Magt og Marked

Magt korrumperer. Magt medfører – i længden, og den er forskellig fra person til person – at man i sidste ende vælger den nemme omvej. At man tager sig selv til rette. At man retfærdiggør ting overfor sig selv og andre, som man før man bestred magten, aldrig ville have gjort eller forsvaret.

Jeg siger det ikke kun abstrakt. Jeg siger det også i egen erkendelse, tænkende tilbage på 14 år på Københavns Rådhus, heraf de 8 som borgmester.

Det er vel værd at tænke over, hvordan det kan være. Sandheden er vel den enkle, hvad Jesus allerede gjorde klart for over 2000 år siden, at mennesket er et imperfekt væsen. At vi er født og dør som syndere. At alt det vi ikke vil – det gør vi. Og alt det vi vil – det gør vi ikke.

Men magt understreger dette forhold. Gennem århundreder har kyndige filosoffer og tænkere søgt at finde styreformer, der kunne håndtere dette så godt som muligt. Montesquieu fik i første omgang formuleret den alt afgørende tanke, at der fandtes tre magter – den dømmende, udøvende og lovgivende – og at disse skulle adskilles og kontrollere hinanden. Ikke mindst for at sikre, at de – kendte – menneskelige svagheder kan kontrolleres og modstås.

Så vi kender dem jo, svaghederne. Og vi ved, de er der. Alligevel bærer mediebilledet præg af den evindelige falske påstand om at mennesket skal dømmes på den perfekte – guddommelige – målestok. En umulighed.

Men magt er interessant, og særlig udviklingen i den, fordi man ser, hvordan den eroderer sig selv. Særlig når den ovenanførte tre-deling ikke eksisterer. Et menneske i den situation kommer til at se sig selv som den personificerede magt – med ret til magten. Og derefter syndfloden.

Man bliver selvtilfreds. Man vil ikke lytte til kritik. Man fejer al anderledes tankegang bort. Man begynder også at se magtens privilegier som sine egne.

Det gode i et demokrati eller andre systemer, hvor vælgernes valg er det afgørende, er, at der er et pres på systemerne, der enten sørger for en intern udskiftning i sådanne sammenhænge. Eller – sjældnere – en direkte vælgerreaktion imod en sådan magtstruktur. Som regel når de danske partier selv at håndtere noget sådant.

Men det man må forstå er, at folk – det enkelte (magt)menneske i denne sammenhæng ofrer kernen af sig selv og det bedste det kan og rent faktisk også – i langt de fleste tilfælde – får gennemført gode og respektable ting. Indtil altså denne magtens fristelse slår igennem for hårdt, og forskellen mellem det gode og det onde bliver først grå, siden sort. Ud af det opstår krisen – og ud af krisen, som fugl føniks, opstår det nye. Det gælder i alle magtens forhold. Og måske det falder folk svært at forstå: Men det er godt, det er sådan. Det er menneskets lod.

Jeg bruger det politiske billede fordi jeg er træt af at høre så meget om denne forfærdelige finanskrise. Eller lad mig nu være præcis: Jeg er træt af at se den bunke flippere, rødgardister og autonomt voldspak rende rundt i gaderne i verdens storbyer og bruge finanskrisen i deres kamp mod friheden og kapitalismen. Man må forstå, at kapitalisme og frihed er de to stærkeste kræfter til samlet set at gøre menneskets tilværelse bedre dag for dag. At ødelægge disse strukturer fører til fascisme og socialisme – to eksperimenter, vi for længst har set hvordan endte.

Sagen er den, at det ikke kun er den politiske magt, der korrumperer. Det gør også pengenes og kapitalstrukturernes. Der er de samme fristelser, de samme slidsomme beslutningsprocesser, den samme magtudøvelse – og det ender, hvis man sidder i faste strukturer for længe, med det samme resultat som i den politiske verden.

Men inden har det været meget godt. Det vi har set siden begyndelsen af 80erne har været en enorm frisættelse af menneskelig og økonomisk kapital, der har ført os ud i en velstand, vi vel aldrig tidligere havde turdet forestillet os. Det tog så over 30 år før en reaktion indfandt sig.

Den kommer nu. Og som en bølge vil den gennemstrømme banker, revisionsselskaber, virksomheder og, ja, rense ud.

Ud af det vil der opstå nyere og stærkere strukturer. Det er selve kapitalismens væsen, at den regenererer sig selv, på denne vis.

Det er som om mennesker ikke kan acceptere, at efter 7 fede år kommer der også nogle magre. At det er behovet for regenerering, der slår igennem her. Men at det samlet set går frem alligevel – at verden over tid bliver bedre. Samlet set.

Det værste der kan ske er, at vi i angst over denne – ja, voldsomme – reaktion kaster os ud i nye kollektivistiske tankerækker, som vi så det i forrige århundrede, først og fremmest repræsenteret ved socialister/kommunister og nazister. På mange måder er den fanatisme, man ser udfolde sig – f.eks. i udkanten af såkaldte miljøkredse – en skygge fra dengang.

Magt korrumperer. ja. I alle livets forhold. Ja. Men ud af det opstår det nye og fantastiske. Ja. Lad os dog huske på det her i skyggens af finanskrisen. Og er man i tvivl, så kig lige lidt nærmere på de mennesker, der i øjeblikket hærger London. Er det virkelig dem, der skulle være verdens fremtid? I givet fald sælger jeg mine obligationer…