“Hvad er der egentlig galt ved det, Sohn har gjort?”

Der sad hun, et af sin generations hotshots. Generationen under mig. Succesrig. Begavet. Rationel, kontrolleret - lidt vel meget, som den generation har for vane. Men indtagende. En af dem, hvor manden bare har at holde fast i gelænderet på rulletrappen, hvis han både skal nå toget og ikke miste fodfæstet.

Og hendes spørgsmål lød: “Hvad er der egentlig galt, ved det Sohn har gjort? Hvorfor al det postyr? Er det ikke lidt længe siden alt sammen”.

Jeg sank en ekstra gang, dér over frokostbordet. Jeg følte mig ikke gammel – men generationsforskellen fandt vej til bordet. Jeg prøvede at formulere angsten fra dengang. Dengang i krigens tid. Den kolde, forstås. Jeg prøvede at forklare, at skellene mellem godt og ondt var knivskarpe. At der ingen gråzoner var. At der sine steder lød ord som “hellere død end rød”. Jeg prøvede at forklare hvor bange vi var, om øvelserne i skolen, sirenerne, sangene der var grå (røde…) og frygtsomme. At der var femte kolonner i Danmark, der ville have budt en sovjetisk invasion velkommen – som de danske nazister gjorde det, da tyskerne kom. Og at en af dem, dengang, var Ole Sohn.

At han meldte sig ind i DKP i 1968 – det år, hvor Sovjet besatte Tjekkoslovakiet. At han meldte sig ud i 1991, to år efter Murens fald - et tidspunkt, hvor kommunismens moralske habitus eller mangel på samme for længst var afsløret. Jeg ville have fortalt om Kommunismens sorte bog, og de langt  – langt – over 100 millioner ofre, kommunismen har krævet. Og jeg ville have fortalt om Gulagøhavet, Solzjenitsyn, om Ludwig von Mises, der allerede i 1944 skrev, at kommunismen og nazismen skyldte at fortælle, hvad der adskilte dem – se den udvidede kommentar her på et af mine tidligere blogindlæg.

Jeg fortalte om udenomssnakken vi har været udsat for – og det helt utænkelige, at en tidligere formand for DNSAP nogensinde, hvis han skulle have været opstillet for Dansk Folkeparti, kunne være en del af dansk politik. Ikke mindst, fordi Dansk Folkeparti ikke optager den slags mennesker. Hvad SF altså ingen problemer har med… Pointen er udmærket illustreret i dag i Groft Sagt af Peter Kurrild Klitgaard.  

Jeg greb til Roald Als’ geniale tegning fra dagens Politiken, og konstaterede, at håndtegneren jo har ondsindet ret – for problemet for Sohn er jo, at han ikke selv egentlig synes, han har gjort noget galt, og fortsat arbejder for det, han altid har arbejdet for. Det seneste forsøg på at hale i land kommer derfor ikke ud som andet end et forkølet forsøg på patetisk politisk styring, der i hvert fald ikke foreslår nogen form for dybere overvejelser over, hvorfor man egentlig – i ly af en Sovjetisk invasion, i ly af talrige grusomheder begået i kommunismens navn, og i ly af murens fald to år efter! – tilsluttede sig verdens mest morderiske politiske bevægelse. Og arbejdede for den i mere end 20 år!

Mine ord kunne ikke rigtig ramme. Det var gamle ord. Vi lever i en ny tid, langt borte fra den kolde krig. Og der slog det mig. Netop derfor er det afgørende, at Sohn forklarer sig. Så snart ting er på afstand, og så snart, massepsykotiske vanvittige politiske bevægelser, som den nazistiske og kommunistiske, er lidt på afstand, begynder vi at tro, at den slags aldrig sker, for sådan er vi, de nye, ikke.

Vel – vi er alle sådan. I kristendommen udtrykt i arvesyndsbegrebet. Vi har alle en mulig Stasi-vagt, en mulig Hipo, en mulig KZ-kommandant eller en Stalin i os. Så meget desto vigtigere er det, at de, der har foretaget rejsen ind i mørket, fortæller om, hvorfor – hvad var bevæggrundene, og hvad ændrede sig. Om noget, hvad jo er spørgsmålet i Sohns tilfælde. Det spørgsmål er i sagens natur ikke uinteressant, hvis man som han ønsker at bestride et af landets højeste embeder… ( om min holdning til spørgsmålet om soning og heksejagt, se denne kronik begået da Bo Weyman fra Blekingegadebanden trådte frem og (for)sonede sig med sine gerninger). Så generationerne kan lære om det. Når nu selv sådan en “hæderlig mand”, som Henrik Sass udtrykte det om Sohn, kan finde på at være formand for den djævelske bevægelse…

Ellers vil fortiden vende tilbage. For det, der er sket, skal på grund af menneskets dårskab og hovmod, ske igen. For de, der gerne vil forstå, lidt ud over, hvad der er beskrevet her, anbefales Milan Kundera og Tilværelsens ulidelige lethed. Bag erotikken, bag det menneskelige plot, lurer den sande historie om det ondeste politiske system, denne verden endnu har set.

UPDATE: Dette blogindlæg medførte bl.a. dette fremragende indslag i DRs Orientering, som hermed anbefales.