The peoples seat
119 kommentarerHan vandt. Efter dansk målestok ville det svare til, at ikke blot en venstremand blev overborgmester i København. Nej. Det ville svare til, at Dansk Folkeparti satte sig til rette solidt i stolen.
Jeg taler naturligvis om Scott Brown. “With all due respect this is not Ted Kennedys seat. Its not the Democrats seat. Its the peoples seat”. Den republikaner, der i nat vandt senatsvalget i Massachussets pĂĄ budskabet om, at han ville bremse præsident Obamas sundhedsreform. Komfortabelt, tilmed. 52 pct. mod 47. I den mest demokratiske stat i Amerika. Der er ikke valgt nogen republikansk senator herfra siden 1972.
Et ĂĄr efter den messianske valgkamp i Amerika er hvedebrødsdagene mildest talt slut for Obama. MeningsmĂĄlingerne er dĂĄrligere end de var for bĂĄde Bush og Nixon. Han er den præsident, der hurtigst i den tid, man har mĂĄlt, har mistet opbakning fra ĂĄr 1 til ĂĄr 2. Langt ind i Demokraternes rækker bliver hans politik opfattet som “progressiv” - d.v.s. venstreorienteret. I et land, hvis folkedyb betegner sig som generelt set værende til højre for midten. De uafhængige vælgere i hobetale strømmer bort – de vælgere som ellers var med til at krone præsidenten.
Sundhedsreformen vil nu forvitre. Panikken vil brede sig i det demokratiske parti. Midtvejsvalgene til efteråret, hvor 35 senatorer og hele repræsentanternes hus er på valg, truer. Og mange demokratiske politikere vil flygte fra en reform, de ser som havende hovedansvaret for, at vælgerne flygter fra det demokratiske parti.
I Danmark vil mange ikke forstĂĄ den amerikanske reaktion. Vil Obama ikke bare det gode? Men mĂĄske man kan forklare det ved, at Demokraterne fik hele paletten ved valget. Det totale flertal i kongressen og præsidentembedet. Man har haft hele magten og kunne gøre hvad man ville. Det resulterede i en enorm gældsætning, en dagsorden hvor præsidenten midt i en krisetid virkede mere optaget af en sundhedsreform end i det der lĂĄ lige for – arbejdspladser og styring af økonomien – og samtidig en kølighed overfor befolkningens bekymring – se den udmærket beskrevet her - der endte med at slĂĄ benhĂĄrdt tilbage.
I politik er grundregelen den, at pendulet svinger. Eller ogsĂĄ kan man med Newton konstatere at tyngdekraften virker. What goes up must come down.
At republikanerne nu har 41 medlemmer af senatet, betyder at partiet kan blokere ny lovgivning ved hjælp af de sĂĄkaldte filibusters. Det betyder med andre ord, at sundhedsreformen – juvelen i Obamas hidtidige embedsperioden – er stendød. I stigende grad vil man begynde at stille sig selv spørgsmĂĄlet; hvad har Nobelspristageren egentlig gennemført? Foreløbig har han skræmt den amerikanske befolkning tilbage i armene pĂĄ det republikanske parti, der ellers har bĂĄret en stor del af ansvaret for de sidste ĂĄrs katastrofer i forhold til Guantanamo, grĂĄdighed og gældsætning. Den tavle har præsidenten vasket ren pĂĄ blot et ĂĄr.
Faren for, han bliver en ny Jimmy Carter er nu reelt til stede.
119 kommentarer RSS feed
Man kan vel dårligt holde Obama ansvarlig for nogen væsentlig gældsætning. Som Pind gør.
Gældsætning er vel en integreret del af amerikansk økonomisk politik siden en gang sidst i Clinton-perioden?
Det må vel være regionale politiske forhold der gør sig gældende, som så har verdendelspolitiske konsekvenser (f.eks. for sundhedsreform). Det ville vel end ikke DF i overborgmesterstolen i KBH have?
Det er korrekt at man (jeg) som dansker ikke forstår hvad der reelt kan afføde modstand mod en sundhedsreform
USA er for mig omgivet af lige dele respekt og beundring mod hovedrystende tvivl pĂĄ om USA egentlig er et land der kan beskrives som civiliseret.
Man kan lige så godt være ærlig..
@Ole: jeg tror egentlig dette blogindlæg summerer det udmærket op.
Mht regionale ctr. overborgmester; jeg bruger det blot som et billede pĂĄ, hvor langt ude det er, at Brown kan vinde. Det er ubortforklarligt, at der er en kraftig protest i den stemme. Demokraterne har sat en alt for venstreorienteret dagsorden, selv for Massachussets. Og der skal altsĂĄ noget til. Det sagde de nej til ved valget.
Og civiliseret? Det synes jeg. Men først og fremmest mere demokratisk. Alt og alle sættes på valg derovre. Og selv præsidenter kan udfordres af en mand i en lille truck, der kørte hele sin stat igennem på kryds og tværs, blev udsat for præsidentens hån for det, men vandt.
Præsident Obama bliver straffet af vælgerne, fordi han har været mere optaget af at blive genvalgt, end seriøst arbejde for noget af det han lovede han ville arbejde for under valgkampen i 2008.
Flere amerikanske kommentatorer påpeger, at Obama har haft mere travlt med at sikre sig, at Wall Street ville støtte ham økonomisk ved præsident valget som kommer i 2012, end at løse problemerne.
Amerikanerne straffer ikke Obama fordi han ikke har kunnet redde USA ud af disse enorme problemer. Amerikanerne straffer Obama fordi det helt tydeligt, gang pĂĄ gang har vist sig, at Obama kun har Ă©t i hovedet, nemlig valget i 2012.
Obama har ikke gidet kæmpe for USA, Obama har kun villet kæmpe for at blive genvalgt. Det skinner tydeligt igennem alt hvad Obama rør ved. Og det har den amerikanske befolkning gennemskuet.
Obama havde knapt nok nået at sætte sig i præsident stolen, og så tænkte han kun på næste valg, som er fire år fremme i tiden, rigeligt med tid til at vise sit værd som burde have været Obamas fokus.
Obama sagde under valgkampen, at han ville ændre Washington, bekæmpe råddenskaben i Washington, men der gik ikke fem minutter efter han blev svoret ind som præsident, hvor Obama valgte, helt uden kamp med republikanerne, at blive en del af Washington samt Wall Street. Det kan ikke blive mere ækelt, set med de amerikanske vælgeres øjne som støttede Obama!
Hvis det er sĂĄdan en præsident handler nĂĄr han har flertal i begge kamre samt sit veto, dvs, suverænt flertal, og der sĂĄ alligevel ikke kommer noget ud af det, andet end sin egen “special interest”, sĂĄ kan det da være ligemeget at stemme pĂĄ ham, mener mange amerikanere.
Obama har helt klart svigtet græsrødderne, som støttede ham økonomisk, og hjalp ham med frivilligt arbejde under valgkampen. I stedet for at sige tak til sine støtter, retter Obama sit blik mod Wall Street for at få økonomisk støtte.
Jeg er bange for, at en hel del tyder pĂĄ, at Obama kun kan snakke. Det er ikke hvad USA har brug for, og da slet ikke nu.
ja, de republikanske oplysnings(læs: skræmme)-kampagner, godt hjulpet af Fox-news, ser ud til at bære frugt.
Det mĂĄ være svært for en sĂĄ super venstre-orienteret præsident, at fremstĂĄ midtersøgende og pragmatisk. Manden vil jo have at folk skal have adgang til ordentlig sundhedspleje, hvilket jo er det rene kommunisme (du ved ligesom i Sverige), og tilmed trækker tydelige spor til det forfærdelige nazi-tyskland. Næh, man skal hellere blive ved med at betale endog meget store summer til forsikrings, og medicinal-branchen. For som alle ved – lad nogen bliver rige først, sĂĄ risler rigdommen ligesom ned til alle de andre (pĂĄ et eller andet tidspunk…. HĂĄber vi….). Det er jo ren kinamand logik.
USA er splittet på næsten alle væsentlige punkter. Politikerne er skudt ud i to fløje, hvor det er de mest rabiate stemmer der for mest ørenlyd, takket være en meget farvet og sensationspræget presse (på begge sider). Levebrødspolitikere bremser for ellers nødvendige reformer, for at positionere sig over for små grupperinger og enkeltinteresser. Samtale er en by i Rusland. Det er et dejligt demokrati du advokerer for, Søren.
@Jørgen: Dit indlæg illustrerer sĂĄdan set udmærket Obamas problem. For pĂĄ den ene side er midten og højrefløjens opfattelse som jeg har beskrevet den. PĂĄ den anden side opfatter venstrefløjen af det demokratiske parti situationen som du anfører den. Præsidenten har kort og godt sat sig mellem to stole, som Noonan beskriver det her, hvem er hans base egentlig – hvor er kærligheden til Obama?
@Michael: Du har nu ikke ret. For hvem var det egentlig, der vandt i Massachusets? Det var ikke en galsindet Sarah Palinagtig personage. Se her hvordan Berlingske analyserer Brown. Din (vulgær)fortælling om Amerika kan jeg ikke genkende. Ja, der er de strømninger, du beskriver, men også så meget mere. Og det var det meget mere, der vandt i Massachussets.
Er kritikken mod Obama ikke også i høj grad et udtryk for utålmodighed i den amerikanske befolkning?
Er det virkelig rimeligt at forvente, at én mand på blot et år skulle kunne hive verdens største økonomi ud af et historisk stort hul, samt nedtrappe to krige og få styr på menneskerettighederne?
Obama gav det amerikanske folk håb i en håbløs tid. Han har genopbygget USAs forhold til Europa og mange andre dele af verden. En amerikansk veninde jeg mødte i Australien, fortalte at hun nu ikke længere som amerikaner blev mødt med skepsis og dømmende øjne, men med high-fives og smil. Det er trods alt en præstation, men selvfølgelig ikke noget Main Street kan bruge til noget som helst.
Indførelsen af sygeforsikring, er muligvis dĂĄrligt timet, og af – for os danskere – uforklarlige ĂĄrsager opfattes forslaget som frĂĄs. Kritikken af Obama er dog i sin essens et udtryk for, at mange havde forventet at Obama allerede nu ville have fĂĄet landet pĂĄ ret køl igen. Et urimeligt krav, og derfor mener jeg, Obama har ret til, og fortjener, en smule mere tĂĄlmodighed og tid, før han udnævnes til en ny Jimmy Carter eller hvad der er værre.
@Pind
Du skriver at “faren for en ny Jimmy Carter nu er til stede”. Sandt nok, men er denne “fare” ikke bl.a. skabt af et dybt konservativt system, der favoriserer det blivende og ikke det nye?
Hvordan skal forandring være muligt, nĂĄr 40% af senatet kan blokere bĂĄde resten af Kongressen samt den udøvende magt? Ihukommende, at hver delstat sender 2 senatorer, uanset befolkningstallet? En hĂĄndfuld millioner kan altsĂĄ blokere for et par hundrede millioner…
Nu ved jeg godt du elsker at hade dem, der elsker Obama, og du kan her have en pointe. Bestemt. Men det forekommer mig, at dit “pendul” stĂĄr stille; at dit newtonske univers er fastholdt i tyngdekraftens jerngreb.
@Dan: Det kan da godt være, at feel-good uden basis i virkeligheden er en politisk præstation. En Reagan uden indhold, om jeg så må sige.
Men jeg tror bare ikke, det er nok i længden. Forholdet til Europa er genopbygget – men pĂĄ hvad? PĂĄ retorik – og hvis der er et politisk indhold,sĂĄ er det et indhold som majoriteten i den amerikanske befolkning ikke deler.
Jeg kan – som europæer – godt se at han i sagens natur burde have mere tid. Men den amerikanske befolkning har altid været utĂĄlmodig med sine politikere og de forventer, at deres præsident fixer tingene. Jeg synes ogsĂĄ det er fair at sige, at ham her ovenikøbet har fĂĄet et kæmpe flertal at gøre det med. Det flertal er nu ikke længere kvalificeret – hvilket er selvforskyldt. Der er ingen undskyldning for at tabe Massachussets og Ted Kennedys stol… Undlader republikanerne at misbruge det faktum at de nu kan bremse alt vil de ogsĂĄ vinde midtvejsvalget. Stort.
@Hans: Jeg hader skam ikke nogen. Jeg konstatere bare, at nu er vi nede pĂĄ jorden igen. At venstrefløjens guddommeliggørelser sjældent holder i virkeligheden. Og at det, at demokraterne nu har tabt det flertal – ogsĂĄ kvalificeret – de havde før er komplet selvforskyldt. Som anført ovenfor er der ingen – ingen – undskyldning for at tabe Massachussets. Den stat har stemt demokratisk i umindelige ĂĄr. Det siger noget om dybden i den protest, Obamas indsats har skabt. Tænk at smide vreden over Bush væk pĂĄ et ĂĄr…
@Søren Pind
Ja Fogh må gnide sig i hænderne af glæde over at hans bendste krigs-ven Bushs parti nu ser ud til at vinde gehør så hele krigsmaskineriet i verden igen kan øges. Så må Europa og resten af verden som helt sikker ville gøre Obama til den præsident med abselut flest stemmer hvis de kunne stemme i USA græde over at de danske holdninger ala nedenstående bliver ved med at være dagligdagen:
1) “Smid danskere der taler i mobil i bilen i fængsel – for det skal mindst straffes som spritkørsel”
2) “Lad os jage de 20-30 personer der i Danmark bruger burka – for det er jo vigtigt og et kæmpe problem og Danmark har ikke andet at tage sig til”.
3) “Lad os jage fiskeren der har glemt at han skal anmelde at have sin lommekniv med pĂĄ sin fisketur”.
4) “Lad os tvinge danskernes børn med madpakker de ikke vil have”.
5) “20 dage i spjældet for at have deltage i en fredelig demonstration – eller for som greenpeace formand i Italien at have gjort politiet til grin ved pĂĄ simpelt vis at vise hvor nemt det var at bryde igennem deres forsvarsmur ved klimamødet. Straffen handler jo ikke om at straffe for ulovligheden, men for at have gjort politiet til grin”
finanskrisen => kæmpe gældsætning – og finanskrisen er pĂĄ alle mĂĄder Bush regeringens skyld
Men vælgernes hukommelse er som herhjemme særdeles kort.
@Jacob E: Gældsætningen og stimuluspakken er ogsĂĄ Obama-regeringens valg. Og flertallet er nu engang demokraternes. Jeg er enig i, at Bush regeringen bar et stort ansvar – men den siddende administration, særlig med den magt, det har (havde) kan ikke fraskrive sig magten over situationen.
