Er dansk presse gået amok?

I forsvarsministeriet sidder en mand, der i øjeblikket, fuldstændig uden dokumentation, er hængt ud som en forbryder. Det kan koste ham hans job. Det koster givetvis hans børn sorg, at de ser deres far hængt ud. Det kan koste ham en belastende politimæssig undersøgelse. Den pågældende er ikke engang politiker. Men offentligt ansat.  Og ja – han er min ven.

Jeg taler om Jacob Winther. Særlig rådgiver for Søren Gade. Spinn-doktor, om man vil. Man ved altid den er gal, når sådanne menneskers navne og billeder pryder avisen. Nu har han set sig nødsaget til at træde helt ud i offentligheden. Og gøre noget om hvilket man normalt siger, at det anlægges af gale mennesker mod gale mennesker – et injuriesøgsmål. I første omgang mod DR-filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen, kendt for bl.a. nekrofili-filmen om Ny Alliance og Naser Khader.

Det må være slemt, når det er nødvendigt. Men sagen er den, at det er nødvendigt. Ikke at anlægge sagen vil betyde, at Winther er stemplet som den, der “lækkede”, at jægerkorpset blev sendt til Irak for at forsvare vore soldater dengang. Et læk, jeg også voldsomt kritiserede. Det ville betyde, at Søren Gades nærmeste rådgiver var skyldig i at udsætte danske soldaters liv for fare. Det ville betyde, at Søren Gades skæbne var i spil – og ultimativt regeringens liv. Se i øvrigt en udmærket gennemgang af sagen her.

Det er kort og godt ikke bare noget, man i døgnets rejsestald render rundt med. Der må kunne forlanges en gran af dokumentation.

I denne sammenhæng stiller vi om til TV 2. Her sidder en erfaren journalist som politisk redaktør Kaare R. Schou. Han har givet Guldbrandsens udokumenterede anklage luft ved at sige, at han “ved”, kilden til oplysningen kommer fra forsvarsministeriet. Hans chef, Michael Dyrby, benægter at Kaare R. Schou kan vide det. Han siger med andre ord, at en journalist på TV 2s politiske redaktion lyver. Det har chefen nu ikke tænkt sig at gøre noget ved. Måske fordi Kaare R. Schou har tilføjet, at det jo kan være alle fra rengøringsdamen til ministeren, der har gjort det. Ikke desto mindre har udsagnene fra denne journalist medført, at SF nu har meldt sagen til politiet.

At en TV 2 chef siger, hans journalist lyver, dikterer ikke medievirkeligheden – særlig når ord ikke følger handling fra chefens side. Og derfor nu en – uhørt – injuriesag. En sag, hvor Guldbrandsen må dokumentere sine anklager. Anklager af en karakter, der ikke er set mere alvorlige i mange år i dansk presse. Anklager, der i fald, de ikke kan dokumenteres, må få ganske voldsomme konsekvenser – inden for lovens rammer – for Guldbrandsen.

Der er de, der mener, vi politikere ikke skal blande os i pressens forhold. Jeg er uenig. Så længe vi ikke griber til censur, vil jeg have min fuldstændige frihed til at sige nøjagtigt hvad der passer mig om en lang række skallesmækkende mimoser i dansk dagspresse. Hvem husker ikke den fantastiske tv-scene, hvor Uffe Ellemann spiser en tv-fotograf til morgenmad (det var vist frokost) fordi vedkommende ikke ville flytte sig. Jeg har ingen skrupler.

Jeg er særligt uenig, fordi det lader til, at pressen er gået komplet amok. En redaktør på Christiansborg understøtter en anklage mod en embedsmand, der kan koste vedkommende om ikke liv, så i hvert fald ære og velfærd. Udokumenteret. Journalistens chef siger han lyver. Det betyder intet. Og samtidig viderekolportere andre dele af pressen gladeligt de oprindelige påstande udtrykt af en celeber filminstruktør – der ingen, INGEN, dokumentation har. Ingen.

Det er simpelthen for ringe. Og konklusionen efter dage, hvor ekstra-bladets chefredaktør har plantet en uskyldig og hånet ham på sin forside, og hvor andre dele af pressen – anført af f.eks. Politiken – kaster sig over en embedsmand i forsvarsministeriet, hvis eneste forsvar er en injuriesag hvis slutning er givet på forhånd (Guldbrandsen kan i sagens natur ikke dokumentere en påstand, der er usand), bestyrker kun, at pressens selvjustits ikke længere eksisterer.

Dermed eksisterer pressens troværdighed heller ikke mere. Deraf de faldende oplagstal, og den manglende tillid til institutioner, man førhen regnede som objektive formidlere.

Denne sag er ikke kun en skændsel fordi den rammer Jacob Winther og hans familie. Det er den. Men den er også en skændsel for dansk dagspresse. Videreformidling af vanvittige udokumenterede synspunkter har konsekvenser. Vi taler ikke engang om selvcensur. Vi taler bare om at spørge vedkommende der fremsætter udsagnet om, hvor han har det fra. Og kan vedkommende virkelig ikke andet end påstå: Jeg har mine kilder, så møde udsagnet med tom foragt. Som NY Times udmærket anfører: All news FIT to print. Netop… Fit. to. print.

Jeg ville være den første til at bede om Jacob Winthers afsked, hvis påstandene var sande. Også selv om han er min ven. Også selv om jeg selv har haft ham ansat igennem seks år på Københavns Rådhus. Også selv om det gik ud over min regering. Den første. Men sagen er den, at udsagnene er løgn. Udokumenteret løgn. Og derfor skal de ikke stå alene. Mens vi venter på retfærdigheden.

 Det giver mig endnu engang anledning til – i forlængelse af den latterlige erstatning, der blev den af ekstra-bladet udhængte til dels – at appellere til, vi får gjort noget ganske alvorligt ved de danske erstatningsrammer i disse sammenhænge. Vi kan ikke være bekendt, i det åbne samfund vi har skabt (og lov og tak for det) at løgn og udhængning intet koster.

 UPDATE: Jeg er netop blevet informeret om, at Kaare R. Schou har måttet meddele Jacob Winthers advokat, at han på intet tidspunkt har haft viden om, at den pågældende kilde til historien skulle være Jacob Winther.