarer på dem – det er da en form for dialog. Men styr lige temperamentet – der er ingen naturlig modstrid mellem at være kritisk og ikke-liberal. Måske ligefrem tværtimod.
“Og måske grunden til, at så mange mennesker i højere og højere grad bliver selektive i deres valg af nyhedsformidling og input.”
Der er også min fornemmelse. Man hører om flere og flere, der fx er trætte af den monotone nationale nyhedsformidling på DR og TV2, hvor ynk og klynk (læs: om dagens offer i skysovs – præsenteret ved kakkelbordet) serveres i et indigneret toneleje, så (de radigale) “studieværtinder” bliver helt rødmossede i hovedet.
Læg dertil alle de social pornografiske programmer, der skal fostre åndseliten i fremtidige generationer: Paradise-Hotel, De dumme mødre, Stodder-kongerne af Marienlyst, For Totalt-lækker til Love, X-faktor, der er løbet tør for talenter osv. osv. … fortsæt selv listen. For de fleste mennesker er der her tale om fordummende tidsspilde. Selv nyhedsformidlingen skal være underholdende – med lige så hurtige klip som en musikvideo på MTV.
Søren Pind har ret i at filmen om MT bruger al for megen tid på hendes sygdom. Og han har også ret i at det efterhånden er unormalt og behandlingskrævende at være normal.
Og jens christiansen (skrevet med småt pga. visse problemer) ovenfor har jo også ret i at DR og TV2 er sunket ned på et utrolig lavt, plat og vulgært niveau. Det er snart som om forråelse og fordummelse af befolkningen er blevet et mål i sig selv.
Alene det at minoriteterne altid fremhæves og roses til skyerne, uanset hvor langt ude på overdrevet de befinder sig, mens majoriteten og de normale igen og igen ignoreres eller hånes og mistænkeliggøres, er jo nærmest per verst.
(Oveni kommer så de utallige halve og kvarte sandheder om samfundets udvikling og tilstand)
Samme briller kunne du tage på hvis du skal anmelde dansk presse. Brug dit talent her og jeg tror du vil komme til samme konklusion.
Det er på tide at flere tager afstand fra det makværk vi præsenteres for som journalistik.
Her inkluderer jeg det på grænsen til de barnlige angreb på den siddende regering.
Format, akuratesse og kontruktiv kritik savnes i den grad i medierne
Kære politiker
Nu må du for hulen da ikke forvente at en film der skal sælge billeter. Kan give særligt meget. Og samtidig med, når en film køre gennem hjernekisten på den der laver den.
Allerede der ryger en del sandhed i historien.
Men en ting kunne jeg godt lide ved den film. Det var fremstillingen af hende som den første kvindelig minster der betød noget. Den måde som mændene behandlede hende som et kønt ansigt, men fik en vis legmesdel på komedie.
Det var rart at se. Når man i medierne ser kvinder klædt i lyserødt(ræderligt at se voksne i babyfarv er) og alt skal være glansbilled agtigt. Lidt som Kronprinssese mary er på uanset hvornår. Al respekt for det hun opnår og står for.
Men hvis jeg skal se en kvinde, der er virkelig og ikek altid perfekt. Så er det helt klart et menneske som Dronning Margrethe
eller som filmen viser. Kvinden- Thatcher. Med de mangler og begrænsninger som filmmediet nu engang har. Og det bør enhver tage med i betragtning, og ikke tage filmen for evig sandhed.
Det var befriende rart at se en film uden “disney- tyl” og happy endning.
Og det med vi alle skal være, Et eller andet. Virkeligheden er, at vi alle er – Et eller andet. Hvis du kigger lidt tættere på det enkelte menneske og ikke gruppen. For kigger man på gruppen mennesker. Så ser det så dejligt konformt og beroligende ud.
Personligt synes jeg, at det var yderst interessant at se filmen ‘Fogh bag facaden’.
Om den beskrev en normalitet i Venstres leder, vil jeg overlade til Søren Pind at bedømme.
Du lyder sur – og ked af det. Dit fremragende formuleret indlaeg, lyder rigtigt sur paa det danske behandler samfund – det europaeiske. Det fejlede demokrati. Det forfejlede Europa. MT filmen synes blot, at vaere en udloeser. Og du har ret. For som alt political correctness i vestens verden, skal et drejepunkt, altid vaere sovset ind i menneskers svaghed. MT var langt fra svag, lad hendes staerke ansigt staa. Hun var en hader af svaghed, og saaledes er det naermest en fornaermelse, at vise hende i hendes alderne demens.
MT var en modstander af ethvert behandler samfund, hun var vel sidste kolonist i det falmende United Kingdom, der troede paa, at kun et staerkt arbejder samfund kunne redde Englands fremtid, selvsamme arbejder samfund, der idag er eneste redning for Europa….for desvaerre var der alt for mange, der fandt hende latterlig, naar hun inviterede den japanske automobil industri indenfor doerene for, at skabe nye arbejdspladser i UK. Hun var modstander af EU, havde ret i saa mange ting hun sagde om den europaiske union. Og til Kohls helt stor forargelse, var hun fantatisk til at suge penge udaf den faelles EUs kasse for England, nu UK var ‘tvunget’ til, at vaere medlem af unionen.