Til Søren Pind, tak for et godt indlæg. Det er et af de største politiske jordskælv, der skete i aftes. Det skræmmende bliver dog hvis de bare tvinger reformen igennem, hvilket de allerede taler om. Delay the swearing in of Brown – Biden might have a hard time to fit him in his schedule, eller ogsĂĄ tvinge Pelosi til at godkende Senatets bill. At MA valgte Brown, viser hvor trætte folk er af mantraen med bare at smide penge ud hele tiden og alle de special deals som Obama laver under bordet. Den sidste var med AFL CIO, og at union members ikke skulle betale det samme som almindelige mennesker for sygesikring. Folk har fĂĄet nok med the big spending, TARP (Bush) men fortsat af Obama, $787 billion stimulus to create jobs etc., flere bailouts til Fannie/Freddie, og nu ca. $1 trillion til sundhedsreform. Det er fuldstændig vanvittigt og hvis det havde været en republican som forsøgte det, ville folk flippe ud ogsĂĄ. Realiteten er at nĂĄr folk ikke har arbejde, mister deres hjem, knap kan fĂĄ mad pĂĄ bordet osv., sĂĄ gider de ikke høre om sundhedsreform.
Som Mike Barnacle sagde pĂĄ MSNBC i gĂĄr, sĂĄ spurgte folk i MA meget klart “can you hear us now”. Alt jeg ved er at det bliver en meget interessant tid her nu, for gad vide hvad Obama vil sige i dag.
” Det betyder med andre ord, at sundhedsreformen – juvelen i Obamas hidtidige embedsperioden – er stendød”
Vent nu lige lidt med at juble alt for meget, Søren Pind:
“Obama allies seek to save health care plan”
http://news.yahoo.com/s/afp/20100119/pl_afp/healthuspolitics
@Zeki: Jeg ved ikke, hvorud af du udleder jeg jubler. Først og fremmest er det her jo analyse. Men jeg ved godt, der er alle mulige krumspring. Mit bedste bud er som sagt, at demokraterne går i panik, og at det hvide hus vil møde modstand både fra venstre og højre, der ender i at ingenting sker. At de har tabt Massachussets er virkelig alvorligt for dem. Og det ved de godt. Se f.eks. denne Obama-tilhængers kommentar og se i øvrigt denne udmærkede artikel fra Politico
Det er da kulturimperialisme, hvis man mener at den europæiske model er rigtig for hele verden. Er det ikke det venstrefløjen altid hyler?
Ifølge Søren Pind, så er sundhedsreformen stendød. Stendød, det må vel betyde, at der ikke kommer det aller, aller mindste der bare minder om reform. At man ikke gør noget som helst overhovedet.
MEN ifølge dagens Berlingske Tidende, så kan sundhedsreformen nemt vedtages som lov, ved at repræsentanternes hus vedtager senatets allerede vedtagne sundhedsreform. Den er vist forskellig, men stadig en reform, der sikrer 40 millioner uforsikrede adgang til lægehjælp.
Så jeg tænker: Hvem har ret? Søren Pind eller Berlingske Tidende??
Kære Søren Pind!
Hensigten med en blog i Berlingske turde jo da være at score flest mulige kommentarer. Og vel næppe dissens her. Set i det lys kan dit nyeste indlæg jo så dog ikke undgå at skuffe, i hvert fald skuffe avisens ledelse. For hvem gider dog læse om Obamas fiaskoer her i landet, hvem føle trang til at kommentere sådan noget? End ikke denne hr. Beinov, ham din moderne, borgerlige kollega i det Berlingske blogunivers. I presume.
Tak for den papirtynde og dybt ligegyldige analyse, Pind. Der er stadig flertal nok i Senatet. Desuden tyder meget på, jeg at vælgerne reelt er utilfredse med det håbløse tempo og den dybe korruption i Kongressen og ikke Det Hvide Hus direkte.
Special Interests styrer alt, hvad enten det gælder Health Care eller hvem NSC mener bør invaderes i år.
Søren, det er måske lidt off-topic, men hvordan er dit forhold egentligt til den danske sygesikringsordning?
“hvor præsidenten midt i en krisetid virkede mere optaget af en sundhedsreform end i det der lĂĄ lige for – arbejdspladser og styring af økonomien – og samtidig en kølighed overfor befolkningens bekymring – se den udmærket beskrevet her – der endte med at slĂĄ benhĂĄrdt tilbage.”
Kan man måske trække nogle danske paraleller og spørge, hvorfor danske politikere med statsministeren som ledestjerne, tilsyneladende er mere optagede af 3, måske 5, burkaklædte kvinder, og madpakkeordninger end det dundrende statsunderskud, der uomtvisteligt vil medføre velfærdsforringelser, samt behøvet for at få gennemført nødvendige arbejdsmarkedsreformer.
@Hr. Mortensen, og hvis de tvinger den igennem, vil du se folk i gaderne foran the White House, med pitchforks.
Heidi Burks
Åh ja, de såkaldte tea-party protestors. Det store tavse flertal, som reps norml bryster sig af, er snarere et meget larmende mindretal. Men hold da op hvor kan de larme. Av mine ører.
@Hr. Petersen, nej nok nærmere Independents og Democrats, Republicans, folk som er bekymrede over deres og deres børns fremtid. Men det er så nemt bare at kalde hvad der skete i MA for noget som teabaggers stå bag, ikke også!!
@C. Lucas: jeg har ikke benægtet, at demokraterne har flertal i begge kamre. Men procedureregler gør, at der skal de berømmelige 60 stemmer til i senatet for at undgĂĄ filibusters, som anført. Der er jo en grund til, at det – som det fremgĂĄr af New York Times – allerede nu ser ud til, at hele processen bliver forsinket til resten af ĂĄret. Og sĂĄ kommer midtvejsvalget.
@Bjarni: Det er netop pĂĄ grund af ovenstĂĄende, at jeg er uenig i den analyse i Berlingske du henviser til. Men vi fĂĄr jo se.
@Henrik: Min holdning til hvordan den danske sygesikring burde se ud kan du se her
Tja det kan da godt være at USA har verdens bedste demokrati, tvivler nu, men dybest set betyder tabet af sundhedsreformen at fattige børn heller ikke i fremtiden kan blive behandlet i USA, forstår ikke Sørens glæde over det. Forstår slet ikke glæde over at Obama har fejlet, det rammer jo både USA og verdens økonomien. Man kan vel ikke udlede andet af det her, end at højrefløjen i USA er så forblindet af had, at de sætter alt andet over USAs interesser og deres egen magt først.
Eller…?
@Benny: Du vil kunne se meget præcist i det link, jeg henviser til just ovenfor, hvad min holdning til sygesikring er. Så jeg ved ikke, hvorud af du kan udlede jeg jubler.
Men jeg konstaterer, at demokraterne med fuldt overlæg og vanvittig klodset har bragt sig i en tåbelig position, der formodentlig vil medføre, at de taber flertallet i repræsentaternes hus, og hvis den bølge vi har set fortsætter, så kan det tilmed ske i senatet.
@Burks, de har ikke tænkt sig at tvinge den igennem, hvis du ser på fx Barney Franks og Jim Webbs udtalelser på huffingtonpost.com, så har de ikke tænkt sig at bruge fordelen.
Men noget andet, hvis folk er trætte af wastefull spendings, hvorfor i helvede vælger de så en republikaner? Er det pga. den meget økonomiske Irak-krig, og alt det forløjede bullshit som fordrede dens afsæt? Eller er det pga. de ekstreme priser på medicin og lægehjælp, som lobbyismen, med hænderne langt oppe i republikanske marionetdukke-røvhuller, har dikteret og som koster det hvide ud af øjnene på almindelige mennesker. Regulære fucking overpriser, der har sikret helseindustrien og medicinalindustrien uhørte indtægter? Er det derfor??
Og nu vi er ved det? Hvem var instrumental i afskaffelsen af fx. Glass-Steagall act, en lov der sikrede eftersyn med bankernes ageren? Og alle de andre lignende regulationer???
Lad mig hjælpe dig: Reublikanerne, selvfølgelig. Og hvorfor??? Jo, fordi government er af det onde, for meget bureaukrati osv….men se sĂĄ hvad der skete
Det er ikke overraskende, at Søren Pinds analyse rummer en slet skjult glæde over,at USAs præsident stĂĄr overfor indenrigspolitiske udfordringer. Søren Pind savner Bush. Og det er han ikke ene om. Faste kommentatorer i Berlingske, Weekendavisen og Jyllands-Posten er med i koret. NĂĄr der tidligere rejste sig kritiske røster mod Bush og hans arrogante holdning til Europa, hans uhyrlige skattelettelser til de allerrigeste, hans ulovlige krig i Irak, hans passivitet i Israel-Palæstina konflikten (med automatisk retorisk opbakning til Israel), hans begejstring for dødsstraf, hans ansvar for tortur i USA og i udlandet, hans naive religiøsitet og hans eh, øh, manglende, øh, eh, talegaver – ja, sĂĄ var svaret, at man var antiamerikansk. Jeg er ikke antiamerikansk. Jeg elsker USA og hĂĄber, at USA kan pĂĄtage sig ikke alene et økonomisk, men ogsĂĄ moralsk lederskab. Barack Obama er kommet godt i gang. Lad sĂĄ Søren Pind og alle hans republikanske venner i Danmark sidde sørgmodige tilbage og mindes Bush-æraen.
“Det betyder med andre ord, at sundhedsreformen – juvelen i Obamas hidtidige embedsperioden – er stendød.”
Far med lempe, Søren, far med lempe. Som du burde vide, kan Senatet stadig nĂĄr at vedtage reformen, før Brown er pĂĄ plads. Det har Pelosi faktisk garanteret vil ske. Det vil være arrogant og politisk risikabelt, men det kan sagtens ske. SĂĄ “stendød” er nok, at tage munden for fuld.
@Henning: Min holdning til Bush fremgĂĄr ganske klart her, og den har intet at gøre med det du anfører. SĂĄdan kan man jo tage sĂĄ gruelig fejl. Næh du – jeg savner Reagan og hans ærlige, klare og redelige politik. Men det er en anden snak.
@Chris: Det nægter jeg simpelthen at tro på de tør. Og tjek også ovenstående link til NYT.
Jeg kan da sagtens forstå modstanden mod sundhedsreformen. Hvad tror i ikke den kommer til at koste i skat? Hvis der er kvalitet i reformen, vil mange andre amerikanere jo fravælge deres forsikring, og så stiger skatten endnu mere og så er der endnu flere, der fravælger forsikring osv.
Hvis der ikke er kvalitet i reformen, har den reelt ingen betydning. Det vil stadig være de rigeste, der kommer først i køen – hvis de overhovedet behøver at vente. AltsĂĄ har man ikke nĂĄet noget.
Obama kommer til at virke meget mere som et politisk blĂĄlys. Masse fine ord, men uendelig lidt handling. Hans strategi med at lade parlamentet hĂĄndtere sundhedsreformen, til forskel fra Clintons forfejlede “pakke”-løsning, har vist sig ikke ar være en disse mere effektiv. I stedet har man ladet tiden gĂĄ, og tilladt republikanerne at erobre ikke blot scenen, men ogsĂĄ folkestemningen. At en præsident med kvalificeret flertal i begge kamre, samt en af historiens største folkelige mandater, ikke er i stand til at fremvise bare en lille smule resultater efter et ĂĄr i embedet, kan kun karakteriseres som en “ommer”.
Man undres! Ikke over at en smart republikansk kandidat kunne vinde over en håbløs demokrat i en stat hvor sundhedsreformen alligevel ingen betydning vil få. Man undres over hvordan nogen mennesker kan se det som en god ting at demokratiet tilsidesættes på den måde som det er lykkedes republikanerne at gøre det i USA.
USA valgte en præsident der klart stod for en reform af sundhedssystemet, hans parti fik overvældende flertal i begge kamre, alligevel valgte republikanerne at føre hellig krig mod dette flertal.
Går det først for alvor op for demokraterne at republikanerne kun vil én vej alt andet blokerer de med filibusters så bliver det fremtiden for amerikansk politik at ingenting kan gennemføres, ingen reformer vil være mulige, for Demokraterne kan jo gøre det samme mod Republikanerne.
SĂĄ uanset hvem der bliver præsident næste gang er vedkommende altsĂĄ født som en “lame duck” da det ikke tyder pĂĄ at hverken den ene eller anden side fĂĄr noget filibuster-proof flertal. Ikke at reformen er helt død, det kan jo være at der stadigt er nogen fornuftige mennesker tilbage.
Hvem vinder ved en filibuster her? Forsikringsselskaberne måske, men det betyder jo ikke at amerikanerne kommer til at bruge færre penge på intern sundhed og flere penge på vores varer så vi her i landet vinder vi i hvert fald ikke. Og det kan så trække ud i en uendelighed.
Løkke snakker om problemer med burkaer der ikke eksisterer og Pind jubler over at amerikansk politik bliver skyttegravskrig!? Katastrofen fortsætter åbenbart i den kosmiske helligheds navn.
@ Pind
OK, fair nok – synes nu begge sider af spektret har det med at udrĂĄber helte, der falmer ved nærmere bekendtskab.
Men hvad synes du om selve det amerikanske system, hvor et meget lille mindretal kan fastfryse enhver reel forandring gennem 40 pladser i senatet?
Du har nok desværre ret med din analyse,problemerne med at få løst mange af de problemer USA har bliver ikke nemmere i fremtiden, til gengæld glæder det mig da, at du nævner pendulet som det, der går op må gå ned hvilket jo så ifølge dig vil medføre at vi også får ændringer herhjemme.
Jeg kan ikke takke nok for at jeg ikke bor i USA egoismens og grådighedens højborg, de har frihed, men et ordentligt anstændigt demokrati det får de sandsynligvis aldrig.
vh
En dansk statsminister mente også i sin tid, at Unionen var stendød. Det var den bare ikke.
Lad os nu se.
Landet trænger i den grad til en sundhedsreform, og demokraterne har fortsat et solidt flertal i Senatet
We are about to find out what Barack Obama is really made of. In all likelihood he will wake up on the first anniversary of his young presidency with headlines howling its obituary. With the defeat of Martha Coakley, the Democratic candidate anointed to succeed Edward Kennedy as senator for Massachusetts, by Republican Scott Brown looking probable last night, Mr Obama’s filibuster-proof majority in the Senate will have evaporated. With its demise the healthcare reform on which the president spent the lion’s share of his political capital during his first year will be imperilled, perhaps mortally. All the compromises he was forced to make, some involving precisely the shameless horse trading Candidate Obama swore to eschew; all the bets that his presidency would be seen as one of accomplishment not promise, now look like a busted flush. That this ignominious slap in the face should happen in a state conventionally classified as a temple of liberalism only makes the humbling more shocking. Even if Ms Coakley should squeak through to the Senate, last year’s elated swoon has been replaced by a dyspeptic snarl.
So, is all that is left of those moments a year ago on the Capitol steps – when nothing less than the rebirth of American governance seemed in the offing – just the presidential grandiloquence, to which the word “empty” is now being habitually attached? Have the Democrats displayed, yet again, their unmatched talent for snatching defeat from the jaws of victory?
You heard it here first. The correct answer, counter to the new conventional wisdom, is no. The 44th president is on the mat, but anyone counting him out has not taken his measure. It is just that he may actually need to respond to the unrelenting pressure from zombie conservatism, ravenously flesh-eating and never quite dead, not by turning on more consensual charm, but by taking the gloves off. With his bank levy – “We want our money back,” he said – Mr Obama has belatedly begun to fight. Whether he can trade enough punches with the right before the November mid-term elections remains to be seen, but my hunch is that President Composure is up for a brawl.
