Den nye - faktiske - verdensorden

Jeg kan huske - mens jeg rejste jorden rundt i 1990 på min helt egen dannelsesrejse - hvordan præsident Bush (den gamle) brugte begrebet “den ny verdensorden”. Tanken var den, at demokratier nu, som følge af den vestlige verdens sejr over kommunismen og Sovjet, skulle spredes ud over verden. At ondsindede diktatorer ikke længere skulle føle sig sikre noget steds. At overgreb mod mennesket nu var et anliggende for verden, og ikke længere indre anliggender for den enkelte brutale tyran. I det hele taget et håb om en verden, hvor fred, frihed og folkestyre fyldte rammerne ud – og hvor menneskelige relationer baseredes på en international verdensorden med det utrolige udgangspunkt, at hvert enkelt menneske var noget kostbart og nød krav på respekt alene ved dette faktum.

2001 og 11. september gjorde en brat slutning på det. Og COP 15 viste kulminationen på en modsatrettet udvikling bort fra det, man vel kan kalde frihedsrettighedernes og den ny verdensordens gyldne tid.

Det var en drøm. En gylden drøm, men desværre også en sværmerisk drøm, der intet har med verdens virkelighed at gøre. Som biskoppen betroede os ved mindehøjtideligheden efter 11. september, så findes ondskaben i verden. Og hver gang vi glemmer det bliver vi kontant mindet derom på grusomste vis.

Det er det faktum, dele af den danske opposition desværre prøver at sløre. Ved at angribe regeringen og ikke mindst statsministeren for resultatet ved COP 15 søger man at sløre denne alvorlige virkelighed og i stedet fremme en smålig, inferiør og provinsiel indenrigspolitisk dagsorden.

Hvad er sagen? Sagen er den enkle, at vi så autoritære regimer, anført af Kina, dukkeførende rædselsregimet Sudan (hvis præsident som den første nogensinde er efterlyst for krigsforbrydelser og derfor ikke var tilstedet ved COP 15) blæse på de demokratier, der fordi de netop er forpligtet på deres folk, naturligvis føler en pligt til at gøre noget ved miljøet verden over.

Sagen er den, at vi her så den nye – faktiske – verdensorden udfolde sig. I al sin grusomme barske realitet.

Som vi har set det igennem hele den nyere verdenshistorie var det to samfundssyn, der mødte hinanden. Som vi så det i 30erne, hvor demokratiet og brune og røde rædselsregimer mødtes i kamp. Som vi så det i 50erne, hvor demokratiet og kommunisme mødtes i kamp. Som vi så det i 2001, hvor demokratiet og islamismen mødtes i kamp – en kamp vi ikke troede vi skulle se igen. Således så vi det også på randen af 2010 – en kamp mellem regimer, der behersker deres befolkninger i alle afskygninger, de var der alle: Kommunistiske regimer med statsstyret kapitalisme. Islamistiske regimer med naturbaserede ressourcer. Autokratiske styrer hvis interesse i en aftale om international kontrol af overholdelse af internationale aftaler kan ligge på et meget lille sted. Hele dette sammenrend overfor verdens demokratier.

Og endnu engang udstilledes hvor skrøbelige demokratierne er, når vi ikke begriber, at der intet nyt er under solen, og at der endnu engang er kamp imellem kollektivistiske regimer, hvem befolkningens tarv er ligegyldig, og demokratierne, hvem det enkelte menneske er kostbart og vigtigt.

Demokratiernes institutioner svarer ikke til denne udfordring om fremtidens verdensorden. NATO er endnu ikke bredt ud til at omfatte alle demokratierne i verden, og har ikke en politisk overbygning der f.eks. kan bane vejen for frihandelsaftaler omfattende alle demokratierne. EU er for splittet, og i store dele af Europa fokuseres fortsat på at være modstykke til Amerika, i stedet for at forstå, at en sammentømring af hele den vestlige verden – først og fremmest i netop et stort frit marked hele den vestlige kultur imellem – er altafgørende for at kunne sætte en dagsorden, også f.eks. ved COP 15. Og FN… Ja. Den organisation er hvad den er – et mødested mellem diktaturer og demokratier. No more. Nor less. Da Wilson grundlagde folkenes forbund var idealet et ganske andet – i dag er den nøgterne konstatering, at FN er, hvad FN er.

Vil du freden, da bered dig på krigen, siger det gamle ord. Mere nøgternt, så bemærkede Reagan engang, at fred skulle opnås gennem styrke, og at man altid – altid – skal forhandle ud fra en styrket position. Er man ikke den stærkeste, skal man vente til man bliver det.

Deri består den vestlige verdens opgave. At blive tilstrækkeligt sammentømret og stærk (igen), og fjerne den større og større afhængighed, økonomisk såvel som ressourcemæssigt, som er ved at opstå. En afhængighed af regimer, hvem det enkelte menneske er inderligt ligegyldigt, og som spreder ufrihedens pest, hvor afhængighedens katete lægges ind…

Denne forståelse er langt vigtigere, end oppositionens snuskede og ja, latterlige forsøg på at gøre statsministerens ansvarlig for, hvad man opfatter som et manglende resultat. Sandheden er, at den nye – faktiske – verdensorden dikterede dette resultat. Denne virkelighed – og FNs inderlige svaghed, en svaghed hvis væsentligste substans er at diktaturer og demokratier er et fedt – nægter oppositionen at acceptere. Og den er dermed med til at forsinke en proces, der kan styrke den vestlige verden, og dermed sikre, at vi rent faktisk får skabt forudsætningen for at forhandle ud fra en stærk position.

Men også kun forsinke. For en dag vil denne virkelighed blive så alvorlig, som den var i 1930erne. Og som den var i 1950erne. Og som den pludseligt blev i 2001. I mellemtiden kan man så væmmes over mennesker, der egentlig ved bedre, men blot gør det, små mennesker altid gør. Som Uffe Ellemann engang bemærkede: Når en mand bygger et stort hus, kommer der altid en hund og tisser op ad det…