Eftertanke

Jeg ved, dette er et tidspunkt, en del debattører har set frem til. Tiden hvor jeg indrømmer en fejlagtig opfattelse.

Sagen er sagen om Holbergskolen. Spørgsmålet er, ret beset, om den sag er blevet opfattet korrekt. Jeg spørger mig selv, om også jeg er blevet grebet af mediehysteriet i denne sammenhæng? Hvorfor? Fordi jeg opfattede det som et almindeligt forældremøde, hvorfra man udelukkede mænd – fædre. Sagen er øjensynligt en anden. Sagen er, at skolen har ønsket, uden for den ordinære møderække, at holde et møde – f.eks. et “mormøde” – med kvinderne, d.v.s. mødrene til børnene.

Nej, det var hverken Mads Kastrups vulgære kommentarer der klargjorde sagen for mig, eller for så vidt så  meget andet end det, at det gik op for mig, jeg simpelthen havde misforstået, hvad sagen handlede om.

Jeg troede, der var tale om et ordinært forældremøde, hvor man besluttede sig for at holde fædrene ude. Jeg mener stadig, at den kommentar, der fulgte den enlige vrede far på vej, var under al kritik. Men alligevel spørger jeg mig selv:

Er det ikke i orden for en skole at beslutte sig for, at ville tale med enten fædrene eller mødrene om bestemte problemstillinger? Er det ikke i orden at sige, at der er forskel på kvinder og mænd? Er det ikke i orden at ville ramme så godt man kan – så længe man ikke går på kompromis med ligestilling og i den forstand med dansk kultur?

Jo. Det er det. Kan nogen få sig selv til at påstå, at det at holde møder med mødre er i strid med dansk kultur? For mig er der stor forskel på semantikken: Var der tale om et forældremøde, ville jeg være rasende. Er der tale om henholdsvis et fædre- eller mødremøde, ville jeg tage det til efterretning.

Jeg har selv gjort mig til talsmand for, at man i visse integrationssammenhænge burde sende politifolk – mænd – ud i stedet for socialrådgivere – kvinder. Fordi det i givne sammenhænge simpelthen virker.

At anerkende mænds og kvinders forskellighed er ingenlunde i strid med dansk kultur.

Jeg tror, der er brug for at kigge på denne sag igen. Jeg er naturligvis bekendt med, at dette ingenlunde vil skabe glæde blandt de konstante kritikere alligevel – det var vel derfor John Wayne i sin tid bemærkede (I kavalleriets gule bånd?) “Never apologise, son – it’s a sign of weakness”, eller Napoleon, der om dette sagde: “Jamais, jamais, jamais!” Men i spørgsmålet om det multikulturelle samfunds forbandelser handler det også om, at være opmærksom på, hvad der rent faktisk falder inden for dette spørgsmål. Og hvad der ikke gør.

Et møde, uden for den almindelige række af forældremøder, hvor man hhv. vælger “kun” at indkalde mænd eller kvinder for at drøfte særlige problemstillinger har intet med den sag at gøre.

Så om igen. Sådan kan det gå.