In any event, reports of the death of the Obama presidency may turn out to be premature. If the Democrats are starting to panic they need to get over it fast. A Republican opposition committed to nothing more than congressional paralysis during a time of national crisis risks being stigmatised by polemically skilful presidents as the party of obstruction. Ronald Reagan used that tactic against a Democratic Congress to powerful effect. If Mr Obama has what it takes politically – which remains the great question hanging over his White House – he can make Republican crowing its own worst enemy, type-casting the opposition as selfishly unpatriotic. It has happened before. Following a Republican triumph in the mid-terms of 1994, the party over-reached in its campaign against Bill Clinton’s presidency, shutting down the federal government. The result was a decisive re-election for Mr Clinton just a year later. But whichever way the election in Massachusetts goes there can be no doubt that a battle for allegiance will have to be joined if Mr Obama is to recover his freedom of action.
Narratives feed on themselves. The three-act Obama soap opera from innocence through infatuation to disenchantment has unmistakable appeal for echo-chamber journalism. This is the tale of the credulous masses, taken in by the cool guy in the sharp threads who could weave a spell of words – but when it came down to it was a rank amateur in the arts of power. Outside America especially, you can already hear the gleeful chortling. Although, for a brief moment, the election of a black president suggested the US had leaped ahead of Europe in political intelligence, it turned out, after all, to have been a mere fairy-tale.
To which one needs to reply: whatever the state of the Obama presidency now, this story is not over by a long shot. Other administrations that would make their mark on history got off to rocky starts. Abraham Lincoln’s appeal in his first inaugural speech for national reconciliation was contemptuously blown away by Confederate cannon firing on Fort Sumter, and the first year of the war that ensued went badly for the Union. The first round of John F. Kennedy’s administration was most memorable for the Bay of Pigs debacle in Cuba. Mr Clinton’s 1993 ended with his healthcare reform biting congressional dust. The exception was Franklin Roosevelt’s spectacular first year of the New Deal, but FDR enjoyed massive filibuster-proof majorities on Capitol Hill.
In comparably urgent times Mr Obama has yet to make the case for responsible government; his failure of persuasion may cost him dear. If he wants to motivate his own supporters, never mind independent voters, he needs to mark the lines of battle and give the rank and file something to cheer. Black supporters I spoke to during filming for a BBC documentary in his south Chicago home town want him to take it to the foe. “If you’re going to go down,” said the feisty Rev Don Sharp, “at least let them know they’ve been in a fight.” But Mr Obama assumes the support of people like him. It is how he will pull in the voters in Indiana, Ohio and Virginia who a year ago voted Democrat for the first time – when he cannot even hold Massachusetts – that is the nub of the matter.
His current bunch of advisers and his own consensual instincts have counselled moderation and sweet reason. But if defeat in Massachusetts does not provoke a rethink, starting with a few salutary firings, nothing will. Maybe Mr Obama should start the new season by unapologetically beating his presidential chest. For there is nothing in his first year record to make him hang his head. My bet is that should healthcare reform be scuppered by filibuster, the obstruction will come back to bite the Republicans in the autumn election. In any event, the list of first year accomplishments is impressive.
Mr Obama has been a non-stop legislator, signing acts to curb the abusive practices of credit card companies and insure equal pay for equal work by women; reverse the ban on human stem cell research; and stabilise the US auto industry. Then there is the $787bn economic stimulus package, which did exactly what it was supposed to: kickstart a recovery. Unemployment remains unacceptably high, but its growth has slowed. Factory orders are rising and the widening trade gap is evidence of stirring consumer demand. The stock market is high as a kite, but more importantly for the real economy, lending is restarting. None of this may be reason to break out the Bollinger yet, but it has belied the Cassandra prophesy that 2010 would see the economy mired in ever-deeper recession.
His foreign policy to date has yielded only slight dividends, but no disasters either – except at Copenhagen, where the world got a taste of what it might expect from the new Chinese imperium: planetary death. Engagement with Iran proved short-lived but Mr Obama’s openness can only look good beside the brutality of the tyranny in Tehran. In Afghanistan it is too soon to declare a verdict on his troop surge, and the suicide bombings – as in Iraq – ought not to be taken as evidence of failure.
So what on earth is going wrong? Where Mr Obama has fallen short is in the exercise of the talent that those of us who have watched him a long time assumed he had mastery: taking control of the American narrative. The switch from punchy candidate to remote administrator began, exactly a year ago, when he declined to give the crowd lines on which to cheer themselves hoarse. It was as though he was saying “I know you want to holler but you should see my in-tray.” As the year has gone on, this refusal to descend to the tomfoolery of public polemics has become more marked. But it has left a vacuum of passion into which the hard right has roared with infectiously histrionic rage.
Mr Obama’s distaste for getting down and dirty with the demagogues is a fatal misunderstanding of American politics, which seldom moves in the rarefied air of legislative achievement. It feeds instead on sound and fury; it is Mr Obama’s job to make it signify something. If he so chooses, financial regulatory reform is the perfect theatre for him to reclaim the populism he needs if his presidency is to survive in any form worth having. Take it to the bad guys, Barack. Remind the country where it was when Republicans were still in the White House. Otherwise, your government will expire from its own noble fastidiousness
@Søren Pind
Du overfortolker det valg. Naturligvis er det et overraskende resultat i den stat, men hvis de politisk evner over en bred kam hos den demokratiske kandidat, er væsentligt svagere end hos den repuplikanske, så er det klart man taber valget, når så mange mennesker stemmer.
Var du fx en væsentligt dygtigere politiker end Ritt Bjeeregaard, ville du ogsĂĄ have haft en chance i det røde København. Nu var det sĂĄ de erklærede højreorienterede det lykkedes dig at overbevise. Du kunne jo ikke overbevise en eneste midtervælge, som Brown gjorde og hvis valgsystemet i København var som dem i USA, sĂĄ ville du have siddet i byrĂĄdet – sikkert den dag i dag – og ikke i en borgmesterstol og senere i Folketinget.
Naturligvis kommer den sundhedsreform igennem, hvis der er vilje til det blandt demokraterne. De har jo stadig et suverænt flertal (dog kun 59 i senatet, men hvor mange havde Bush?) og reformen er vedtaget både i kongressen og senatet. Til den tid kan du så skrive en ny blog, med alle dine argumenter (undskyldninger) for hvorfor du også denne gang fejlvurderede det politiske landskab.
Det her mĂĄ virkelig gøre dobbelt ondt pĂĄ Obama. Hans mentor dør, efterfølgeren taber sædet og spolerer deres fælles reform. Fin og sober analyse fra Pind, iøvrigt. Hvis Obama tvinger en sundhedsreform igennem bliver folk rasende, hvis han undlader, lider en stor del af hans egne vælgere. Der er nu han skal vise sine evner som leder, gør han ikke det, har ogsĂĄ jeg svært ved at se ham blive ganvalgt. Lad os prise os lykkelige over at Bush Junior ikke har børn der ønsker at gĂĄ ind i politik… (Okay, det har Cheney, hmmm)
@Bo Strandqvist
“Bush Junior ikke har børn der ønsker at gĂĄ ind i politik…”
He’s got a brother has he not?
In Florida they didn’t steal the election, but it did fall of a truck…!
Should be worth at least a presidential candidacy
@ Søren Pind
At beskyklde Obama og Demokraterne for gældsætningen er en forrygende kreativ omgang med sandheden. Gældsætningen er mĂĄske delvist foregĂĄet under Obama, men du ved udemærket godt pĂĄ hvilket fundament gælden hviler: PĂĄ heftig sabelraslen i mellemøsten og pĂĄ et ukontrolleret financielt marked. Begge ting kommer fra din elskede Georg fra Texas. Jeg troede du interesserede dig for, hvad der rent faktisk foregĂĄr i amerikansk politik, og ikke bare fantaserer dig til, hvad der lige passer til din partifarve. Det er en om’er Søren.
Venligst, Morten Jespersen
Nancy Pelosi og kompagni har usmidigt fĂĄet ødelagt Obamas muligheder for at fĂĄ sine reformer igennem. Republikanerne er som “fjenden” naturligvis totalt obsternasige.
Pelosi og Reid mĂĄ gĂĄ pĂĄ pension.
Og med Scott Brown tror jeg godt jeg vil sætte en femmer på at vi ser en republikansk præsident kandidat, som muligvis kunne fusionere de ærlige republikanere (ikke dem drevet af religiøst hysteri) og de rigtigt mange independents.
Så midt i den triste situation for en Obama-tilhænger ser jeg en spændende udvikling.
Søren bare til næste gruppemøde kunne du så ikke foreslå at i valgte nogle mere relevante temaer end burkaer, hunderacer, madpakker og knive med mere.
I kunne for eksempel begynde at kigge lidt på vores økonomiske politik:
- hvordan vi fĂĄr genskabt en strukturel balance pĂĄ statens budget pt et underskud pĂĄ 30 mia ĂĄrligt
- Genskabelse af konkurrenceevnen
- få forbedret væksten
Og et lille tip hvis i er i tvivl så læs de 3 kommisions rapporter som måske er politisk tonedøve, men dog har rod i virkeligheden.
Blot et sagte ønske fra en fortvivlet borgerlig vælger.
Pind er en politisk dilettant og det afspejler hans dianose da ogsĂĄ og det link: “The people hates the Congress” siger vist alt! Sandheden om Obama er at han er pragmatiker, for meget mainstreamtil venstrefløjen, for meget stat til højrefløjen. NĂĄr krisen har lagt, Irak er lukket og slukket og Afghanistan blevet en rimelig succes (alt sammen om senest 2 ĂĄr) – sĂĄ er der ikke flere der tænker som Pind gør …
Pind beskylder USA’s “venstreorienterede” regering for at være ĂĄrsag til recessionen. Herhjemme forsvarer han den “højreorienterede” regering.
Selv om han helst vil promovere sine egne holdninger kan han ikke overføre den politiske skala fra et samfund med 50% skat til et med 30% (plus 1% indvandring om året).
Okay… hvor meget ved Søren Pind egentlig om amerikansk politik?
Ved han for eksempel, at Massachusets ALLEREDE har en sygesikringsplan, der ligner den, der diskuteres pĂĄ nationalt plan?
Gør du?
I sĂĄ fald, sĂĄ er det noget svært at ekstrapolere fra Massachusets “modstand” til en tilsvarende “national modstand”. Folk i Massachusets har stemt imod den national sundhedsreform, vel vidende at de allerede har den pĂĄ lokalt plan, og er glade for det! De har altsĂĄ ikke stemt imod princippet om en sundhedsreform, men imod at fĂĄ sin egen plan undermineret af en national plan.
Eller som Scott Brown sagde i et interview pĂĄ Fox “News”:
“Why would we subsidize and why would we pay more for something we already have. It makes no sense.”
AltsĂĄ: vi har det allerede hĂ©r – og vi er glade for ordningen. Derfor gider vi ikke at spilde vores penge pĂĄ at det skal blive en landsdækkende ordning.
Man skal være politiker/spindoktor for at sno dén til at blive repræsentativ for en national tendens. De, der lever i stater, hvor der ikke er en massachusets-lignende sygesikringsplan, kan jo umuligt spinnes til at skulle gøre sig lignende overvejelser. De kunne snarere tænke noget i retning af: Når Massachusets er så glade for sin plan, så vil vi da også have en.
Og bĂĄde Massachusets og Scott Brown Ă©r glade for sundhedsreformen. Scott Brown stemte selv for den, da den blev vedtaget i 2006!
Konklusion 1: SCOTT BROWN HAR SELV STEMT FOR DEN SUNDHEDSREFORM SOM SĂREN PIND MENER HAN SKULLE VÆRE IMOD…. dvs han har stemt for en plan med de samme principper pĂĄ lokalt plan… men hvad er “principper” i politik?
Konklusion 2: De, der har stemt på Scott Brown, har delvist gjort det fordi de netop ønsker at bevare deres egen sundhedsreform, som minder om den, der diskuteres nationalt. De er altså ikke modstandere af principperne i reformen.
Konklusion 3: Man kan ikke ekstrapolere fra Massachusets til resten af Amerika. Meget få stater har allerede eksisterende universelle sygesikringer. Massachusets er en af de sjældne.
@Ole: Ja, det er jeg udmærket klar over. Jeg har også skrevet om fænomenet tidligere. Det forandrer ikke, hvad du kan se af linket ovenfor fra Rasmussens Report, at størstedelen af vælgerne i Massachussets var imod Obamas sundhedsplan, og det var den afgørende faktor for at Brown vandt.
PS. Sammenligningen med Jimmy Carter er noget af en ære! Det tvivler jeg på, at Obama kan leve op til, omend der er gode sammenligningspunkter i form af at de begge har/havde meget ekstreme modstandere.
@Ole: Ha ha ha – en ære at blive sammenlignet med Amerikas dĂĄrligste præsident i det 20 ĂĄrhundrede. Mon dog.
Ja, størstedelen (lidt over 50%) var imod den nationale plan, men hvorfor, Søren?
Fordi de allerede har den, ikke? Det er i hvert fald en delvis forklaring.
AltsĂĄ – de er imod den nationale plan fordi de selv allerede har en plan der minder om den og som de gerne vil beholde.
Deraf kan man jo umuligt konkludere, at de principielt er imod sĂĄdanne planer – nærmest tværtimod. Og man kan svært konkludere noget fra dem til en national tendens.
Men… jeg vil ogsĂĄ gætte pĂĄ, at der kommer et par republikanere til ved de næste valg. Demokraternes problem er dog først og fremmest… demokraterne. De leverer ikke varen og har ikke brugt deres supermajoritet. Der er flere ærke-konservative i det demokratiske parti, sĂĄ det nytter ikke noget blot rent teknisk at have parti-flertal, nĂĄr der ikke er flertal for demokratisk politik internt i partiet. De fleste af deres vælgere er allerede godt skuffede, og vil næppe have den store entusiasme ved de kommende valg.
Tidligere Rasmussen-rapporter har dog målt landsdækkende og overvældende flertal for ikke bare denne men langt mere progressive sundhedsreformer. Det nytter bare ikke noget, når der ikke rigtig er nogen der regner med, at noget parti vil levere det.
“Amerikas dĂĄrligste præsident” … det mĂĄ du lige uddybe og kvalificere. Hvordan mĂĄler man hvor “dĂĄrlig” en præsident er?
På om det lykkes ham at gennemføre hvad han vil? I så fald har du ret. Men i så fald gør du bl.a. hensynsløshed, korruption og løgnagtighed til en politisk egenskab.
På hvad han gerne ville, hvis han kunne? Altså på de politiske idealer og visioner? I så fald er der én ting der står klart: Der er næppe nogen amerikansk præsident i det 21. århundrede, der har forsøgt at gøre mere for frihedsrettighederne end netop Jimmy Carter. For at nævne to helt basale ting: kravet om at CIA stopper ekstra-legale snigmord og statskup i andre lande samt en reform af FBI, der krævede at de skulle arbejde indenfor forfatningens rammer.