Hun var den eneste kvindelige poltiske leder maend virkeligt havde respekt for – og det forstaerker naturligvis surheden over drejepunktet omkring Thatcher i denne film.
Hvad kan vi bruge filmen om MT til?
Jeg synes Søren P. rammer plet med analysen om, sådan som jeg forstår SP,at velfærdssamfundet har en tendens til at anskueliggøre alting igennem en sygeliggørelse.
Når de fattige diskuteres, er det altid samfundets skyld, når studenterne klager, er det den lave SU, når der ikke er jobs nok, er det samfundets skyld osv.
MT repræsenterede noget vi savner så grueligt i dag- noget så essentielt som selvreflektion og personligt ansvar. Ja det er den gamle debat om om årsag og konsekvens, om system mod individet, men hvad ellers kan vi bruge filmen om jernladien til i dag?
Jeg har ikke set filmen, men kan bestemt sagtens følge SP´s irritation over vægten på hendes sygdom, der generelt er inderligt uinteressant set i forhold til hendes enorme politiske værk.
Risikerer man ikke at debatten i Blogossfæren bliver ret unuanceret og subjektiv såfremt bloggerne selv skal vurdere hvad der er “irrelevant” eller “grovkornet” og “brokkeri over censur”?
Det er vel begreber der kan fortolkes ret frit?
Med ønsket om en god søndag til alle.
Jeg er unormal og stolt af det. Kan ikke få øje på plottet i en film, hvor en berømt politiker får nedfælget en nekrolog på baggrund af sygdom og ikke på basis af den tyngde, hun havde politisk. Falder ikke på halen over Paradise Hotel, Big Brother, unges trang til eksponering på baggrund af seksualitet, utallige indlæg om Amalie, flirten på facebook osv. Måske fordi jeg har svært ved at få øje på noget som helst indhold i den sfære, hvor mange fra de unge generationer befinder sig lige nu. Med tanke på den nuværende krise og kamp for vedblivende velfærd må man ikke håbe, de unge bliver trætte før tid!
Hvis vi alle er tossede, er det normalt at være tosset (hvad det så er).
Og det er dem, der ikke er tossede, der er unormale.
Bare lidt ordkløveri en lørdag aften i Tv-avis tid.
Skrev Hasse Gårde-Askmose, 25. februar 2012 kl. 19:02
Brug fremover vendingen Hasse: at dersom alle er sindssyge, da er normaliteten i samfundet sindssyg. Så kommer der en helt normal, der nu opleves som stærkt afvigende fra det normale. Dette er helt i overensstemmelse med psykologien, og det, som er ved at ske i Danmark.. og resten af den vestlige verden.
Derfor er det ikke ordkløveri, du gør gældende, men en psykologisk lovmæssighed. Den eksisterende samfundsnormalitet, der i dag er blevet overvejende narcissistisk, gør tilmed den konsekvens gældende, at folk så også stemmer på politikere, som de føler sig i overensstemmelse med. Hvorfor de stemmer på politikere, der har samme psykiske personlighedsforstyrrelser, som de selv. Derved bliver demokratiet en forstærkende trussel mod normaliteten, i og med, at ansvaret bliver lagt i hænderne på infantile, urealistiske, selvcentrerede politikere.
Det kan min generation se, men det kan deres efterkommer til gengæld ikke.
@Søren Pind
Er det ikke at forfalde til den stil, som du selv kritiserer(og vil fjerne fra bloggen), at kalde andres indlæg for tåbelige.
Mvh. John
@Steen Rasmussen: Hvem skulle ellers vurdere det… Men igen: Jeg gider ikke disse formdiskussioner. Er du utilfreds, er der andre blogs. Jeg redigerer som jeg gør, og jeg gør undtagelsesvist det at jeg ikke sletter din kommentar, blot til illustration for min pointe. Så min indledning var retorisk, ikke et spørgsmål.
@John: Næh. Jeg ser gerne en karsk, men ikke nederdrægtig og forhånende debat. Der er selvfølgelig svar på tiltalte her, ordet er frit. Indenfor den ramme.
Er jeg bigot, spørger Søren Pind. Ja, det er han da.
Han forfægter en småborgerlig normalitet, som ikke eksisterer, men som så mange gerne vil tro på.
Ifølge Pind skal vi være “normale”. For vi skal nemlig være ens. Men vi er alle på en eller anden måde syge, homoseksuelle, indvandrere, handicappede, depraverede, skinheads, psykopater, fattige, grådige og meget mere. Vi afviger alle og ingen er normale. Vi må bare ikke snakke om det i Pinds bigotte univers.
Bjørn Holmskjold
I din generation kender vi ikke ret mange andre end dig, der har dine holdninger. Der kan evt. være et par andre gamle stærkt depraverede og skuffede venstrefløjsere, der må indse ikke at have nået de mål for succes, som man drømte om som ung.
At du hæmningsløst påberåber dig at repræsentere hele din generation giver indtryk af et stor behov for at være betydningsfuld. Kombineret med den arrogante og brovtende debatattitude kommer man uundværligt til at tænke på en – gæt selv -narcissistisk personlighedsforstyrrelse.
Jeg har intet problem med at leve i normaliteten. De fleste af dem, jeg omgås, har det ligesom mig.
