Politisk eftertanke

Det er let at fordømme Schweizerne. Det har mange også gjort. Dette vidunderlige lille flittige land, der er et af Europas smukkeste og mest demokratiske lande, og via flid og dygtighed har skabt rigdomme, der overgår alle øvrige.

Et land, der har valgt en stik modsat retning af resten af sin omverden. Hvor den har centraliseret og politiseret har Schweizerne decentraliseret og afpolitiseret. Hvor resten af verden har lagt sine beslutninger over til politikere – og i mange tilfælde bureaukrater – har schweizerne valgt at lægge det helt ud dels i folkeafstemninger, men også helt ud i mindre forbundsstater – landsdele. Og først og sidst helt ud til de enkelte borgere, der har langt mere til rådighed efter skat end nogen andre i Europa, og samtidig har en af de bedste og mest velfungerende offentlige sektorer.

Denne model har som ovenanført været en bemærkelsesværdig succes. Sludder om bankhemmeligheden som den primære årsag til den schweiziske succes har ikke meget for sig. Men et lavt skattetryk, en decentral økonomisk politik, et frit valg til borgerne f.eks. i et frit og konkurrencedygtigt sundhedssystem, et ambitiøst skolesystem – alt dette og mere til har ført til den schweiziske succes. Og gjort det til – give and take Luxembourg – Europas suverænt rigeste land.

Dette land har nu meget synligt valgt at stemme for et forbud mod minareter. Og mange – herunder ikke mindst min tidligere partiformand  - har lagt teksten ud som en manglende tolerance.

Jeg har selv boet i Schweiz fem år af mit liv. Og har på nærmeste hold oplevet et land, der efter min bedste opfattelse ikke savner tolerance, men hvis befolkning blot holder meget af den kultur, der har skabt det land, der nu engang er Schweizernes.

Og spørgsmålet er, om ikke blot dette lille land på sin helt egen måde bringer et forvarsel.

Lad mig før jeg fortsætter gøre en ting klart: Jeg tror ikke på den form for forbud mod religiøse symboler og udtryk – som jeg i sin tid også gik imod Naser Khaders forslag om forbud mod burkha. Jeg tvivler på, at det er måden at modvirke spredningen af politisk islam i Europa. Men det er faktisk mit ærinde uvedkommende denne gang.

Sagen er den, at i store dele af Europa er afstanden mellem centrale politikkere og politikker på den ene side og befolkning i den anden i stærk stigning. Og det er kommet til udtryk flere steder på det seneste.

Senest i dommen fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, der forbyder krucifikset i de italienske skoler. Dette spørgsmål er udmærket behandlet her.

Det er heller ikke til at komme udenom, at førende danske politikkere har garanteret den danske befolkning, at udlændingepolitikken var et rent nationalt dansk anliggende – hvad metock-dommen viste ikke var tilfældet.

Der er sluppet en proces ud af flasken, hvor fjerne beslutninger – i modsætning til f.eks. det schweiziske system – ikke lader sig efterprøve. Den, der studerer historien ved, at aktion medfører reaktion. Hvis de tendenser, der er sat i værk, fortsætter, vil der komme en reaktion. En reaktion vi fundamentale demokrater ikke nødvendigvis bliver glade for.

Der er god grund til politisk eftertanke og besindelse. De politikkere og embedsmændder der sidder med ansvar for at føre beslutninger ud i livet bærer et stort ansvar i disse år. Forhåbentlig bliver det forvaltet bedre end det kom til udtryk de to ovenanførte steder.

Og måske. Måske man i stedet for at fordømme et lille land, der på så mange måder er foran det øvrige Europa, kunne lade sig inspirere. Ikke til ting, der i Danmark under givne omstændigheder ville være på kant med Grundlovens bud om religions- og ytringsfrihed, men på så mange øvrige måder. Af troen på den stærke, myndige, selvstændige borger. Af troen på, at politisk magt og myndighed bør begrænses. Af troen på, at flid og dygtighed bør belønnes.