Er det dĂĄrlige ting? Der er ingen anden præsident der har haft lignende – liberale i den helt oprindelige forstand af ordet – holdninger siden. Obama har nogen – men han har ogsĂĄ nogen, der trækker i den modsatte retning.
Vent til midtvejsvalget. Så er nullerten Obama klædt helt af = Carter the 2nd.
Republikanerne kan godt begynde at finde den helt rigtige til indsættelse i 2013.
…men Søren,
Er Obama ikke blot en af flere præsidenter vi har set igennem tiden, som er kommet ridende ind DC med tasken fuld af ambitioner og god vilje – MEN, med et manglende kendskab til hvordan politik drives pĂĄ The Hill?
Obama havde jo kun kort tid i the US senate inden han gik ind i præsidentkampagnen. Det meste af hans politiske erfaring stammer fra perioden som senator i Illinois. På samme vis kunne man henvis til, at Både Clinton og Bush kom fra delstats guvenørposter hvor det daglige politiske arbejde foregår meget mere pragmatisk og gnidningsfrit. Og ingen af disse to havde på nogen måde en imponerende start i præsidentembedet. Clinton måtte nærmest skrinlægge alle tiltag, og Bush gjorde stort set ingenting indtil 9/11!
Jeg tror at Obama, ligesom andre før ham, er blevet voldsomt overrasket over virkeligheden på the Hill, og først skal igennem en tilvænningsproces. Robert Draper beskriver i hans biografi om George W Bush, hvordan denne først blev ét med embedet i hans anden valgperiode.
Generelt set tror jeg, at præsidenters største problem pĂĄ den nationale arena er, at DE bliver holdt ansvarlige af den menige vælger for det politiske spil og spin i DC – men de har ikke lært at begĂĄ sig i embedet endnu, og de kæmper med en kongress hvor de 435 medlemmer i repræsentanternes hus befinder sig i en konstant kamp for genvalg.
Mon ikke Obama ender med at blive en ‘One Termer’. Demokraterne stĂĄr til læsterlige tæsk her ved midtvejsvalget, og Obama fremstĂĄr mere og som Jimmy Carter, og her tænker jeg pĂĄ billederne af den hjælpeløse Carter under den Iranske besættelse af ambassaden i Teheran. Men selvfølgelig surt show for alle de Danskere, der nærmest sĂĄ Obama som en ny Messias.
Hej Søren
Jeg kan se, at du og dine venner savner Bush.
Er det Sarah Palin, I satser pĂĄ i 2012?
Søren, jeg ville nu ikke antyde, at du ligefrem gik ind for tortur, men din kritik af Bush kom først frem efter at han var trĂĄdt tilbage. NĂĄr man i Bush-perioden kritiserede ham og de fleste af hans gerninger blev man kaldt venstreorienteret og antiamerikansk. Hvad skal man sĂĄ kalde kritikerne af Barack Obama? Normalt bliver Bush (junior) karakteriseret som den ringeste amerikanske præsident i det 20. ĂĄrhundrede. Du foretrækker at give prisen til Jimmy Carter, som nok fortjener lave karakterer, men som dog ikke kom helt sĂĄ galt af sted pĂĄ sĂĄ mange forskellige felter som Bush, bl.a. var Brzezinski fremragende som hans sikkerhedsrĂĄdgiver. Du har ikke lagt skjul pĂĄ, at du støtter Republikanerne, og at du var imod Barack Obama gennem hele hans kampagne pĂĄ vejen mod præsidentposten. Det er naturligvis en ærlig sag, selv om det var Obama, som stod for den tiltrængte fornyelse i Det Hvide Hus. Men Ă©n gang Republikaner…MĂĄ jeg i øvrigt sige dig tak fordi du aktivt deltager i den debat, der følger din kommentar i Berlingske. Det ses sjældent. Godt du gider…
Rettelse: Bush junior var naturligvis ikke præsident i det 20. ĂĄrhundrede…men jeg mener alligevel ikke, at han klarer sig godt i en sammenligning med Carter-.
Jeg ved ikke om det er passende, sĂĄdan at smide et længere citat? Men det sparer mig en del tid. Følgende to analyser foretaget pĂĄ valgdagen indikerer kraftigt, at valget i Massachusets ikke var noget valg “for eller imod Obama” (og hans politik). Obama nyder stadig overvældende “approval rating” i Massachusets samtidig med at folk altsĂĄ har stemt pĂĄ en kandidat, hvis valgsejr nu gøres til et “nederlag for Obama som sĂĄdan” – selvom altsĂĄ, at folk der har stemt pĂĄ Brown stadig støtter Obama.
Jamen er det da ikke paradoksalt? Nej, ikke hvis man kender lidt til amerikansk politik – som meget sjældent handler om det der foregĂĄr i vore medier. “All politics is local” er i sandhed et amerikansk udtryk. Man kan godt i USA have til syneladende modstridende interesser og opfattelser nĂĄr man taler hhv lokal og national politik. I Alaska hvor jeg f.eks. har boet indtil for nylig taler vi meget om “wasteful governments spending” og sĂĄ videre – mens vi bedømmer vore politikere pĂĄ hvor meget de kan hente hjem til vor stat fra de føderale budget og altsĂĄ bidrager til netop det, vi – rent retorisk – er modstandere af.
Man kæmper i Senatet for at fĂĄ mere til sig selv og for at andre fĂĄr mindre til dem selv. Set sĂĄledes er det jo ikke selvmodsigende at man kan være bĂĄde “for” og “imod” noget pĂĄ Ă©n og samme tid. Man er for selv at fĂĄ det og imod at andre fĂĄr det.
NĂĄ, det var de citater vi kom fra:
Rasmussen: Fifty-three percent of MA voters approve of Obama job performance. In its election night polling, Rasmussen Reports found that 53 percent of Massachusetts voters “approve of the way that Barack Obama has handled his job as President.” As Media Matters for America has documented, pollster Scott Rasmussen, president of Rasmussen Reports, reportedly worked for President George W. Bush’s re-election campaign and for the Republican National Committee in 2003 and 2004.
Fabrizio, McLaughlin & Associates: Obama held a 59 percent favorability mark and 55 percent job approval rating among MA voters. A January 20 Politico article reported that a Fabrizio, McLaughlin & Associates exit poll found that “Obama’s personal favorability remained high with voters.” The poll found that “Obama boasted a 59 percent favorability mark” and “Obama’s job approval rating even stayed at a respectable 55 percent as voters trekked to the ballot box to oppose the candidate he campaigned for just two days earlier. The president even earned a passing mark on his handling of the economy (50 percent approval) and received a clear majority’s support for his work in the war in Afghanistan (59 percent approval).” Fabrizio, McLaughlin & Associates is a Republican polling firm.
At Demokraterne har pĂĄført den amerikanske befolkning noget der ligner et kollektivt hukommelsestab, hvad angĂĄr Bush-administrationens katastrofale fejltagelser, er forbløffende. Tavlen er “vasket ren”, som Søren Pind udtrykker det meget præcist, og det er selv sagt et kæmpe selvmĂĄl fra Obamas og Demokraternes side.
Men Søren Pind bør svare på nogle spørgsmål, som i mine øjne taler imod hans generelle analyse af, hvorfor vælgerne i MA stemte republikansk i går, og hvad konsekvensen er i Washington.
1) Hvordan når Pind frem til, at det er sundhedsreformen, som vælgerne sagde nej til, når MA som en af de få stater i USA allerede har et stort set identisk sygesikringssystem som det, Senatet vedtog for nylig? (Scott Brown, den nye senator fra MA, er i øvrigt tilhænger af statens sygesikringssystem akkurat som et solidt flertal af vælgerne.)
2) Hvordan kan valget i MA været et mistillidsvotum til Obama, når et klart flertal af vælgerne i MA stadig støtter ham?
3) Hvorfor mener Pind, at Obamas dagsorden har været for venstreorienteret til amerikanerne, når health care-reformen taget punkt for punkt ligger til højre for præsident Nixons forslag fra begyndelsen af 1970erne, og i øvrigt svarer nogenlunde til tidligere forslag fra fremtrædende republikanere bl.a. Mitt Romney? (Nixon ville bl.a. have en statslig ordning, det indgår ikke i Senatets forslag i dag).
4) Pind mener, at health care-reformen er “stendød” og giver som begrundelse, at Demokraternes sikre flertal i Senatet mod en filibuster er væk. Nuvel, men reformen er allerede vedtaget i Senatet, ligesom Repræsentanternes Hus har vedtaget sin egen version. En sammenskrivning er reelt afsluttet og var pĂĄ vej til endelig godkendelse i begge kamre. Intet forhindrer Nancy Pelosi, formand for Huset, i at skrotte sammenskrivningen og i stedet fremsætte Senatets version, og godkendes den, har 30 millioner amerikanerne fĂĄet sygesikring. Senatet skal ifølge procedurereglerne ikke godkende et forslag, det allerede har godkendt med 60 procents flertal. Hvad er der forkert i denne fremstilling, og forklar mig, hvorfor en sĂĄdan proces vil være at “presse” en reform igennem, nĂĄr 59 ud af 100 medlemmer af Senatet har stemt for reformen?
5) Søren Pind vurderer, at politikere vil løbe skrigende bort fra reformen, og med det mĂĄ han mene politikere i Repræsentanternes Hus, som altsĂĄ ifølge Pind ikke vil blĂĄstemple Senatets version. Det er naturligvis en mulighed. Men hvorfor skulle folk, som for fĂĄ uger siden har stemt for en reform, nu stemme imod? Giver det tværtimod ikke mere ræson, at demokraterne gentager deres ja og dermed opnĂĄr to ting: at de viser vælgerne handle- og viljekraft, og at de undgĂĄr at blive stemplet som vindbøjtler? (Pinds analyse forudsætter, at demokraterne seriøst forventer, at republikanere vil frede politiske modstandere, som nu stemmer nej, men som tidligere stemte ja – og at vælgerne tilmed vil belønne demokraterne for at have skrottet en reform, selv om et klart flertal af amerikanerne ønsker en health care-reform. SĂĄ dumme er selv demokrater dog næppe.)
6) Søren Pind skriver, at Republikanerne nu bør begynde at sige nej til alt i Senatet. Nævn mig en større sag, hvor de under præsident Obama har sagt ja? (Afsløring: En sĂĄdan sag findes ikke. Republikanerne har i ord og i handling stolt sagt nej til alt, og dermed har Demokraterne skullet mønstre 100 procent fodslag i egne rækker for at komme igennem med sine ting. Og selv det har i øvrigt ikke været nok. Det er sĂĄledes ikke korrekt, at Demokraterne per automatik har kunnet forvente 60 stemmer bag sig i Senatet det seneste ĂĄr. De har skullet overtale to uafhængige – den ene Joe Lieberman, som har været imod stort set hele Obamas og Demokraternes udenrigspolitiske kurs, og han tog sig tillige overordentlig dyrt betalt i health care-reformen.)
@Søren pind Obama havde ikke noget andet valg end at lave en giga-satsning – risikoen for at Bush-regeringens fejltagelser fik landet og resten af verdenen ned i en dyb depression var simpelthen for stor.
Men formoder du ogsĂĄ var en Obama-mand – formoder ikke en dansk politiker kan være imod gratis sygehuse til alle i dansk politik.
En flammeagtig vind har ramt Barack Obama. Vinden hedder: Scott Brown, en dygtig og “uafhængig” republikaner. Flot !
Søren Pind stiller spørgsmĂĄlet: citat “Hvad har Nobelspristageren egentlig gennemført?”
Mit svar: Barack Obama har givet ordre til lukning af Guantánamo, indført den økonomiske stimulusplan til 787 mia. doller, samt en militær oprustning i Afghanistan… Naturligvis vil en stor del af de amerikanske demokratiske vælgere flygte fra en centrist som Obama, og det tror jeg egentlig godt, at vi danskere kan forstĂĄ.
Det, amerikanerne har imod sundheds reformen, er ikke så meget, at der bliver lavet en reform som vil dække alle, men at den bliver lavet på føderalt niveau. Forestil jer at EU gik i gang med at lave sygesikring for hele Europa som overtrumfede folketinget og som var ens for alle i EU fra Polen til Storbritanien. Amerikanerne tror ikke på, at den føderale regering kan håndterer så stort et projekt. De har den samme mistro over for Washington som europærerne har overfor EU.
Det kan gå så galt med Georges W. Bush, at amerikanerne ligefrem ønsker de gode gamle dage med Bush tilbage, og Obama hen hvor pebret gror. Interessant at se udviklingen.
Man må håbe at sundhedsreformen går igennem, selvom jeg er enig med Janus Lee i, at amerikanerne ikke ønsker mere, men mindre, stat. Det havde været bedre, hvis reformen blev gennemført på enkeltstatsniveau.
Ellers tror jeg at resultatet af valget er en strømpil for midtvejsvalget: demokraterne står overfor et katastrofevalg.
Men sĂĄdan gĂĄr det, nĂĄr man satser alt pĂĄ en varmluftsballon, som pĂĄ ingen tid taber luften…
Obama er i virkeligheden offer for sin egen succes. Da han trĂĄdte til, var reaktionerne at sammenligne med messias’ genkomst. Alt skulle nok blive godt, og alt hvad der lĂĄ til venstre for midten politisk spĂĄede de borgerlige regeringer en snarlig død.
Det gjorde de fordi de fejlagtigt troede, at Obama befandt sig der hvor f.eks. SF befinder sig i dansk politik. Intet er mere forkert. Demokraterne befinder sig til højre for midten hvis vi skal sammenligne med danske politik, så venstrefløjen kan ikke bruge valget af Obama til noget som helst, og nu kan de så heller ikke bruge nogle resultater af betydning som løftestang for et dansk systemskifte.
Faktisk har verden ikke forandret sig ret meget som følge af Obamas præsidentgerning.
Han har måtte indse, at Iran problematikken ikke løses med venlige smil og imødekommenhed, snarere tværtimod. Forholdet til Rusland er heller ikke ændret med et fingerknips. Der er sendt flere tropper til Afghanistan.
Den politiske virkelighed rammer nogle gange hĂĄrdt, og det er i sandhed sket for Obama. Den gode vilje alene ændrer ikke verden, og det er mĂĄske den vigtigste lektie Obama har lært af sin første periode…
@Bjørn: Det er muligt, at Obama, der som du skriver det sad som senator, da han blev valgt som præsident, er blevet overrasket over virkeligheden på The Hill. Men amerikanerne er ligeglade med den slags. De forventer deres præsident løser problemerne. If its broken, fix it er et amerikansk begreb. De har også givet ham flertallet til det. Og nu synes de, han svigter.
@Claus T: Nej, jeg savner ikke Bush. Jeg har i adskillige tilfælde taget afstand fra Bushs forhold til tortur, Guantanamo m.v. f.eks. i den første udgave af Ræson i manifestet “Gud i vold” der udkom mens han stadig sad som præsident. Jeg har desværre ikke noget link. Men du kan bestille det her
@Henning: Ja som du skriver blev han først valgt i 21 årh.
@Karl Erik:
1) Fordi det fremgår af Rasmussens målinger, at 51 % af vælgerne i Massachussets er IMOD præsident Obamas sundhedsforslag.