Så er der en lille meget højtråbende og dominerende restgruppe, der påberåber sig at være afvigende og interessante. De kan begå sig godt i medierne, angler efter og får stor opmærksomhed og de elsker deres rolle som mønsterminoritet eller yndlingsoffer. De har en trang til at dominere og sætte dagsorden. Det er dem, der hæmningsløst råber småborgerlig efter andre.
For mig er de da sjove at opleve, men derudover ret trættende at omgås i længere tid.
Jeg giver Søren Pind ret. Hvorfor skal filmen handle så meget om Margaret Thatchers mentale deroute i slutningen af hendes liv set i forhold til hende livsgerning. Vel kun fordi instruktøren er bange for den venstreorienterede meningsmafias fornærmelse, hvis hun skildrede Thatcher bare sådan direkte uden kritik.
Da jeg havde set filmen, havde jeg det på samme måde. Hvorfor skulle man hele tiden tilbage til den gamle, demente kone, der stadig troede, hun var premiereminister? Hellere se hendes bedrifter og vejen til magten i en mandsdomineret verden – dét ville være en god film.
I dag handler det om at være “noget” i stedet for at gøre noget, og det er frygteligt. Jeg foretrækker helt klart at blive karakteriseret gennem mine handlinger, fremfor at blive sat i en kasse som noget bestemt. Når man bliver karakteriseret gennem sine handlinger, kan man hele tiden udvikle sig, men når vi i dag begrænser hinanden til at være emo, goth, hippie, skinhead osv., så får vi et meget snævert verdensbillede, der konstant sætter folk i bås.
Tak, Søren Pind, fordi du sætter denne debat i gang, for jeg, som er 17 år, er vokset op med dette og ønsker ikke, det skal forblive realiteten i resten af min levetid. Normaliteten kan være mangfoldig og evigt selvudviklende i sig selv, hvis man ikke prøver at skille sig ud tilhøre en bestemt abnormalitet eller subkultur eller stil, for så risikerer man jo sådan set bare et meget opdelt samfund, hvor man har få ting til fælles? (dette er selvfølgelig kørt ud i ekstremer)
Halvorsen
Nej jeg og måske Søren Pind anfægter bare at være normale i dit univers. At være normal ved at skille sig ud fra mængden. Og ikke mindst den normalisering, som samfundet er ved at finde sig til tåls med. Hvorfor skal enhver skildring af historie eller norm efterhånden tage karakter efter nogen eller noget ligegyldigt. Det er trættende!
J petersen
Jeg tror, at du har misforstået mig. Jeg ønsker absolut ikke, at I skal forsøge at være “normale”. Hverken i mit univers eller i noget andet.
Tværtimod synes jeg, at Søren Pind med sit småborgerlige normalitetsbegreb på en populistisk måde at skabe en opdeling i “os” (vi normale) og “dem” (de unormale).
Halvorsen
Er det forbudt at skildre eller iøvrigt have en mening om?
Hvor er det lige, Søren Pind søger at skille sig ud eller forudsige, hvor er det populistiske? Jeg kan ikke se, hvor abnormaliteten er lagt til had, bare at det er trættende.
…”Det er en forvrængning af virkeligheden, der er trættende. Og måske grunden til, at så mange mennesker i højere og højere grad bliver selektive i deres valg af nyhedsformidling og input. Jeg gider ikke mere. Dæmp al den snak, skrål og skrigeri, om alt muligt, som folk må fuldstændig selv om, men som grundlæggende ikke er ret interessant. Det larmer… Og vi er nogen, der rent faktisk har et liv, et arbejde og en virkelighed at passe…”
Fint sagt hr pind – hvor vil det blive dejligt, når du begynder at lytte til dig selv og følger det, som du her siger, men måske er det bare dit sædvanlige ordskvaller, som ikke er til at regne med.
Pyt med om folk er normale, bare de opfører sig ordentligt og hensynsfuldt overfor andre. Men hvor mange gør efterhånden det? Er det mon mere end 40-50%?
At en mand der har begået mordforsøg ved at slå en kvinde i hovedet med et jernrør og smide hende ud fra 3. sal, at en sådan mand pakkes ind i hjælp, vatplader, frihed og resocialisering og bløde ordninger, mens det hårdt kvæstede offer på 3. år venter på erstatning og “resocialisering” og er uden frihed til bare at gå en tur….. plus at ingen véd om der vil ske et nyt overfald/mordforsøg på det tidligere offer eller et nyt offer….. det afspejler da et samfund som er på forbrydernes side og negativt/iskoldt i sit syn på ofrene. Noget “normalt” civiliseret samfund kan man vel ikke betegne det som?
Hørte fem kvinder i radioen. Og selvom det var en kvinde de kunne have vist noget søster-solidaritet, var de alle fem mere optaget af “resocialisering” af voldsmanden end af ofrets tab og lidelser. Og ingen af dem syntes at have observeret det fuldstændig skandaløse og vanvittige i at der hæges mere om forbryderen end om ofret.
Og hvorfor skal den der har forøvet en ugerning, hjælpes på vej og tilbage hurtigst muligt, mens ofret kan sejle sin egen sø i årevis? Og hvorfor er manden ikke blevet udvist?
Efterhånden ser det ud som om retssystemet og hele samfundet er endt i en slags abnorm undtagelsestilstand (forhåbentlig) hvor intet er “normalt” og hvor alt er forrykt.
