De aner ikke, hvad fattigdom er

Hun var ældre end jeg. Der var noget æterisk over hende. Nabopigen. Hun havde hest. Jeg talte aldrig med hende før eller siden.  Blussende ude-kinder, og den grå hest, og skoven og markerne. En fascination, der en dag gjorde, jeg tog mod til mig og gik over og besøgte hende.

Faderen var den lokale Venstre-kasserer. Og jeg var tandlægens søn  – han vidste udemærket hvem jeg var. Huset lå lidt længere henne ad vejen, på den anden side af skoven. Og der på egnen vidste alle, hvem hinanden var. Sådan var det. Sådan er det stadig.

Jeg bankede på gårdens to-delte lugedør, og trådte ind i en verden, jeg ikke troede fandtes mere. I køkkenet et komfur, der skulle fyldes med træ, store stykker, fodret gennem de grådige ringe, der tog og tog, og ved det stod moderen. Råt gulv. Propert. Jeg havde aldrig set sådan et køkken før.

Han sled. Hver dag. Ude at tage sig af. Lagde til side, brugte ikke mere, end der blev tjent. Der blev holdt sammen på det. Meget jord var der ikke. Men det gik. Og hans datter fik sig en uddannelse.

Netop de mennesker, som jeg ikke har skænket en tanke i mere end 25 år, strøg igennem min hukommelse, og billederne stod knivskarpt, da jeg betragtede Joachim B. Olsens forbilledlige politiske demonstration af venstrefløjens uhyggelige udsalg af arbejderklassens inderste værdier. Og ofret – Carina – der ynkede sig over for resten af Danmark, over kun at have 5000 kroner tilbage, når huslejen, hundemaden og hånd-smøgerne var betalt…

Den familie ville aldrig – om så faderen var blevet tvunget med en pistol i nakken – have sat sig i den situation. Aldrig. Aldrig havde han optrådt på fjernsyn. Og aldrig havde han ladt sig bruge til at blive fremstillet som “fattig”. Aldrig. Også selv om årsindkomsten formodentlig næppe omregnet kunne matche Carinas…

SFeren prøver nu at trække i land og hævde, hun er blevet misforstået. Der er intet at misforstå. Partierne til venstre for midten har ingen – ingen – respekt for det arbejdende folk. Jeg har selv hørt Mette Frederiksen i Folketingssalen stå og sige, at hun egentlig ikke var optaget af, om mennesker fik mindre ved at gå på arbejde end ved at være på passiv forsørgelse.

Begrebet “det skal kunne betale sig at arbejde” medfører vantro udtryk og latterliggørelse i sådanne kredse. For det er jo fattigdommen man bekæmper. Det sker helt uden tanke for, at skaber man incitamenter, hvor samfundet gør det mere attraktivt ikke at arbejde end gøre det, så vil menneskets natur for manges vedkommende slå igennem, og nogen vil finde det overordentligt svært at se motivationen for at yde i stedet for at nyde. Det er selvsamme regering, der i disse dage bekæmper fattigdom ved at fjerne de såkaldte “fattigdomsydelser”, samtidigt med man anerkender at man derved trækker godt og vel 4000 mennesker ud af arbejdsmarkedet… Det er selvsamme regering, der nu har trúffet beslutning om, at kontanthjælpsmodtagere da også har “krav” på ferie. Læs hvad Kristian Madsen, Helle Thornings tidligere taleskriver, anfører: “det ligger milevidt fra klassisk socialdemokratisk tænkning, at koble begreberne arbejde og ferie fri fra hinanden. Ferie er noget lønmodtagere selv sparer op til, ikke noget man får udleveret af det offentlige.” Forslaget er kun at føje spot til skade overfor det arbejdende folk. Et symbolsk forslag, der siger alt.

Men det værste… Det værste er den manglende respekt for arbejdets værdi. At tænke sig – det er ellers hjerteblodet. Det er netop i den kamp, arbejderbevægelsen og arbejdsgiverne har mødtes gennem hele forrige århundrede, og har forhandlet, købslået og studehandlet – og lavet kompromisser, der definerede hvad et stykke arbejde, mindst, var værd i forhold til mindstelønnen. Det blæser man højt og flot på. I stedet skaber man systemer, hvor et par på kontanthjælp, for at det skal kunne betale sig for den ene at tage et arbejde, skal skaffe sig et job til 30.000 kroner om måneden. 30.000 kr…

Der har været meget snak om fattigdomsgrænser. Venstrefløjens forslag er altid relative forslag, der definerer fattigdom som noget, der afhænger af, hvor rige andre er. Der er intet objektivt ved de definitioner, der her tages i anvendelse. I Danmark har den tilgang medført det groteske, at der rent faktisk ville blive færre statistisk fattige, hvis regeringen i morgen landsforviste Hr. Møller og Mærsk fra Danmark.