2)Tja. Fordi Brown vandt, og gjorde det klart, at han ville grundstøde Obamas projekt. Det bliver jo generelt set også opfattet som et enormt problem for Obama i en lang række kommentarer i Amerika. Kigger du på de generelle målinger i Amerika som sådan er det klart, at præsidenten har tabt vanvittigt blandt uafhængige, og i det hele taget. Valgene i New Jersey og Virginia er udtryk for den samme trend. Den kommer i øvrigt meget tydeligt til udtryk her
3) Fordi amerikanerne opfatter ham som værende venstreorienteret. Det er jo derfor, han har mistet de uafhængige vælgere, jf. ovenfor. Its all a question of perspective.
4) Vi fĂĄr se. Du kan se, hvad demokraten Webb og en række andre allerede nu har været ude at sige – nemlig at det bør udskydes. Min opfattelse er, at det politisk set vil blive opfattet som enormt provokerende, hvis den procedure du anfører bliver taget i anvendelse. For nærværende støtter kun 39 % af vælgerne sundhedsreformen. Det laveste til dato. De tør ikke, og jeg tror, hvis det er det, Pelosi, Reid (som stĂĄr til at tabe til efterĂĄret) og Obama vil prøve, at oprøret vil bryde ud blandt demokraterne.
5) OgsĂĄ i repræsentanternes hus var der tale om en ganske snæver vedtagelse. Og jeg tror, panikken ogsĂĄ vil brede sig her. Demokrater er allerede set fravælge at genopstille, og en enkelt har endda skiftet parti. Jeg deler i høj grad denne analyse . Tænk pĂĄ, hvordan Clinton reagerede – “the age of big government is over”. Han vandt vælgerne tilbage. Det kan udemærket være, Obama vælger en anden kurs. I givet fald vil det demokratiske parti grundstøde som Titanic.
6)Hvor har jeg skrevet, at republikanerne bør sige nej til alt i senatet?
@Chris Hansen
Pelosi kan ikke garantere noget vedrørende Senatet…sĂĄ skal du have fat i Harry Reid.
En debattør pĂĄ en amerikansk blog jeg frekventerer skrev følgende…
Obama bliver den sidste præsident for den første amerikanske revolution!
Jeg kan ikke forstĂĄr hvorfor du- Søren Pind – er i mod en sundhedsreform. Den nuværende situation er vel heller ikke lige at foretrække. Og selv du kan vel ikke være imod at alle amerikanere er omfattet af lægehjælp. Det har vi trods alt i Danmark og resten af den civiliserede verden. Er du ogsĂĄ imod imod alm. lægehjælp i Danmark???
De nyhedsbreve, jeg modtager, mener, at en stor del af modstanden mod sundhedsreformen er, at den er for kompromissøgende! “Voters did not elect President Obama and a Democratic supermajority in the
House and the Senate so that health care reform could be written by the
likes of Joe Lieberman and Ben Nelson”, er ordene. Og opfordringen er at gĂĄ efter et simpelt flertal.
Carter satte gang i en lang række miljø og energi projekter i USA, men sĂĄ kom cowboy Reagan riddende pĂĄ ryggen af olieindustrien og nedlagde det hele. Ring a bell? Der er ikke en frø, ikke en fisk…
@J. Christensen: jeg har ovenfor redegjort for, hvilken sundhedsreform jeg mener, skal foretages i Danmark. Hvad de ønsker sig i Amerika skal jeg ikke blande mig i. Det må de amerikanske vælgere helt selv bestemme. Så hvad jeg har skrevet her om sundhedsreformen kan du kun se som analyse, ikke som en holdningstilkendegivelse.
@Peter: Carter var ved at ødelægge hele den vestlige verden og troen pĂĄ frihed og kapitalisme. Som Times skrev dengang “a presidency characterised by small tallk, small matters and small people”… Og stagflation – et begreb vi hverken har set før eller siden.
@Karl Erik: Se i øvrigt Coakleys eget syn på sagen her, der klart placerer en del af ansvaret på Obama og sunhedsreformen.
Er problemet (i USA) ikke snarere, at Senatets Republikanerne altid vil køre filibuster for at forhindre og forsinke denne sundheds-reform?
Stort set samtlige republikanske senatorer have et talepapir mod sundheds-reformen. Alle som en havde de fĂĄet talepapiret fra — forsikrings-selskaberne…
Obama er pragmatiker, forstået på den måde, at han nok har idealerne, men han er godt klar over, at der skal også være en måde at få idealerne ned på jorden, få dem gjort gangbare, så de kan komme ud blandt almindelige folk.
Mht. Carter og miljø og menneskerettigheder, ja har eftertiden efter 1970erne jo vist, at manden havde ret – det var fokus pĂĄ menneske-rettigheder og miljø, der skulle være.
Obama har desuden ej heller lagt skjul pĂĄ at han ville optrappe USA’s militære indsats i Afghanistan, redde USA’s automobil-industri mv.
En anden vigtig begivenhed der også bidrager til Carters status som USA dårligste præsident i det 20. århundrede, var hans beslutning om at fjerne alle amerikanske atomvåben fra Sydkorea og drastisk nedskære den militære støtte til landet. Denne skæbnesvangre beslutning betød at Sydkorea iværksatte et atomprogram der igen medførte at Nordkorea startede deres eget atomprogram som svar på det sydkoreanske.
Lidt firkantet sagt kan vi takke Carter for Nordkoreas atomvĂĄben.
Jeg tvivler på Simon Schama læser din blog, Søren
Her er en kommentar, der viser hvorfor saa mange er imod sundheds reform forslaget:
We shouldn’t show the arrogance of not getting the message here,” said liberal Rep. Anthony Weiner.
That is THE first thing the Weiner has EVER said that has made sense and that I can agree with.
The politbureau here in NY is hopefully on the verge of crumbling in Nov. I can only hope NYers are as fed up with the liberals they’ve been sending to Albany and Washington for decades as apparently the good folks of MA were.
Democrats, you still have the majority. Do the right thing, listen to the Weiner and start over, in smaller bites, measured steps. FIRST, One fifty page bill: prohbit pre-existing condition exclusions and rescission, and remove the insurance industry’s anti-trust immunity. One 50 page bill: Clean up Medicare/caid, bank the money. Next: Tort reform. Then reassess.
NO PORK, NO UNIONS, NO INTER-PARTY BRIBES, NO MANDATES, NO CLOSED DOORS, NO ATTACHING UNRELATED MEASURES TO SNEAK THEM PAST AND CSPAN BROADCASTS ALL OF IT.
Republicans, you’re on notice: This is NOT a referrendum to your advantage. Stay up on your right-wing high horse, and the Dems retain control. You can, AND MUST, force your way to the table now but be warned: clinging to YOUR ideology will be no more popular than the Dems clinging to theirs has been.
And we ALL need to stay on top of this. Or we’re still screwed.
Barack ‘No, we couldn’t’ Obama har udrettet præcis nada i sit første ĂĄr og intet tyder umiddelbart pĂĄ større succes i de følgende 3 ĂĄr.
Republikanerne kan se frem til 2 jordskredssejre: nu til november og igen i november 2012.
Det var da en besynderlig, skadefro, nærmest gnækkende kritik af Demokraterne og Obama fra Venstres udenrigsordfører.
Man kan kun ræssonere at Venstre ĂĄbenbart har skiftet søsterparti fra Demokraterne til Sarah Palin, W. Bush’, Glenn Beck og Rush Limbaugh’s GOP parti?
@Peter Wilder
Godt ord igen. Rart med synspunkter hævet over black & white niveau.
Det ser ud som om Joe Six Packs er blvet træt af de gigant-regninger Demokraterne bliver ved med at udskrive til ham. Han oplever jo ligesom ikke i sin hverdag en fordel i, at Obama og Demokraterne ‘on the Hill’ har postet mia. af skatte-dollars i f.eks. ‘banks that are too big to fail’. Og nu bliver den atme flĂĄede mand sĂĄ ovenikøbet ogsĂĄ præsenteret for en ny ĂĄrlig mia-regning i.f.m. denne opreklamerede federale sundhedsreform. Jeg vil gætte pĂĄ at dette for Joe Six Pack er ‘change he can’t believe in’.
@Gerald: Som det fremgår af en lang række af mine kommentarer, så har min analyse intet med Palin og Co at gøre. Og som du kan se af Berlingske er Scott Brown ikke repræsentativ for den fløj af partiet. Men deltage i debatten uden at læse den kan man naturligvis altid. Det er ingen kunst.
PS: Kan du ikke samle dine indlæg? Det bliver spam-agtigt, når du skriver på denne måde.
@Jens Hansen
“at Obama og Demokraterne â€on the Hill’ har postet mia. af skatte-dollars i f.eks. â€banks that are too big to fail’”…….
Ligesom Lene E. har gjort her i Danmark??
Ringer “Danske Bank” en klokke? Roskilde Bank? Fionia Bank?
@Søren
Jeg HAR læst dit stykke.
Fastholder dog, at det overordnede indtryk er en vis skadefryd.
F.eks. er sætningen ” hvad har nobelpristageren egentlig udført?” vel ikke specielet respektfuld eller objetiv?
“hvad har nobelpristageren egentlig udført?” vel ikke specielet respektfuld eller objetiv?”
Ved at forhindre valget af McCain og fortsættelsen af Bush-dynastiet – reddet den amerikanske retsstat og dets demokrati. Det er vel en fredspris værdigt.
@Jacob E: Hvor var McCain i modstrid med den amerikanske retsstat og dets demokrati? Og var det ikke den amerikanske forfatning, der standsede Bush-dynastiet?
Søren, tak for dine svar.
Du tager stadig nogle ting for givet, som i mine øjne er aldeles usikre.
1) Du tager for givet, at tilpas mange demokrater er dumme nok til at gå til valg i november på at være imod en sygesikringsreform, som de var for, før de var imod den.
Jeg har lært, at man aldrig skal undervurdere demokraters evne til at dumme sig, men er der Ă©n dyrekøbt lektie, de husker i det parti, er det Kerry’s fra 2004.
2) Du tager for givet, at et flertal af amerikanerne er imod sygesikringsreformen, FORDI DEN ER FOR VENSTREORIENTERET.
Du refererer til en enkelt mĂĄling – fra Rasmussen-instituttet, som du formentlig ved ledes af en tidligere republikansk konsulent. Det er lidt for taknemmeligt, Søren Pind. Du kunne ogsĂĄ have valgt den nyeste fra Gallup, som viser et flertal for reformen (49-46%). Men ret skal være ret; et gennemsnit af de seneste mĂĄlinger viser en svag modstand imod reformen. Det interessante spørgsmĂĄl er imidlertid, om disse utilfredse vælgere er imod, fordi den er for venstresnoet?
Det har vi faktisk mĂĄlinger, som kan give et billede af. Ipsos/McCarthy pĂĄviste sĂĄledes i december, at 12 procent er imod reformen, FORDI DEN IKKE ER VIDTGĂ…ENDE NOK. Lægger man de 12 procent til den gruppe af vælgere, som støtter reformen, fĂĄr du et klart flertal, som grundlæggende ønsker en sygesikringsreform. En en del af dem mener altsĂĄ, at det nuværende lovforslag er for dĂĄrligt – formentlig fordi de ønsker et statsligt element. At lovforslaget med andre ord er for lidt venstreorienteret. Det er jo noget ganske andet, end det du antager. Det rokker fundamentalt ved din analyse af, at amerikanernes default position er at være modstandere imod en sygesikringsreform fra DC.
Af samme grund vil jeg stille spørgsmålstegn ved din vurdering af, at vælgerne i MA stemte for republikaneren Brown, fordi de finder Obama for venstredrejet.
Et flertal af vælgerne i MA støtter stadig Obama. Det viser selv den Rasmussen-måling, du refererer til. Et markant flertal (+30%) er samtidig tilhængere af statens lokale sygesikringsordning, som til forveksling ligner den, som er vedtaget, men altså ikke endelig godkendt i Kongressen. Selv gårsdagens vinder Scott Brown stemte guddødemig for den! Hans forsvar for at være imod, at de 300 millioner amerikanere uden for MA skulle nyde godt af en lignende ordning, lød i valgkampen således:
“Why should we in Massachusetts subsidize what other states should be doing? I have to be a little parochial.”
Det i sig selv mĂĄ vel fĂĄ Demokraterne til at spekulere pĂĄ, om man skal tage resultatet i MA – hvor alle har sygesikring – som et udtryk for, at der er lignende modstand mod sygesikring i samtlige andre stater, hvor millioner af mennesker ikke har sygesikring?
Min egen ringe vurdering er den, at vælgerne i MA stemte imod demokraten Martha Coakley af to grunde: For det første fordi den økonomiske krise altid rammer den siddende magthaver – i dette tilfælde Demokraterne. For det andet fordi hun ganske enkelt var en usædvanlig ringe kandidat. Jeg mener; hvem pokker kunne slippe godt fra i baseball-højborgen MA at kalde en tidligere stjerne fra Boston Red Sox for Yankees-fan? Det svarer til, at en borgmesterkandidat i Brøndby stemplede Kim Vilfort som FCK-mand! Det ville ikke ske i Brøndby, og det mĂĄtte slet ikke ske i Boston, men det gjorde det altsĂĄ, og det viste en kandidat fuldstændig uden kontakt til almindelige menneskers hverdag.
En sidste ting. Du spørger mig, hvor du har skrevet, at Republikanerne nu bør sige nej til alt i Senatet? Jeg refererede til denne sætning i dit svar til Hans kl. 11.52:
“Undlader republikanerne at misbruge det faktum at de nu kan bremse alt vil de ogsĂĄ vinde midtvejsvalget. Stort.”
Jeg har genlæst sætningen, og mĂĄske misforstĂĄr jeg dens mange negationer. Men “undlader…at misbruge” mĂĄ være det samme som at bruge noget med omtanke. Jeg opfatter dig derfor sĂĄdan, at hvis Republikanerne med omtanke udnytter “det faktum, at de nu kan bremse alt, vil de ogsĂĄ vinde midtvejsvalget. Stort”.
Hvis dette er din holdning, så må jeg igen spørge: Hvad nyt er der i, at Republikanerne vil sige nej til alt? Det har de gjort hele året, og det har været en stærk medvirkende faktor til, at al lovgivning går ekstremt trægt gennem Kongressen, og en væsentlig årsag til, at Demokraterne og i endnu højere grad Obama trods alt fortsat får højere approval ratings end Republikanerne.
Jeg må samtidig spørge, om det virkelig er Venstres udenrigspolitiske ordførers ønske, at Republikanerne bremser for, at 30 millioner amerikanere får adgang til sygesikring, at Guantanamo-fangerne flyttes fra Cuba til fængsler på det amerikanske fastland, at Obama som ønsket får vedtaget en omfattende spareplan for den offentlige sektor, at bankerne gennem en skat skal betale hjælpen under finanskrisen tilbage, og at der kommer en ny klimalovgivning i USA, som kan mindste udslip af drivhusgasser og sætte gang i grøn teknologi? Bare for at nævne nogle eksempler.