En trist og farlig udvikling, og et tegn på at mediernes forråelse og fordummelse af befolkningen er ved at slå igennem på næsten alle niveauer.
Arne Jensen
“I din generation kender vi ikke ret mange andre end dig, der har dine holdninger.”
Hvad med at beskrive den del af generationen, som du så repræsenterer. Jeg for min del fortolker blot de psykiske lovmæssigheder. Føler du provokeret af, at de findes?
Bjørn Holmskjold
Mit ærinde er at gøre dig opmærksom på, at du lyver, når du udtaler dig på vegne af din generation. For du kan ikke påvise nogen i din generation, der støtter dine synspunkter. Indrøm det nu bare.
Du beder så mig beskrive den del af generationen, som jeg så skulle repræsentere. Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg har ingen ambitioner om at være repræsentant for nogen uden behørig støtte først.
Jeg prøver at føle rigtig godt efter, men nej, jeg
føler mig ikke provokeret af, hvorvidt din metafysik omkring psykiske lovmæssigheder skulle findes?
Arne Jensen
Nu ved jeg så ikke, på hvilken øde ø du havde din opvækst. Men jeg husker, at når jeg og min bror fandt på at lave “drengestreger”, uden at forældrene så det, så kom posten, købmanden eller en nabo og gjorde os den formaning gældende, at sådan gjorde man ikke. Den helt samme formaning ville vi havde fået at vide derhjemme. Det var dengang samfundet havde fælles normer. Har samfundet noget tilfælles i dag?
I dag kommer der ikke nogen og fortæller børnene, at sådan gør man ikke. For i dag er der ingen grænser for, hvad folks børn må gøre.
Fortæl mig så, fra hvilket øde ø, du har dine livserfaringer?
Dette er så indtil videre den eneste anmeldelse jeg har fået af filmen. Den gode Søren Pind virker ikke begejstret, jeg vil dog stadig se filmen. Thatcher vil dog formentlig ikke blive husket for en sygdom hun led af sidst i livet, men for den politik hun fik gennemført.
Vi kender MT som jernladyen, som politikeren, der trumfede benhårde beslutninger igennem uden at blinke, som kvinden der sagde, at kun tøsedrenge sover mere end fire timer om natten. Hende har vi hørt det meste om, og vi enten hader eller elsker hende, men vi er alle urokkelige i vores syn. Hvad kan sygdommen så i filmen? Rent kommunikativt. Den fungerer som en prisme igennem hvilken, vi ser hendes virke klarere som netop det, et virke. Vi ser, hvordan et normalt, almenskrøbeligt menneske omsatte et normalt liv til et usædvanligt virke. Vi ser først og fremmest, og det er selvfølgelig hovedpointen, at jernet lå i viljen, ikke i materialet. Kan det overgøres? Selvfølgelig. Men jeg synes, det er en enddog meget væsentlig pointe netop nu, hvor ledere verden tvinges ud i voldsomt hårde beslutninger og ikke sjældent ser sig dehumaniseret, sågar dæmoniseret af vrede, afmægtige befolkninger og politiske modstandere. Netop der lukker den “historiske” film op mod det almengyldige og placerer sig fint i en nutidig kontekst.
Jeg ved ikke noget om filmen, men er enig i kritikken af en tidsånd, der leder efter en diagnose/egenskab/et karaktertræk, som hvert menneske kan ses igennem. Jeg er dundrende normal, alligevel ville man naturligvis kunne vinkle mit liv og virke i lyset af mine forældres ægteskab, de depressioner, der gang på gang har lagt den ene side af min familie ned, mine komplekser over at have store fødder eller over aldrig at have skrevet det speciale. Det ville give min livshistorie kant, kulør, karakter, men ville det være sandt? Tja, lige så sandt og usandt som alle mulige andre historier, men først og fremmest udtryk for en fortælling, et valg, en manipulation. I det lys vil jeg anbefale at se på udviklingen inden for psykiatri, hvor tendensen er, at flere og flere af de karaktertræk, som tidligere lå inden for normalspektret og blev betragtet som netop karaktertræk, nu sammenfattes som syndromer. De psykiatriske diagnoser er derfor vokset og vokset. Det fører til absurde historier om folk, der bliver frikendt fra forbrydelser pga. præmenstruelt syndrom eller eksotiske kulturelle syndromer. Man kan også diskutere om mere etablerede diagnoser som asperger, ADHD og visse angstlidelser ikke ligger så tæt op af nogle normale udsving i en menneskelig tilværelse, at det er en glidebane at udgrænse dem som sygelige, potentielt invaliderende og behandlingskrævende – men det fører hurtigt til nogle diskussioner af, hvad vi så stiller op med de mennesker, der ikke helt passer til samfundet, arbejdsmarkedet, folkeskolen osv., idet diagnosen for mange er eneste vej til et særligt skoletilbud, en førtidspension eller andre tilbud.
Jeg kan godt forstå kritikken af filmen. Har dog ikke set den, men jeg generelt svært ved at forlige mig med historiske Hollywoodproduktioner, hvor begivenhederne er sekundære ift. nogle, historisk set, perifere menneskelige relationer.
Men jeg har svært ved at forstå den generelle kritik.
