Danmark er ikke til salg

Mens tonerne af benhård rockn roll presser sig ind fra slotspladsen og den kolde regn siler ned over de tilbageværende, lidt tanker over de seneste dage – kulminerende med flagparade og mindehøjtidelighed i Holmens Kirke.

En tidlig aften gik Venstres politiske ordfører og jeg ud af Christiansborgs tunge port, og blev antastet af en midaldrende lidt plump kvinde, der med skinger røst bekendtgjorde, at hun skammede sig over at bo i Danmark. Til vores venlige spørgsmål om, hvorfor hun så ikke rejste, idet ingen af os havde tænkt sig at holde hende tilbage, steg hendes blodtryk til eksplosive højder, og under en strøm af skældsord fulgte hun os hele vejen ned bag Christiansborg, over Ridebanen til Vester Voldgade, hvorefter vi skiltes med et sidste tilråb: “RØVHULLER”. Hun havde nået at meddele os, hun var skuespillerinde, og havde modtaget den alternative nobelpris – det alternative var vi i hvert fald ikke i tvivl om.

Kvindens hysteriske adfærd kan ses flere steder i det danske samfund. Vi så det blandt kræfter, der imod dette lands lovformelige myndigheder kaster sig ud i kamp mod politiet ved Brorsons Kirken. Vi ser præster, der i modstrid med evangeliets lære om at give kejseren hvad kejserens er, politiserer, undergraver og i sidste ende truer Folkekirkens eksistens. Vi ser autonome operere professionelt i disse miljøer, og medvirke til at skabe en ekstremistisk retfærdighedsfølelse, der truer hele det fundament vort demokrati opererer på.  De selvsamme mennesker er helt evident på randen af at føle, deres kamp legitimerer at krænke lovene og  retsstaten – og mange krænker da også loven. Deres kamp, mener de, er mere retfærdig end det til enhver tid siddende flertal i Danmark – og særligt, når der er tale om mennesker, disse røde falankser smagfuldt afmenneskeliggør med tilråbene “nazisvin” mm.

Der er en ekstremisme i luften – en ekstremisme som sådanne politikere som Søvndahl og andre, der har understøttet deres kamp f.eks. ved Brorsons Kirke, næsten med sikkerhed inden længe vil komme til at forholde sig til. Jeg siger det, fordi denne periode vi gennemgår så snublende minder om slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne. Også dengang mente en minoritet sig berettiget til at sætte sig ud over demokratiet, og bl.a. voldeligt tage til genmæle. De autonome har allerede gjort det i Københavns gader. Og myndighederne har gjort det værste de kunne gøre i denne situation – nemlig givet efter.

 Men der er ikke plads til hverken eftergivenhed eller til kompromis. Såvel som demokratiet ikke kan gå på kompromis med demokratiet – således kan Danmark heller ikke gå på kompromis med Danmark.

Sådan er det i sagen om de afviste asylansøgeres forsvarere - disse mennesker, der har travlt med at råbe nazisvin efter landets legitime lovgivere, og som ikke selv tør stille sig til rådighed for folkets dom. Gennemførelsen af deres krav vil fjerne forudsætningen for Danmarks eksistens, og vil undergrave retsstaten. Hvorfor?

Fordi vi meget enkelt i århundreder – mere end 1000 år –  har forsvaret vort land mod ydre fjender, og har forhindret folk i at komme til, hvad vi opfattede som vores. Fordi det her var vores sted, hvorfra vi – det danske folk – kunne have vores kultur i frihed og sikkerhed. De moderne folkevandringer har sat denne adkomst – denne ejendomsret – under pres. Men i sagens natur er det jo et enten eller. Enten består Danmark med sin kultur – eller også, hvad man har set masser af steder, forgår den og Danmark med den.  Det er ikke svært.

Disse mennesker benægter danskernes særlige adkomst til Danmark. De mener, Danmark er for alle – men dermed bliver Danmark for ingen. For derved hører Danmark op med at eksistere.

Derfor er dette her ikke kun et spørgsmål om retsstaten, og dette at nogen mennesker krænker selve fundamentet for vort demokratiske system Det gør de også – undergraver demokratiet, altså. Men Danmark har også bestået uden demokrati. Og derfor stikker dette dybere – for Danmark kan ikke bestå uden et dansk folk.

I Holmens Kirke, ved mindehøjtideligheden for de soldater, der er faldet i international tjeneste, blev det sagt jævnt og klart: Soldaterne er hvor de er, fordi de kæmper for Danmarks frihed og sikkerhed. Vi gør det ikke, fordi vi kan smykke os med Guds navn i denne kamp. Det er kun Gud, der ved, hvad ultimativ ondskab og godhed er, ultimativ retfærdighed. Men vi kæmper for det vi tror er rigtigt. Og for vores fædreland.

I den kamp kan vi ikke snuble. Og vi kan ikke forhandle. Danmark er ikke til salg.

Det farlige består i, at en gruppe ekstremister i Danmark er villige til at åbne Danmark for enhver, og samtidig vil ty til udemokratiske og voldelige metoder i denne kamp. Det er kulturkampens essens. Det er en smitsom sygdom langt langt ind i venstrefløjens rækker.

Det er også derfor, regeringen vil blive siddende efter næste valg. For venstrefløjen formår ikke at fjerne den em af ligegyldighed overfor Danmark, og den stank af ekstremisme, der står fra den yderste venstrefløj og ind. Mærk mine ord: De næste to år vil blive værre end det vi har set endnu. Fordi nogen ikke vil acceptere dette lands lovformelige regering. Og vil ty til midler, vi har set da autonome og indvandrerbander på hvert sit tidspunkt rykkede ud og satte København og for de sidstes vedkommende en række andre byer i brand.

Disse kræfter må stemples som det de er: Udemokratiske. Og udanske. Der er ikke megen mental forskel på den fanatisme dele af disse miljøer repræsenterer og Talebans tankegang i Afghanistan. Derfor står danske styrker i Afghanistan – i kamp for demokrati og frihedsrettigheder. Og derfor kommer vi også herhjemme til, at kæmpe for demokratiets og frihedsrettighedernes idealer. Hver dag. Uden kompromis. For man kan ikke gå på kompromis med Danmark. De synger patetisk “giv mig Danmark tilbage” -  det er en løgn. For de har aldrig forstået hvad Danmark var. Og er.