Søren Pind, er det i dansk interesse, at det amerikanske samfund kort og godt sættes i stå?
@Gerald B
“Ligesom Lene E. har gjort her i Danmark??
Ringer “Danske Bank” en klokke?”
Jeg tror egentlig de Amerikanske vælgere er ret ligeglade med både Lene E. og Den Danske BAnk. Ja, faktisk tror jeg ikke de aner hvem de er. De ved derimod at Obama og Demokraterne har postet milliarder i de store Amerikanske banker.
Pinds pĂĄstand om, at sundhedsreformen er “stendød” er langt fra sĂĄ indlysende, som det mĂĄske kan lyde. Lige nu er spillet det, at demokraterne skal vise, at de lytter til folkedybet og viser ydmyghed og respekt for vælgernes signal. Obama skal pĂĄ den anden side vise, at han som præsident har styrken til at fĂĄ sin mærkesag igennem og ikke ryster pĂĄ hĂĄnden sammen med sit betydelige demokratiske flertal i repræsentanternes hus. SĂĄ mĂĄske skulle vi lige se tiden an først.
@Karl Erik:
AltsĂĄ – man kan grundlæggende sige, at der i hvert fald er en klar strøm i retning af republikanerne overalt i Amerika, se f.eks. denne . En fordel, som ogsĂĄ Rasmussen tidligere rapporterede Demokraterne – i overvældende grad – havde.
Mht. sundhedsreform så er der to forhold du gør gældende:
1) hvorfor skulle der være modstand i Massachussets, nĂĄr man selv har samme ordning? Svaret er enkelt: I store dele af det amerikanske politiske liv er der en – enorm – modstand mod, at den føderale regering blander sig i, hvad staterne selv kan hĂĄndtere.
2) At der ikke er modstand mod den i befolkningen som helhed. Hmm. Det tror jeg du fĂĄr svært ved at nĂĄ langt med, det synspunkt. Men det afgørende er, at rigtig mange demokrater nu vil blive skræmt. De første reaktioner kan du jo allerede se. Al snak om at presse det igennem er nu opgivet. Og som du kan se af efterfølgende link er hele sundhedsreformen allerede nu godt udvandet af præsidenten himself: Jeg tror ikke, Republikanerne vil medvirke til noget – det vil Obama sĂĄ prøve. Men det tror jeg ikke man vil bebrejde det republikanske parti, at man ikke vil medvirke til. Partiet har været klar i mælet fra begyndelsen af: Ingen bureaukrater mellem patienten og lægen.
Det bringer mig sĂĄ videre til mit eget standpunkt. Jeg støtter ir og for sig en politisk tilgang som den i Massachussets, og jeg sĂĄ den meget gerne gennemført i Danmark. Jeg har igennem mange ĂĄr argumenteret for den Schweiziske model med lovpligtig sundhedsforsikringer, men konkurrerende sygekasser, se linket ovenfor. Det har bare ikke noget med min analyse af amerikansk politik at gøre. Det er efter min opfattelse et valg, de amerikanske vælgere skal træffe – ikke jeg. Og jeg vil i hvert fald ikke moralisere over det. Der ser vi to nok lidt forskelligt pĂĄ den sag.
Mht. “misbrug” – sĂĄ mener jeg netop ikke, Republikanerne fĂĄr noget ud af at blokere alt, hvad Obama kommer med. SĂĄ ender de i samme situation som Newt Gingrich i nervekrigen med Bill Clinton hvor den offentlige sektor lukkede ned. Det var der ingen der takkede det republikanske parti for – og Clinton kom stærkt igen pĂĄ den sag. SĂĄ jeg mener sĂĄdan set det stik modsatte af det du har analyseret dig frem til jeg mener.
Dine øvrige spørgsmål, på nær om Guantanamo, er alle spørgsmål jeg mener, de amerikanske vælgere skal tage stilling til. Obamas angreb på bankerne, der sjovt nok faldt sammen med afslutningen af Massachussets og elendige opinionstal, skal man vist være mere end naiv for ikke at se som vulgær populisme, der apelerer til den laveste fællesnævner. Men fred være med det.
Jeg føler mig ikke overbevist om dit lighedstegn mellem de spørgsmĂĄl og sĂĄ at det amerikanske samfund sættes i stĂĄ. Tværtimod mener jeg egentlig, at Obama har glemt den vigtigste lektie fra Clinton (der paradoksalt nok et eller andet sted var Troldmandens ((Reagans)) lærling): Its the economy, stupid…
Dan Marstrand: “Er kritikken mod Obama ikke ogsĂĄ i høj grad et udtryk for utĂĄlmodighed i den amerikanske befolkning?
Er det virkelig rimeligt at forvente, at Ă©n mand pĂĄ blot et ĂĄr skulle kunne hive verdens største økonomi ud af et historisk stort hul,…”
Du kan se en figur som en USAs (og Verdens) førende økonomer har lavet over Obama-administrationens prognose (fra januar 2009) over arbejdsløsheden med og uden deres gigantiske stimuluspakke:
http://gregmankiw.blogspot.com/2010/01/unemployment-update.html
I den påstår de kort sagt, at arbejdsløsheden ville have toppet med knap 8% i 3. kvartal 2009 (en stigning på 1%-point fra hvor prognosen blev lavet). I virkeligheden er arbejdsløsheden steget 3 gange så meget som de har forudsagt til lidt over 10% og er ikke begyndt at falde som Obama-administrationen ellers hævdede at den ville.
Så hvis den amerikanske befolkning er utålmodig og utilfreds med den nuværende administration er det med god grund. Og det er jo ikke kun en person. Obama står blot på toppen af kransekagen.
USA’s præsident kaldes ogsĂĄ “verdens vigtigste mand”. Det er en sandhed med modifikationer. USA’s langsigtede og globale interesser fastlægges ikke af en person, der vælges for højst otte og mĂĄske kun fire ĂĄr eller af vælgerfluktuationer, men af de virkelige magtcentre, hvoraf de vigtigste er det nationale sikkerhedsetablissement, Pentagon, det militær-industrielle kompleks, Big Oil og Wall Street.
Ingen præsident kan gĂĄ imod deres interesser, med mindre han søger martyriet. Som den amerikanske historiker og politiske analytiker Gareth Porter siger: “Jeg tror, at det er umuligt at ændre systemet indefra. Det ville kræve en præsident, som var parat til at gĂĄ ned i flammer og havde viljen til at sætte sig op imod hele det nationale sikkerhedbureaukrati”.
“Verdens mægtigste mand” er en marionet med begrænsede manøvremuligheder i hænderne pĂĄ endnu mægtigere interesser. Før valget hedder det “Yes, we can”, efter valget “Yes, I must”.
Læste engang at USA styres af jurister og Kina af ingeniører Den største forskel er nok, at i USA ønsker man så svag en stat som muligt, og helst næsten uden penge, hvor man i Kina ønsker en stærk og rig stat.
Selv om styret i Kina helt bestemt har mange fejl, sĂĄ tror jeg, de har fat i den lange ende.
De seneste analyser af vælgernes adfærd fra Mass. viser IKKE noget klart billede af, at vælgerne fravalgte sundhedsreformen som sådan. I stedet var der tale om proteststemmer eksempelvis over for demkraternes håndtering af Wall Street og mange var også utilfredse med, at sundhedsreformen ikke var vidtgåede nok. Derfor stemte de paradoksalt nok på en republikaner eller blev hjemme.
Som anført, sĂĄ breder panikken sig… http://www.politico.com/news/stories/0110/31763.html
Søren, jeg moraliserer nu ikke mere, end du gør, men fred være med det. Lad os prøve at holde os til det analytiske – for eksempel fra dette helikopterperspektiv:
Demokraterne havde i forgĂĄrs 60 stemmer i Senatet, nĂĄr man tæller revl og krat med. Efter tabet i MA har de 59. En katastrofe for Obama og Demokraterne, lyder det i kor fra analytikere i DC, og du stemmer i. Men hvor mange stemmer havde Demokraterne efter valget i 2008, da de selvsamme analytikere spĂĄede, at nu kunne Demokraterne fĂĄ alt det igennem, de ville – og de var idioter, hvis de ikke brugte det solide flertal?
Svaret er 59 stemmer – altsĂĄ præcist det samme som i dag. (At de i 2009 kom op pĂĄ 60 skyldtes, at en republikaner (Specter) skiftede side.)
Verden er selvfølgelig ikke den samme som i forgĂĄrs. Et nederlag i MA er en ordentlig lussing. Meget tyder da ogsĂĄ pĂĄ – herunder det Obama signalerer i dit link til New York Times – at Demokraterne er i panik og nu blindt er ved at gĂĄ i Republikanernes fælde: nemlig at tilslutte sig det fejlagtige mantra, som Republikanerne med stor dygtighed har plantet i medierne bĂĄde i USA og herhjemme, at health care-reformen er for venstreorienteret til amerikanerne. Det er der ganske enkelt ikke statistisk data til at kunne fastslĂĄ.
Men helt grundlæggende: Hvorfor er det i dag et problem at bruge et politisk flertal, når det var indlysende rigtigt at bruge et identisk politisk flertal for bare et år siden? Det giver ingen mening, med mindre man forstår, at der er tale om politisk spin.
Jeg tror, at Demokraterne inden for de nærmeste dage vil se i øjnene, at vælgernes dom vil være langt hĂĄrdere, hvis de smider health care-reformen, end hvis de vedtager den i Repræsentanternes Hus. Ja, Republikanerne vil himle op om, at loven “presses igennem” – og de har i hvert fald fĂĄet dig til at hoppe pĂĄ, at de udelukkende har vælgernes ve og vel og demokratiet pĂĄ sinde. Men ville Republikanerne tøve bare et sekund med at bruge et politisk flertal, som det Demokraterne fik i 2008 og stadig har i behold, til at trumfe en lov igennem, selv om Demokraterne spillede hellige og advarede mod vælgernes dom? Give me a break.
Det er meget muligt, at du læser Demokraterne bedre end jeg, og at partiet er en bunke tøsedrenge, som ikke har, hvad der skal til, for at udnytte et selv historisk flertal til at få sit program igennem. Bedømt på panikken i disse dage er der meget, der peger i den retning.
Men man kan også forestille sig, at når panikken har lagt sig, vil Demokraterne stå tilbage med den mere logiske analyse, at de ikke kan gå til midtvejsvalg på at have smidt deres mest prestigefyldte plan på gulvet, når de stadig har et fuldt legitimt demokratisk flertal til at få den igennem. Og så bare fordi, at de mødte lidt modstand i den eneste stat, som allerede har universel health care. Det er muligt, at enkelte midtervælgere vil være tilfredse, men jeg tvivler nu på, at de vil belønne vægelsind og nederlag frem for principfasthed og sejr. Derimod er det stensikkert, at Demokraternes base vil gå bananas og blive hjemme fra valget i hobetal, hvis den ikke som lovet får health care. Så kan man for alvor tale om, at Obama-boblen er bristet.
En sidste ting: Du har, mener jeg at vide, ligesom jeg rejst og levet i USA. Du ved, at health care er højt, højt oppe pĂĄ den almindelige middelklassevælgers dagsorden – ogsĂĄ i dag. Du har ret i, at stemningen omkring reformforslaget, som det ligger, er lunken. Men jeg er overbevist om, at forslaget indeholder sĂĄ mange fordele frem for systemet i dag, at Demokraterne med lidt dygtighed i de kommende ti mĂĄneder kan overbevise skeptiske midtervælgere om, at deres hverdag bliver bedre med denne reform. Det er jo netop derfor, at Republikanerne er sĂĄ forhippede pĂĄ at slĂĄ den ihjel; de ved, den bliver populær.
For Republikanerne handler det mindre om politisk indhold og mere om det politiske spil. Det er de til tider blevet straffet for, som du skriver, men set over de seneste 16 ĂĄr er det nu som hovedregel kommet dem til stor gavn – pĂĄnær i 2006 og 2008. Nu mĂĄ vi se, om Demokraterne er dem en værdig modstander. Hvis ikke, har den republikanske strategi virket helt efter hensigten endnu engang.
Hvis du følger f.eks. meningsmĂĄlingerne omkring sunhedsreformen i the Rasmussen Report (som bestemt ikke ligger til venstre), sĂĄ har det fremgĂĄet gang pĂĄ gang – med helt op til 70% i enkelte analyser – at “amerikanerne”, som du ynder at skrive Søren, ligger langt til venstre for deres politikere.
Der har altid være mindst 50% opbakning til en sundhedsreform – og generel opbakning til en der gĂĄr videre end de nuværende smĂĄjusteringer. Der har sĂĄgar flere gange været mĂĄlt opbakning i befolkningen til sundhedsreformer a la den skandinaviske model! NĂĄr folk er utilfredse med den nuværende, sĂĄ ignorerer du meget passende, at disse utilfredse inkluderer en masse, der ligger til venstre for Obama. Alle der gĂĄr ind for Universal Health Care, eller Single Payer … for slet ikke at tale om alle der gĂĄr ind for fri abort (adgangen til abort er truet af det nuværende reform-forslag) er dybt utilfredse med det nuværende forslag. Og selvom disse politiske positioner stort set ikke repræsenteres af nogen politikere i Kongressen (og de blev i øvrigt bevidst og ĂĄbent udelukket fra debatterne om sundhedsreformen), sĂĄ repræsenterer de altsĂĄ jævnligt en pæn portion af den amerikanske befolkning, hvilket man kan konstatere, nĂĄr man følger meningsmĂĄlingerne.
Naturligvis findes der slet ikke sĂĄdan et nonsens-begreb som “amerikanerne” i denne betydning. Vi taler om hundreder af millioner mennesker, der spænder fra de mest ærke-konservative, fascistiske, teokrater i det kristne taleban og over hele spektret til folk der ikke blot er venstreorienterede i amerikansk forstand (dvs højre-socialdemomkrater og venstre-liberalister) men de venstreorienterede, som slet ikke registreres eller repræsenteres i amerikansk politik. Derfor er det helt absurd og udtryk for foragt for forstĂĄelse af amerikansk politik og kultur at skrive sĂĄdan noget som “det amerikanske folk mener at” – det amerikanske folk mener ikke noget entydigt!
Men… hvad vi ved er at flertallet af den amerikanske befolkning mener noget ganske andet end flertallet af de amerikanske politikere! Og hvis vi følger meningsmĂĄlingerne angĂĄende holdninger til konkrete politiske spørgsmĂĄl – sĂĄsom minimumsløn eller retten til sundhed – sĂĄ kan man hurtigt og gang pĂĄ gang konstatere at et flertal af amerikanerne ligger til venstre for flertallet af deres politikere.
Disse tælles naturligvis også med i kategorien af folk, der er utilfredse med hhv sundhedsreformen og Obama generelt.
Massachusets har for eksempel fri abort – og de har allerede sygesikring. Hvis deres sygesikringssystem bliver overtaget af det nuværende nationale “kompromis” (som pĂĄ nogle omrĂĄder som vi skal se er mere højreorienteret end den nuværende situation), sĂĄ vil de pludselig kunne miste adgang til abort, fordi ethvert hospital og enhver sygeforsikring, der modtager offentlige tilskud (som de alle vil gøre) sĂĄ vil være tvunget til ikke at tilbyde aborter. Der er altsĂĄ gode grunde til at folk i Massachusets, som bestemt ikke ligger til højre for den semikonservative præsident, skulle ønske at stoppe den reform.