Søren Pind, du gør jo selv meget ud af ikke at være normal. Det er muligt, at du ikke er homo, syg, depraveret el. lign., men normal i ordets leverpostejagtige forstand er du jo ingenlunde. Jeg opfatter dig som en person, der gerne selv vil fremstå som en beleven verdensmand, lettere excentrisk men alligevel kvik, tilstedeværende og med et ordentligt sind og sprog og fyldt med dannelse af fordums tid. Kort og godt – en gudsbenådet afviger i denne gudsforladte tid.
Var denne blog blevet forfattet af fx Henrik Dam Kristensen eller dit eget partis Kim Andersen kunne jeg til nød forstå, hvor argumentet kom fra og validiteten af det. Men, Søren, du markedsfører jo dig selv på at være andet og mere end bare en politiker og følgelig må du også berede på at blive vurderet på mere og andet end bare dit politiske virke.
300 års rationalisme – men hvor blev den af?
Skeptikeren David Hume blev født i 1711 som søn af en skotsk adelig.
Man plejer at forstille sig en en skeptiker som en mager, spidsnæset mand med sammenkneben mund.
Hume ser helt anderledes ud.
En af hans samtidige – der for øvrigt beundrede hans filosofi – skriver: ” Hans udseende hånende enhver fysiognomik, og selv den dygtigste i denne videnskab kunne ikke have fundet det mindste spor af åndsevner i de intetsigende ansigttræk.
Hans ansigt var bredt og fedladent, hans mund stor og med et enfoldigt udtryk. Øjnene var tomme og åndløse,
og ved synet af hans korpulence skulle man snarer havde troet, at man så en skilpaddespisende rådsherre
foran sig end en kultiveret filosof. Visdommen har sikkeret aldrig nogensinde før været forklædt i en så mærkværdig skikkelse.
Og dog står én ting fast: Hume var filosof trods sit ydre, og vel at mærke
skeptisk filosof. ” Hvis vi er filosoffer, bør vi kun være det ifølge skeptiske principper”.
Hume beslutter sig tidligt for filosofien.
Han skriver allerede som sekstenårig, inspireret af ivrig læsning, at han vil “tale som en filosof,,.
Året efter begynder han dog efter familiens ønske at studere jura.Men det tørre stof byder ham imod.
Han begynder for alvor at fordybe sig i filosofiske problemer, og hans store ven i ånden bliver Cicero. Dette sidespor medfører ganske vist, at han ikke får taget sin eksamen, men han tror, at han er på vej til at gøre en vigtig filosofisk opdagelse.
Hume bor tre år i Frankrig, hvor leveomkostningerne er mere overkommelige end i England, og skriver her og siden hen i London sit første værk A Treatise of Human Nature ”En afhandling om den menneskelige natur.
Naturligvis er han, den otteogtyveårige, overbevist om, at han vil opnå verdensomspændende anerkendelse for sit værk. Men det sker ikke.
Omverden tager overhovedet ikke notits af værket, og det krænker Hume, resten af livet igennem.”Det kom dødfødt fra trykpressen”, skrev han selv senere, men han opgav ikke sine litterære ambitioner.
Han føler sig totalt isoleret, ja han får efterhånden den opfattelse
, at det skyldes bevidst fjendskab imod ham, at hans samtidige tier så
demonstrativt. ” Den mennesketomme ensomhed, min filosofi har med ført mig ind i, har jaget mig en skræk og forvirring i livet; jeg kunne meget vel tro, at jeg var et sælsomt, råt uhyre, som var udstødt fra al menneskelig omgang og ladet helt alene og trøstløst tilbage, da det ikke var egnet til at blande sig med menneskerne og at leve med menneskerne. Jeg har fremmanet alle meta-fysikeres, logikeres ,
matematikeres og selv teologernes fjendskab.
” Hvis jeg retter blikket udad, ser jeg til alle sider strid, splid, vrede, bagvaskelse og fornedring. Hvis jeg retter mit øje indad, finder jeg intet andet end tvivl og uvidenhed,,.
Hume har større held med de essays om moral og politik, han publicerer i de følgende år.
Han ansøger nu om et professorat i etik og politik, men udnævnelsen strander på modstand fra klerikale kredse, der beskylder ham for deisme, skepticisme og ateisme, og manglende opbakning fra hans filosofiske venner.
Denne fiasko kan have medvirket til, at han, for ikke at vække anstød på ny, lige til sin død tilbageholder ” Dialoger om naturlig religion”, som han skrev i disse år.
Hume får også tid til at foretage en bearbejdning af sit ungdomsværk. Han lader det udkomme under titlen ” En undersøgelse af den menneskelige erkendelse og ” En undersøgelse af moralens principper,,. Nu får han succes, om end i en beskeden målestork.
Hume bliver understatssekretær i udenrigsministeriet, opgiver imidlertid dette arbejde efter et år og trækker sig nu definitivt tilbage fra offentligheden. Han lever i Edinburgh, blandt sine venner, og beskæftiger sig med filosofi, dog uden at få skrevet særlig meget, og udfolder indimellem sit store talent for madlavning og gode vin smag. ( den grimme mand er også de unge dammers ven).
I 1776 dør Hume ” i fuldkommen åndelig fred” , som hans ven Adam Smith skriver, og han nægtede til det sidste beslutsomt at afsværge sin skepticisme (kritisktænkning).