Havde regeringen nogen som helst respekt for arbejdets værdi, indførte den en fattigdomsgrænse, der definerede sig op mod mindstelønnen. Den værdi, arbejdsmarkedets parter er blevet enige om, ved benhård forhandling, repræsenterer det mindste, arbejdets frugt kan kaste af sig. Og så satte man den grænse for offentlig forsøgelse et procent niveau under det. Det kunne være 10, 15 eller 20 %. Men i hvert fald altid et stykke under. For man må aldrig kunne få det samme eller mere ved ikke at arbejde end ved at gøre det. Aldrig. Det skal altid kunne betale sig at arbejde.

Men den nye venstrefløj, den uden virkelighedssansen, den der aldrig har mødt de familier, der i deres ansigsts sved får deres egen og Danmarks tilværelse til at hænge sammen, også selvom det er svært, vil det ikke. For dem er fattigdom et ideologisk begreb, der i virkeligheden handler om, at skade, fjerne og ødelægge de rige og succesfulde. Og til det kan man bruge fattigdommen. Som bebrejdelsesværktøj. Så blæse være med, at de flittige bliver til grin.

For år tilbage udgav Dolly Parton den sang, der ifølge hende selv, er hendes bedste. En sentimental tårevæddet historie om moderens bestræbelser  på at sy sin datter en jakke, som hele verden så var syet af usle stumper af tøj, men som datteren elskede. Som hun synger, om børnene der pinte og plagede hende:
But they didn’t understand it
And I tried to make them see
That one is only poor
Only if they choose to be
Now I know we had no money
But I was rich as I could be
In my coat of many colors
My momma made for me
Made just for me

Hvis man fratager ubemidlede værdigheden i deres eget liv, hvis man hylder en situation, hvor et menneske hævdes at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skønt vedkommende har modtaget kontanthjælp i 20 år, hvis man mener, at fattigdom altid er andres skyld – særligt de riges og de flittiges – så vil man intet forstå.

De, der ønsker at værne om det unikke fællesskab som er vores, hvor vi vitterligt bærer et ønske om lighed i muligheder og vil de svageste i vort samfund det bedste, er ikke de, der hylder et samfund, hvor arbejdet værdi undergraves og fnises af i de finere caffe-latte kredse og til diverse vinsmagninger og gucci-modeopvisninger. Vi har set dem lokke med løfter og med løgne. Men de har vist deres sande ansigt. Og nu er kampen gået ind. Den handler om Danmark. Og om det Danmark, de fleste af os elsker, skal overleve eller gå under i de ubegribelige forandringer, vi i denne generation står overfor.

Dem, der vil Danmarks overlevelse ved, at flid, hårdt arbejde, selvstændighed, svaren enhver sit er værdier, der kan bringe os igennem. Ikke betaling for social parkering, straf for ekstra indsats, belønning af passivitet – i fattigdommens hellige navn. Hvad fattigdom er? Fattigdom er fraværet af evne til at gøre noget ved sin egen situation. Intet mindre. Intet mere.

 UPDATE: tak for rosen, det er næsten for meget. En enkelt bemærkning, da nogen spørger, om ikke den borgerlige VK-regering har bidraget til udviklingen af krævementaliteten. Svaret er nej. Den borgerlige regering indførte, mod venstrefløjens stemmer, over to omgange særlige beskæftigelsesfradrag, der netop gjorde en positiv forskel for de, der arbejdede til forskel fra dem, der ikke gjorde. Samtidig indførte man starthjælpen, der skabte ekstra motivation. Og satte loft over kontanthjælpen, så de mest groteske eksempler på, at arbejde ikke kunne svare sig, blev undgået. Det er disse ting, der i  disse dage – samtidig med Karen Hækkerup groteskt prædiker det holdningsmæssigt stik modsatte for at dæmme op for raseriet – under stor venstreorienteret jubel afskaffes ved lov. Jeg kan nu også se, at Enhedslisten kræver kontanthjælp og pensioner sat op.

Alle disse tiltag blev gjort, samtidig med at Mette Frederiksen, Øzlem Cekic og mange mange andre på venstrefløjen himlede op om ulighed og meget andet. Under så vanskelige parlementariske arbejdsforhold er de anførte ting en kolossal bedrift. Så ærlig talt; den kritik af VK-regeringen er misforstået.