De fĂĄ progressive repræsentanter i Demokraternes parti har i øvrigt ogsĂĄ luftet muligheden for at de ville stemme nej. Modstanden kommer ikke kun fra talebanerne og Fox-segmentet. SĂĄ du kan hverken skære alle amerikanere over Ă©n kam med en eller anden ‘volks-mentalität’ eller gruppen af amerikanere, som er utilfredse med regeringen og/eller sundhedsreformen. I begge tilfælde lægger du vidt forskellige politiske positioner sammen og lader som om at kun den ene tæller, selvom du har taget dens modstanderes antal og talt dem med.
Det svarer til, hvis man i dansk politik mĂĄlte hvor mange der var uenige med Socialdemokraterne og sĂĄ konkluderede at hele denne kategori (der nok er pænt stor) lĂĄ til enten højre eller venstre for partiet. Det kan man naturligvis ikke. Og man kan endnu mindre bruge denne kategori til at sige noget om “det danske folkedyb” og denne mytologiske skabnings holdninger – det ville jo blive et skizofrent monster, hvis det skulle have sĂĄ vidt forskellige holdninger pĂĄ Ă©n og samme tid og stadig udgøre en enhed.
@Søren Pind
James Carville, Clinton’s chief strategist, coined the phrase ” it’s the economy, stupid..!
As a matter of fact he hung a sign in Clinton’s Little Rock campaign headquarters that read:
1.Change vs. more of the same
2.The economy, stupid
3.Don’t forget health care
http://www.telegraph.co.uk/news/newstopics/byelection/2015038/Gordon-Brown-Its-the-economy-stupid.html
Obamas medansvar for resultatet i Mass.
“he did not make the case strongly enough that the health care system and the economy are deeply interconnected or explain why Americans should care about this huge issue in the midst of a recession: If they lose their jobs, they lose their health insurance.”
http://www.nytimes.com/2010/01/21/opinion/21thur1.html
@Søren Pind
“Obamas angreb pĂĄ bankerne, der sjovt nok faldt sammen med afslutningen af Massachussets og elendige opinionstal, skal man vist være mere end naiv for ikke at se som vulgær populisme, der apelerer til den laveste fællesnævner”
I reckon Paul Volcker would disagree with you on this one, Charlie..
The conservatives’ advantage is simple: they know exactly what they are trying to achieve. They seek to preserve, as far as possible, existing structures of economic privilege, power and social traditions. That means, of course, the preservation of the capitalist system. The more that it appears in danger, the greater will be the fear of change among the natural majority in any reasonably affluent society, and their main priority will always be to keep the privileges and lifestyles they enjoy. To achieve this, conservative politicians and voters are willing to bury all minor ideological differences and use every conceivable mechanism to keep power.
Progressives, by contrast, are united only by what they are against. They do not like the status quo, which they consider unjust. But once they gain power, as shown by the Democrats’ internecine struggles over healthcare, they are riven by conflicts. Because progressives are fighting for an infinite range of possible reforms, it is much harder to unite behind any specific programme.
The only way for progressive parties to win and keep power in modern democracies is to show great discipline in uniting around a clear and narrow agenda and to behave extremely aggressively towards their conservative opponents.
The Democrats’ failure to capitalise on the post-Lehman economic crisis could serve as an object lesson in how not to do this. Instead of heaping all the blame on the Bush Administration and the extreme free-market ideology of the congressional Republicans, the Democrats tried to pursue a bipartisan approach in Washington, while directing their political fire against bankers on Wall Street. The Republicans were delighted to join the rhetorical attacks on bankers, as it distracted from their own primary responsibility for the disaster.
The Democrats could have argued, quite justly, that what turned a relatively normal boom-bust cycle in housing into the greatest financial disaster in history was the Bush Administration’s incompetence and its ideological refusal to intervene in the mortgage markets and the banking system much earlier.
Instead, Mr Obama effectively exonerated the Bush Administration by accepting personal responsibility for the crisis from the moment of his inauguration. This was brave but foolhardy. As a result, voters now blame the Democrats, not the Republicans, for unemployment. Polls show that the Democrats’ $800 billion jobs and stimulus programme, which is partly responsible for pulling the economy out of recession, is widely confused with the hated $780 billion bank bailout package introduced by the Republicans under President Bush.
Contrast this with how Republicans handled the deeper economic crisis that confronted President Reagan in 1981. Democrats take some comfort that Reagan lost popularity during his first year just as quickly as Mr Obama, but went on to win a landslide victory in 1984.
The key difference, as noted by E. J. Dionne, the Washington Post political commentator, before this week’s Massachusetts debacle, was that Reagan refused to take responsibility for the economic crisis. Instead, he devoted the first two years of his presidency to convincing voters that this economic disaster was entirely the responsibility of Jimmy Carter and the liberal progressive elite. By the time that the economy started improving, voters were so convinced by this that the credit went entirely to Reaganomics.
The economic pattern of the early 1980s may well be repeated. The US economy is likely to start to recover strongly, with a growth rate of more than 5 per cent expected this month.
But it looks increasingly doubtful that Mr Obama and the Democrats will enjoy the benefits. Having won Massachusetts, the Republicans will have no compunction in claiming that what saved the US economy was the conservative backlash. If the Democrats fail to challenge them, this is the version of reality that American voters will start to believe.
Tak for dit svar, Søren.
Og jeg er selvfølgelig fuldstændig klar over, at den amerikanske vælger forventer og forlanger at deres præsident hæver sig over dagligdagens fnidder-fnadder og “fixes what needs fixing”. MEN.., er dette sĂĄ en realistisk forventning? Det mener jeg ikke det er for en “new in town President”! Det tager tid for præsidenten og hele hans stab i det hvide hus at tilvænne sig DC jargonen og hvilken vej dørene ĂĄbner. Det var dĂ©t jeg mente da jeg skrev, at det reglen mere end undtagelsen at en præsidents første ĂĄr som oftest bliver lidt tyndt.
Kære Søren,
Jeg er enig i, at det ser sort ud for Obamas administration nu.
Men du kan da for alvor ikke sige, at republikanernes alternativ McCain-Palin var attraktivt i 2008?
McCain kunne have været en seriøs kandidat i 2000, men ikke i 2008, og med valget af Sarah Palin undergravede han enhver seriøsitet.
Nej, republikanerne havde for alvor gode kandidater dengang Teddy Roosevelt og Ronald Reagan var pĂĄ banen ;o).
Mvh
Jan Wammen
@Søren Pind
NĂĄr man har sin daglige gang i export møder med Amerikanske firmaer kan man ikke ind imellem over frokost eller lignende at fĂĄ spørgsmĂĄlet fra Amerikanerne “Hvordan er dansk politik egentlig i forhold til USA”.
Er du enig i nĂĄr vi faktisk svarer “Danmark er i bund og grund et socialistisk land som for tiden har en højre regering. Men fordi det er et socialistisk land er selv amerikanske demokrater mere højre drejet end den danske regering”. – eller skal vi svare noget andet.
Det er sĂĄ let at komme til at spilde sin egen og læsernes tid, nĂĄr man skal lege udenrigskommentater i et land, hvor man ikke rigtig kender systemet. Som for eksempel dette indlæg, hvor Søren Pind endnu ikke – pĂĄ trods af adskillige henvendelser fra læserne – har givet udtryk for at have bidt sig selv i læben for at have skrevet om valget i Massachusets og kædet det entydigt sammen med en generel national holdning til sunhedsreformen, pĂĄ trods af at han ĂĄbenbart ikke var klar over, at Massachusets faktisk har den samme sundhedsreform og derfor ikke kan sammenlignes med resten af landet pĂĄ det omrĂĄde. Jeg synes det er lidt pinligt (bare rolig: det er ikke mere pinligt end sĂĄ meget andet der trods alt skrives af “rigtige” journalister).
Her fra Washington Post:
Brown’s victory in Mass. senate race hardly a repudiation of health reform
While many are describing the election to fill the late Edward M. Kennedy’s Senate seat as a referendum on national health-care reform, the Republican candidate rode to victory on a message more nuanced than flat-out resistance to universal health coverage: Massachusetts residents, he said, already had insurance and should not have to pay for it elsewhere.
Scott Brown, the Republican state senator who won a stunning upset in Tuesday’s election, voted for the state’s health-care legislation, which was signed by then-Gov. Mitt Romney (R) and has covered all but 3 percent of Massachusetts residents. That legislation became the basic model for national health-care legislation. Brown has not disavowed his support for the state’s law, which retains majority backing in Massachusetts.
“We have insurance here in Massachusetts,” he said in a campaign debate. “I’m not going to be subsidizing for the next three, five years, pick a number, subsidizing what other states have failed to do.”
In a news conference Wednesday, he said, “There are some very good things in the national plan that’s being proposed, but if you look at — and really almost in a parochial manner — we need to look out for Massachusetts first. . . . The thing I’m hearing all throughout the state is, ‘What about us?’ ”
Det samme kan de ikke sige i andre stater. Men de kan sige: “Massachusets already has healtcare – what about us?” Og altsĂĄ gĂĄ den stik modsatte vej, hvis det skulle være. Man kan ikke ekstrapolere fra Massachusets til resten af landet… og det ville man vide, hvis man kendte noget til emnet, hvilket Søren Pind da bestemt skal være undskyldt ikke at gøre, da selv professionelle journalister ofte laver samme overfladiske og derfor fejlagtige analyser.
Nu har vi altså lært, at det kunne man ikke. Så lad os komme videre.
@Ole: Hvis du f.eks. læser min besvarelse til dig i gĂĄr kl. 15.38 og min besvarelse til Karl Erik Stougaard 00.58, sĂĄ vil du se, at din anke for længst er besvaret. Det er mĂĄske hensigtsmæssigt, nĂĄr man kritiserer folk, at man lige læser, hvad der sĂĄdan set er skrevet før. Tal om pinligt…
Du kan vride og vende dig – men Brown gik til valg pĂĄ at forhindre Obamas reform. Det var hans hovedpointe. Og han vandt. Se i den sammenhæng George Wills udmærkede kommentar
Set fra et helt egoistik synspunkt, hĂĄber jeg ikke at US for den sundhedsreform. De kaster jo rigtig mange penge ind i medicinalindustrien, som alt andet lige betyder bedre og billigere medicin til os i DK. Hvis de fĂĄr den sundhedsreform vil de overordnet set begynde at betale mindre – og det vil dermed blive dyrere for mig. Næ, bare hold amerikanerne i mørket – nu hvor de alligevel godt kan lide at betale for meget.
I want to let all Denmarkers know how deeply i am glad how Politiken has been supportive to the small “uncle” nation Iceland in north.
On times like this its crusial to have friends like Politiken that supports our tiny nation against the big bullie nations that try to step on us.
And im hoping alot of tourists will come next summer to Iceland after all these advertisements hehe that we had, actually im hoping that the big volcano: Hekla will explode… that would help getting “positive” news (advertisements) for my little project that im starting.
Im starting a litttle hiking company: http://www.icenature.com if you are interested…. http://www.icenature.com
Greetings from Iceland.
P.S. “aunts” nation as well.
P.P.s. Support Haiiti !
Tangere det ikke lovlig korruption når højesteret i USA med stemmerne 5 mod 4 gør det lovligt at bestikke politikkere bare man har en virksomhed.
altså helt ærligt, USA min bare r.. og så skal vi ligge på halen for dem og kalde det, et af de mest demokratiske lande,det er ren mafia og total ringeagt for hvad der bare ligner demokrati, det glæder mig dog, at idet mindste at Obama er særdeles utilfreds med vedtagelsen
uha hvor jeg græmmes
vh
Fuldstændig enig, Freddie. USA har noget tilbage at ønske sig, når det kommer til demokrati.
@Freddie: Ja jo – jeg ved det egentlig ikke. Jeg har altid undret mig over, at rige menneskers ytringsfrihed skulle være mindre end mindre riges. Men det er da et syn, man kan have. Jeg tror ikke, jeg personligt deler det. Ytringsfrihed er ytringsfrihed.
Søren: Du har ikke gendrevet det, du bliver kritiseret for.
Du gentager, at “Brown gik til valg pĂĄ at forhindre Obamas reform.” Og bortset fra, at jeg hurtigt kan finde citater fra Brown selv, hvor han direkte modsiger dette, sĂĄ er det ikke relevant. Det du bliver kritiseret for, er ikke, denne pĂĄstand, men selve det at du ekstrapolerer fra valget i Massachusets – der jo som bekendt er i en ret unik situation hvad angĂĄr sygesikring – til resten af landet.
Det kan man simpelthen ikke på så spinkelt et grundlag. Især ikke når der ikke er noget sammenligningsgrundlag.
Med hensyn til pinlighed (og bemærk venligst, at jeg understregede at det bestemt ikke er mere pinligt end at tilsvarende overfladiske analyser sagtens kunne forekomme i en “rigtig” journalistisk artikel), sĂĄ mĂĄ du altsĂĄ lige læse hvad det egentlig er kritikken (som nu har været rejst mange gange) faktisk gĂĄr ud pĂĄ, sĂĄ du ikke hævder at du har gendrevet den ved at have skrevet om noget helt tredie.
Jeg er iøvrigt ret enig i, at det ser ud til at gĂĄ mere skidt for Obama, men det er primært hans egen – og andre demokraters – skyld, vil jeg mene. Der var forholdsvis massive flertal i befolkningen for mere substantielle reformer, og de folk, der virkelig har haft “hĂĄb” om sĂĄdanne, er blevet grundigt skuffede. Demokraterne har ikke gjort meget med sit flertal (som sædvanlig), sĂĄ hvorfor skulle folk dog tage sig sammen til at stemme pĂĄ sĂĄdan nogen midtersøgende vatnisser? Republikanerene derimod, dem ved man hvor man har – hvis man er imod lovlig abort, homoseksuelle ægteskaber og den slags fyha.
@Ole: Jeg er ikke blind for republikanernes fejl. Det jeg mener, er smukt og meget præcist formuleret her af Peggy Noonan. Måske du forstår, hvad mit synspunkt er, ved at læse dette http://online.wsj.com/article/SB10001424052748703699204575017503811443526.html?mod=WSJ_Opinion_BelowLEFTSecond
Dette har ikke rigtig noget med det nærværende emne at gøre, men dit svar til Freddie kl. 16:28 vidner altsĂĄ enten om, at du svarer pĂĄ noget, du ikke har forstĂĄet, eller at du fordrejer hvad sagen drejer sig om. Under alle omstændigheder er det altsĂĄ noget sludder du skriver – dit svar har intet at gøre med den sag, Freddie henviser til.
Sagen drejer sig ikke en tøddel om “rige” vs “fattige” mennesker. Den drejer sig om selskaber! Rige mennesker har mindst lige sĂĄ megen “ytringsfrihed”, som fattige (hvad angĂĄr denne konkrete sag en hel del mere, da den drejer sig om retten til at give økonomisk støtte til politiske kandidater – inklusiv at købe reklamespots i TV). Men det drejer sig ikke om mennesker – hverken rige eller fattige.