Hume tilhører således den empiristiske skole og er fænomenalist i den forstand, at han mener, at både den indre og den ydre verden, vi oplever, er fænomenverdener. At den ydre verden er en fænomenverden, havde allerede George Berkeley argumenteret for; Hume gik et skridt videre og søgte at påvise, at mennesket ikke oplever sig selv som et substantielt jeg, men kun som et bundt af fænomener.
Humes skepsis retter sig frem for alt imod matefysikken, tænkningen
stolte bygning, som har været bestemmende for filosofien lige siden grækerne. Den gælder hans skarpeste kritik, og dermed enhver spekulation om oversanselige ting.
De metafysiske ideer stammer “enten fra den menneskelige forfængeligheds frugtløse anstrengelser i forsøget på at trænge ind i emmer der er utilgængelig for forstanden, eller også er den et værk af den almindelige overtro, der ikke er i stand til at forsvare sig på rette måde og derfor skjuler og beskytter sin svaghed bag sådanne sammenfiltrede buske. Hume mener, at denne pseudofilosofi skal afsløres uden skånsel.
Man må føre krigen mod de metafysiske skindproblemer helt ” ind på fjendens hemmelige tilholdssteder”. Denne tendens gør Hume til en karaktertisk og konsekvent repræsentant for oplysningstiden; det er hans hensigt at kaste lys ind i det mørke, der præger den menneskelige erkendelse. Hume går så langt som til at kræve, at al obskurantisetisk metafysik litteratur fjernes fra det offentlige liv.
” Hvis vi ser bibliotekerne igennem, så ville vi minsandten skulle rydde op her! Hvis vi for eksempel tager en teologisk eller metafysisk bog i hånden, så måtte vi spørger: indeholder den en abstrakt undersøgelse om størrelse og tal? Nej! Indeholder den diskussioner om kendsgerninger og liv, som bygger på erfaringen? Nej! Så bør man overgive den til flammerne, for den kan kun indholde sofistiske vrangforestillinger”.
Kampen mod den metafysiske tænkning intensiveres yderligere, da Hume giver sig i kast med en mere indgående undersøgelse af erfaringen. Han spøger, hvad det er i erfaringen, der er garant for dens sandhed?
Og han svarer: ikke det, forstanden og fornuften frembryder. Det var jo netop, hvad den umiddelbart forudgående rationalistiske kontinentale filosofi ville.
Den havde troet, at der fandtes visse medfødte ideer i den menneskelige ånd, der i sig selv var sande, uden nogen som helst forbindelse til erfaringen: som for eksempel de almene værensbegreber eller ideer om selvet eller tanken om “Gud.
Hume vender sig skarpt imod denne opfattelse. Forstand og fornuft kan ikke begribe sandheden ud fra sig selv.
Hume går ud fra, at vi alle er tilbøjelige til at betragte alt, hvad der sker
ud fra kausalitetens principper, altså at antage, at det ene nødvendigvis følger af det andet. Først det giver os forstillingen om en ordnet verden. Men nu spørger Hume, hvad der berettiger mennesket til at fortage denne kausale sammenknytning af tingene og hændelserne?
Sandheden skal jo alene ligge i de umiddelbare sanseindtryk, men kausaliteten hører ikke med til disse.
Af større filosofihistorisk betydning er Humes kritik af kausalitetens princip.
Denne kritik får eksempelvis afgørende indflydelse på Kant, så han kan sige: “Jeg tilstår gerne: mindet om David Hume var det, som år tilbage for første gang afbrød min dogmatiske dvale og gav mine undersøgelser på den spekulative filosofis område en ny retning.
Hvad man kan sige ved hjælp af sanseindtryk er blot, at en hånd bevæger sig og en bold triller; men at disse to hændelser skulle være kausalt forbundet, kan ikke hævdes med samme vished.
Ingen genstand afslører nogensinde de årsager, som har frembragt den, endsige de virkninger, som udspringer af den, gennem egenskaber, der viser sig for sanserne”.
Humes lov:
“Empirisme, kan kun stadfæstes igennem personlig erfaring
og med fornuften, som øverste dommer,,.
Humes lov:
“Empirisme, kan kun stadfæstes igennem personlig erfaring og med fornuften, som øverste dommer.
Nu er fornuften jo underlagt psykologiens love, hvorfor et angstneurotisk menneske ikke har samme fornuft, som et menneske, der rummer en psykopatisk personlighedsforstyrrelse. Ingen af disse er iboende nogen fornuft. Hvorfor den øverste dommer er psykotisk i konsekvens af den manglende realitetssans.
Goddag hr Pind
Jeg synes ikke “homo” hører hjemme mellem syge.
Forstår nok Deres kval.
Og lad os alle slappe af- vi når det nok.
Mvh
Morten Holgersen
Jernladyen vil blive husket for sine politiske resultater!
Jernladyen vil blive husket for sin aktive periode
og for sin politik og ikke fordi hun var kvinde eller
fordi hun endte som dement !
Ligesom vi vil huske Muhammed Ali for hans boksning
og ikke for hans parkinsons d. !
Filmen er åbenbart lavet af den type, der ikke forstår en pind
om politik, eller ikke vil give premierminister Margaret Thatcher
politiske point, og derfor har fundet noget andet på hende !
Man skulle tro at den var lavet af journalister fra den radikale
avis “har vi noget Ekstra på dem Bladet” !
