Jeg er ikke kommet for at stifte fred - et par ord om tolerance og en gudstjeneste søndag i Tingbjerg

Tro ikke, jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor.

I denne tid, hvor ordflom om “brobygning” og “klimaklokker” og hvad ved jeg fylder den offentlige debat er det efterhånden på sin plads at spørge: Hvem sagde det ovenstående? De fleste kender svaret. Jesus. Matthæus, 10,34.

I denne mærkelige tid, hvor kristendommen og med den Folkekirken skal spændes for først den ene, siden den anden politiske vogn, er det i al stilfærdighed godt at erindre sig. For det første: Jesus afviste hver eneste gang han blev spurgt, at lade sig koble til politik. Hver gang. Der er ikke et eneste eksempel i nye testamente på, at manden på noget tidspunkt lod sig spænde for en dagsaktuel politisk vogn. Den romerske besættelse af Israel. Beskatningen af jøderne. O.s.v. Ikke et eneste eksempel – men derimod masser på det modsatte, Mit rige er ikke af denne verden. Dernæst: Kristendommen er ikke en religion, der siger alt er lige. Kristendommen er ikke en religion, der relativerer. Kristendommen er ikke en brobygningsfilosofi. Kristendommen hævder, at den er sandheden. Intet mindre.

Denne – enkle, men også enorme – erkendelse skulle nogen af de, der i Folkekirken forkynder evangeliet, respektere. Tag domprovst Anders Gadegård, som jeg forleden diskuterede forjagelsen af tingbjerg-præsten Ulrich Vogel med, i Deadline.

Her sagde den gode domprovst, at Vogel meget gerne ville tilbage, fordi han ville virke som brobygger. Brobygger… For det første – er det en opgave for en luthersk-evangelisk præst? Brobygger mellem hvad? Religionerne? Det giver i sagens natur ikke rigtig mening… Og man må så også sige, at et indlæg af tidligere socialborgmester Pelle Jarmer (S)  i Politiken peger i stik modsat retning.

Jarmer peger på at Vogel skulle være intolerant og derfor selv var skyld i de angreb, han har været udsat for. Et skammeligt indlæg, intet mindre. Desværre er det endnu ikke tilgængelig på nettet. Men det er rystende. Og forstemmende, at Socialdemokratiet øjensynligt repræsenterer sådanne standpunkter. Jarmers bidrag slutter med ordene: Det bedste, folkekirken i den øjeblikkelige situation kunne gøre, hvis den ønsker at løfte med i et af samfundets allertungeste problemer, ville være at udvise større begavelse end hidtil. Find et andet sogn til Tingbjergsognepræsten og find en integrationsbevidst ny sognepræst til Tingbjerg.

Der er et sted, kristendommen og Islam kan mødes – og så naturligvis ikke. Det er i de to religioners påstande om at være sandheden – det kan de i sagens natur ikke begge være. Det har Jarmer tydeligvis ikke begrebet. Hans kritik går blandt andet på, at Vogel øjensynligt ikke betragtede kirken som et medborgerhus, men et kristent rum. Han åbnede det altså ikke for dette eller hine integrationsprojekt. Nej, selvfølgelig ikke. Hvad skulle det have at gøre der? Det samme med Gadegårds læbeoverløberi om brobygning. For hvad for en bro kan bygges på to vidt forskellige fundamenter, hvor ned og op betyder det stik modsatte?

En mere integrationsbevidst sognepræst? Overhovedet ikke. Det er ikke hans opgave. Tværtimod vil jeg sige.

Det forstemmende er, at også Mjølnerparkens talsmand, Mohammed Aslam, bruger dette synspunkt til at angribe Vogel og forklare, at forjagelsen, angrebene og chikanen er hans egen skyld. Se for nemheds skyld Uriaspostens glimrende sammenfatning af sagen her. Men ellers, når det bliver tilgængeligt, gense gårsdagens udgave af Deadline. Det er forstemmende, skrigende til himlen, rædselsfuldt.

Disse mennesker legitimerer angrebene på en luthersk-evangelisk præst med, at han har provokeret ved ikke at være tolerant – d.v.s. stifte fred – med andre religioner og kulturer end sin egen. Forfærdeligt. Og mærkværdigt, at disse synspunkter ikke har vakt større forargelse og opsigt. For det første, fordi vi har religionsfrihed i Danmark. For det næste, fordi han jo i sagens natur ikke kan gøre kristendommen og islam til to sider af samme sag. Selvfølgeligt ikke.

Der skal i det danske samfund være plads til forkyndelse – også i Tingbjerg. Derfor går jeg til gudstjeneste i Tingbjerg Kirke på søndag. Jeg håber mange med mig. Det kan ikke være rigtigt, at en præst, der har passet sit virke, skal efterlades på denne måde.