Det det drejer sig om, er at selskaber nu har fĂĄet samme ret til at blande sig i den politiske process, som mennesker.
Det har intet at gøre med om de personer, der ejer eller arbejder i virksomheden, er “rige” eller ej. Det drejer sig om, at virksomheden – som virksomhed – nu kan agere frit i den politiske proces.
Det kan du være for eller mod som du har lyst til – men lad venligst være med at fordreje hvad det drejer sig om. Og lad være med at ophøje dig selv til at være mere principielt for “ytringsfriheden” end Freddie. Grundlæggende rettigheder er noget borgere har – mennesker – ikke nødvendigvis noget virksomheder kan have pĂĄ samme mĂĄde (mener du ogsĂĄ at virksomheder skal have ret til at stemme og stille op til valg som virksomheder?).
@Ole: Dit indlæg er en meget lang argumentation for det, der grundlæggende er udtryk for en – enorm – begrænsning af ytringsfriheden. Jeg finder dette – endnu længere – indlæg fint dækkende http://online.wsj.com/article/SB10001424052748703699204575016843479815072.html?mod=WSJEUROPE_newsreel_opinion
Det ville være rart, hvis du gad at beære dine læsere og meddebatører med lidt argumentation for dine – mildest talt kontroversielle og fornærmende – pĂĄstande, Søren.
Hvorledes er det en “enorm begrænsning af ytringsfriheden” at have regler, der begrænser virksomheders direkte indblanding i den demokratiske proces? Det mĂĄ du gerne lige argumentere for.
Eller du er mĂĄske stadig ikke klar over, hvad sagen drejer sig om? Du tror mĂĄske stadig – som du lod som om overfor Freddie – at det drejer sig om hvad “rige mennesker” mĂĄ sige fremfor “fattige mennesker” (helt ærligt, det mente du ikke! SĂĄ uvidende nægter jeg at tro, at du er. Tilbage stĂĄr sĂĄ muligheden, at du var overordentligt grov og manipulerende overfor Freddie, hvilket ikke er klædeligt!).
Det drejer sig som sagt ikke om “rige mennesker” eller om mennesker overhovedet! Det drejer sig om virksomheder – der altsĂĄ ikke er mennesker. De mennesker der ejer virksomhederne har masser af rettigheder. SpørgsmĂĄlet er her i denne sag, hvorvidt virksomheder skal regnes som fuldbyrdige borgere/personer, og altsĂĄ have samme “rettigheder” som en borger.
Hvis du ikke mener, at virksomheder naturligvis skal have ret til at stemme og stille op til valg(?), sĂĄ mener du jo at virksomheder ikke er personer med samme rettigheder som borgere. AltsĂĄ har du allerede sat deres status og ret til debat. Men du mener mĂĄske i ramme alvor det modsatte? AltsĂĄ at det er en forbrydelse mod “menneskeheden” at virksomheder ikke kan stille op til valg og have stemmeret og andre borgerrettigheder?
Danmark er iøvrigt ogsĂĄ en værre forbryder-stat ifølge den logik du lægger for dagen her. Her i landet mĂĄ jeg for eksempel – da jeg er et menneske – gerne sige: “jeg er den bedste elsker i verden” (eller noget lignende), uanset om det passer eller ej. Men en virksomhed mĂĄ ikke sige “vi sælger de billigste bananer i landet”, hvis det er løgn. Det kan godt være, at du mener at det er urimeligt (der kan sikkert være andre grunde til at mene det)…. men mener du det virkelig fordi, du mener at virksomheder bør sidestilles med borgere og derfor nyde nøjagtigt samme rettigheder?
Gider du ikke godt, at argumentere for dine pĂĄstande? Al ære og respekt for at du deltager i debatten, men hvis du ikke har noget at sige andet end “Du er dum – jeg er ikke” sĂĄ kan det være lidt ligemeget. Men mere væsentligt: lad være med at pĂĄstĂĄ at du har gendrevet noget, nĂĄr det du “gendrev” i virkeligheden var din egen selvopbyggede strĂĄmand – noget som slet ikke blev sagt af din “modpart”.
..Pind´s næsegrus begejstring for den fallerede skuespiller Ronald Reagan deles vist kun af Pind selv og så ca 1% af de mest hardcore neo-conservative old timers, der med glæde tænker tilbage på Reagans version af (ultra)liberalisme..
Ingen af de amerikanere jeg kender, ser tilbage på R.R. som en afgørende faktor i amerikansk politik, tværtimod..
@Michael: Hvilken mængde af information er det, du vil begrænse? Det må jo være konsekvensen, når du vil påbyde mennesker med en vis økonomi kun at bruge lige så meget som mennesker med en mindre økonomi på at ytre sig. Det er i sagens natur en krænkelse af ytringsfriheden. Den konkrete dom handler om et forbud mod udgivelse af en bog! Hvor mange bøger vil du forbyde skal udkomme?
For mig er det enkelt: Vi har ytringsfrihed, og sĂĄ længe man overholder injurielovgivningen o.lign. sĂĄ er størrelsen eller antallet af ytringer man vil fremkomme med sandelig ikke et politisk anliggende. Men mĂĄske menneskerettigheder kun gælder forbrydere og fattige…?
NĂĄr man har overtaget for meget skidt fra andre, sĂĄ kan man meget let komme til at se skidt ud.
Det ser vi jo herhjemme med vores egen Lars Løkke, som skal forsøge at rette op på en passiv forgængers uddeling af gaver til befolkningen.
@ Søren Pind.
Igen – nu er det tredie gang – manipulerer og fordrejer du, sagens emne, for at kunne ophøje dig selv til noget. Denne gang for at nedgøre Michael.
Du skriver> “@Michael: Hvilken mængde af information er det, du vil begrænse? Det mĂĄ jo være konsekvensen, nĂĄr du vil pĂĄbyde mennesker med en vis økonomi kun at bruge lige sĂĄ meget som mennesker med en mindre økonomi pĂĄ at ytre sig.”
VEL VIDENDE (med mindre, du skriver om noget, du ikke ved noget om, og ignorerer at du har fået korrektioner flere gange), at det aldeles intet har med sagen at gøre!
For tredie gang: Sagen drejer sig ikke om at folk med flere penge har haft færre rettigheder i USA indtil nu (hvilken i grunde fuldstændigt forrykt og latterlig idĂ©), men om hvorvidt VIRKSOMHEDER kan sidestilles med MENNESKER og bør nyde samme “rettigheder” (selve det at tale om en rettighed til noget, der ikke er en person, er jo en juridisk og politisk absurditet).
Det ved du godt – hvis du da ikke vitterligt er ude af stand til at læse og forstĂĄ. SĂĄ lad dog være med at manipulere. Det er altsĂĄ overordentligt tarvelig debat-stil.
Det kan du gøre overfor Villy Søvndal og andre i det spil, der kaldes “politik” og hvor der er “modstandere” og “allierede” og man spiller for at vinde. Men her – i den virkelige verden, der gĂĄr spillet altsĂĄ ud pĂĄ noget ganske andet. Her fĂĄr du ingen point i form af Gallup-mĂĄlinger nĂĄr du har “jordet en modstander” ved at fyre en løgn af. Tværtimod virker det bare usympatisk.
@Søren Pind:
Dommen åbner ikke kun op for ytringsfriheden på vegne af rige personers virksomheder. Den åbner også op for fagbevægelsen og andre interesseorganisationer, som har organiseret sig som virksomhed.
Med din definition på ytringsfrihed i forhold til virksomheder, så må du jo mene, at fagbevægelsen var i sin fulde ret til at støtte de venstreorienterede partier i Folketinget beløbets størrelse uafhængigt?
@Erik: Ja.
@Ole: Jeg ved ikke, hvorfor du har behov for at optræde sĂĄ unødig uforskammet. Men lad mig sĂĄ, som bl.a. lektor i forfatningsret, og dermed med en vis viden om bl.a. den ukrænkelige private ejendomsret mm., belære dig om, at man mange steder sidestiller juridiske (virksomheder) og private personer. F.eks. har juridiske personer – f.eks. et aktieselskab – da nøjagtig den samme beskyttelse af sin ejendomsret som private personer har. Man kan da ikke nationalisere et aktieselskabs besiddelser uden at yde det erstatning – som nĂĄr du nationaliserer en privat persons besiddelser.
Dette forhold gælder i sagens natur ogsĂĄ ytringer fremsat af selskabet. Og det er velsagtens i rummet mellem den private ejendomsret – d.v.s. friheden til at rĂĄde over f.ek.s sine penge som man vil – foreningsfriheden og ytringsfriheden – d.v.s. retten til at udtrykke sig pĂĄ virksomhedens eller selskabets vegne og varetage selskabets interesser – du finder det, synes jeg, helt naturlige, at naturligvis mĂĄ rige mennesker – og virksomheder – da selvom, hvad de bruger de penge de selv har tjent til inden for lovens rammer. Og at man bruger midler pĂĄ at fremkomme med ytringer eller bøger eller lignende – det mĂĄ være omfattet af bl.a. frihedsrettighederne. At det ogsĂĄ gælder for fagforeninger eller alle mulige andre interesse- og kampagneorganisationer finder jeg kun helt naturligt. Selvfølgelig er f.eks. Amnesty International beskyttet mod at staten kan komme at pĂĄlægge dem en begrænsning i, hvor meget de mĂĄ bidrage med til f.eks. bogudgivelser eller andre forhold, de mener er relevante for deres organisation.
“Men lad mig sĂĄ, som bl.a. lektor i forfatningsret, og dermed med en vis viden om bl.a. den ukrænkelige private ejendomsret mm., belære dig om, at man mange steder sidestiller juridiske (virksomheder) og private personer.”
Helt ærligt. Det er ikke et et svar på et eneste spørgsmål eller indvending. Istedet kommer du med en påstand der dels er tvivlsom og dels er irrelevant. Irrelevant fordi det er specifikt i USA at der er juridisk grundlag for at virksomheder kan have person-status. Det skyldes præcedens fra en retssag i 1886, som mange i øvrigt mener er tvivlsomt fortolket. Det har dog ikke meget med resten af verden at gøre og er bestemt ikke noget universelt.
Tvivlsom fordi det jo ikke rigtig passer – ikke engang i USA. Hvis det passede, sĂĄ ville USA og Danmark jo ikke være demokratier efter din opfattelse. Alle juridiske personer, der er født og opholder sig lovligt i et demokrati, har vel principielt stemmeret, ikke? Men virksomheder og fagforeninger og interesseorganisationer har ikke stemmeret. De er altsĂĄ ikke sidestillede med personer – hvilket da som sagt ogsĂĄ ville være noget juridisk nonsens, der ville gøre grin med hele rettighedsbegrebet.
Igen: mener du ogsĂĄ at det er et angreb pĂĄ ytringsfriheden i Danmark, at virksomheder ikke mĂĄ sige lige hvad de vil, i sin markedsføring af produkter f.eks.? Hvis ja, sĂĄ er du i det mindste konsekvent (og hvis du er endnu mere konsekvent i “virksomheder er juridisk set personer”-argumentet, sĂĄ mener du vel ogsĂĄ at de skal have stemmeret). Men sĂĄ er du nok lidt uenig med de fleste (biologiske mennesker).
Virksomheder har virksomhedsret. Mennesker har menneskeret. Borgere har borgerrettigheder. Der er (ogsĂĄ juridisk) forskel pĂĄ disse begreber. Naturligvis.
Jeg synes i øvrigt ikke at jeg er særlig ubehøvlet. Lidt mĂĄske – i mit sidste indlæg, men det er du altsĂĄ ogsĂĄ i dine svar til andre. Det startede som en diskussion, men nĂĄr du igen og igen prøvede at “jorde” folk, der skrev kommentarer her, ved at manipulere og fordreje det de skrev og fremstille det som om de ikke vidste hvad de talte om (flere gange skrev du det veritable sludder om “rige menneskers ytringsfrihed”, der absolut intet har med sagen at gøre), sĂĄ begyndte det altsĂĄ at ligne et uheldigt mønster. Hatten af for at du deltager i debatten – men det er næsten bedre at tie end at spille ufint. Vi (dvs bĂĄde dig og mig og alle andre) er her ikke for at vinde noget.
Forøvrigt. Nu bliver det jo nærmest filosofisk men det er i det mindste mere jordnært end juridisk.
Jeg vil lige minde juristen om, at juridiske begreber og fiktioner gerne skulle eksistere ikke for sin egen skyld men for menneskers. Det er bare godt at holde i tankerne vil jeg sĂĄdan lige generelt pĂĄpege. Love og den slags er noget mennesker laver for mennesker – ikke noget der eksisterer uafhængigt af os og har sit eget liv. Det samme gælder juridiske konstruktioner som “a legal person”.
NĂĄr vi har det i tankerne, sĂĄ kan vi lige pludselig fĂĄ visse ting til at give mere mening. For eksempel kan virksomheders (noget der ikke er et menneske og ikke har følelser) ret til ikke pludselig at fĂĄ sine værdier eksproprieret afledes af menneskers ret til samme. Det er virkelige mennesker, der har sine værdier i et firma. Hvis du tager firmaets værdier, sĂĄ tager du altsĂĄ værdier fra virkelige mennesker. Derfor er der love i mod det – ikke fordi det i sig selv er “synd for” firmaet eller at det i sig selv har “rettigheder”.
Firmaer har ikke ytringsret eller stemmeret m.v. pĂĄ samme grundlag (de kan have det pĂĄ et andet – det er muligt). Hvis du tager stemmeretten fra en virksomhed, sĂĄ har ejerne – de reelt eksisterende mennesker – bag den virksomhed stadig sin stemmeret. De har altsĂĄ ikke mistet noget. Hvis du derimod giver stemmeret til en virksomhed som du betragter som en “juridisk person”, sĂĄ giver du faktisk ejerne dobbelt stemmeret.
Materielle værdier indgĂĄr i nul-sum-spil (statisk set). Hvis du fjerner en million kroner eller et stykke land, sĂĄ er det væk. Det giver derfor sig selv, at de værdier et firma har, er knyttet til de, der har skudt dem ind i firmaet. Tager du værdierne fra firmaet, sĂĄ er der nogle mennesker, der mister dem. Det samme gør sig ikke gældende mht andre mere politiske rettigheder – de kan ikke flyttes rundt men er knyttet til det enkelte menneske. NĂĄr en ung borger fylder 18 og fĂĄr stemmeret, sĂĄ er der ikke automatisk en anden, der mĂĄ opgive sin stemmeret. Rettigheder af den slags er knyttet til mennesker og kan normalt kun bæres af netop mennesker. Men retten til ikke at blive eksproprieret, der ved et overfladisk blik, kunne se ud som om, at den kan tilskrives virksomheder, er ogsĂĄ knyttet til mennesker – det er i sidste ende og konkret mennesker, der ejer værdierne. Retten eksisterer for menneskenes skyld – ikke for hverken juridiske eller religiøse konstruktioner.
Skriv en kommentar