Det normale har vide rammer;
men remsen
alle skal være noget. ‘
Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead.
Psykopat. Fattig. Grådig. Noget, uden for normalen.
Det kunne meget vel lyde som en del af kvalifikationskravende
for optagelse i det radikale venstre !
Min kære moder var ikke politiker , men hun blev dement alligevel !
Jeg ser, at man generelt misforstår konceptet ‘normal’, specielt de venstreorienterede, fordi man blander afsender og modtager sammen. Og har en hidsig trang efter at erklære, at man selv er så god og tolerant over for alle menneskelige variationer.
Men det er slet ikke det, det drejer sig om.
Konceptet ‘normal’ har det ligesom med konceptet ‘dansker’. Hvem er egentlig dansker – og ve den som vover at sætte et skel. Til det har Grundtvig givet svaret i digtet Folkeligheden:
Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild;
Resten selv som Dragedukker
Sig fra Folket udelukker,
osv.
Med andre ord. Den, der er normal, er den der vil et fællesskabet med den anden eller de andre og ikke udelukke sig ved at dyrke sin egen lille fjollede særhed eller unormalitet.
Eksempel: Jeg var for nylig til et professionelt, fagligt møde. Sådan noget drejer sig om at diskutere et fælles emne. Lige til en tilsyneladende ikke kunne klare det længere, men måtte skilte med sin anderledeshed ved at fortælle en fuldstændig umotiveret og dum historie, der indeholdt en negativ pointe om kvinder og deres interesse for vægten og ikke mindst overvægten. Men det var ikke så meget det, som at han også lige skulle omtale sin kæreste: ‘Min kæreste, han…” Ok da, han er homo, men hvorfor skulle det bringes på banen? Ingen af os kendte hinanden på mødet eller havde interesse i, om man bollede til højre eller venstre eller slet ikke. Men ham homoen største indsats på mødet var at bryde etiketten om, at man ikke taler om privatsfæren og skilter med sin seksualitet over for ukendte. Hvad skulle det dog bruges til andet end at fortælle om og dyrke sin anderledeshed. Det er et eksempel på en homo, der dyrker sin anderledeshed og derfor selv sender signalet om at ville være unormal.
Jeg og den øvrige normale majoritet, ja vi undrer os over denne anmassende trang til at være noget anderledes. Helst noget, hvor man kan tilhøre en højrøstet offergruppe – med de privilegier, der deraf følger. For der er ikke meget krudt i en anderledeshed, hvor f.eks. ens prutter lugter bedst af alles. Der er nemlig visse faste normer for, hvad den unormale må skilte med for at være normal unormal. Og visse brancher, f.eks. meget af medieområdet, hvor det normsatte unormale er et must for at være normal. For ellers er man sikkert en morakker, en småborgerlig, en ond højreorienteret eller det, der er værre. Og hvem vil sådan mobbes ud af det gode selskab ved bare at være normal normal?
Og hvorfor nævner jeg netop medieområdet som en magnet for de normale unormale. Fordi det er en branche, hvor det gælder om at kunne føre sig frem, at blive set, at være noget ekstraordinært uden for normalen, ikke på indholdet og kunnen, men på formen og måden og stilen. Man kunne så kalde dem narcissister hele bundet, en anderledeshed de sikkert ville tage imod med kyshånd, men det er spørgsmålet om det er retfærdigt. For det er vel bare en professionel branche, hvis eneste pejlemærke er det anderledes og unormale.
‘Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead. Psykopat. Fattig. Grådig. Noget, uden for normalen.’ Det kan ikke siges bedre. Fint indslag, Pind.
Er vi ikke ved at være der, hvor Danmark begynder at ligne en mellemting mellem en kæmpestor galeanstalt, Ebberød bank, forbrydernes paradis og Sodoma & Gomorra?
Eller skal vi nøjes med at sige at Danmark mere og mere ligner en DDR-agtig bananstat eller BIG-MOTHER-STAT?
@F1 Preben JensenJ
Jo bestemt, men den slags vulgære udgydelser af sandheden, vil Hr. Pind jo nok slette.
Til Arne Jensen.
Dit lange indlæg kan kort sammenfattes med, hvad du selv skriver.
1:Den, der er normal, er den der vil et fællesskabet med den anden eller de andre
2:og ikke udelukke sig ved at dyrke sin egen lille fjollede særhed eller unormalitet.
Altså man er en del af fællesskabet, hvis man IKKE “dyrker” en særhed eller unormalitet.
Hvis en handikappet “dyrker” sin unormalitet ved at side i rullestol, skal han så holde sig derhjemme for ikke at genere de normale?
Hvis en fattig bliver inveteret i operaen, skal han så sige nej tak, fordi han ikke har råd til så dyrt tøj som de andre?
Det kunne jo være, han i sine pjalter generede de normale.
I en sammenhæng hvor man ikke kender hinanden så godt, må en homoseksuel sige han har en kæreste, hvis en anden har sagt han har en kone?
Må den “normale” godt dyrke sin normalitet mens den “ikke-normale” ydmygt skal gemme sig væk?
Skal en mørkglødet dansk-tyrker sminke sig hvid i ansigtet for at køre med bus?
Man kunne blive ved…….HELDIGVIS er det i dag normalt at accepterer, at de fleste mennesker er forskellige.
Arne Jensen
Der er et eller andet galt her. Jeg opfatter mig selvfølgelig som hørende til en normal majoritet. Men det er tydeligvis en helt anden majoritet og en anden normalitet end din.
Hvordan kan det være?
@Søren Pind!!! %!#”#!23#!”¤#!#”!¤#”!#”!6/”6″6
Modigt skrevet men også mulige vælger du støder over til DF , var min første tanke under læsningen
2. tanke var :
Nu må det være nok ! Riget fattes sammenhold og mod nu ! og dine visioner , godt nok et fint indlæg igen og velformuleret som vanligt fra din pind .
Men hvornår mener du tiden er og da specielt efter nummeret med ring-kagen af LLR(shake my head) og Villy S.(shake my head again) der siger de bliver for enhver pris .
Så må der altså bygges lidt mere substans og relevans og gerne lidt statsmanship på dine kommende indlæg .
Ut. tror altså ikke rent folkeligt ment, at du vinder på at se på USA og England som forbilleder de næste par år , ps . undlad også lige altfor meget EU snak u nødigt, go dag med din gøremål
C. Halvorsen
Det er såmænd meget enkelt. Som venstreorienteret giver du indtrykt af, at du ikke fatter forskel på afsender og modtager , ligesom forskellen på dit og mit fortoner sig i det uvisse, og skelnen mellem dem og os udviskes.
Men kun som et påbud for de andre. For hvis denne villet blindhed og dumhed går ud over dig selv, skal du nok blive klarsynet og forstå at skelne.
Så det er helt efter bogen, at du ikke kan (vil) forstå min pointe.
Arne Jensen.
Du skriver:
“Jeg ser, at man generelt misforstår konceptet ‘normal’, specielt de venstreorienterede, fordi man blander afsender og modtager sammen”.
Det kan godt være, du selv opfatter det som klokkeklar logik, men de fleste normale mennesker har nok lidt problemer med at følge dig her.
Kunne du være så venlig at uddybe det lidt?
Hvis vi vender tilbage til udgangs punktet, så er det Søren Pind skriver,at han er træt af at alt skal FORSTÅS gennem en sygdom, et bestemt køn og så videre.
Thatcher-filmen er i sig selv måske en udmærket lille film om et livslangt kærlighedsforhold og det at kæmpe mod demens og se tilbage på livet.
Men som en film der handler om en af de store politiske skikkelser i europa i sidste halvdel af det 20. århundrede er filmen totalt ligegyldig.
På det punkt er filmen nærmest en katastrofe.
Her har Søren Pind egentligt ret.
Hvorfor skildrer Thatchers aldersbetingede demens som udgangspunkt for en portrætfilm?
Hvor er det store episke historiske vingesus blevet af i moderne film?
At Søren Pind derudover mener, at “det larmer”, når minioriteter gør lidt for meget ud af sig selv….Nå ja, her sender han jo bare et lidt primitivt værdipolitisk signal ud om, at de såkaldte normale danske kongetro kernesunde heterosexuelle vil-du-lige-se-200-billeder-af-min-nyfødte mennesker har en politiker, de kan identificere sig med, er da meget harmløst.
Syg. Homo. Indvandrer. Handicappet. Depraveret. Skinhead. Psykopat. Fattig. Grådig. Nihilistisk kommunist. Psykotisk utopist. Ingen jordforbindelse. Noget langt uden for det normale. Omgang med skumle typer. Udsalg af værdier. Beslaglæggelse og brug af andres penge.
R-partiet må føle sig hårdt ramt, over sådan at se sit medlems-kartotek og forretningshemmeligheder mv. lagt frem til offentlig beskuelse. Hvis det er hvad ordene handler om?
Eller er der tale om den nye regerings ministerliste og politiske “visioner”?
Lige nu føler jeg mig helt forvirret. Det med R samt S, SF og EL er sørme noget indviklet noget.
Anders K. Jacobsen…..
Den med den handicappede i rullestol var godt nok smart. Et flot retorisk trick faktisk. Men er du virkelig sikker på at folk i rullestole kun sidder i dem for at dyrke det specielle og for at skille sig ud fra mængden?
F1 Jensen.
Nej.
F1 J når og vis du rammer bunden sig til
kender lidt til div piller i svinget du ved i solrød
Min kæreste har fortalt mig jeg har set filmen. Der er ikke een eneste ting fra filmen jeg kan huske. At se på filmen var som at sidde på sofaen mens et par gennemsnitsbedsteforældre gik rundt og støvede af og flyttede rundt på billederne på væggen. Kedeligt, søvndyssende, uinteressant og uoplysende. Hvis du er nysgerrig og interesseret i MT’s liv, så hold dig langt væk fra denne film. Der er INTET du kan få ud af denne film som du ikke kan opleve sammen med et hvilketsomhelst ældre ægtepar.
Arne Jensen
Jeg er ikke venstreorienteret. Jeg er normal.
Jeg har siden mit indlæg (vist nr. 2 på denne blog) forstået igennem en anmeldelse, at filmen siger en hel del om det historiske i England – og derfor mindre om Thatcher selv; men hendes demens kan for mig at se kun være af yderligere interesse, dersom den er sket i umiddelbar forlængelse af hendes tab af mand el status.
En form for virkelighedsflugt – ind i sygdom. Her demens.
Skriv en kommentar